Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Frederick de Carew on Jun 28, 2016 23:42:52 GMT
Freddie skulle forestille at have fået undervisning i Spådom i 3 år nu. Men han beherskede ikke faget stort bedre, end da han startede med at følge det. Og det var ikke til at overse, at professor Wildsmith var irriteret over ham – for at sige det mildt. Det var ganske vist et spørgsmål om manglende indsats, og ikke om manglende talent, i den ældste Carews tilfælde. Selvom hun intet havde til overs for den unge mands skødesløse tilgang til timerne, var hun knap så ligeglad med hans faglighed. På 6. årgang kunne selv den mest uclairvoyante heks eller troldmand fantasere sig til en figur i tebladene. Det kunne være en halvmåne, et æble, en Grindylow – de fleste af hendes elever så heldigvis mere end det. Men den oprørske slange gjorde bare ikke engang forsøget. I trods mod den magiske sensibilitet han sikkert og vist var opdraget med, vedblev han at hælde thebladene ud af sin kop. Han nettede sig i spejlene, han rystede krystalkuglerne. Og da han sidst skulle læse i en Gryffindors håndflade, havde han vist nydt det mere end han burde. Han var et pattebarn, han opførte sig primitivt, og ødelagde egenhændigt en stolt magisk praksis. Phoebe var indstillet på at lade ham smage sin egen medicin.
Da timen var til ende og han var blevet tilbudt ekstraundervisning ved professorens kateder, havde Freddie takket ja uden at tøve. Professor Wildsmith havde en vis charme. Hun var så afgjort immun overfor hans, det fremgik med al tydelighed af den ægtemand hun havde valgt sig – men Freddie forsøgte stadig at indynde sig. Bedst som at han var begyndt at se frem til at stille i Spådomslokalet direkte efter sin sidste lektion, havde professoren nådesløst lagt en dæmper på forventningerne. Det blev ikke hende, der underviste ham, men en af hans medstuderende. Stadigvæk ærgerlig åbnede slangen døren ind til Spådomslokalet. Der lugtede stadigvæk af røgelse og the.
Post by Léonie d’Montacute on Jun 28, 2016 23:58:51 GMT
Var det meget kedeligt når Léonie hellere ville bruge alt sin tid på sine studier? End forsøge at finde tid til også at være sammen med sine jævnaldrene. Hun havde svært ved at være sammen med andre mennesker, især hvis der var for mange af dem, derfor nød hun godt af de timer hvor hun blot kunne sidde alene med en bog. Jo vist manglede hun det sociale, og den glæde det kunne give at være sammen med andre mennesker. Men hun var alt for genert til overhovedet at overveje sådan en scenarie. Hun havde ganske få venner, som hun holdte ved, og søgte ikke nye. Hun var et indviklet væsen, selv for sig selv. Hun strakte sig langt for sin families regler og normer. Og ikke mindst den ære der lå i hendes blod. Her var der ikke tale omkring den blodlinje der hørte til d'Montacute navnet. Selvom Léonie holdte af dyrt stof, som silke. Og skinnede perler som hun kunne pynte sig med, var der en dyrisk side, som hørte til de nomadiske sigøjner rødder, hvis solbrune lød lå hen over hendes krop, som et blødt tæppe. Hun var anderledes og skildte sig ud på den måde. I manges øjne var hun ikke ren. I hendes egne var hun det bedste fra to verdener.
Hun havde med glædet takket ja da hendes professor i spådom og gode mentor havde spurgt om ikke hun havde lyst til at undervise en elev i spådom. Hun havde sågar fået en halv advarelse. Eleven var langt fra den nemmeste at have med at gøre. Léonie agtede dog at fuldføre sin opgave til punkt og prikke, og ville klart se det som et nederlag, kunne hun ikke banke lidt viden og fornuft ind i hovedet på hendes protegé.
Hun var iført den blå kjole med de bronzefarvede sømme, som også udgjorde detaljerne på stoffet. Hendes hår var let snoet omkring nakken, hvor hun havde placeret et par perler. Hun havde to bøger i favnen og et enkelt pergament. Ved hendes side svævede hendes fjerpen som allerede var igang med at kradse noter ned. Hun åbnede døren til spådom med en del forventning. Heldigvis havde hun et fast greb om bøgerne, så da hun så hvem det egentlig var hun skulle undervise, faldt de ikke til jorden. "Dig.." var det eneste der kom ud. Alle andre end ham. Hun havde inderligt lyst til at forlade tårnet, og beklageligt fortælle Phoebe at hun ikke kunne tjene de ekstra point ind ved lektielæsning. Men sådan var hun ikke. Stædigheden blussede op i hende, og med rolige skridt gik hun hen imod ham. I et ret hurtigt greb, tog hun fat om den krystalkugle han var igang med at jonglere med, og placerede den på den rette plads. "Det er ikke meningen at kuglen skal flyttes. Desuden tåler den ikke fedtede fingre." sagde hun og skulede let. "Værsgo at tage plads" sagde hun inden hun selv tog plads og åbnede bogen. Hun overvejede om de skulle starte fra begyndelsen.
Post by Frederick de Carew on Aug 12, 2016 14:10:44 GMT
Freddie forestillede sig, at der var mange måder at være en skifting på. Man kunne være kronisk ulydig og opsætsig, som han var. Gå stik imod ens magiske arv og den prestige, som var knyttet til at være en fuldblodstroldmand, og lade være med at se hvert eneste øjeblik som et påskud til at iscenesætte sig selv og sin såkaldte overlegenhed. Men man passede vel heller ikke så godt ind, hvis man eksempelvis ikke lignede andre? Freddies opmærksomhed var gledet væk fra den krystalkugle han havde i hænderne, som kildevands færd over jord. Den var gledet over i døren, hvor han egentlig havde forventet at se professor Wildsmith. Men han var blevet slemt skuffet. Det vidnede hans vidåbne mund og hans vantro grønne øjne om. I døråbningen stod en anden velkendt heks, der så langt fra var den tiltrækkende Spådomslærer. En heks med en solvarm glød, fremmed fra de engelske himmelstrøg. En heks han sent glemte. Selvom hun på sin vis var tiltrækkende – så var det her et elendigt bytte. For Freddie kendte heksen. Hun var kedeligere end Kæmpeblæksprutten.
Han havde forsøgt at lokke hende ind i Slytherins opholdsstue for en måneds tid siden. Eller rettere, hans kat Dionysos havde forsøgt på det, og Freddie havde støttet op om kræets initiativ. Men heksen havde bræget op og været så alvorlig under hele mødet, at Freddie ikke engang kunne gengive sådan cirka hun havde undskyldt sig med. Han var dog sikker på, at det havde været regelrytteri i ord. Hun genkendte ham, og Freddie fik kun halvvejs ædt sin tydelige skuffelse i sig. ”Gensynsglæden er gengældt,” røg det ud af ham, endnu alt for målløs over den uventede underviser til at være sarkastisk. Freddie var dog egentlig ikke gearet mod sarkasme – havde han selv kunnet vælge, havde han lydt smørret. Han var faktisk ganske interesseret i den mystiske, solgyldne heks. Han var bare knap så interesseret i hvor strid hun altid var. ”Du er ikke professor Wildsmith,” lød det, knap så snedigt. Han begyndte atter at lade krystalkuglen hoppe mellem hænderne, indtil at hun tog den fra ham. Et par emsige udbrud fulgte, indtil at hun formanede ham om at man ikke skulle sætte fedtfingre på kuglen. Hun satte sig, åbnede bogen og forventede at han skulle følge trop. Freddie lo. Latteren lød hul. ”Vent lige engang. Skal DU undervise mig?” lød det. Freddie var omtrent ligeså lamslået over hvad det indebar at skulle sætte sig ned hos hende, som en fisk hos familien Black ville være over at få serveret rødvin til.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 12, 2016 18:41:39 GMT
Léonie var langt fra begejstret over synet af den grønne slange, det var mildest talt den sidste hun forventede at se, og hun kunne ikke rigtig lade være med at ryste lidt på hovedet. Hun vidste ikke om hun kunne gennemføre en hel session alene sammen med ham, og var allerede ved at tage et par skridt tilbage i et håb om at hun kunne nå ud af lokalet inden at han ville kunne nå at opdage hende.
Svagt rynkende på næsen stod hun og betragtede ham uden at sige noget. Magen til barnlig og uopdragne menneske skulle man lede længe efter, hvilket også sagde lidt om de elever der rendte rundt på Hogwarts. Hun mumlede blot småirriteret til hans første ud uden egentlig at gøre noget ud af at blive hørt. "Det siger du ikke, ti point til Slytherin" sagde hun rullede let med sine øjne. Enhver kunne vel se at Léonie overhovedet ikke kunne sammenlignes med Professor Wildsmith. Hun var ikke nær så kvindelig og velklædt.
Øjnene var let sammenknebet som hun kiggede over på ham, som han stod på den anden side af det runde bord. Hun sukkede igen lettere irriteret og rynken på næsen flyttede sig op og lagde sig hen over panden på hende. "Ja. For modsat dig følger jeg med i alle mine timer, og kan derfor give læredom videre til andre der måtte have brug for det" sagde hun spidst.
Post by Frederick de Carew on Aug 14, 2016 20:23:04 GMT
Selvom han så længe på den nytilkomne, sundede Freddie sig ikke over overraskelsen af den grund. Han vedblev at føle sig ærgerlig over den kvinde der var dukket op. Han tvivlede på at han ville kunne leve op til hendes forventninger, hvor tyndbenede de end måtte være. Hendes himmelvendte øjne fik Freddie til at fnyse fornøjet. Det var måske ikke hans snedigste øjeblik, men han kunne have tænkt sig til noget bedre end en tom trussel. Hvis ikke tom, så en der prellede af på ham.
Han mødte de sammenknebne øjne uden at blinke. Hagen steg udfordrende højere fra kravebenene. Slangen lignede et fortørnet barn mere end en hånlig modstander. Han ville gerne drille den selvhøjtidelige kvinde. Ved at være så barnlig som hun var voksen. Hendes spidse tonefald om at hun fulgte med, i modsætning til andre, fik Freddies tunge til at titte frem på uadelig vis. ”Du skal endelig ikke give afkald på noget af din hårdt tilegnede viden for min skyld.” bemærkede han uhøjtideligt. ”Jeg har ikke brug for den. Det ville desuden også være en skam, hvis du plaprer dig selv tørlagt og så ikke kan lyde så farligt bedrevidende bagefter.” Han smilede flabet og satte sig ned ved et bord i midten, uden at have fået lov. De grønne øjne så med overdreven tålmodighed op på hende.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 15, 2016 14:58:09 GMT
Der var absolut ikke mange der kunne leve om til de forventninger som Léonie havde, nogen gange kunne hun heller ikke selv. Men hun sagde aldrig nej til muligheden for at tjene flere point hos sine professorer, og havde jo derfor glædeligt sagt ja til at fungere som hjælpelære. Om det så var en uduelig en som Frederick de Carew.
Hun var heller ikke synderlig imponeret over hvad hun så for sine øjne og mærkede stadig hvordan hendes fødder var ved at give efter under hende, for at slippe helskindet ud. "Lige meget hvor meget vi begge ønsker det udfald, så kan det ikke lade sig gøre" sagde hun bare så roligt som nu var hende muligt. Hun lagde armene over kors og ryggen lænet tilbage med en mine der klart var skuffende. "Ved Merlin. At du overhovedet stadig går på skolen er mig en gåde" sagde hun og lænede sig hen over bordet og gled et par enkle fingre hen over spåkuglen så enkle røgskyer begyndte at virvle rundt. Hun tog efterfølgende tekanden og skænkede dem hver en kop. Så satte hun sig bedre til rette på stolen med sin kop. Uden egentlig at at vise nogen tegn på at ville fortsætte lektionen.
Post by Frederick de Carew on Aug 17, 2016 10:01:30 GMT
Udsigten til ekstratimer havde kun huet ham, fordi det var med en behagelig underviser. Behagelig at se på, altså. Ellers følte han nu ikke at spådom var et fag som var altafgørende at mestre. Selv hvis han trak Seergaven ud af ærmet, tvivlede han på at hans far ville tillade sin arving at bruge sin tid på at se syner og hallucinere om dårligt vejr den næstkommende dag. Ballademageren gad ikke lære at se fantasifigurer i sine tebreve, og han gad slet ikke lære det af en gammel, bedrevidende ravn han kun kendte af navn. Faget var ham uvedkommende og var udelukkende valgt, fordi man ikke kunne nøjes med Oldtidens Runer.
Modvilligheden var altså tydelig at læse i hans kropssprog, da han fandt sig bedre til rette på stolen. Henslængt skubbede han skuldrene tilbage mod ryglænet og betragtede pigen med sit mest uopdragne smil. Det morede ham at se hvor misnøjet hun var. Men det irriterede ham også – for hendes svar var velovervejede, så han ikke kunne være uforskammet. De grønne øjne fulgte levende med i hvordan røgen vågnede i glaskuglen. ”Jeg kan også undre mig over at du stadig går i skole her, Professor.” lød det næsvist. En tekop blev sat foran ham og Freddie skævede ned mod den. Han slækkede på genstridigheden. Tekoppen havde jo ikke gjort noget. Så ikke hun troede at han spiste af hånden, skubbede han koppen rundt på bordet. Væsken skvulpede ned på underkoppen et par gange.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 17, 2016 15:13:27 GMT
Han var modig af sig at være så flabet og svare hende igen på den måde som han gjorde mente Léonie, hvilket fik hende til at trække læberne sammen og se noget sammenbidt ud. Utilfredsheden og rynkerne over næsen var tydelig hos hende men endte dog alligevel med at løsne armene en smule så hun ikke så så fjendtlig ud. "Gå nu ikke for langt" sagde hun roligt med et let suk og pustede endnu engang til den the hun sad med i hånden som svagt varmede hendes fingre. Hun betragtede ham roligt som ham lettere ligeglad bevægede koppen hen over ordet. Øjnene trak sig let sammen over den the der nu gled ned af koppen. "Hæld theen tilbage i kanden hvis du alligevel ikke har tænkt sig at drikke den. Det nytter intet at flytte på koppen" sagde hun småirriteret. Hun tog ikke selv særlig lang tid om at færdiggøre sin egen drik og satte snart koppen fra sig på bordet. Vidste han ikke snart blot en smule fornuft og en vilje til at lære vidste hun ikke hvad hun skulle gøre, han var jo krop umulig.
Post by Frederick de Carew on Aug 17, 2016 21:15:11 GMT
Uden hensyn til at han skubbede varme væsker rundt, så Freddie med jævne mellemrum stjålent op mod heksen. Efter en reaktion, en kommentar eller bare et pejlemærke om, at det angik hende hvad han foretog sig. Der gik ikke længe før at hun så særdeles forurettet ud – læberne var skrumpet ind til en streg og næsen var rynket misbilligende. Det klædte hende ikke særligt godt. Hun så langt bedre ud, når hun slappede af og ikke så sammenbidt ud. Men det var sikkert ikke nemt at have en overfølsom samvittighed. Og have travlt med at blande sig i alle andres gøremål, bare fordi man havde ordnet sine egne og ikke havde andet indhold i sit liv. Hun sukkede, forbavsende værdigt, og sippede afmålt til sin the. Slangen pustede så voldsomt til sit bryg, at theen plaskede over porcelænet. ”Jeg gør akkurat det samme som du gør. Så kan jeg umuligt gå for langt eller gå over stregen,” konkluderede han lidt for veltilfreds.
De mørke øjne var snævret ind som støvlesnører, da hun bad ham hælde theen tilbage, hvis han ikke havde i sinde at drikke den. Freddie trak på skuldrene og løftede tekoppen. Hun var ganske vist allerede færdig, men han sørgede for at give sig god tid med det overskydende the i hans kop. Han tømte koppen og kiggede over på hendes underkop. Han mødte hendes blik med vantro. ”Har du heller ikke fået noget frugttærte?” udbrød han og lød nærmest sønderknust – hvis ikke et drilsk smil havde afsløret ham. ”Det er altså uopdragent at drikke eftermiddagsthe uden frugttærte,” gjorde han hende bekendt med, smilende.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 20, 2016 11:01:49 GMT
Det voldsomme pust havde givet hende et stå stort chok at hun havde tabt sin kop, udover at theen blev spildt ud over hendes kjole landede den mod trægulvet og gik i stykker. Et irriteret suk forlod hendes læber.
Léonies skarpe mine blev ved med at hænge fast som en makse på hendes ansigt. Hun trak ikke en mine og holdte blot de brune øjne rettet direkte mod Freddie. Det var sådan nogen som ham som irriterede hende grænseløst hun var dog underligt nok ikke spor bange for ham. Hun tørrede let et par dråber the væk fra kanten af koppen så den fortsat ville se fin og nydelig ud. Hun betragtede ham roligt som han forsøgte at hælde theen tilbage i koppen. Hele sceneriet fik et bryn til let at rejse sig, hvilket fik hendes udtryk til at se noget utilfreds ud.
Hun satte sig i stedet på huk foran koppeskårene og samlede dem op i sin hånd. Humøret blev langt fra bedre.
Post by Frederick de Carew on Aug 22, 2016 9:12:47 GMT
Pigens ansigtsudtryk var stadig strammere end bugen på de frøer man sprættede op i eliksirlokalet. Freddie så omgående fortørnet ud. Hun bebrejdede ham, det behøvedes man ikke have Gaven for at se. Men hvordan kunne det være hans skyld, at der nu lå en tekop i stumper på gulvet? Det var endnu ikke lykkedes nogen troldmand at levitere tekopper – i hvert fald ikke med lungerne alene. Slangen nægtede at blive draget til ansvar for hendes manglende fingerkræfter. Han så beslutsomt frem for sig.
Planen om at være genvordig holdt stand, indtil at heksen rejste sig. Hun satte sig på hug ved skårene og skrabede dem sammen med en hånd. ”Burde du ikke bruge magi til det uintellektuelle arbejde, Professor?” Kommentaren lød ikke tilnærmelsesvist så kæphøj, som Freddie gerne ville have den til. For ham var det indlysende, at man fejede ting op med et magisk svirp – men på den anden side nåede han sjældent dertil, før tjenende hænder havde fejet op for ham. Kommentaren lød fraværende, eftersom at forbavselse nu overskyggede modviljen. Han havde aldrig set dydsmønstre med drabelige flænger under kjoleærmerne før.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 22, 2016 18:16:31 GMT
Léonie havde ikke den mindste tid til at være fortørnet over at slangen ikke hjalp til, selvom nu hun mente at han havde en del af skylden til at hun i første omgang havde tabt koppen. Hun lagde ikke mærke til at som hun rakte ud efter de større koppeskår, strakte armen i sådan en grad at kjoleærmet gled op og viste det tydelige skrabninger der svang sig op af hendes underarm. "Måske. Men det er så simpelt at samle stykkerne op at magi ville være alt for overflødigt." sagde hun og rettede let på den hvide dug som dækkede det runde bord. Hun satte sig tilbage i stolen og trak sin stav frem fra sit bælte. Hun svingede den let i luften og pegede til sidst mod den ødelagte kop hvorefter hun hviskede; "Reparo." lød det præcist fra hende. Ret hurtigt efter samlede skårende sig sammen på bordet og satte sig selv sammen. Hun skænkede sig selv en ny kop the da bladende fra det forrige var ubrugeligt nu. Rynken der lå mellem hendes bryn var alt for tydeligt. Brystet hævet sig som hun trak vejret dybt ind.
Post by Frederick de Carew on Aug 22, 2016 22:56:13 GMT
Freddie var uenig i, at magi var overflødigt til at samle skårene med. Magi diskriminerede ikke. På Hogwarts brugte mange det måske kun til undervisning eller til at drive gæk. Men magi var ikke forbeholdt heroiske bedrifter - eller formanet de ting, som hun kaldte simple. Magien var en fast bestanddel i hans liv. Ligeså vel som at nybagt brød var det. Man undværede heller ikke brød, bare fordi man ikke var udhungret. Han trak på skuldrene som svar. De grønne øjne var endnu optaget af de rødlige furer i den brune hud.
Sårene var umiddelbart rene kødsår. Men de rødmede, næppe mange dage gamle. Lodrette striber, som fulgte armens konturer. Han lagde ikke mærke til at hun støbte koppen på ny – han registrerede det bare med en flig af sin bevidsthed. For en magiker gjorde endnu en reparo ingen sommer. Flængerne gled under ærmet igen, og Freddie stirrede på ærmet, som kunne han lokke dem frem igen. Selv da hun skænkede the, stirrede han. De grønne øjne så spørgende op. Han ignorerede høfligt det nærtagende udtryk. ”Hvor har du fået skrammerne henne?”
Post by Léonie d’Montacute on Aug 23, 2016 9:55:03 GMT
Léonie drak roligt af sin the uden at sige noget til en start. Hun havde ikke lyst til at dele noget om sig selv med ham. De var ikke engang venner. Hendes ansigt var dog ikke så stiv i betrækket som før. Hun rettede først blikket mod ham da han igen talte til hende, og hendes øjne trak sig sammen med det samme.
"Jeg blev angrebet af en kat" sagde hun og skar en let grimasse. hun trak ærmet lidt ned i et forsøg på at skjule det så meget så muligt. Det var ikke anstændigt at have sådan et par flænger ned af armen i hendes status.
Post by Frederick de Carew on Aug 23, 2016 15:46:54 GMT
Freddie var nået frem til, at det var en lille sejr at blive ignoreret til fordel for tekoppen – det var bedre end at stirre sig til en hovedpine i krystalkuglen, og det vidste han at professor Wildsmith ville have sat ham til – da hun svarede, at hun var blevet angrebet af en kat. Slangens smil voksede stærkt. ”Angrebet af en kat? Sikker på at det var en kat, og ikke en grif? Sidst jeg så efter, var husløverne på slottet den her højde,” bemærkede han muntert og placerede en hånd ved midten af bordbenet, et skøn på hvor ryggen sad på slottets gennemsnitlige musefanger.
Kløerne kunne måske havne i brusken på hendes knæ. Hvis katten gad strække sig så langt. ”Det lyder som noget min kat Dionysos kunne finde på. Men jeg tror hellere han vil have dig på besøg i opholdsstuen end at angribe dig.” grinede han. "Han foretrækker et mindre bytte. Og bryder gerne ind på forbudt område for at finde et. Du tror mig sikkert ikke, men min egen kat er en større regelbryder end jeg er." Han måtte sørge for smilene til dem begge, nu hvor hun ikke havde humoristisk sans at bidrage med.