Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 23, 2016 16:58:40 GMT
"Du tror måske at jeg lyver. Nu har jeg aldrig.." det sidste kom mumlende fra Léonie som hun satte thekoppen på bordet. Hun pegede på hans egen med streng mine. "Kig ned i din kop og fortæl mig hvad du ser" sagde hun og skubbede spådomsbogen hen mod ham. Hun havde ikke tænkt sig at blive ved med at sidde stille og være småirriteret. Desuden nægtede hun at give ham den tilfredshed at se hende grine eller trække i smilebåndet over noget han havde sagt.
Léonie slog øjnene op ved hans ord. "Det var en fejl at forfølge katten, og det var forkert af dig at invitere mig ind i jeres opholdsstue" sagde hun grav alvorligt og sigende. Hun lo let. En letter der ikke havde særlig meget muntert i sig, men en latter alligevel. "Dét kan jeg ikke forestille mig" sagde hun og lagde armene over kos.
Post by Frederick de Carew on Aug 24, 2016 17:19:16 GMT
Al Freddies selvbeherskelse gik fløjten, da Léonie mumlede noget om at blive kaldt løgner. ”Undskyld,” lød det mindre dybfølt end tiltænkt, mellem et par stakåndede gulp luft. Han havde fået sidestik. Han rystede på hovedet, stadig ikke sit jubelidiotiske smil kvit. ”Det var ikke for at ydmyge dig. Jeg lo ikke af dig.” forsikrede han hende, mere menneskeligt intoneret. Han så kækt mod hende. ”Men det morer mig altså at man helt oprigtigt kan være så nærtagende, som du er.” smilede han, kærligt ment. Det var ikke en karakterkritik, forsøgte hans lattermilde øjne at udtrykke. ”Det gør dig en del sjovere, end jeg troede du var.” tilføjede han og lagde sprælsk hagen i hænderne.
Det gode humør blev dug for solen, da hun parkerede spådomsbogen foran ham. Freddie rakte straks tunge og surmulede ned i sin tekop. ”Thegrums,” kom svaret, umiddelbart og næsvist. Hun så på ham, da han bragte opholdsstuen på banen. Hendes alvor fik ham til at smile vagt. ”Hvorfor ikke? De andre kender jeg i forvejen. Forandring fryder,” Hun indlod sig på en latter om Dionysos, og Freddie lagde låg på trodsigheden. ”Tror du jeg lyver?” gengav han skælmsk. ”Den er nu god nok. Han brød ind i Ugleriet i sidste uge. Døren derindtil er lukket med god grund, men Dio var ligeglad.”
Post by Léonie d’Montacute on Aug 24, 2016 18:00:09 GMT
Léonies læber der ellers var noget stramme og i en lige linje blødte lidt op som lyden af undskyldningen kom fra hans læber og munden vendte op af i et lille smil som hun bøjede hoveder en smule frem af for at anerkende det han sagde. "Der findes mange måder at le af en. Det behøver ikke altid at være med lyd" sagde hun med et suk og et svagt træk på sine skuldre. Hun var ved at lade ham slippe i et forsøg på ikke at forblive irriteret. Men lige som hun havde sænket sine skuldre i et forsøg på at slappe mere af, ramte hendes ord hende så hårdt at øjnene blev spærret op og hun nær havde rejst sig fra stolen hun sad i.
"Og det er mig en absolut gåde at du kan være så næsvis" bed hun efter ham. Hendes mørke øjne lynede næsten af raseri som hun lagde armene over kors. "Det er overhovedet ikke sjovt" sagde hun og rystede på hovedet.
"Theblade" rettede hun ham. Hun skænkede sig selv endnu en kop the og satte sig tilbage i stolen med blikket rettet mod Frederick et par gange. "Forandring. Ja, til en hvis grad, men jeg ville gå så langt til at mingle mig med slanger" sagde hun bare og sukkede. Hun havde intet imod kollegiet men havde lovet sig selv at holde sig væk. Endnu et bryn skød i vejret. "Måske." svarede hun kort. "Det siger du ikke" hun mumlede kort. Hun havde endnu ikke lagt to og to sammen i forhold til at det var Freddies kat der i sin tid havde angrebet hende, i ugleform naturligvis.
Post by Frederick de Carew on Aug 25, 2016 21:25:03 GMT
Påstanden om at der var mange andre former at le af folk på, var rigelig højpandet for Freddies smag. Men pudsigt nok trængte et smil sig på alligevel. ”Hvad er de andre?” spurgte han spændt. Han kunne ligeså godt spørge hende og lade hende gøre det mentale arbejde. Desuden så heksen tålelig ud, når hun altså slappede af og ikke havde skuldrene fremadskudte som en dårlig parodi på en løbsk Queerditchkost. ”Det er da sjovt!” protesterede han kækt over hendes bidske indvending over at blive kaldt nærtagende. ”Jeg kan selvfølgelig rette det til moralsk overfølsom overfor næsvise troldmænd, hvis du er mere komfortabel med det?” tirrede han bravt.
Han rakte pjatfortørnet tunge af at blive rettet. ”Vel er det ej. Det er theblade, når de hænger på busken og grums når man har drukket teen de giver.” Freddie smilede drilsk. ”Nu hvor vi nu alligevel er pedantiske,” Han kunne stort set ikke være mere provokerende. Han mente dog, at han smilede sig fra det. ”Hvad har vi slanger dog gjort for at fortjene dit mishag?” spurgte han lattermildt, på kollegiets og egne vegne. Hun lod ikke til at gide høre mere om katten, så Freddie anstrengte sig for at holde samtalen om katten. ”Du ville ikke lyde så ubekymret, hvis det var din kat som nedlagde en fjerkost og insisterede på at gøre den grydeklar foran dig,” Det var i hvert fald ikke Dio, der fik et forklaringsproblem med hvad aftensmaden bestod af.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 26, 2016 16:57:41 GMT
Selv ikke Léonie kunne modstå når folk hun var omkring trak på smilebåndet. Hun var jo normalt ikke hverken sur eller irriteret, men lige Frederick havde en eller anden effekt på hende som gjorde at hun røg op i det røde felt hver eneste gang. Det var sådan at hun slet ikke lagde mærke til hvilken ro han også havde på hende, da hankønsvæsner generelt skulle være en armlængens rum væk fra hende. "Man kan le med øjnene, man kan smile så bredt at det blot er lyden at et grin der mangler.." startede hun ud med men stoppede så sig selv og rystede på hovedet. Det var ikke derfor de var der, hun blev nød til at holde sig til det rette emne, og det var langt fra at remse de forskellige måder at grine på op. "Jeg er slet ikke komfortabel med noget som helst der kommer ud af din mund Frederick" sagde hun bare og forsøgte at lukke emnet helt.
"Det er stadig theblade, hvad end det ligner" sagde hun med hovedrysten og kiggede lidt ned i sin egen kop. Det kunne meget vel være at det lignede en stor klat af grums, men Léonie havde ikke i sinde at give ham den ære at tro han havde ret i noget. Med blikket fesnet på koppens mund kiggede hun ikke op da han talte og trak først bare let på skuldrende som svar. "Slanger har den tildens til at tro at de kan gøre som det passer dem" det kunne man dog også sige om de tre andre kollegier. Hun bed sig i kinden med et suk. "Jeg stoler bare ikke nemt på folk, okay?" hun orkede vitterligt ikke at tage diskussionen op med ham. Hun rullede med øjnene som han fortsatte samtalen om hans kat.
"Måske han skulle lade være med at angribe forsvarsløse ugler!" sagde hun så i en vred tone og satte thekoppen fra sig på bordet. Hun rejste sig op for at gå.
Post by Frederick de Carew on Aug 28, 2016 13:55:24 GMT
Der var en lille niche af Freddie som kunne lide Léonie. Som var indstillet på at bruge hendes fornavn, som han udmærket var bekendt med. Som mente det var sund fornuft at tilstræbe hendes opmærksomhed. Men det var alligevel kun negativ opmærksomhed han fik i vej. For hendes selvhøjtidelighed kunne han slet ikke forenes med. At Freddie måske fejltolkede hendes ro som selvhøjtidelighed var ham utænkeligt. Han kunne bedre drille hende end at tale pænt til hende. ”Heldigt at man så ikke behøver tale for at tilbringe tid sammen,” Slangen smilede, tydeligt tilfreds med at have snuppet det sidste ord, selvom hun havde erklæret emnet for uddebatteret.
Pedanteriet blev ved, og Freddie slog det med sit mest uimponerede smil. Blade eller grums, havde han ikke tænkt sig at se syner i snasket. Blikkene mødtes, over et skeptisk smil for slangens vedkommende. Der var andre ulydige elementer på slottet end fra hans hus. Slangerne havde som oftest bare færre skrupler ved at indrømme deres brister – hvilket også var subjektivt sagt. Slangen kløede sig i vildnisset øverst på hovedet. ”Hvorfor ikke?” blev det til. Situationsfornemmelse eller ej, så var han nysgerrig på hvorfor hun ikke stolede på nogen. Uden videre rejste Léonie sig op, og i et uopmærksomt øjeblik rejste Freddie sig også op – stik mod den foragt han udviste adelig etikette på skolen. Forfjamsket tog han en krystalkugle, så det lignede at han bevidst havde gået efter at jonglere med den igen. ”Det var ikke din Guinevere,” sagde han med en forundret mine. ”Og den stak også af før jeg kunne hjælpe, så den har vist ikke været så nødstedt endda.”
Post by Léonie d’Montacute on Aug 28, 2016 14:35:07 GMT
Det var røget helt ud på et sidespor. Hvad der skulle have været en eftermiddag dedikeret til spådom og ny viden, var blevet til et verbalt slagsmål mellem to mennesker, der hvis de gav hinanden lov sikker kunne komme godt ud af det med hinanden. De var som nat og dag og Léonie kunne absolut ikke se på hvilken både de kunne blive venner, ikke at hun reelt havde et ønske at det skulle ske, men hun kunne godt lide at komme godt ud af det med de fleste. Han irriterede hende grænseløst og der skulle en del til før det gik hende på. Normalt kunne hun lade det ligge, men hun var fast besluttet for at nå sit mål; at banke noget sund fornuft ind i knolden på Frederick de Carew. "Vi kommer ingen vegne, du kan lige så godt lukke din bog sammen, rejse dig og gå" sagde hun roligt. Hun havde endnu engang sat sig tilbage i stolen med armene defentsiv lukket over kors.
"Det kommer slet ikke dig ved, hvorfor!" sagde hun bidsk. Hendes blik flakkede og minder fra en tid der engang havde været strøg forbi hendes øjenlåg. Hun kiggede nærmest skræmt på ham, da han, efter hun selv havde rejst sig op; gjorde det selv samme. De brune øjne trak sig sammen og hun stirrede på ham. Skuldrene der var blevet trukket op i et forsøg på at undgå hvad end han havde tænkt sig, sænkede sig ved synet af hans barlige leg med krystalkuglen. "Selvfølgelig var det ikke Guinevere. Hun er en fuldvoksen ugle, og kunne til hver en tid kradse øjnene ud på enhver der truede hende" sagde hun med et let suk. Der lå et skjult smil på Léonies læber ved hans sidste ord. Nej den ugle kunne klare sig selv. Nok havde hun et par skrammer der kunne bevise det modsatte, men væk slap hun da.
Post by Frederick de Carew on Aug 30, 2016 15:00:17 GMT
Freddie kunne omvendt sagtens forestille sig at blive venner med Léonie. Vel og mærke hvis hun vraltede ned fra sin piedestal og slappede af. Da de snakkede om latter, havde hun virket umiddelbar. Klog, det kom man aldrig udenom, men umiddelbar. Men sådan som hun var nu – skrap, frelst og ualmindeligt forurettet på hans vegne – rejste alt i ham børster. Han smilede rævesnu. ”Men det lærer jeg jo ikke noget af.” Freddie lænede sig tilbage, fulgte hendes eksempel, helt ned til de korslagte arme. ”Og jeg vil da ikke have, at du får problemer med professor Wildsmith for ikke at have overholdt en aftale,” Det ville bestemt klæde dydsmønsteret overfor at falde i lærernes agtelse. Men Freddie kendte alt til at være i problemer – og han kunne ikke anbefale det til nogen.
Nærtagende havde han set Léonie være før. Men bidsk og bange over egen aggression var ham fremmed. Freddie lignede en, der var blevet overhalet af en snegl med et harlequinmønstret sneglehus på ryggen. I et uopmærksomt øjeblik smuttede krystalkuglen ud af hans hænder og trillede over til hendes fødder. ”Så behøves du ikke tage sådan i vej. Jeg har ikke forstand på fjerkoste, jeg bruger dem bare.” lød han, da han havde sundet sig. Han vadede hen for at samle glasbolden op. ”Det havde bare gjort det nemmere, hvis det var hende. For jeg skylder nok nogen en undskyldning over at deres ugle sidder med en æselørevinge.” Eller en øm menneskearm, men det havde Freddie ikke fantasi til at forestille sig var tilfældet.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 30, 2016 15:15:41 GMT
"Jeg kan ikke lære dig noget, når du tydeligvis ikke selv ønsker det" sagde hun med et let suk. Desuden havde hun på fornemmelsen at hun ingen problemer ville få med sin professor, hvis blot hun fortalte hvad der var forgået til timerne. Så kunne Freddie blive skylden for at Slytherin tabte point. "Overholdt Aftalen?!" Léonie så foraget på ham. Armene los hun falde, så hun i stedet kunne slå ud med begge arme over de ord som forlod hans mund. De brune øjne så vredt mod ham. "Det er sandt at jeg har fejlet at lære dig noget som helst. Dit sind er et rod" sagde hun stift. Han skulle ikke tro han havde den frihed at fornærme hende.
Léonie fulgte hans bevægelse, og blikket gled på glaskuglen der trillede hen af gulvet. Hun løftede foden som hun placerede på den glatte overflade så en ikke ville trille videre. Hun rullede let med sine øjne over hans ord, og kunne ikke forstå hvorfor hun stadig var i lokalet. Hun håbede vel at fornuften snart ville vise sig hos den anden elev. Da gik mod hende for at samle kuglen op, blev hun stående. Hendes vejrtrækning var langsomt. Hun trak op i ærmet og dinglede let med den foran ham, som om det ville få ham til at lægge to og to sammen.
Post by Frederick de Carew on Aug 30, 2016 18:13:53 GMT
”Jeg vil gerne lære, bare ikke Spådom. Man lærer ikke noget når man bliver påtvunget viden man i forvejen ikke er interesseret i,” forklarede han hendes lidet skjulte suk. Havde det været Oldtidens Runer hun var blevet bedt om at hjælpe ham med, så havde situationen været en helt anden. Hendes forargelse og usubtile gestik fik slangen til at klukke. ”Rod kan man rydde op i, hvis man gider gøre sig anstrengelsen,” ræsonnerede han. Var det meningen at han skulle skamme sig over at sjuske, gjorde ordene ikke deres arbejde. Ordene mærkede ham dog, mere end han egentlig regnede med. Det var trods alt Léonies mening.
Kuglen stoppede under hendes fodballe, løftet i anledningen. De grønne øjne skævede mod hende, indstillet på at udtrykke at hendes fod havde mere at gøre på gulvet. Men i stedet rullede hun ærmet op og lod sårene komme til syne. Uforstående så Freddie på rifterne. Hun forsøgte at sige noget med dem, med den indsats hun gjorde for at holde dem i bevægelse. Da tiøren faldt, faldt Freddies mund med. ”Hvad, nej! Kan du.. nej, jeg mener, er du..” Et tonløst, forbavset udbrud fulgte og hovedet faldt på sned. Et øjeblik stod han døvstumt, så rettede han sig op, stadig gevaldigt overrasket. Uopdragent dolkede han en finger mod Léonie. ”Var du uglen?” kom han frem til var nemmest at spørge om og kløede sig i de beskedne skægdun.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 30, 2016 18:27:25 GMT
Léonie kunne godt forstå at der var nogen fag der sagde en mere end andre, hvad der var hende uforstående, var at han med vilje irriterede hende, når han i stedet bare kunne rejse sig og forlade lokalet. Så slap hun da med at skulle forklare Professor Wildsmith den åndssvage grund til at hun havde fejlet i at fuldføre sin opgave. Han var kropumulig og hun var ikke sikker på at nogen på skolen kunne banke den viden ind i hovedet, som han havde brug for for at klare sine prøver det næste år. “Vær du bare glad for du har endnu et helt skoleår til at få alt på plads til dine endelige eksamnier” sagde hun bare og sukkede irriteret. Han virkede jo helt ligeglad med hvad konsekvenser det kunne have for ham. Nok var spådom måske ikke det valg af fag man mest skulle have brug for, men det var nu engang det fag han var dårligst i. Det var bedre at være nogenlunde med, end at være helt i bunden mente hun. At hun blev ved med at forsøge at forklare sig, at spilde sin tid med ham, var stadig ikke klart for hende.
Dum var han også. Ikke at det kom bag på den unge heks. Hun himlede med øjnene over hans kluntede ord. “Var du uglen” Gentog hun, på sådan en måde at det var tydeligt at hun gjorde grin med ham. Hun trak ærmet på plads. “Ja.” sagde hun bare og flyttede foden på kuglen så han kunne samle den op. Hun tog thekanden fra det runde bord og gik op mod skrivebordet i starten af lokalet og satte den på dens overflade. “Og nu tror jeg vi er færdige for i dag.” sagde hun bare med en hensigt om at der ikke var mere at sige imellem dem. Han havde spildt sin chance og Léonie havde langt mere vigtige ting at give sig til.
Post by Frederick de Carew on Aug 30, 2016 20:49:13 GMT
Skulle han irritere Léonie for at få hendes opmærksomhed, så fred være med det. Freddie havde ikke tænkt sig at lære Spådom, uanset om incitamentet kom fra hende eller professor Wildsmith. De havde bare en vis charme, der i den grad gjorde deres selskab interessant. Og så lod slangen gerne som om at han var til undervisning. Med sin sædvanlige entusiasme for alt andet end det faglige, selvfølgelig. Hendes advarsel om næste års prøver hentede kun et smil frem, med nød og næppe. ”Det ville være lettere, hvis jeg ikke bestod dem og skulle blive her et år mere.” spøgte han, noget hult. Hans far ville blive stiktosset, men Freddie var efterhånden mere tryg ved udsigten at blive stegt og parteret end at skulle forvandles til adelsmand.
Freddie rakte tunge af hendes vrængende efterligning og tog kuglen i hænderne. Hun syntes tydeligvis at han var dum – han havde selvfølgelig også lydt lidt som en dum Muggler. Men formskiftermagi var altså magi for viderekommende, det vidste enhver. Der var en grund til at man ikke underviste i det på Hogwarts. ”Hvordan gjorde du?” spurgte han ivrigt. Videbegærligheden var ved at skubbe hans øjne ud af øjenhulerne. ”Forvandlede du dig bare til fjerkræet, eller er du en Animagus?” tilføjede han ivrigt. Han smilede drillesygt og blev mere sit skælmske jeg igen. ”Animagi er voksenmagi, det ved du godt, ikke?” At de skulle være færdige ænsede Freddie ikke før sine spørgsmål. Hun var vel ikke så dårligt opdraget, at hun gik fra et spørgsmål.
Post by Léonie d’Montacute on Aug 31, 2016 21:15:17 GMT
Léonie var normalt ret god til at ignorere de andre elever på skolen, når hun havde brug for det. Det var en nyttig evne at have når der ikke var ro at finde nogen steder. Dog var det sværere på tomandshånd, og især Freddie kunne ramme de helt særlige nerver. Det fik endda en rynke i panden til permanent at vise sig bare ved synet af ham. Hun syntes ikke det var i orden at sløse, og en lille del af hende kunne ikke forstå at man som hende ikke fandt langt de fleste fag utrolig spændende. Men nu var Léonie også en stræber, og agtede at brilliere sig perfekt i alt hun foretog sig. “Gå om!?” hun så vantro på ham, som at det slet ikke kunne passe, hvad der kom ud af munden på ham. Dog hvis hun tænkte sig om, var det vel egentlig ikke så svært at forestille sig når det kom til stykket. Sådan en uvoren unge.
Det var ofte svært for hende at forestille sig at der var nogen der vidste mindre end hende, og hun havde alt for mange gange taget sig selv i at lyde alt for bagklog. Hun måtte derfor trække de mørke bryn tæt og rullede let med sine skuldre for at få den ubehagelige følelse væk. “Det tager mange års træning at du ved det” sagde hun bare kort for hovedet, med et tungt suk. Hun kløede sig i håret. “Jeg har lært det af min mormor. Jeg ved ikke om det er forskelligt fra person til person.” sagde hun og børstede let sin kjole fri for støv inden hun trådte ud af lokalet, med mening om at gå ned af trappen. Hun skævede til ham.
“Hvad mener du med om jeg bare forvandlede mig? Der er vel det samme som animagi” sagde hun en anelse forvirret. Dog kunne hun ikke lade være med at smile halvsmørret over hans ord, som på den ene side godt kunne tages som en kompliment. “Jo, og sikkert også forbudt for en som mig” sagde hun og lo.
Post by Frederick de Carew on Aug 31, 2016 22:29:47 GMT
Godt Freddie ikke vidste, at der var en rynke særligt tilegnet ham i Leónies mimiske register. Han så blot det furede, fortørnede ansigt og konkluderede, at han næppe nogensinde kunne få hende til at forstå. Hendes vantro over, at det kunne falde ham ind at gå året om, fik Freddie til at smile smørret, vanen tro. Hun havde lydt som én, hvis krystalkugle netop havde himlet op om at den trængte til at blive pudset. Freddie nikkede nonchalant og så mod sin skulder. ”Selv efter at have dumpet alle eksaminer med vilje, vil jeg stadig være mere velkommen her hos lærerne end derhjemme,” forsøgte han at lukke emnet. Hans fars entusiasme lå i øjeblikket et endnu lavere sted end samtlige af undervisernes ville gøre det, hvis de fandt ud af at de hang på den ældste de Carew i et år mere.
Freddie var uvidende af en grund. Hvis han nogensinde havde mødt en Animagi, så var det gået hans næse forbi. Sandsynligvis fordi hans far blot ville kommentere, at forvandling ikke var nogen selskabsleg. Freddie havde lige godt aldrig ventet, at den første Animagiker han skulle møde var Léonie. Hendes spørgsmål kvikkede slangen op. ”Det er muligt, selv for en luskebuks som mig, at forvandle mig til en sød kat, hvis jeg prøver hårdt nok. Og måske lige læser op på lidt forvandlingsprincipper inden.” grinede han. ”Men det er ikke anbefalelsesværdigt. For du skal ikke være i dyreform ret længe, før du glemmer hvordan du tryller dig tilbage igen,” Han smilede til hende. Det havde han både hørt i undervisningen, og derhjemme. Hans far havde flere gange afskrækket ham fra at forvandle sig til diverse luskede dyr. Léonies smil fik ham til at smile igen. ”Givetvis. Forhåbentligt er det forbudt. Du skal jo lære at komme på kant med reglerne før eller siden,” drillede han. Hun gik, og Freddie sneg sig tilbage ind i Spådomslokalet for at rapse et par ekstra kopper the – der var lang tid til aftensmaden! – inden han også forlod tårnet.