Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var meget privat. Det var han bevidst om, men på en eller anden måde, var det ikke ubehageligt eller akavet for ham at høre om det. Måske var det fordi, at han på en eller anden måde var gået i spænd med den ældre pige med det samme. Der var noget omkring den måde hun var på, der var så lettilgængelig, at det føltes som om, at han havde kendt hende væsentlig længere end blot nogle timer.
"Det er jeg ked af," var det eneste, han kunne komme på at sige. Han kendte hende ikke godt nok til at vide, om hun havde fundet noget at erstatte sin familie med på skolen. Om det overhovedet var muligt. Han rømmede sig dæmpet. "Hvad vil du efter skolen, så?"
Post by Benevolence Wright on Jun 19, 2016 20:47:53 GMT
Benevolence var normalt ikke en der bare sådan delte ud omkring sit liv og sin familie. Af en eller anden grund følte hun sig tryg nok i Blairs selskab til at fortælle ham det. Måske fordi han ikke dømte hende på nogen punkter, eller måske fordi han genkendte hvad hun sagde. Hun vidste ikke hvad der foregik af tanker i hovedet på ham. Hun vidste bare, at hun måske nok havde fundet en ven, i den yngre troldmand.
"Det er jeg ikke. Så det er der ingen grund til du er" sagde hun roligt med et roligt smil. Hun havde været det, men det var længe siden. Hun tænkte i stedet blot at det var hendes families valg og deres tab, hvis de skulle være så snævresyet at de ikke kunne tage hende for den hun var.
"Det ved jeg ikke. Jeg vil gerne nord på" sagde hun og kiggede lidt på ham. "og så finde en mand, der vil have mig som den jeg er, som ikke vil lave om på mig." sagde hun så eftertænkt som.
Blair nikkede forstående og accepterende til hendes ord, selv han stadig havde svært ved at forstå, at hun ikke var mere tynget. Måske var hun det også, men viste det bare ikke. Han ville ikke påstå, at han kendte hende godt nok til at vide det og han havde absolut ikke tænkt sig at grave efter det.
Til gengæld trak han lidt på smilebåndet over hendes ambitioner og skævede kort til hende. "Det ville også være en skam," bemærkede han dæmpet, en anelse varm om nakken, men oprigtig. Han kunne godt lide hendes ærlige væsen.
Post by Benevolence Wright on Jun 19, 2016 21:29:07 GMT
"Det trækker, det med at se verdenen. På den anden side, er der bare noget dejligt ved tanken om en familie. Det mere simple liv" sagde hun og trak lidt på sine skuldre. Hun kunne sikkert godt have vendet sig til tanken, om at blive en skomagerskone, havde hun selv valgt det. Men hun vidste at hun i sidst ende blot var blevet gift med ham, i håb om at han måske kunne lukke munden på hende. Hun rystede lidt på hovedet.
"Men jeg ved bare ikke om jeg desideret vil lede efter den rette. Jeg vil helst bare, støde ind i ham, hvis du forstår" sagde hun og vendte blikket mod ham. Det var underligt så tilpas hun følte sig i hans selskab, det var noget andet end de drengevenner som hun havde i forvejen.
Han var ikke helt bevidst om, at blikket dvælede et øjeblik længere end det måske var meningen. Til gengæld mærkede han varmen stige op om sin nakke igen ved hendes ord. Lidt uoverskuelige for den sekstenårige dreng, der kun indenfor de sidste par år havde indset, at der fandtes et andet køn.
Han rømmede sig lidt. "Ja," konstaterede han lidt tamt og strøg sig en enkelt gang over nakken. Han rettede blikket ligefrem. "Du er sikkert ikke i tvivl, når det sker. Det virker til, at du ved, hvad du vil have."
Post by Benevolence Wright on Jun 19, 2016 21:49:38 GMT
Benevolence kunne mærke en underlig følelse i maven, og en varme der rejste sig op af ryggen, og lagde sig som et tæppe omkring hendes nakke. Hun blinkede let med de blå øjne, men kiggede til sidst frem for sig. Det var ikke et emne hun normalt tænkte særlig meget over. Hun lå ikke vågen langt ud på natten, og spekulerede over sin frem tid.
Fandt hun ikke ham hun ville tilbringe resten af sit liv med, så kunne hun med sikkerhed godt klare sig alene. "Ja jeg håber at han så også er lige så meget klar over det som jeg selv er" sagde hun og rystede let i det frie hår, for at få noget luft til sin nakke, som var begyndt at blive lidt varm, og måske over for at dække over de tro røde pletter der så småt var ved at vise sig på hendes ellers lyse kinder.
Blair klarede halsen lidt og endte med blot at nikke let til hendes ord, uden helt at vide, hvad han skulle svare. Til gengæld tog han sig selv i at tænke lidt over, hvordan det mon ville blive for den mand, der ville ende med at gifte sig med den viljestærke pige ved siden af sig, der virkede mere egenhændig, end de fleste af sine jævnaldrene.
Han fandt ikke ord, men sendte hende et kort smil, som de trådte ind gennem portene til indgangshallen - og han var klar over, at det også ville blive her, han skulle tage afsked med hende. Hufflepuffeleverne forsvandt altid gennem en dør herfra og han gik ud fra, at den måtte lede til deres opholdsstue.
Post by Benevolence Wright on Jun 19, 2016 22:04:54 GMT
Benevolence havde nær ikke opdaget hvor langt de var kommet. Heldigvis var det lykkes hende ikke at gå ind i noget. Det var ikke altid hendes øje var lige opmærksom når hun var meget optaget af en samtale, eller en person. Hun kiggede rundt i indgangshallen, og hun kunne mærke at hun egentlig slet ikke havde lyst til at gå i seng, da det betød at hun ikke længere kunne bruge tid sammen med Blair. Men det var sent, og hun vidste de alligevel snart skulle ligge i deres seng.
Hun vendte blikket mod ham. "Ja det var." hun vred sine fingre lidt men endte med at rømme sig. "Jeg må hellere se at komme op" sagde hun og kiggede lidt tøvende på ham. Alligevel endte hun med et tage de sidste skridt hen mod ham og plantede et kort kys på hans kind. "Det var hyggeligt. Vi må gøre det igen en anden dag. " sagde hun med et let smil. Hun vinkede lidt inden hun forsvandt i retningen af Hufflepuffs opholdsstue.
Blair nåede kun at være usikker på, hvad han skulle gøre af sig selv i et kort øjeblik, før Benevolence gjorde noget komplet uventet. Han kunne stadig mærke aftrykket fra hendes læber, da hun trak sig tilbage og han formåede kun at se lidt overrumplet efter hende, da hun trak sig væk.
Først efter det var for sent, fik han mumlet et dæmpet "ja" og modstod trangen til at gnide sin ene kind. Og så var hun forsvundet gennem døren og han havde kun den mulighed at vende tilbage mod sin egen opholdsstue; med en summende, uventet følelse i hele kroppen.