|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 6, 2016 21:17:40 GMT
Iseabail var lidt uforberedt på at skulle give en danselektion, men hun havde en anelse om hvad hun lavede og tog af samme grund en dyb indånding. "Der er lidt forskel. Du kan starte med at lære den del, du skal danse," svarede hun, bed lidt ned om et smil og klarede kun lige ikke at fnise, som hun endelig trådte frem og tog fat om veninden.
"Prøv at følg, hvad jeg gør. Vi gør det bare lige så langsomt..." forklarede hun, før hun prøvende flyttede den første fod og så småt ledte an - besværet af to sæt skørter og en helt reel risiko for at blive jokket over tæerne.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 21:37:08 GMT
Rosalie stod utrolig dumt, med sine arme strakt ud til hver side så Iseabail kunne vise hende hvor hun skulle placere dem. Hun blinkede først en smule forvirrende med øjnene da hun tog fat omkring hende. "Er det ikke noget med at man skal huske en hel masse? Og tælle" sagde hun og rynkede lidt på næsen og så ned på sine fødder. Og var det ikke også noget med at man ikke måtte kigge ned på sine fødder, og for alt i verden ikke måtte træde sin partner over tæerene. Hun var allerede ved at fortryde at hun havde spurgt om hjælp. I stedet skulle hun bare blive hjemme.
"Så når du går frem, så går jeg tilbage, og det er med den samme fod?" Hun var et stort spørgsmål, men forsøgte så godt hun kunne at følge Isas trin. Til sidst begyndte hun let at nynne. Det var meget nemmere når man havde lidt rytmisk at gå efter.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 6, 2016 22:11:50 GMT
Iseabail smilede lidt over Rosalies mange bekymringer. "Der er ikke nogen, der kommer til at stå og vurdere om du gør det fuldkommen korrekt. Det er nemmere bare at følge bevægelserne," svarede hun, før hun demonstrerede og flyttede Rosalie med sig.
"Mmmh," bekræftede hun, selv koncentreret. Da det blev mere glidende med tiden, bredte et smil sig på hendes læber. "Se. Du kan jo godt."
|
|
|
Post by Edmund Potter on Nov 6, 2016 22:36:59 GMT
Det var ikke ligefrem det syn Edmund havde forventet, som han kom gående ned af gangen. En Slughorn og en MacFusty i hvad man vel kunne kalde en kærlig omfavnelse, i gang med at danse sammen. Han måtte indrømme, at han var overrasket, omend hans mine hurtigt skiftede til underholdt, som han rømmede sig lidt og afbrød morskaben.
"Hvor sødt. Skal I følges med hinanden til yuleballet?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 22:42:39 GMT
Rosalie kunne ikke lade være med at grine lidt over Iseabail. Hun nikkede men kunne ikke lade være med at kigge ned på sine tæer, eller det af dem man kunne se. "Åh det ved jeg nu ikke. Jeg er sikker på at der nok er nogen der lægger mærke til om man gør det rigtigt. Min onkel foreksempel. Nok er jeg ikke hans datter, men han er familie så det ville undre mig hvis ikke han forventede noget af min præsentation. Det er ikke ligefrem fordi han er stolt af mig" sagde hun og rystede lidt på hovedet ved tanken. Hun var bare alt for god til at blive distraheret, så det var ikke altid at hendes evner i undervisningen så dagens lys.
Hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule stolt over at det faktisk gik nogenlunde godt. En følelse der hurtigt svandt ind da et koldt gys rejste sig fra lænden og op af ryggen over Edmunds stemme. "Og hvad hvis vi skal? Det kommer slet ikke dig ved" sagde hun og trak let sine bryn sammen.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 6, 2016 23:01:29 GMT
Iseabail havde netop leet lavmælt, da en uvelkommen stemme brød ind. Hendes instinktive reaktion var at slippe Rosalie og da hun drejede sig med let svingende skørter, var det ikke ligefrem lettelse der gik gennem hende. Før hun selv kunne nå at svare, kom den anden pige hende i forkøbet og det var lige så meget det, der fik blodet til at stige op i hendes kinder som det var Edmunds tilstedeværelse.
"Vi skal ikke følges," føltes hun sig nødsaget til at sige, uinteresseret i at høre hvilket væld af kommentarer antydningen af det andet kunne fremprovokere. Desværre var der heller ikke tid til at komme op med en god forklaring, der ikke ville sælge Rosalies hemmelighed. "Der er bare intet i vejen med at være forberedt."
Det var ikke hendes bedste comeback. Muligvis forværrede det kun det hele.
|
|
|
Post by Edmund Potter on Nov 6, 2016 23:07:42 GMT
Edmund grinede af Rosalies svar og var næsten ærgerlig over, at Iseabail øjeblikket efter ødelagde hvor meget sjov han kunne have fået ud af det. Blikket gled til hende og han tiltede hovedet lidt til den ene side med et muntert glimt i de grå øjne.
"Så I mødes her ofte og øver jer? Hvornår? Må man komme og se på?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 6, 2016 23:57:23 GMT
Rosalie vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun forholde sig dog roligt for nu, og lod bare Isa som at føre ordet til en start. Hun brød sig ikke om Edmund. Hun havde aldrig gjort det, og mente ikke han skulle komme godt igang. Selvom de vist begge to kunne være lige næsvise med deres valg af ord. Dog var Rosalie mere flabet. Hun skævede mod veninden da hun med det samme gjorde det klart at de to piger ikke skulle følges. Hun trak lidt på sine skuldre og mente ikke at var var vigtigt at pointere.
"Ja. Vi kunne godt bruge en rigtig mand til at hjælpe os. Måske du kunne hente dine venner, så er der vist lige mand nok i jer samlet til at det kan lade sig gøre" sagde hun og satte bestemt begge arme i siden.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 7, 2016 0:06:42 GMT
Iseabail besvarede Edmunds blik med let hævede øjenbryn, men Rosalie kom hende i forkøbet med et svar. Ordene var nogen, hun aldrig selv ville kunne have fået over sine læber. Hovedet gled til siden, men selvom hun bed ned i sin underlæbe, kunne det ikke helt skjule den muntre lyd, der undslap hende.
Med de ord hængende i luften var det vist ikke nødvendigt at sige mere. Så da hun så tilbage mod den mørkhåede Slytherinelev, bed hun endnu sammen om smilet og så blot afventende på ham. Uden at gøre det mindste for at sige sin veninde imod.
|
|
|
Post by Edmund Potter on Nov 7, 2016 0:24:49 GMT
Edmund smilede svagt af forsøget på en fornærmelse og nikkede langsomt med begge bryn skudt op i panden. "Hold da op," svarede han roligt. "Av."
Hans blik gled fra Rosalie til den noget mere interessante skotte ved siden af hende. Hans... rival. Hvis han ville.
"Synes du det var sjovt, MacFusty? Du plejer ellers ikke at være fortaler for mobning?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 7, 2016 14:00:35 GMT
Rosalie rystede på hovedet og trak let på sine skuldre over Edmunds reaktion.Det var intet udover det sædvanlige. Man kunne aldrig få andet ud af ham end det seriøse kedelig ansigttræk han altid gik rundt med. Hun skævede lidt mod Iseabail og vidste ikke helt rigtig hvad hun skulle sige mere. Det var spild af tid at forsøge at få ham til at lade dem være i fred. I dette øjeblik ønskede hun rent faktisk at hendes storesøster var til stede, hun elskede Evangeline, men hun kunne være ret skræmmende.
"Du ville ikke vide hvad mobning var, selv hvis det var lige foran dig." sagde hun så bare med et let suk. Ihvertfald overfor Edmund var det som om alt bare prællede af. Og til hendes forsvar syntes hun lidt at det var ham selv der startede.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 7, 2016 14:18:22 GMT
Det var ikke Iseabails første møde med Edmund og hun var ikke det mindste chokeret over hans reaktion. Tænderne bed sammen om smilet et øjeblik endnu, før hun så op ved tiltalen. Der skete en forandring, som de grønne øjne blev næsten medfølende. "Naturligvis ikke," svarede hun mildt, forstående og drejede hovedet mod Rosalie. "Han har ret, Rosie. Det er ikke pænt at drille andre."
Blikket glimtede svagt, før hun så tilbage på den anden vejleder med et ansigtsudtryk, som var hans følelser reelt blevet sårede. "Jeg er sikker på, at du er meget mand, Edmund."
Den skotske accent rullede af hendes tunge, mere fremtrædende end ellers med ordene, der var så diplomatiske, som hvis hun havde talt med to elever, der var kommet op at toppes. Rødblonde øjenbryn hævede sig lidt, som hun så ganske uskyldig ud, men tydeligvis ikke var det.
|
|
|
Post by Edmund Potter on Nov 8, 2016 21:50:26 GMT
Der var ingen af de tre, der troede på, at Edmund reelt følte sig mobbet, men det betød ikke, at han ikke havde ret. Rosalie var usædvanlig grov i sit sprogbrug. Da blikket faldt på flabede lille MacFusty, var der dog en bidsk trækning i hans ene mundvige og han besvarede den ubehagelige følelse ved at lade blikket glide ned over hende, før det havnede i de grønne øjne igen.
"... Ditto," svarede han roligt og med et høfligt lille smil. Så lidt skulle der til nogen gange.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on Nov 8, 2016 21:59:04 GMT
Rosalie vidste godt at hun ikke altid sagde tingene på en pæn både, og at det eftersigende var noget af det der fik hende i problemer når det ikke var narrestreger. Når nu hun var på sit sidste år, og endda var syvende års elev burde det egentlig være hende der kunne slå koldt vand i blodet og opføre sig ansvarligt. Det var dog ikke noget hun endnu havde formået. Nu stod hun bare med sammentrukne bryn og en rynke på næsen og kiggede på Slytherin eleven.
Med et let suk trådte hun et enkelt skridt tilbage. Hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige da hun tilsyneladende sagde den forkerte sætning efter den anden og hun ville helst ikke putte Iseabail i problemer også. Hun åbnede munden da hun ville give tilbage på Edmunds simple hentydning men tav og skævede til veninden. "Skal vi ikke bare gå?" kom det så fra hende.
|
|
|
Post by Iseabail MacFusty on Nov 8, 2016 22:18:35 GMT
Der var intet, som Slytherineleven ikke kunne vende til sin fordel. Det vidste Iseabail af bitter erfaring. Det simple svar var dog ikke det værste, hun havde været ude for og hun gengældte blot det høflige smil med let sammenknebne øjne og uadtil ingen synlig reaktion - selvom ordene som altid bare krøb en smule under huden på hende. Med det som eneste svar vendte hun sig mod Rosalie og tog sine ting fra vindueskarmen.
"Jo. Vi er vist færdige her," konstaterede hun. Armen gled ind i Rosalies og tog hende med sig. På vejen forbi den anden vejleder hævede hun sig nok til at sende et pænt smil op mod den mørkhårede dreng.
"Fortsat god aften, Edmund."
|
|