Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Ordene var kommet hårdere ud end han havde ment dem, men før han kunne nå at gøre noget ved det, udfoldede end helt ny scene sig for hans blik og han så overrasket til, som den lyshårede heks plantede hænderne i siderne og udgjorde en næsten intimiderende skikkelse. Det var så brat et skift fra måden hun havde pillet nervøst i en syning forinden og Blair spærrede øjnene en anelse op, som han så forundret på hende.
"Nej," røg det ud af ham, næsten lidt fortumlet og ikke sikker på, at han havde lyst til at finde ud af, hvad der ville ske, hvis han sagde hende imod. Han klarede halsen og strøg sig over nakken igen, men i den ene mundvig sitrede den mindste, lille antydning af et smil. Selvom han ikke sagde det højt, så var han en smule imponeret. Efter et øjeblik lod han hånden falde fra sin nakke og strakte den frem mod hende, ignorerende sine venner.
"Blair Wright," præsenterede han sig selv og gav hendes hånd et tryk, som en ligeværdig.
Post by Benevolence Wright on Jun 15, 2016 14:13:51 GMT
Stemningen havde hurtigt ændret sig. Hun var ikke en lille sårbar pige, med følelserne uden på tøjet. Hun forventede heller ikke at mænd og drenge stod i kø for hende. Ingen brød sig om at blive talt sådan som Blair havde gjort, og hun havde følt at det var hende nødvendigt at pointere at det ikke var i orden. Hun blev dog ikke ved med at streng ud, for snart løsnede de bestemte bryn sig en smule, og i en dyb indånding slappede hun lidt mere af i sine skuldre. Hun ville heller ikke virke frygtingydende.
Øjnene var dog stadig en smule smalle. Hun forsøgte at finde sandheden i hans ord, eller om han bare sagde hvad han troede hun gerne ville høre. Halvt overrasket så hun på den hånd der blev rakt hende, som en helt normalt hilsen. Endnu ikke noget hun før rigtig var blevet budt. Hun tøvede dog ikke, og rakte ligeledes sin hånd mod hans. Det ringede en klokke da han præsenterede sig selv, og hun mente nok hun før eller siden nok var kommet i tanke om det.
Hun bemærkede de rug hænder, og kunne ikke helt lade være med at smile. Hun kendte hans familie. Der var ikke andre Wrights i Højlandet, og metalbetvingning var ikke en kunst alle kunne.
"Din familie har en smed ikke?" Helt sikker kunne hun selvfølgelig ikke være, hun lagde undersøgende hovedet lidt på skrå.
Det måtte være tydeligt, at han ikke ville slippe væk lige med det samme, for vennernes tålmodighed slap efterhånden op og de forsvandt videre. Blair kastede et enkelt blik efter dem, men det ville være uhøfligt at gå og så måtte han også erkende, at han måske ikke havde så travlt igen. Selvom han stadig følte sig en anelse varm om nakken.
Han fortrød det dog ikke, da hun øjeblikket efter stillede et spørgsmål, der fik et lidt tydeligere smil til at trække frem over hans læber. "Aye," svarede han, mens fingrene havde fundet nakkehårene igen. Han kneb øjnene lidt sammen og så undersøgende på hende. "Men jeg har ikke hørt om nogle handler med MacClary'er...?"
Post by Benevolence Wright on Jun 15, 2016 22:35:41 GMT
Benevolence tiltede hovedet en smule til side, da hun lagde mærke til at Blairs venner tydeligvis ikke gad vente på at han blev færdig. Der bredte sig også et roligt smil på hendes læber. Så han var altså ikke blevet skræmt af hende? Hun følte sig mere sikker, og selvom at være bange ikke havde været en mulighed følte hun sig alligevel lettet over at han ikke havde afvist hende.
Hun nikkede eftertænktsom til sig selv. Hun mente nok at navnet virkede en smule bekendt. Dog havde hendes egen familie ikke haft særlig meget med den anden familie at gøre, men hun kendte folk der havde. "Min familie stammer fra en urgammel helbreder familie, som nu kalder sig apoteker. Fint skal det være" sagde hun og små lo. Hun rystede dog lidt på hovedet. "Ikke at jeg nogensinde har tænkt mig at følge i deres fodspor" sagde hun med et let skuldetræk.
Blair undrede sig over, at han aldrig havde hørt om hendes familie før. Han mente ellers, at han havde mødt de fleste af de magiske håndværkere, som der havde den mindste forbindelse til familien, men det var tilsyneladende ikke tilfældet. Af samme grund trak han blot skævt på smilebåndet over hendes ord, uden at spørge ind til, hvorfor hun ikke havde nogle ambitioner om det. Det var ikke hans sted at snage og så kendte de i øvrigt stadig ikke hinanden.
Så han brummede blot dæmpet, kløede sig en sidste gang i nakken og lod så endelig hånden falde. "Hør, jeg må hellere..." begyndte han i en stemme, der først var blevet dyb i løbet af de sidste par år. Han skævede efter sine venner, før de isblå øjne landede på den ældre pige igen. Et løfte var et løfte. "Indgangshallen efter maden?"
Post by Benevolence Wright on Jun 16, 2016 16:42:43 GMT
Benevolence var kun glad for hvis ingen havde hørt om hendes familie. De var jo helt almindelige mugglere, og havde ikke vist den største begejstring da hun selv viste tegn på magi. Så hun priste sig lykkelig når nogen ikke havde hørt så meget om hendes familie. Til gengæld var Wright familien et kendt navn, også i den lille landsby hun selv kom fra, hvor det ellers ikke skete det store.
Hun vidste godt hvad han var på vej til at sige, og egentlig havde hun ikke lyst til at holde på ham, hvis ikke han ønskede hende selskab. Hun var efterhånden så vant til at de drenge i i tidens løb havde haft interesse i, ikke havde gengældt følelsen. Deres blå blikke mødte igen hinanden, og et roligt smil lå på Beas fyldige læber. Det overraskede hende en smule, at han gerne ville se hende igen. Hun blinkede derfor først lidt uforstående med øjnene. Hun kom dog hurtigt til sig selv og nikkede så med hovedet. "Det kan vi godt sige" sagde hun så. Hun havde så meget styr på sig selv, at hun sparede dem begge for en mere akavet situationen. Hun skævede lidt ned af gangen hvor hans venner var forsvundet ned af. "Du må nok hellere indhente dem" sagde hun så med et lille grin.
Blair nikkede ganske let til hendes ord, uden helt at kunne læse udtrykket på hendes ansigt. Han var egentlig heller ikke helt sikker på, hvordan han pludselig var blevet rodet ud i at skulle følges til Queerditchkamp med en pige fra årgangen over sig og som tilmed hørte til et andet kollegie.
Det var dog ikke desto mindre tilfældet og han havde ikke tænkt sig at løbe fra det nu. Så han nikkede blot og tog et halvt skridt væk. "Vi ses senere, Bea," brummede han, usikker på om det var for venskabeligt. Han havde dog aldrig været en for titler og var det heller ikke nu, som han nikkede en anelse og gjorde om på hælen.
Post by Benevolence Wright on Jun 16, 2016 19:52:45 GMT
Benevolence vidste ikke helt om hun havde haft et mål med hele samtalen. Det havde jo ikke været med vilje at hun var stødt ind i en af Blairs venner. Men det havde gjort sådan at hun ikke selv skulle fiske op med en mulighed til at komme i snak med ham. Hun mente desuden også at han havde smilet mere, de få minutter han havde tilbragt sammen med hende, end hun havde set før. Ikke fordi hun som sådan gik og holdte øje med ham. Så langt ude var hun alligevel ikke. Han virkede bare ikke som typen der delte frit ud af sine smil.
Hun havde ikke helt fattet at han rent faktisk havde sagt ja til at følges med hende. Hun kunne ikke helt få det til at passe ind. Han havde dog ikke været afvisende. "Ja, vi ses!" sagde hun og betragtede ham lidt som han vendte om for at gå. Hun trak vejret dybt ind. "senere" røg det så svagt efterfølgende. Hun rømmede sig, og rettede ryggen. Og satte ellers så kursen direkte til opholdsstuen.
Blair havde været temmelig varm om nakken, da han havde været nødt til at fortælle sine venner, at han ikke havde tænkt sig at følges med dem. Han kunne stadig høre deres hånlige latter og selvom han vidste, at den nok mest af alt bundede i at de fleste af drengene var ligeså uerfarne på området som han selv, så nagede det stadig en anelse.
Han holdt dog sine aftaler, kæmmede våde fingre en enkelt gang gennem sit hår og trak en varm strud over hovedet. Han ventede med at slå hætten op, men lukkede kappen tættere sammen under den og forlod sin sovesal. Der var flere mennesker i indgangssalen, da han nåede frem og det tog ham et øjeblik, før han fik øje på den lyshårede pige, der lyste en anelse op i sin Hufflepuffgule kjole. Det gjorde ham ikke mindre nervøs.
Post by Benevolence Wright on Jun 17, 2016 19:13:48 GMT
Benevolence var svær at placere når man talte om omdømme. Hun havde ingen fjender, så vidt hun vidste, men lå alligevel ikke helst øverst over de pæne piger. Der lå meget imellem, men hun var i bund og grund elsket af de fleste, om det var fordi hun var god til at tage hånd og inkludere andre, var ikke til at vide. Hun kunne dog alligevel ikke lade være med nogen gange og føle sig en smule udstødt, af de adelige piger på sit kollegie, som ikke gik op i meget andet end dyrt stof og smykker. Hun havde heldigvis to gode veninder, som også var dem hun var kommet til efterfølgende. Det var ikke blevet til megen snak, mest af alt fordi at Benevolence var meget privat om sig selv, og selvom det var piger hun stolede på, så behøvede de ikke vide alt.
Det med at gøre noget ud af sig selv, havde aldrig stået hende særlig nær. Alligevel brugte hun den resterende tid på at flette sit hår. Det var efterhånden blevet hendes signatur, og kendetegn. Det lange blonde hår slog små krøller for neden, og hvilede let mod den gule kjole. Hun havde selvfølgelig malet sig selv, med Hufflepuff husets farver, hen over kinderne. Hun færdiggjorde den lille samtale hun havde kørende med et par medelever, inden hun vendte både blik og opmærksomhed mod Blair. Dog gik hun først hen til ham da Indgangshallen var helt tom. "Jeg troede faktisk ikke du kom" erkendte hun med et lille smil.
Blair var neutral i kampen, der involverede andre kollegier end hans eget. Det samme kunne uden tvivl ikke siges om pigen fra Hufflepuff, der kendte sin kulør meget tydeligt. Det fik ham instinktivt til at trække en smule på smilebåndet, men det var forsvundet igen, da han trådte helt hen til hende.
Øjenbrynene gled lidt op over hendes indledende hilsen og han kunne ikke lade være med at se undrende på hende. Han kastede et enkelt, svagt akavet blik på hendes venner, før det fæstnede sig på hende igen. "Hvorfor?"
Post by Benevolence Wright on Jun 17, 2016 19:46:19 GMT
"Det ville ikke være første gang" sagde hun med et skuldertræk. Hun havde dog på fornemmelsen at Blair ikke var helt lige som de andre fyre hun gennem tiden havde stiftet bekendtskab med. "Men, det er godt at se dig" sagde hun så og sendte ham et svagt smil. Hun var oprigtigt glad for at havde lyst til ar gøre hende selskab under kampen. Han kunne nemt blot have taget med sine venner, eller helt ladet være med at dukke op. Benevolence havde lært aldrig at sætte sine forhåbninger for højt, faktisk havde hun fået at vide at hun helt skulle holde op med at have store forventninger. Hun var jo en kvinde, og havde normalt intet at skulle have sagt.
"Vi må hellere komme ned til banen, jeg skal helst sidde helt oppe foran, så jeg kan råbe efter de dårlige spillere" sagde hun og små lo. Hun trak kappen tættere om sig og gik mod den store port.
Hans øjenbryn trak sig lidt sammen. "Jeg holder mine aftaler," konstaterede han, tydeligvis alvorligt. Han lod det dog så småt glide, da hun fortsatte og antydningen af et smil trak frem på hans læber igen. Tommelfingrene hægtede sig i bæltet, mest af alt fordi, det var det eneste der toppede ham fra at trække hænderne gennem håret.
"Det vil jeg ikke gå glip af," svarede han, en anelse tørt, men alligevel også med et svagt muntert glimt i de lyse øjne. Han var stadig en anelse usikker på hele situationen, men han fulgte troligt med hende ud og skuttede sig lidt, da vinden ramte dem. Efter lidt tid, skottede han til hende. "Går du meget op i Queerditch?"
Post by Benevolence Wright on Jun 17, 2016 20:08:07 GMT
Det var ikke et overrasket ansigtsudtryk der blev vist på Benevolece ansigt, men det rørte alligevel noget hos hende, at høre de ord. Ikke fordi at hun ville stemple alle mænd som nogen der glemte aftaler og brød løfter. men det betød en hel del for hende at han var dukket op. Hun håbede også at han ikke gjorde det fordi han følte at han var nød til det, men fordi han et eller andet sted havde lyst til det.
Hun skulede let til ham, det var svært ikke at tage hans ord med et let smil. Hvem ved deres fulde hvem ville glædeligt høre på råbene brok og tomme trusler? Hun rystede blot let på hovedet af ham. "Overhovedet ikke." sagde hun så med et let grin. "Men det er det eneste tidspunkt hvor jeg kan råbe op og bande uden at jeg kommer i problemer" sagde hun og rettede ryggen lidt. Hun gik dog op i det på den måde, at hun helst så at hendes kollegie vandt, og at de skulle spille ordenenligt. Men selve spillet i sig selv kunne hun ikke være ligeglad med. Det handlede nok også om at hun aldrig havde følt sig tryg på en kost. Den kunne være så ustabil, og levede oftes sit eget liv.
Denne gang kom han reelt til at le og selvom han havde forsøgt at undgå det, strøg den ene hånd op og gled over håret i nakken. Han hostede lidt, uden at det skjulte latteren og et skævt smil forblev da også på hans læber, da han lod hånden falde igen.
"Godt tænkt," komplimenterede han og så en enkelt gang over på hende. For sig selv vidste han ikke om han skulle glæde sig til at opleve det eller være nervøs for det. "Jeg har tænkt på, hvem det er, der larmer så meget ovre ved Hufflepuff..."
Spøgen hang lidt nervøst og forsigtigt i luften, men smilet var afvæbnende.