|
Post by Angharad verch Cadwgan on Sept 27, 2016 16:44:50 GMT
Angharad sukkede og lænede sig ind over bordet da Earie forlangte at få at vide hvad hun egentlig allerede havde sagt. Hun var ikke sikker på at hun kunne formulere det anderledes, men hun kunne da gøre et forsøg. Med den ene underarm på bordet og den anden henover den første, fugtede hun læberne efter stilheden der var opstået før hendes svar. "Har du aldrig ville have nogen for dig selv?" lød det spørgsmål hun var nået frem til.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 5, 2016 9:00:07 GMT
Earie kunne ikke huske hvornår hun ikke ville have noget for sig selv. At vokse op omgivet af søskende, fætre og kusiner havde lært hende at rage til sig, men også at man aldrig skulle stille sig tilfreds. "Jo. Jeg vil altid have ting for mig selv. Dig.. Ham.. Hende.." Hun gjorde et diskret hovedkast mod to andre gæster i kroen. Hun var begyndt at fornemme hvor waliseren ville hen, og dog nægtede hun stadig at nå til erkendelsen at den anden måske havde holdt så meget af deres relation at det blot skulle være de to.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 5, 2016 21:50:24 GMT
Angharads øjenbryn knyttedes tættere sammen i et en udtryk der ikke lagde skjul på hendes harme. "Kan du ikke bare for en gangs skyld tage mig seriøst?" vrissede hun, afdæmpet af hensyn til resten af menneskerne på kroen, med blikket fastfrosset på Earie. "Eller i det mindste lade være med at bede mig om at forklare, hvis du ikke kan!" Med de ord skubbede hun demonstrativt stolen ud fra under sig og rejste sig for at styrte ud af kroen og stille sig lidt væk fra døren foran facaden, hvor hun forsøgte at samle sig.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 12, 2016 13:06:20 GMT
Earie var efterhånden vant til at håndtere andres vrede og frustration over hende. Efterhånden prellede det mere eller mindre af på de brede skuldre, og hun lod derfor også blot veninden reagere og vandre bort. Hun blev siddende sådan et stykke tid, afventende, før det endelig gik op for hende at waliseren måske ikke var hysterisk, men at hun var blevet provokeret af den blonde skotte. Hun havde aldrig været god til at undskylde, og dog rejste hun sig alligevel efter nogle lange minutter og forlod kroen, i håb om at den anden ikke havde taget sin afsked. "Er du færdig?" spørgsmålet var måske endnu et udtryk for hendes manglende situationsfornemmelse, og dog var det det bedste hun kunne komme på.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 14, 2016 12:53:05 GMT
Angharad vendte hovedet for at få øje på Earie da hun nærmede sig. Til spørgsmålet hævede hun øjenbrynene, for blot at sende det tilbage som svar. "Er du?" Tonefaldet var mere neutralt end det havde været da hun lidt tid for inden havde rejst sig. Egentlig så hun helst at de kom bedre overens, men fandt også at det ikke blev gjort nemt for hende.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 16, 2016 18:36:09 GMT
Earie trak på skuldrene. Efter så mange år, var hun stadig ikke sikker på hvordan hun skulle håndtere waliseren, når hun ikke dansede efter hendes pibe. Måske var det det hun kunne lide ved hende, at hun på trods af hendes ringe størrelse sagde det blonde fyrtårn imod. "Ja..?" Hun trak på skuldrene. Hun syntes stadig ikke at hun havde gjort noget forkert, men der var ingen grund til at kaste en mønt i, og starte skænderiet forfra. Hun bakkede måske ikke ud af en god slåskamp, men ærlig talt blev hun hurtigt træt af at mundhugges.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 16, 2016 23:53:40 GMT
Angharad brugte nogle sekunder efter svaret Earie havde leveret på at betragte hende en smule i stilhed inden hun nikkede i accept. Hun havde givet udtryk for sin utilfredshed og havde i stunden ikke noget ønske om at understrege den yderligere. Det kunne hurtigt blive som at løbe med hovedet mod væggen, og på trods af alt var det nu ikke sådan hun havde lyst til at skilles med kvinden hun stadig havde kær. Før hun havde kunne nå at stoppe sig selv havde hun drejet sig om mod hende og med let berøring taget fat i den blonde heks' hånd.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 17, 2016 0:34:24 GMT
Earie var ærlig talt sikker på at de to var færdige for i dag. Hun havde altid mestret kunsten at søge grænsen, og gå et skridt længere, og hun måtte derfor også blinke en smule forvirret med de blå øjne, da waliseren tog hendes hånd. Kærlige berøringer havde aldrig været hendes spidskompetence. Hun plejede ikke at spilde tiden med at holde i hånd, og dog trak hun ikke den arrede lap til sig, men gav i stedet den andens et ubevidst klem. "Godt..?" Hun var tydeligvis ikke spor klar over hvad der foregik, da de blå øjne fandt waliserens brune.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 17, 2016 13:35:14 GMT
Angharads øjenbryn trak sig sammen som var de ved at skabe en opadvendt trekant, selvom de nu aldrig nåede så langt, ved ordet hun havde svært ved at vurdere hvad betød. Samtidig fingererede hun fortsat ganske let den andens hånd i sin egen følelseslimbo.
"Er det?" Uden egentlig at give meget plads til et svar stillede hun sig på tæer for derved ved hjælp af sin anden hånd mod de bløde nakkehår at forlange et kys, om det så skulle være det sidste.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 17, 2016 17:26:30 GMT
Earie havde aldrig haft et særlig stort behov for nærhed. Det skete oftest når hendes drifter hungrede efter at hun stillede sine lyster, men sjældent som små spontane tegn på affektion. Hun blev derfor også en smule overrasket da waliseren forlangte et kys. Ikke fordi hun havde noget problem med at det skete nær den travle gade, hun var temmelig ligeglad med hvad andre tænkte om hende, men nærmere fordi hun just var blevet overbevist om at der skulle gå halvandet år mere før hun så den anden heks igen. Da det kom til stykket, kunne hun dog ikke andet end at grådigt fange hendes læber, og lukke hendes faste hænder om hendes talje så hun ikke kunne stikke af igen.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 17, 2016 19:23:25 GMT
Om hun havde forventet at blive taget godt imod vidste Angharad ikke helt, men bag på hende kom det dog at hun blev taget så grundigt fast i. Hendes hånd løsnede sit greb for i stedet at pille ved nakkehårene som hun før blot havde trykket ind mod nakken. Hun havde ikke lyst til at give slip, eller blive givet slip på, for den sags skyld. Særligt fordi hun vidste at hun næppe ville komme til at se meget til Earie når de først havde sagt farvel og var skiltes.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 18, 2016 20:41:00 GMT
Når det kom til stykket, var det efterhånden temmelig lang tid siden at den blonde skotte havde fået noget som helst. Hun gik derfor også en smule grådigt til kysset, da det endelig skete, som ømhed aldrig havde været hendes ting. Hun var også ligeglad med hvem der stoppede op på gaden og så dem, det var ikke hende der underviste elever på en troldmandsskole, var der endelig nogen der slæbte rygtet hjem til Dun Beag, ville hendes fader med stor sandsynlighed slå en latter op, og spørge hvorfor hun ikke også slæbte en pige med hjem til en af hendes fætre. Ligeglad med at de stod udenfor, gled hænderne derfor også en smule op af den andens krop, faretruende tæt på hendes barm.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 19, 2016 12:20:06 GMT
Da hun lagde mærke til hvor Earies hænder var på vej hen, brød Angharad kysset samtidig med at hun med underarmen lagde pres på dens andens underarme i et håb om at kunne skubbe dem ned. "Ikke her," understregede hun i et meget lavt toneleje mens hun kort skævede til sine sider. Da blikket vendte tilbage til den anden var det dog flakkende mellem øjne og mund, mens hun kæmpede med lysten til bare at give sig helt hen og være ligeglad med omgivelserne.
|
|
|
Post by Earie MacClivert on Oct 19, 2016 14:24:17 GMT
Earies hænder slap en smule skuffet waliseren, før de blå øjne gled ned på hende med et spørgende blik. "Hvor så?" På trods af deres tidligere diskussion, havde den blonde skotte ikke lyst til at forlade den anden nu, hun hungrede efter mere end bare et kys. Hun kunne med et smil bemærke at den lille runeprofessor havde det på samme måde, da hun blinkede kækt til hende, og gjorde en spørgende gestus med sin hånd.
|
|
|
Post by Angharad verch Cadwgan on Oct 19, 2016 19:05:02 GMT
Angharad følte sig hensat til en helt anden alder og sindsstemning da hun tog sig selv i af fnise over skottens blinken. "Så godt som hvor som helst, bare ikke her." Mens hun talte kørte hun kort fingerspidserne henover hendes kæbe, for blot at lade dem sænke sig ligeså hurtigt igen. Det var, og havde ikke været, ikke det mest passende sted at hengive sig til kødets lyster, hun kunne jo rende ind i sine elever eller deres forældre.
|
|