|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 5, 2016 20:43:34 GMT
Midt Oktober
Efteråret var ved at være ved sin ende. Det var tydeligt at se grundet de manglende blade på trærene og det grålige vejr kunne få selv et ude menneske til at blive indedøre. Rosalie frøs næsten bare ved at kigge på duggen der samlede sig omkring det af vinduets glas hvor hun sad. Hun trak kappen tættere om sig og strakte let sine ben.
Blikket gled fra de nøgne træer til veninden der sad overfor hende. Et lyse bryn trak sig sammen og hun åbnede munden for at ville sige noget. Men hun tav i et kort øjeblik og strøg i stedet en lys hårtot bag øret.
"Jeg tror slet ikke jeg tager med til Yuleballet" sagde hun så og skævede let mod hende. Hun prikkede til hendes ben med sin fod.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 5, 2016 22:02:29 GMT
Iseabail sad og skriblede på et par notater og nød fornemmelsen af stilheden i selskab med en anden. Hun havde netop dyppet fjerpennen i blækket, da Rosalie brød den, men denne gang havde hun ikke noget imod det. Rødblonde øjenbryn hævede sig ganske let, som hun så op fra pergamentet.
"Virkelig?" spurgte hun undrende og stillede fjerpennen fra sig. "Hvorfor ikke?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 5, 2016 23:18:54 GMT
Rosalie brød sig slet ikke om så store festlige begivenheder. Hun kunne ikke danse, og hun havde ingen partner. Det var to af de værste ting hun kunne forestille sig. Hun ville ikke gøre sig selv til grin, mere end hun i forvejen allerede gjorde. "Det er bare ikke noget for mig" forsøgte hun sig først med et let skuldertræk. Det ville hjælpe meget mere på det hvis Isa selv ikke endnu havde en partner, men siden hun ikke havde spurgt var det end viden hun endnu ikke besad. Tæerene krummede sig i de tætte skindsko og hun trak sine ben op under sig. Hun havde forlængst lagt sin bog væk.
"Tror du ikke man må blive væk?" spurgte hun og kløede sig lidt i håret.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 5, 2016 23:50:36 GMT
Iseabails øjenbryn trak sig lidt sammen over Rosalies svar og hun lagde pergamentet helt fra sig, før hun foldede armene om knæene og trak på skuldrene. "De kan ikke hindre nogen i at tage hjem i skoleferien," svarede hun og strøg en hårlok om bag øret, før hånden låste sig om benene igen.
"Men er du sikker, Rosie? Vi får ikke muligheden for at opleve et julebal igen og det skulle være spektakulært."
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 0:03:09 GMT
Rosalie vidste det et eller andet sted godt og det var heller ikke fordi hun ikke ville, men hun syntes alligevel hun ville skåne sig selv for mere ydmygelse ved bare at blive væk. "Min mor ville sende mig lange blikke hvis hun vidste at jeg overhovedet overveje ikke at dukke op" sagde hun og dunkede hovedet mod vindiet. Hun kiggede igen ud på de bare træer med en hvis længsel. Vejret kunne godt være mindre koldt, eller i det mindste begynde på sneen tidligt.
"Jeg har ingen at følges med" mumlede hun næsten lydløst.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 6, 2016 0:19:53 GMT
Iseabails øjenbryn trak sig lidt sammen, som hun så på Rosalie krybe mere og mere sammen op mod vinduet. Da hun endelig nåede frem til sagens kerne, var det ikke ligefrem chok, der gik over grævlingens ansigt. Tværtimod trak hun bare den mindste smule på skuldrene.
"Jeg har heller ikke nogen partner. Derfor har jeg tænkt mig at komme alligevel," svarede hun og puffede lidt til Rosalies fod med sin egen. "Desuden er der stadig længe til. Nogen kan nå at spørge dig endnu."
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 0:46:23 GMT
"Åh men der er mange piger der allerede er blevet spurgt. Lige for næsen af mig, som om jeg bare slet ikke var køn nok" kom det hurtigt fra Rosie der nu havde drejede hovedet mod Isa. Hendes øjne startede ud som store og fortvivlede, men ændrede hurtigt karakter til lettere sammentrukket og hun skar en grimasse.
"Men jeg er da ligeglad.." sagde hun så og trak løst på sine skuldre. "Komme alene?" Det var ikke noget hun havde overvejet før nu. "Isa?" hun havde været stille i lidt tid, men havde endelig erkendt at ingen undskyldning var god nok til ikke at dukke op.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 6, 2016 1:01:43 GMT
Iseabail var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle håndtere venindens usikkerhed. Det var ikke ligefrem et ekspertiseområde for hende og hvis ret skulle være ret, så forventede hun heller ikke selv at blive spurgt. "Der er ikke noget galt med det," forsvarede hun det af samme grund lidt, men med et lille, opmuntrende smil.
Da Rosalie brød stilheden igen, var det en lille, spørgende lyd der slap hende og hun så spørgende på veninden.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 1:18:54 GMT
"Kan du danse? Altså sådan rigtigt?" spurgte Rosalie og fjernede hovedet fra vinduet og satte sig i stedet ned igen, med ryggen mod væggen og benene trukket let om til sig. Selv var det ikke hendes stærke side, og hun vidste ikke hvem der kunne have tålmodigheden til det, hendes mor havde ihvertfald ikke haft det. Hun trak vejret dybt ind inden hun sukkede dybt.
Hun pillede ved en tråd langt hendes ærme kant. Hun burde ikke, for der ville ikke gå særlig lang tid før at hun havde trukket alt for meget i den. Hun kiggede op på veninden. "Jeg kan ikke. Min mor siger jeg er for kluntet og ingen følelse har i forhold til rytme og ynde" sagde hun og bed sig i læben. Ikke lige det man regnede med at høre fra sin egen mor.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 6, 2016 1:45:40 GMT
Overraskelsen var tydelig på Iseabails ansigt. Af alle spørgsmål, var det formentlig det sidste hun havde forventet. I et øjeblik så hun bare forundret på sin veninde, før hun endelig sansede at svare.
"Jeg er ikke fantastisk," begyndte hun, mens et lille, beskedent smil lurede på hendes læber. "Men jeg har lært det. Hvis du vil, kan jeg godt vise dig det...?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 13:39:26 GMT
Rosalie vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, det var en smule tydeligt at det var et svært for hende at snakke om, dels fordi der var så mange af pigerne på skolen der godt kunne de trin det krævede at danse ordenligt. Og når hun nu var blevet fortalt hun ingen ynde besad så var det lidt svært at holde gejsten oppe.
"Du er bedre end jeg Isa.. Og jeg er virkelig dårlige" sagde hun og slog blikket ned. I et øjeblik følte hun ikke rigtig der var nået håb om at det nogensinde ville lykkes. Dog lyste hun op i et smil og vendte blikket mod sin veninde."Ja? Vil du virkelig det?"
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 6, 2016 15:51:54 GMT
Der var måske nogen, der ville more sig over Rosalies bekymringer, men Iseabail forstod dem fuldt ud. Et lille, beroligende smil hvilede på hendes læber, som hun rakte en hånd frem og gav venindens ben et lille klem.
"Jeg håber ikke du forventer for meget. Det er længe siden, jeg har gjort det sidst - men jeg vil godt prøve?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 18:47:21 GMT
Rosalie kunne ikke lade med kort at smile. Hun var glad for at Iseabail var så forstående. Selvom hun godt halvt kunne se det lidt sjove i at hun var så kluntet når det kom til at danse, og generelt det med at være så tæt på et andet menneske. Hun var langt fra komfortable med den måde hun så ud på ud, og det hjalp ikke at hun havde følelser i klemme.
"Bare det mest basale? Så jeg ikke ligner en med to venstre fødder" sagde hun med et let suk. Hun rejste sig fra vindueskarmen hun havde siddet ved og slog ud med sine arme og rettede på den røde kjole.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 6, 2016 20:35:52 GMT
En lille latter røg over Iseabails læber, før øjenbrynene gled op, da Rosalie rejste sig. Overraskelsen var kort tydelig. "Nu?" spurgte hun muntert og så sig lidt om. Da hun havde sikret sig, at der ikke var andre at se, svang hun til sidst også sine ben udover vindueskarmen.
"Okay..." Hun tog en indånding og dumpede ned på gulvet. En dæmpet lattere mere undslap hende, før hun rakte sin hånd frem mod Rosalie.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 20:47:13 GMT
"Ja nu.." sagde Rosalie og kunne ikke lade være med at grine over hende. Hun kunne ikke se noget bedre sted, og lige nu var der jo ikke andre til stede end dem, og der var nogenlunde godt med plads til at de kunne bevæge sig frit rundt.
"Er der forskel på mand og dame?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hun strøg en finger gennem de lyse krøller og kløede sig i nakken. "Hvis nu.." startede hun ud imens hun glattede kjolen. "Du lære mig dem begge, så kan vi skiftens, og så kan du også få frisket trinene op?" Hun havde hørt lidt om at det var anderledes i forhold til hvilket køn man var.
|
|