Det må briste eller bære

Sirrah var ikke vant til at være nervøs, men hun var det absolut nu og som hun gik alene rundt, kunne hun absolut ikke skjule det. Af samme grund var det noget af en kontrast, da døren endelig åbnede sig og Harald trådte ud; komplet rolig og med tre ord, der slet og ret fik hende til at stirre en anelse på ham.

"Fint?" gentog hun, som om hun ikke forstod, hvad ordet betød. Det gjorde hun måske heller ikke. Af alt hun havde regnet med, så var fint det absolut sidste. Det var med et næsten himmelfaldent udtryk, at hun betragtede ham - uden at træde nærmere. "Hvad betyder det?"

Sirrah stirrede på Harald og en lidt uventet impuls til at ruske ham steg, da han intet sagde. Hjertet hamrede ubønhørligt i brystet på hende og det stoppede først brat i det øjeblik, hvor hun endelig fik vished.

En tung udånding slap hende og skuldrene faldt et tydeligt stykke. En øjeblikkelig impuls til at træde frem og trække ham ind til sig, meldte sig, men trods det stod hun som naglet til stedet og fik kun nikket langsomt.

“Godt. Det er godt."

Sirrahs hjerte hamrede, men hun gjorde intet for at krydse afstanden. Det havde været noget andet på hans kontor. Nu var de i hendes forældres hus og alt hvad de havde foretaget sig sammen før det, var så fjernt som noget. Det hindrede dog ikke de samme følelser i at vælde op og hun et begyndende, varmt smil voksede frem på hendes læber, der kun var reserveret til ham.

Et lille nik blev hendes eneste svar, før hun indså, at hun ikke ville kunne sige noget, mens der stadig var den helt reelle risiko for, at hendes far ville træde ud af døren. Det kunne da også kun være et spørgsmål om tid inden han kaldte på hende, men indtil da... Hun slog et lille slag med hovedet mod gangen, der ledte væk og så spørgende på ham i et ønske om, at han ville følge med.

Det var ikke langt Sirrah førte ham væk. Kun et lille stykke, hvor de ikke var direkte synlige fra kontoret, men hvor de stadig kunne høre døren blive åbnet.

Hendes fingre krummede sig lidt sammen; fristet til at løfte den ene hånd og stryge den over hans kind, men hun undlod. I stedet blev de mørke øjne rettet mod ham og udtrykket i dem var næsten ømt.

"Er du glad?"

Sirrah så næsten nervøst op på Harald, velvidende at hun muligvis bad ham om mere end han var helt villig til at give. At han gjorde det, betød mere end hun kunne sætte ord på.

Et lille smil trak op på hendes læber. "Også mig," indrømmede hun og sank en enkelt gang. "Men jeg er også glad..."

Hænderne endte med at samle sig på ryggen, som det eneste værn mod impulsen til at række ud efter ham. Der kunne absolut ikke blive tale om, at hun ville bukke under for så basal en impuls. Uanset hvor fristende, det så end var... Heldigvis fungerede hans ord som en glimrende afledning og hendes greb om sit eget håndled blev mindre stramt, som hendes fokus skiftede.

"Naturligvis. Du ved, at jeg ikke vil komme i vejen for dit arbejde," sagde hun alvorligt, selvom hendes hjerte hamrede lidt. Hun havde lovet sig selv, at hun var færdig med at besøge hans kontor. "Men jeg vil se frem til dine besøg. Meget."