Adspredelser

Det var absolut første gang, at hun trak afsted med en mand og selvom hendes intentioner var væsentlig mere ærbare end andres, så hamrede hendes hjerte alligevel lidt. Det var en næsten absurd følelse at gå med fingrene flettet ind mellem hans og selv blandt træerne, rejste hårene i hendes nakke sig lidt ved tanken om at blive overset.

Da hun til sidst kom frem til, at hun dog heller ikke kunne trække ham flere mil væk, sagtnede hun farten og drejede sig til sidst mod ham. De mørke øjne fandt hans lyse i skæret fra månen og hun løftede forsigtigt sin frie hånd, for at stryge en rød hårlok væk fra hans pande.

Hun fugtede læberne langsomt og strakte sig til sidst det lille stykke op mod ham. Før hendes læber rørte hans, kom et lille, søgende "må jeg?" over dem. Hun var så tæt på, at hun kunne mærke varmen fra hans ånde og dufte whiskeyen, men brød ikke den sidste, minimale grænse, før hun fik hans svar.

Det var naturligvis komplet idiotisk. Det ville ramme hele hendes familie, hvis der begyndte at løbe rygter og hun vidste absolut bedre. På en eller anden måde var den viden bare ikke nok til at få hende til at trække sig væk. Ikke så længe, at hun stadig havde den summende, flagrende følelse i maven og så ind i det lyse blik, som formåede at få forbehold til at smelte væk.

Hjertet sprang et slag over, da han nikkede, men hun nåede ikke gøre mere, før hans læber igen var mod hendes. Det var overvældende og ukendt, men da først hjernen koblede helt fra og hun bare fulgte sine impulser, var det ikke så svært at besvare det. Det ville ikke være løgn at sige, at hun aldrig havde været helt så tæt på en mand, som i det øjeblik og det var svært ikke at blive en anelse beruset af det og duften fra ham, der fyldte hendes næsebor.

Med hans arm omkring sig, måtte hendes egne vige og hun lod dem glide om hans nakke, som hun havde set andre gøre det før. Uvilligheden til at give slip igen var en anelse overraskende og det var også kun manglen på luft, der til sidst fik hende til at trække sig et minimalt stykke væk med et dæmpet gisp. Den ene hånds fingre havde på en eller anden måde forvildet sig ind i det røde hår og hun endte blot med at se komplet overvældet på ham; blottet for ord.

Spændingen i luften mellem dem var til at mærke, modsat den kuldegysning, der løb ned over Sirrahs rygrad ved følelsen af hans fingre i sit hår. Det sitrede lidt i tavsheden, før hans ord fik en åndeløs, og temmelig uventet, latter til at bryde over hendes læber.

Det overraskede hende selv og hun måtte bøje nakken en anelse, så hun kunne gemme ansigtet ved hans hals og skjule det forfærdeligt dumme smil, der havde vokset sig frem. "Jeg kan ikke tænke klart," anklagede hun, mumlende ind mod den varme hud, mens den ene arm gled ned fra hans skulder og omkring ham i stedet. Smilet sitrede fortsat og hun kunne ikke helt skjule det i sin stemme. "Det er din skyld."

En overrasket lyd undslap hende, da hendes fødder mistede kontakt med jorden og hun havde pludselig svært ved at forstå, hvorfor hun havde været så nervøs for at opsøge ham. Hun kunne ikke helt huske, at hun nogensinde havde haft det, som hun havde nu og hun kunne ikke hindre smilet i at blive større.

"Harald!" lo hun dæmpet og uden meget kraft i den skændende undertone. "Sæt mig ned," forlangte hun i stedet, selvom hun endnu havde et grin på læberne, da hendes fødder igen rørte jorden. En tung udånding undslap hende, uden at det fik hende helt til fatning eller desuden fik hende til at slippe ham helt. Til gengæld svandt smilet lidt ind og hun betragtede ham med et næsten ømt blik, før hun stjal et enkelt, blidt kys mere. Inden det kunne udvikle sig, havde hun trukket sig lidt tilbage.

"Hvornår kan jeg se dig igen?"

Sirrahs hjerte hamrede i forvejen lidt over at stille spørgsmålet, der afslørede for hende selv, at det ikke ville blive den eneste gang, at hun gik mod sin egen, bedre dømmekraft. Svaret fik hende af samme grund til at hæve øjenbrynene i overraskelse og nåede næsten at være skuffet, før han lo og i stedet fik hende til at skule svagt.

Det var dog med en dominerende sitren i mundvigene og hun kunne ikke ignorere, hvordan tanken fik det til at flagre i hendes bryst. Hun lukkede øjnene kortvarigt, da han kyssede hende på panden. "Et par uger," gentog hun dæmpet og nikkede. Det virkede som lang tid, men på den anden side, havde hun i dén grad også brug for tid til at samle sig. Tænke mere rationelt, end hun kunne i øjeblikket. "Jeg kommer til dig?"