|
Post by Earie MacClivert on Nov 21, 2016 4:25:31 GMT
Ligeså meget som Earie holdt af at blive tilfredsstillet, holdt hun også af at tilfredsstille selv. Hendes hungren efter magt og kontrol blev opfyldt som hun havde waliseren i sin hule hånd. Fingrene blev kun mere ivrige som de arbejde i hendes varme indre, mens hendes mund fortsatte sine sultne kys. Hun svælgede i følelsen af hvordan hver en lille bevægelse påvirkede den mørkhårede runeprofessor, der lå rå og afklædt foran hende, sluppet fri af hendes bånd som Earie for mange år siden havde sluppet fri af sine egne. Da hun endelig mente at arbejdet var gjort færdigt, og hun igen higede efter Angharads læber kravlede hun tilbage for at møde dem, mens hun slyngede sine arme og ben om den anden og holdt hende tæt. "Er jeg stadig forfærdelig og utæmmet?" Hendes blå øjne mødte den andens. Hun havde altid haft svært ved blot at ligge og dvæle ved tosomheden. Enten var de i gang, eller også var de færdige.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 21, 2016 20:21:39 GMT
Da Angharad åbnede sine øjne igen var det første hun så Earie der var kravlet op og svunget sine lemmer om hende. Hun drejede sig om på siden, smilede lidt ved spørgsmålet og strøg den blonde heks over håret mens hun overvejede spørgsmålet. "Utæmmet, ja.." startede hun, som hun igen slog blikket ned mod de blå øjne. "Forfærdelig?" Til det trak hun sin skulder op hvor hun lod den være i et øjeblik inden hun lod den indtage sin naturlige position og smilet igen fandt frem til læberne. Hånden der havde været i hendes hår begyndte hun at trække til sig, hvor den kort strejfede Earies kind inden hun fik den helt til sig og kunne knytte den.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 23, 2016 3:49:37 GMT
Earie var ikke meget for at ligge og dvæle. Lysten til waliseren var blusset op ved deres gensyn i Hogsmeade, men nu hvor ilden var blevet fodret, var kvinden hvis krop hun for få øjeblikke siden havde tilbedt og udforsket, blot reduceret til en slank samling kød og hud. Enten skulle de tage en tur til, hvilket skotten ikke havde noget videre imod, eller også skulle de aftale deres næste møde. Som de havde genfundet lysten til hinanden havde det blonde fyrtårn intet imod at genoptage den ting de engang havde fået til at virke. Fortiden lå bag dem nu, og muligheden for at bygge noget nyt lå for deres fødder. "Så.. Hvornår skal vi gøre det igen?" Det var tydeligt at hun forventede at waliseren ville komme med et reelt svar. I skottens blå øjne var det ingen engangsfornøjelse.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 24, 2016 22:17:14 GMT
Følelserne var på tilbagetog som havet efter en bølge og Earies spørgsmål fik dem til at trække sig endnu hurtigere tilbage. Angharads ansigt fortrak sig en smule i et forsøg på at finde en passende grimasse til svaret der fulgte. Et svar, der i sig selv krævede en hvis disciplin af hende. At hun før var blevet såret af kvinden gjorde det dog samtidig lidt nemmere. "Det tror jeg ikke at vi skal, Earie," svarede hun hvorved hendes ene øjenbryn krøb lidt op i takt med at hun afventede svar, pludselig meget bevidst om sin egen sårbarhed. Det var dog tydeligt at det var mere end blot noget hun troede, det var noget hun mente.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 25, 2016 1:06:51 GMT
Earie blinkede et par gange ved waliserens ord, og trak sig instinktivt væk fra hende i den smalle seng, mens de blå øjne et kort øjeblik blev til smalle sprækker, før det åbnede sig igen. "Hvad mener du..?" Hun kiggede mistroisk på runeprofessoren, som hånden der havde hvilet på hendes lænd gled bort. "Jeg troede at vi havde genfundet hinanden?" Deres gamle skænderi var allerede lagt bag hende. De havde genopdaget hinanden, og på trods af at de ikke skulle være noget fast for hinanden havde skotten alligevel nået at se muligheden for en let adspredelse.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 25, 2016 18:47:39 GMT
Angharad trak sine arme op om sig da den andens forsvandt. Hun kunne ikke tro at hun skulle til at forklare hvad hun havde troet var selvsagt. At de ikke havde været på samme side var slet ikke en overvejelse hun havde gjort sig.
"Og jeg troede at det var et definitivt farvel. Hvordan skal det nogensinde komme til at gå når det bygger på samme præmisser som før?" Hun sukkede og satte sig op på kanten af sengen med ryggen til Earie. "Du kan ikke mene at det ville være en god ide.."
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 28, 2016 13:57:07 GMT
Earie var uforstående overfor waliserens ord, som hun begyndte at trække i land. Det havde jo lige været så godt, så hvorfor skulle det blot blive en engangsfornøjelse? Ligesom den mørkhårede heks kom hun op at sidde, mens hun et kort øjeblik betragtede den hvide og urørte ryg foran hende. En kold finger snoede sig ned langs hendes rygrad, før hun plantede et enkelt sultens kys i krumningen mellem hendes skulder og hals. "Hvorfor ikke? Det andet er fortid nu.." Hun var stadig ikke helt sikker på hvad hun havde gjort galt sidst, men dengang havde det også været godt så længe det varede.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 28, 2016 20:18:19 GMT
Angharads øjne gled i ved skottens berøring og kys og hun åbnede dem først igen da hun vendte hovedet lidt i hendes retning inden hun svarede på spørgsmålet. "Lærer du ikke af fortiden? Stikker du din hånd ind i ildstedet efter du har brændt dig en gang?" Et langt dybt suk forlod hende som bagsiden af hendes fingre fandt vej ned over Earies kind for at ae den. "Jeg kan stadig ikke være sikker på at jeg ikke skal dele dig med andre."
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Nov 28, 2016 20:40:54 GMT
Hendes mor havde engang forsøgt hende at fortælle hende et visdomsord, noget lig at den største menneskelige fejl var at begå den samme fejl to gange, men ligesom mænd altid endte med at pisse op imod vinden når bare trangen var stor nok, var Earie ikke bleg for at stikke hænderne i nælderne, på trods af at hun havde brændt sig en gang. Hun rystede derfor også blot på hovedet da waliserens hånd fandt hendes kind. "Jeg kan måske være sikker på at jeg har dig..? Hvad er det du gerne vil have at vi skal være Ang?" Når de var sammen var det godt, så hvorfor var der nogen grund til at komplicere det?
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Nov 29, 2016 13:57:54 GMT
Endnu et suk forlod Angharad da hun blev nødt til at overveje spørgsmålene, om hun virkelig stillede for høje krav til Earie og om hun selv ville kunne overholde dem. Desuden var hun ikke engang sikker på hvad det var hun ville. Ikke længere. Det hun havde troet at hun ville, var at stoppe med at se Earie fuldstændigt. "Har vi ikke haft denne samtale før?" Spørgsmålet var både en overspringshandling og en understregelse af sin tidligere pointe, men mest af alt et udtryk for en reel undren.
Hun blev nødt til at rejse sig, hvorved hun gik hen og samlede sin kjole op for at rette den ud og trække den over hovedet. "Jeg kan ikke leve som du gerne vil leve," svarede hun, som hun gav sig til at rette på samt snøre kjolen.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Dec 1, 2016 18:16:25 GMT
Earie blev ikke vred over Angs ord. Hun plejede ganske vidst ikke at tage afvisninger særlig let, men de havde allerede haft skænderiet en, hvis ikke to gange, og hun syntes selv at hun havde fået sagt hvad der skulle siges i den sag. Som hun lå i den hårde seng, havde hun mest af alt lyst til at waliseren skulle komme tilbage. Det var længe siden at hun havde fået afløb for den lyst hun bar i sin krop, og som det havde stået på var tanken opstået om det kunne ske igen næste gang trangen meldte sig. "Hvofor ikke? Hvad er der galt med at ses når vi begge har lyst til det? Det var godt, var det ikke?" Hun kunne ikke se problemet. Det havde fungeret i sin tid, så hvorfor kunne det ikke komme til at virke igen?
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Dec 1, 2016 19:51:05 GMT
Angharad begyndte at blive noget irriteret over at Earie blev ved med at køre rundt i det på den måde. Hun strammede til inden hun svarede og kom muligvis til at stramme den lidt for hårdt, "Det der er galt -" for hun måtte løsne den og binde den igen mens hun svarede "- er når du vil have ting, jeg ikke kan give dig." Hendes blik flakkede over Earies ansigt inden hun gik hen til sine sko og stak fødderne i dem og bandt dem mens hun sagte sagde: "Bare fordi føles godt betyder det ikke nødvendigvis at det er godt i den lange ende".
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Dec 2, 2016 1:11:32 GMT
Stadig en smule opstemt af de de havde delt få minutter forinden havde Earie svært ved at se hvorfor de ikke kunne gøre det igen. Hun forstod ikke den andens tanke gang, som hun altid havde nydt det vilde og uforpligtende. "Så du har bare tænkt dig at gå og aldrig komme tilbage igen? Du ved at jeg ikke lader mig forlade på den måde.. Du vil komme til at savne det, ellers var du ikke endt i min seng i dag." Den blonde skotte havde altid været lunefuld, og nu hvor hun havde genfundet lysten til runeprofessoren havde hun ikke tænkt sig at give slip på hende igen.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Dec 3, 2016 12:53:55 GMT
De ting Earie sagde til Angharad fik hende til at rynke øjenbrynene sammen og gav hende et jag af trods-følelse. Hun havde rettet sig op og stod nu med hænderne i siden. "Hvad har du måske tænkt dig at gøre ved det?" spurgte hun bidende mens hendes næsebor udvidede sig en anelse. Hun blev stående på akkurat samme sted i samme position for at understrege at hun afventede svar.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Dec 3, 2016 20:38:10 GMT
Earies øjne kneb sig let sammen som hun opfangede elskerindens trods. Få slap af sted med at udfordre hende på den måde, og hun kom da også på benene, stadig nøgen som den dag hun blev født, før hun beherskede sig selv. "Opsøge dig når jeg får lyst til dig igen.. Medmindre at du opsøger mig?" Hun bevægede sig faretruende tæt på waliseren med et afventende, let løftet øjenbryn.
|
|