|
|
Post by Benevolence Wright on Jun 17, 2016 20:46:34 GMT
Benevolence kunne heller ikke selv holde grinet tilbage, da først det lød som om at Blair havde fået noget galt i halsen. Hun hævede kort det ene bryn, det virkede lidt som om at forsøgte at lade være. Det var hende uforstående, da der for hende ikke var noget bedre når man kunne grine. Opmærksomheden gik dog snart tilbage på hans hår.
"En eller anden dag, så gør jeg noget ved det hår" sagde hun og løftede fingeren kort for at pege mod ham. Hun var ret skrap til det med hår, efter egen mening selvfølgelig.
Latteren skyllede hen over hende endnu engang.
"Nogen gange undre jeg mig over at nogen af dem overhovedet er blevet optaget på holdet." sagde hun og strøg en løs gylden lok om bag øret. Hun rystede opgivende på hovedet
"Vi burde nok kunne vinde over et par løver" sagde hun så eftertænktsom og nikkede lidt for sig selv. |
|
|
|
Post by Blair Wright on Jun 17, 2016 21:00:03 GMT
Blair så næsten helt skræmt ud i et øjeblik over hendes løfte og nåede kun at smile nervøst, før hun havde talt igen og tanken om det blot rungede videre i hans hoved. Smilet blev en anelse mere roligt og han havde ikke så meget imod, at lade hende tale mest. Sådan var det generelt med ham.
"Jeg må hellere tage Hufflepuffs parti i dag," bemærkede han og kastede et enkelt blik ned på hende med en sitren i læberne. "Det lyder som om, at det er farligt andet?"
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Jun 17, 2016 21:08:23 GMT
"Du ser helt skræmt ud. Bare roligt, jeg kunne aldrig finde på at klippe det af" sagde hun roligt. Alvorlig lød hun ikke, men hendes ord var sande. Hun mente nu også at det ville gavne ham et langt stykke hen af vejen. Benevolence tænkte ikke rigtig over hvor meget hendes stemme egentlig fyldte. Det var ikke fordi hun bevidst forsøgte at overdøve nogen, andre end sig selv, vel og mærke. Hun måtte til at øve sig i at give andre plads. Det var jo ikke alle der sagde hvad de mente, når de mente det.
"Ikke for min skyld" sagde hun og vendte blikket mod ham. Ingen skulle nogensinde sige eller gøre noget, blot for at gøre hende glad, eller fordi de var bange for hendes reaktion. Hun rystede lidt på hovedet.
"Du behøver slet ikke at tage parti" sagde hun med et let grin. "Selvom Hufflepuff klart er de bedste." bemærkede hun roligt. Hun fik sig møvet sig forbi nogen af de andre elever så de kunne komme helt op foran at stå. Der var intet ved spillet hvis ikke hun næsten væltede ud over kanten. |
|
|
|
Post by Blair Wright on Jun 17, 2016 21:21:50 GMT
Blair var ikke ligefrem mere rolig over hendes ord og han var taknemmelig for emneskiftet. Han var glad for sit hår og ikke sikker på, at han havde lyst til at finde ud af, hvad denne fremmede pige kunne finde på at gøre ved det.
Vejen til Queerditchbanen var relativt befærdet og han var temmelig bevidst om, hvor mange der kunne se dem og han sørgede af samme grund for at gå med passende afstand fra hende - ikke at han ville have gjort andet uanset.
"Så vil jeg sørge for at overveje det nøje," svarede han og sendte hende et enkelt smil. "Der er en hel kamp til at finde ud af, hvem der er bedst."
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Jun 17, 2016 21:32:44 GMT
Det var ikke altid at Benevolence havde situationfornemmelsen, og hun havde nogen gange måtte erkende at hendes ord måske ikke helt var faldet i god jord. Hun mente dog seriøst, men det var blot et tilbud hun havde givet ham, med hensyn til håret. Ville han ikke blive træt af at skulle køre hånden igennem det hele tiden? Der var en grund til at hun selv havde lært flettekunsten, og udover at det hjalp en hel del, så så det jo smart ud.
Hun havde ikke øjne i nakken, og var alt for fokuseret til at finde en god plads, end at se sig tilbage for at sikre sig at Blair kunne følge med. Hun trommede let med sine fingre mod bjælken der var foran dem, for at markere tilksuerpladserne.
"Vi får se" sagde hun og stilte sig på tæer for bedre at kunne læne sig lidt forover, og mere nøje kunne følge med i kampen.
-
Det var ikke en særlig glad Hufflepuff elev der forlod Queerditch banen. At de tabte var hun i længden ligeglad med. Man kunne nemlig godt tabe og spille godt på samme tid. Men at spille elendigt og tabe havde det med at gå hånd i hånd.
"Ved Merlin.. -og Odins ene øje, hvor kunne de gøre det så meget bedre." sagde hun og sukkede dybt irriteret. |
|
|
|
Blå øjne
Jun 17, 2016 21:40:17 GMT
via mobile
Post by Blair Wright on Jun 17, 2016 21:40:17 GMT
Blair blev da naturligvis lige så fanget af spillet, som de fleste af eleverne, men da Ravenclaw ikke spillede og det ydermere var faktum at Hufflepuffs nederlag hjalp hans eget kollegies position, så holdt han lav profil.
Det samme kunne ikke siges om hans lyshårede ledsager og han var, ærligt talt, en anelse imponeret, da han fulgtes med hende derfra. "Det tror jeg, at du fik fortalt dem," konstaterede han tørt og med et sigende blik, selvom smilet var en anelse opmuntrende.
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Jun 18, 2016 9:14:41 GMT
Det havde virkelig ikke været en af Hufflepuffs bedste aftener, og det gjorde Benevolence en smule irriteret, at når man gik så meget op i en sport som spilleren egentlig burde, at de så ikke kunne vinde. At løverne så var blevet bedre kunne hun selvfølgelig ikke sige noget til, blot at så måtte hendes eget kollegie blive endnu bedre.
"Jeg tror min besked gik højt og klart igennem" sagde hun med et grin. Hun ville ikke holde sig selv tilbage, og hun havde endnu ikke gjort noget ud af de trusler hun kunne komme med. Det var jo bare for at give dem et skub. Det ville også være ærgeligt hvis ingen grævlingene råbte lidt af spillerene.
"Vi spiller noget ligende hjemme i min landsby. Der løber vi blot bare med en bold. I stedet for at flyve på koste" sagde hun og kiggede roligt på ham. |
|
|
|
Post by Blair Wright on Jun 18, 2016 14:14:01 GMT
Blair smilede blot uden at bekræfte hende med ord; hans blik sagde mere end rigeligt. Til gengæld vågnede hans blik lidt op over det næste og han så interesseret på hende.
"Det gjorde jeg også som lile. Og nogle gange med min lillebror nu," bemærkede han og stak hænderne i kappens indsyede lommer. "De gjorde det også, der hvor min mor er fra."
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Jun 18, 2016 14:23:01 GMT
"Ja?" hun vendte blikket mod ham med et roligt smil. "Der er ikke så mange børn og unge mennesker der hvor jeg kommer fra.. Som gider at spille." sagde hun med et let skuldetræk, efterfulgt af et suk.
"De fleste har ikke tid til sjov" det irriterede hende lidt, hun mente jo også at alle ind i mellem havde brug for at tage en pause, fra det arbejde man nu var igang med. Måske var det også et fristed for hende, så hun ikke hele tiden blev mindet om giftemål af hendes mor.
"Hvor er din mor fra?" |
|
|
|
Post by Blair Wright on Jun 19, 2016 18:19:30 GMT
Blair slap en dæmpet lyd over hendes ord og trak lidt på skuldrene. "Jeg var alene," bemærkede han dæmpet, men lød ikke bitter. Det var snarere et faktum. Med gården, der lå langt væk fra befolkningen og ikke mindst mugglerne, så havde han ikke ligefrem haft legekammerater som barn. Bowman var først blevet født, da han allerede var på Hogwarts.
"Skotland, ligesom min far." Tydeligt afsløret af hans accent. Han kløede sig lidt i nakken. "Men hendes familie besøger os ikke meget."
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Jun 19, 2016 18:39:03 GMT
Benevolence kiggede lidt på ham, med et blik der ikke sagde særlig meget. Hovedet blev lagt ned på skrå, imens hun ledte efter de rigtige ord
"Da jeg viste tegn på magi, holdte de andre børn op med at ville spille med mig" sagde hun og trak på sine skuldre. Så hun kendte alt til at være alene. Hun ville næsten hellere have været foruden sine gamle legekammerater, havde hun vidst at de ville vende hende ryggen.
"Jeg er helt holdt op med at besøge min familie" sagde hun med et let skuldertræk. Hun gad ikke bruge tid med mennesker der ikke ønskede hendes selskab. |
|
|
|
Post by Blair Wright on Jun 19, 2016 19:24:47 GMT
Blairs øjenbryn røg lidt op, før de trak sig sammen. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan det ville være ikke at se sin familie. "Er du mugglerfødt?" spurgte han dæmpet, på trods af at han allerede på forhånd havde regnet det sandsynlige svar ud. Han brød sig dog generelt ikke om at antage.
Hans smil var væk. Det føltes ikke passende og han havde ondt af pigen ved siden af sig, selvom han ikke var sikker på, om hun ville sætte pris på, at han udtrykte det.
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Jun 19, 2016 19:40:55 GMT
Benevolence fumlede let med en gylden lok, som de gik tilbage mod slottet. Hun forsøgte ihærdigt at få den snoet ind imellem en fletning. Halvt fraværrende nikkede hun langsomt. Dog snart havde han atter hendes fulde opmærksomhed.
"Ja" sagde hun med et let suk. "Mine forældre er læger og apotekere. Jeg kommer fra en lille flække af en landsby. Jeg tror der bor omkring ti familier. De er meget indelukket, og bryder sig ikke om fremmede mennesker, eller alt der er fremmet for den sags skyld. Så du kan forestille dig hvilket postyr det gav da jeg modtog et brev til Hogwarts." sagde hun og løftede hovedet lidt med et grin.
"Du skulle have set min mors ansigt. Hun så på mig som om jeg var en ting der skulle gemmes væk. Hendes store drømme om at gifte mig til en rig skomagersøn gik ligesom i vasken. For hvem ville nogensinde kunne ægte en heks." hun skar en grimasse.
"Så jeg ville klart hellere have spillet bold alene" |
|
|
|
Post by Blair Wright on Jun 19, 2016 20:09:30 GMT
Blairs øjenbryn trak sig tæt sammen og han så lidt nærmere på den unge kvinde. Han så stædigheden omkring hendes kæbe, men han syntes også at ane noget, der gemte sig under det. Noget han kun kunne forestille sig måtte være smertefuldt. Han betragtede hende tavst et stykke tid, efter hun var færdig med at tale.
"En troldmand," konstaterede han til sidst, dæmpet og smilede ganske svagt, før han rettede blikket væk. "Min mor er også mugglerfødt. Vi ser heller ikke vores bedsteforældre meget." Han kløede sig lidt på halsen, ikke sikker på, om hans ord overhovedet var andet end salt i såret. "Det er svært at kombinere den magiske og ikke-magiske verden."
|
|
|
|
Post by Benevolence Wright on Jun 19, 2016 20:22:10 GMT
Hun havde lært at leve med det. Det var ikke længere smertefuldt for hende at snakke om. Hun havde hele sit liv følt sig en smule anderledes, og det havde været hårdt for hende, da hun som blot elleveårrig nærmest blev udstødt af sin egen familie. Men det var fortid. Hun blev nød til at være mere fremadrettet. Det var også derfor hun heller ikke havde tænkt sig at flytte tilbage når først hun var færdig med skolen.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over Blairs svar, og nikkede stille med hovedet.
"Dét har du ret i. Jeg er bare ikke alles kop te" sagde hun og små lo lidt. På en eller anden måde hjalp det Benevolence en smule, at han kendte bare en smule til det.
"De kunne i det mindste forsøge. Da min mor begyndte at behandle mig som om jeg ikke var til stede, som om jeg aldrig havde eksisteret, var dagen hvor jeg besluttede at så kunne jeg lige så godt lade være med at tage hjem." sagde med et let skuldertræk. |
|
