Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Evangeline MacFusty on May 31, 2016 21:55:44 GMT
Evangeline var altid opmærksom, når hun forlod huset. Dragerne var primært bag højderyggene, men man kunne aldrig for alvor være sikker. MacFusty'er vidste hvor de skulle gemme sig og hun selv var frygtelig dygtig til transferens. For nu, var hendes opmærksomhed ikke i alarm. Hun slappede næsten af og så over på Nan med et spørgende blik over ordene.
"Nej? Nej, det er ikke så godt her," bemærkede hun med et skuldertræk. "Dragerne ville bare se en som et mere interessant bytte. Desuden... Tid alene." Hun skævede kort til Eoin. "Gør du?"
Nannie havde aldrig set en drage. Det var svært at forestille sig væsnerne, selvom hun havde kendt til dem altid og det var på en måde fjernt, at de var tættere på nu end nogensinde før. Tankerne var i større grad andetsteds og hun så eftertænksom ud over venindens svar.
"Nej," åndede hun og fugtede læberne en enkelt gang. Det trak ganske svagt i hendes ene mundvig, men en lille rynke havde formet sig mellem hendes øjenbryn. "Men jeg savner det."
Post by Evangeline MacFusty on Jun 1, 2016 19:01:20 GMT
De havde fløjet sammen engang. Eva huskede det uden vemod. Hun havde aldrig drømt om, at blive professionel. Det havde aldrig stået i hendes stjerner. Blikket flakkede kort til Nan ved svaret, før hun trak lidt på skuldrene,
"Hvordan savner du det? Nostalgisk på en måde hvor du ønsker dig tilbage til en simplere tid?"
Det var ikke ligefrem fordi, hun tænkte meget over det. I de sidste seks år havde der dårligt været plads og siden da… Tanken havde strejfet hende, som et blødt kærtegn, før den var forsvundet med virkeligheden igen. Hun havde nær svaret ja. Det var det oplagte svar; det var trods alt en tid, hvor hun endnu ikke havde oplevet hjertesorger og tab, der ville forandre hende for altid.
Men som hun tænkte over det, var den lille følelse, der knugede hendes bryst sammen, ikke bare et levn fra fortiden. Det havde selvfølgelig aldrig været en mulighed at fortsætte. Hun havde været forlovet med Amal og han havde været ambitiøs for dem begge. Og hendes egen familie havde haft problemer, der ville have gjort det forfærdeligt egoistisk, hvis hun…
“Nej,” sagde hun endelig, næsten en smule hæs. Som om hun overraskede sig selv. Endnu mere med de næste ord, der fulgte. “Jeg har intet ønske om at vende tilbage."
Post by Evangeline MacFusty on Jun 2, 2016 20:54:19 GMT
Evangeline havde nær sluppet vasketøjet og stukket sin veninde et grundigt kram, men hun nøjedes med, at sende hende et sympatisk blik, før hun nikkede lidt. Det lille myr sænkede deres hastighed markant, men hun havde heller ikke meget travlt. "Så du savner, at være i luften?"
Hun trak lidt på smilebåndet. "Hvor længe er det siden? Kan du stadig?"
Det var ikke noget forsøg på at vinde sympati og selvom hun halvt forventede at indrømmelsen ville fylde hende med vemod, så var det i stedet snarere lettelse, der gik gennem hende. Den lille indsigt af, at hun langt om længe havde lagt fortiden bag sig, fyldte hende for en stund, men hun satte ikke ord på det.
"Det tror jeg egentlig altid, at jeg har gjort," konstaterede hun og kom til at smile lidt. "Det var bare aldrig en mulighed. Ikke, at det er nu," tilføjede hun og strøg en hårlok væk fra panden med sin frie hånd. "Det var før Hallam. Lidt mere end seks år? Så hvem ved."
Post by Evangeline MacFusty on Jun 3, 2016 17:56:21 GMT
Før Hallam. Evangeline trak en smule vemodigt på smilebåndet. Den korte impuls til, at kramme Nan var tilbage, men hun havde en stak fuld af tøj og veninden havde en varm barnehånd. Konklusionen var den samme som før og de fortsatte blot videre, nærmende sig vandet.
"Hvis du savner det, så prøv det. Jeg har stadig min gamle kost stående på kroen. Du er velkommen til, at få den."
Nans blik var fortsat eftertænksomt, som de nærmede sig vandet og det var først ved venindens næste ord, at hun drejede hovedet og så på hende. De mørke øjenbryn skød en anelse op.
"Mener du det?" spurgte hun, på trods af at hun allerede kendte svaret. "Min gamle er vist gået på tur blandt mine brødre..."
Post by Evangeline MacFusty on Jun 4, 2016 21:15:11 GMT
Smilet var mildt og selvom den lille størrelse ved Nans hånd, der tumlede efter hende, sikkert gerne ville have kosten om et par år, så kunne midlerne findes et andet sted. Det var hun sikker på, som hun så glimtet i venindens blik.
"Den er din," erklærede hun, en smule mere bestemt, før hun lyste svagt op selv. "Og der har vi vandet. Ikke løbe væk fra Nan, Eoin," formanede hun.
Det lille myr så op på sin mor med store øjne, men nikkede til sidst og strammede grebet lidt om den næsten fremmede kvindes hånd. Selv samme kom til at trække på smilebåndet over følelsen og hun måtte endnu engang nedkæmpe en enkelt, knugende følelse.
Den var væk allerede med det næste vindpust og da de nåede hen til kanten af vandet, lod hun Eoin sætte sig i det høje græs. "Skal vi starte med underskjorterne? Det er altid dem, der kræver mest. Især uden magi," konstaterede hun med et sigende blik, men også med et smil. Der var noget helt fantastisk over simpliciteten i den huslige opgave. Og det gjorde godt at være væk fra Hogsmeade.
Post by Evangeline MacFusty on Jun 4, 2016 21:40:05 GMT
Latteren forlod Evangeline ved ordene om underskjorter, som hun netop havde ladet tøjet dumpe ned i græsset. "Vi kan også starte ganske syndigt med, at vaske os selv. Hvad siger du til det?" Hendes blik spillede lidt. Hun var yderst foretagsom og spildte ikke dagene, men hun havde også for første gang sin skoleveninde på besøg og det hele fik hende til, at føle sig bare en smule oprørsk.
Post by Evangeline MacFusty on Jun 6, 2016 15:52:52 GMT
Eoin trippede lidt i den stride bevoksning og fulgte interesseret med i de voksnes samtale - uden rigtig at kunne følge med. Evangeline fnøs af sin veninde og rystede lidt på hovedet, før hun gik ned i knæ og hapsede sin søns ene, buttede hånd. "Så, mo leanabh. Tid til, at få tunikaen af. Løft dine arme for ma."
Han lystrede langsomt og med lidt tålmodighed fik hun befriet ham for tøjet, som endte på en af de mange sten, der omgav vandet. "Her," sagde hun til sin søn, som hun trak sin overkjole over hovedet og smøg den om hans skuldre. "Vent på ma og Nan nu, hm?" Hun gjorde kort proces med det resterende tøj og løftede den lille basse op på sin arm, som hun trådte først ud i åen med det kolde vand og fnes lidt ved følelsen.
Nan fulgte med i den lille udveksling med antydningen af et smil på læberne, mens hun selv langsomt klædte sig af og efterlod sit eget tøj sammen med Evangelines. En enkelt kuldegysning gik i gennem hende over temperaturskiftet, men solen varmede heldigvis og da hun trådte efter de andre to ud i vandet, var det ikke ubehageligt.
Til gengæld gispede hun ganske let og lo, da vandet ramte det nøgne maveskind; omtrent det sted, hvor åen var dybest. Den mudrede bund var glat under tæerne, men følelsen var alligevel en anelse befriende. "Jeg havde helt glemt, hvor rart det føles," konstaterede hun muntert, på trods af en svag tænderklapren, som hun sank et lille stykke længere ned og gradvist vænnede sig til det kølige vand.
Post by Evangeline MacFusty on Jun 6, 2016 19:22:52 GMT
Evangeline holdt fast i Eoin, selvom han vred sig lidt i hendes greb, da først hans tærer blev våde. "Stille, leannan," beordrede hun, før hun besvarede Nans smil og selv sank lidt ned i vandet, ladende sin søn flyde oven på sig. De gled en smule med strømmen, stoppet af hendes fødder mod den glatte, bløde bund.
"Det føles helt som, at blive født på ny," gøs hun velbehageligt, før hun smilede varmt. "Ren helt ind til knoglerne." Eoin pjaskede lidt og fandt modet til, at daske vand efter Nan med sine små, buttede ben, imens han holdt fast om sin mors ene skulder.