Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var ikke fordi, at hun ikke var kommet til at holde af sin nye tilværelse i Hogsmeade, men der var alligevel tidspunkter, hvor fortiden blev ved med at hænge over hende som en kappe, hun ikke kunne kaste af sig. Små glimt på gaden, der fik det til at vende tilbage eller et par overhørte ord i krostuen, som sneg sig ind under huden på hende. Det var det, der fik hende til at sende en ugle til Evangeline, bede hendes far om et par dage fri fra kroen og i sidste ende det, der nu gjorde, at hun stod i den friske, barske vind.
Den rev i hendes kappe og skørter, som var syet til Londons mildere vejr, men som også måtte tjene sit formål nu. Nan tænkte ikke meget over det, men tog blot en dyb indånding af den klare luft, før hun bevægede sig nærmere de huse, der gjorde sig bemærkelsesværdige i sin afsondrethed. Tryllestaven forsvandt tilbage ind under kappen og hun rystede følelsen af transferens helt af sig, netop som en skikkelse kom rundt om et hjørne; endnu for langt væk, til at hun helt kunne udgøre det, men allerede nu med en sund, varm følelse i maven. Det var en god idé.
Post by Evangeline MacFusty on May 24, 2016 11:56:17 GMT
Evangeline var en smule nedtrykt, da Nans brev ankom, men flere dage efter var hun oplivet ved tanken om, at få sin veninde på besøg. Lige i stunden hvor veninden ankom, var hun dog på jagt efter sin undslupne søn, som løb grinende hen over græsset og først stoppede, da han fik øje på en fremmed. Han stoppede brat og blev indhentet af sin mor, før han straks søgte trygheden bag hendes skørter og gemte sig for det ukendte.
Det var i samme øjeblik, at Eva så skikkelsen lidt væk og lyste op i et bredt smil. Hun vinkede lidt til sin veninde, før hun bøjede sig ned og i et snuptag havde Eoin på armen.
Da først Evangeline vinkede, var Nannie kommet tæt nok på til at genkende hende uden problemer og et varmt smil spredte sig næsten instinktivt over hendes læber. Med farten sat en anelse op, gik der ikke længe, før hun nåede to af øens beboere og hun beundrede åbenlyst den yngste af dem i et kort øjeblik, før hun lænede sig frem for at give sin veninde et halvt kram.
"Eva," hilste hun, allerede med smilet malet i stemmen og et nysgerrigt blik, der vandrede tilbage til venindens søn. Hendes hjerte knugede sig i et øjeblik ubehageligt sammen, men hun fik kontrol over følelsen, inden den kunne nå at rodfæste sig. "Og det her må uden tvivl være Eoin?"
Post by Evangeline MacFusty on May 24, 2016 21:08:40 GMT
Evangeline krammede med fornøjelse sin veninde med den ene arm, imens Eoin trykkede ansigtet ned imod hendes skulder og helt tydeligt gemte sig for den skræmmende fremmede. Evas smil var både lettere beklagende og fyldt med varme, som hun fyldte lungerne med luft. ”Eoin Dodderidge MacFusty, men ikke så stor og farlig en dragetæmmer lige nu,” bekræftede hun. ”Det var han ellers for et øjeblik siden, på vej ud på mission.”
Morskaben var tydelig i både hendes stemmeføring og blik, som hun rettede lidt på grebet. ”Så, Eoin. Det her er Annet, ma's veninde. Kan du sige hej?”
Det lille, mørke hoved skævede kort op på sin mor, før han rystede hastigt på hovedet og gemte sig igen. Eva, derimod hævede blot to bryn sigende og slog lidt med hovedet imod huset. ”Lad os komme ind og få sat dine ting. Jeg har te over ilden.”
Nan lo dæmpet og betragtede den unge dreng med et varmt smil, der nåede helt op i de lyse øjne. Tanken om, at hun selv kunne have haft flere efter Briar, hvis ikke hun havde taget urterne, strejfede hende kort, men var væk igen med det næste vindpust. Hun betragtede den unge mand med et forsøgsvist overtalende blik og et rosende: "jeg synes nu, at han ser vældig stor og stærk ud herfra," der mest af alt var et rent trick, for at få drengen til at bløde op.
Hun gjorde dog ikke yderligere forsøg, men rettede sig blot helt op igen og hankede op i den lille sæk, der indeholdt de ganske få ting, hun havde medbragt. Ikke, at hun havde efterladt meget tilbage. "Det lyder godt. Der er væsentlig koldere her, end der var i Hogsmeade. Jeg går ud fra, at Bhaltair er ude hos dragerne?"
Post by Evangeline MacFusty on May 25, 2016 17:35:09 GMT
Det varme smil på Evangelines læber var fyldt med moderlig kærlighed. Hun kommenterede ikke på Nans bemærkning, men begyndte, at gå imod huset, skuttende sig lidt i blæsten, før hun klarede halsen. ”Ja, som altid,” svarede hun uden bitterhed. Hun havde vidst hvem hun giftede sig med. ”Så vi har det hele for os selv indtil senere. Det kan godt være hovedhuset er mere imponerende, men jeg er så glad for vores lille hytte og privatlivet den giver.”
Hun lagde lidt pres imod døren indtil, som gav efter for det og gik op. Den afslørede et ganske ydmygt hjem, der dog husede den temmelig imponerende ovn, der lå væk fra hovedhuset. Derudover var der ikke så meget andet. To rum, en stor seng i det ene, en mindre seng i det andet. ”Jeg håber, at du vil sove med Eoin,” konstaterede hun med et hurtigt blik på veninden, der sikkert var vandt til bedre på kroen. ”Han sover hele natten og vil ikke forstyrre dig.”
Nan nikkede blot, uden nogen forventning om at Bhaltair ville være andre steder. Hallam havde også været væk i løbet af dagen og til tider, sent ud på aftenen, hvis der var fremmede handelsmænd at mødes med. Hendes forståelse for mænd, der arbejdede for at brødføde deres familie, var så stor som nogens og det samme var i øvrigt kendskabet til et hjem, der sværmede med familie.
“Det kan jeg ikke fortænke dig i,” konstaterede hun muntert og mest af alt med en blid, melankolsk følelse, som hun tænkte på det liv, hun havde efterladt bag sig. Savnet var ikke fraværende, men det var heller ikke altopslugende og hun kunne mindes. “Lambert, Hallams søn, boede i huset sammen med os, sin hustru og deres børn. Der var dage, hvor jeg ville have givet meget for vores eget.”
Hun så sigende på sin veninde, før hun fulgte med ind i huset og kastede et enkelt blik rundt. Det adskilte sig temmelig meget fra de to, relativt velhavende hjem, hun havde kendt, men hun overvejede det dårligt nok. Der var da heller ingen tøven, da hun så tilbage på Evangeline og smilede varmt. “Naturligvis ikke. Jeg er sikker på, at der er rigelig plads til os begge. Jeg er, ærligt talt, bare taknemmelig for, at I vil have mig."
Post by Evangeline MacFusty on May 27, 2016 15:13:53 GMT
Evangeline satte den lille tumling ned, da først de var indenfor. Han tumlede efter hende med et godt tag i hendes skørter alligevel, som hun viste sit meget lille palads frem. Et varmt smil tonede frem over Nans svar og hun rakte frem for at give venindens arm et let klem.
"Det er ikke så tit vi får besøg," bemærkede hun. "Folk er, forståeligt nok, nervøse for, at komme her. Min familie har travlt og foretrækker, at jeg kommer til dem, men der er ikke altid... Tid." Hun tog en dyb indånding og slap den igen, endnu med et smil dvælende på læberne. "Det er dejligt, at du ville komme, Nan. Jeg har virkelig glædet mig. Det har Eoin også, selvom han ikke er meget for det nu..." Hun skævede ned på det lille myr.
Nan så også ned på den lille størrelse, der kun reagerede ved at gemme sig yderligere bag sin mors skørter. Det bragte dog kun et smil frem på hendes læber, før hun så tilbage op mod veninden. "Jeg er ikke så let at skræmme," lovede hun - med det klare bevis, der var det faktum, at hun stod der nu.
Hun slap en udånding, næsten lettet. "Jeg har haft brug for at komme lidt væk i et stykke tid. Og jeg kunne ikke komme på nogen, jeg hellere ville besøge."
Post by Evangeline MacFusty on May 27, 2016 16:57:01 GMT
Evangelines smil var ganske reelt og voksede lidt over Nans ord. Hun slog dem lidt hen med en håndbevægelse, men de var bestemt blevet hørt og de varmede. "Nok med alt det," endte hun med at svare, en anelse forlegen. Det er godt vejr i dag, ingen regn," pointerede hun. "Det plejer at betyde vaskedag. Vi har et vandløb et stykke væk. Vil du hjælpe mig?"
Spørgsmålet var i virkeligheden knap et spørgsmål, selvom hun høfligt lod det lyde sådan. Gæster hjalp altid til nordpå. Det var sådan de betalte for opholdet.
Nan havde ingen skrupler over at lade emnet hvile der. Til gengæld var der heller ikke snerten af fornærmelse at spore på hendes ansigt over det næste spørgsmål. "Selvfølgelig," kom det prompte svar. Det var ikke meget husligt arbejde hun havde lavet, siden hun kom tilbage til Hogsmeade, men årene før det var præget af det - og det for det meste uden magi.
"Jeg er stadig lige så dårlig til at sidde stille, som jeg altid har været," konstaterede hun og satte sin sæk fra sig ved siden af den seng, hun skulle dele med husets yngste beboer. "Hvad vil du have mig til at gøre?"
Post by Evangeline MacFusty on May 28, 2016 21:17:19 GMT
Evas smil varmede lidt naturligt op og hun nikkede let. "Når vi er to kan vi tage alle Bhaltair og Eoins skjorter og mine underkjoler. Måske også underkjolen. Hvis vinden lægger sig lidt kan vi også vaske os igennem. Det ville være så rart."
Hun tog en dyb indånding. "Og få vasket ham den lille spilopmager. Ikke, at han lugter af meget."
Nannie hjalp naturligt Evangeline med at finde, hvad hun kunne og da hun i sidste ende havde svært ved at udgøre, hvad der skulle med, lykkedes det i stedet at lokke Eoin til at tage sin hånd i bytte for sin mors; så den yngre kvinde kunne bruge begge hænder til at samle vasketøjet.
“Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft muligheden for at bade ordentligt. Det kunne være fantastisk,” konstaterede hun, næsten drømmende. Opvokset i London og nu boende i Hogsmeade, havde det nærmest altid foregået ved vaskefade eller i et større kar. “Har du det hele?"
Post by Evangeline MacFusty on May 31, 2016 17:54:27 GMT
Evangeline var pakket med vasketøj, men nikkede hen over det med et varmt smil. "Det er også før vinter for mit vedkommende," konstaterede hun. "Det bliver isnende koldt heroppe, men jeg tror lige vi kan klare det uden en snue i dag." Hun så ned på Eoin. "Du skal også vaskes bag ørerne, mo leanbh," bemærkede hun, tydeligvis til hans store skræk.
Nan morede sig over udvekslingen mellem de to andre og det var uden tvivl moderens trussel, der afholdt Eoin fra at træde direkte tilbage til hende. I stedet spurgte den mørkhårede heks dæmpet, om han ville lade hende følge ham derned og efter en forsigtig nikken, fortsatte hun efter sin veninde ud af døren med den lille hånd endnu i sin.
Instinktivt tog hun endnu en dyb indånding af den friske luft og lod blikket glide mod himlen. Hun syntes at kunne høre vingeslag et stykke væk, men det var garanteret blot indbildning. Til gengæld meldt en anden tanke sig og efter lidt tid brød hun den behagelige tavshed.
