|
Post by Harald Eklund on Sept 7, 2016 7:37:46 GMT
Harald nikkede smilende mens hun talte, han var ikke ligefrem overrasket over hendes ord, men han var glad for at høre dem. "Ja, det må vi. Jeg er jo stadig ikke sikker på Zabini senior her har tænkt sig at godkende mig.. men jeg tænker at jeg kan charmere mig ind på ham.. ligesom jeg gjorde med hans datter." Sagde han og blottede tænderne i et skævt smil, mens han så hende drillende i øjnene.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 7, 2016 10:23:05 GMT
Denne gang krakelerede Sirrahs alvor og hun kom til at smile over hans ord. Et næsten smørret smil, der absolut var reserveret kun til Harald. "Du har ingen skam," lød det opgivende fra hende, men tydeligvis uden den mindste form for fortrydelse. Det afslørede tonefaldet og smilet på hendes læber.
"Jeg er i hvert fald helt overbevist. Derfor er det måske ingen overraskelse, at jeg tror på, at det nok skal lykkes med min far."
|
|
|
Post by Harald Eklund on Sept 7, 2016 11:08:16 GMT
Harald grinede afdæmpet over hendes ord og rystede på hovedet. "Ikke når det kommer til dig.. " Sagde han og løftede sine øjenbryn, mens hans tænder blev blottet i et skævt smil. Derefter nikkede han som svar og vendte ansigtet mod faderens kontor. "Måske vi skal gå tilbage? Jeg vil ikke risikere de begynder at mistænke mig for noget upassende." Sagde han og så hende i øjnene med et varmt smil.
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 7, 2016 19:11:18 GMT
Smilet afspejlede helt naturligt hans og hun så ikke det mindste fortrydende ud. Heller ikke over hans forslag, selvom det ville betyde, at der formentlig ville gå et stykke tid, før de fik muligheden for at være alene igen.
"Du har ret," konstaterede hun, før hun endte med at tage et skridt frem og hurtigt stjæle et enkelt, overfladisk kys. Da hun trak sig tilbage var det uden fortrydelser, men til gengæld nu med alle planer om at gå tilbage. "Hvad de ikke ved, har de ikke ondt af."
|
|
|
Post by Harald Eklund on Sept 8, 2016 7:52:23 GMT
Harald smilede varmt da hun kyssede ham og nikkede som svar på hendes ord. Derefter slog han med hovedet i retningen af stuen og tilbød hende sin arm, så de kunne gå tilbage side om side. På trods af at han ikke havde fået et tydeligt ja fra hendes fader, følte han sig ikke ligefrem nervøs længere, han håbede bare han fik tid til at se Sirrah ofte på trods af femkampen.
Afsluttet?
|
|