|
Post by Deana Malfoy on Jan 6, 2017 23:34:30 GMT
Det var som om at det var en tabt sag. Deana kunne blive ved med at komme med gode råd, og i sidst ende ville det ikke hjælpe noget. Hvis Ethel mente at hun havde prøvet alt, så måtte det vel være sådan. Hun var ved at slå snakken hen da de sidste ord lød. Et lettere chokeret bryn skød i vejret og hun måtte sidde lidt i sin egen stilhed inden hun rettede sig i stolen.
"Selvfølgelig er han det." sagde Deana som om at der ikke var mere til det end det. Læberne strammede sig og hun endte med at rejse sig fra stolen. Nu havde vidst vendt nok af emner og hun kunne mærke at selvom hun savnede sin datter, så var det nu meget godt at pigebarnet ikke længere boede hjemme. "Du skal vel også nå at hilse på din far og fine brødre?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Jan 7, 2017 15:41:10 GMT
Ethel ville ikke sige sin moder imod. Hun havde et svar på tungen, men holdt det i sig, som Deana afviste hendes anelser. "Selvfølgelig." Hun mumlede næsten som hun kiggede ned, som om hun skammede sig over at hun kunne finde på at antyde det. Det var ikke retfærdigt overfor Gilbert. "Er Paxton her?" Hun lyste nærmest op, som moderen nævnte den mandlige del af hendes familie. Hun savnede også Lionel, men det var måneder siden at hun sidst havde set sin lillebror. Den trykkede stemning over hendes valg af samtaleemne var forduftet, som hun havde fundet noget nyt og langt lettere at koncentrere sit forvirrede lille hoved om.
|
|
|
Post by Deana Malfoy on Jan 8, 2017 21:31:01 GMT
Deana var en smule lettet over at emnet ikke fortsatte i den samme retning som den før havde styret imod. Hun sendte datteren et mildt smil og nikkede langsomt med hovedet. "Jeg har dog ingen idé om han er på godset" sagde hun og så tænksom ud. Man tog vel alle muligheder i brug hvis man reelt ikke havde lyst til at føle sig fanget i sit eget hjem.
Hun knipsede let med sine fingre så husalfen dukkede frem ved hendes side og nikkede mod bordet som den godt kunne begynde at rydde af. Hun vred let sine fingre mod hinanden og skævede mod sofaen der så mere eller mindre indbydende ud.
"Men du kan vel selv se om du kan finde ham? Jeg er træt" måtte hun erkende med et let suk.
|
|