Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Harald vidste ikke hvorfor han havde taget med til Beltane, i første omgang havde han troet at det var en god ide, men nu var han blevet overvældet af den sædvanlige akavethed over sociale selskaber og han havde stillet sig ved skyggen af et træ. Det var trods alt en højtid der gik ud på at være løssluppen og det var ikke ligefrem det billede han ønskede at landsbyen skulle have af ham, han havde i forvejen svært ved at overtale størstedelen af dem om at han ikke var en skidt knægt. Sirrah havde han ikke formået at finde og han overvejede om hun undgik ham bevidst, det var ikke sikkert at han havde været tydelig nok med hvornår de skulle mødes, men alligevel var han en smule såret over ikke at have fundet hende endnu. Han overvejede svagt om han burde tage hjem, inden han tog en slurk af sin whiskey og gled ned og sidde i græsset op af træet. Aftenen ville vel slutte på et eller andet tidspunkt.
Sirrah havde sørget for at blive sammen med bryllupsfølget. Både fordi hun hårdnakket blev ved med at påstå, at det ikke var hendes type fest, men måske også fordi, at hun havde meget svært ved at finde modet til at overholde det løfte hun havde givet for efterhånden længe siden.
Det krævede adskillige krus vin. Hun var absolut ikke beruset, men hun var måske også en anelse mere afslappet end normalt, da hun havde stået alene tilpas længe og brat besluttede sig for, at hun var typen, der holdt sine løfter; uanset hvor meget, de uden tvivl ikke var fornuftige. En lille, pessimistisk del af hende kunne da heller ikke lade være med at tænke, at det slet ikke var sikkert at hun ville finde ham. Måske håbede hun på, at det var tilfældet, selvom hjertet hamrede en anelse i brystet på hende af spænding.
Før hun kunne nå at opgive sin søgen, opdagede hun skikkelsen halvt i skyggerne, siddende mod et træ, og uvilkårligt sprang hjertet et slag over i brystet på hende. Hun stoppede op, næsten instinktivt, sank en klump og trådte først da tøvende nærmere.
Harald var opslugt af sine tanker og hans blik var derfor en smule fjernt. I hånden havde han sin flaske som han efterhånden havde drukket en del af og var derfor også en anelse beruset. Da han registrerede en bevægelse i sin øjenkrog, fik han dog øje på Sirrah og kunne ikke holde sit umiddelbare forbløffede ansigtsudtryk tilbage. "Zabini" Hilste han og nikkede en enkelt gang, inden han vendte sit blik væk og forsøgte ikke at se alt for såret ud over hvor længe hun havde ventet på at opsøge ham.
Af alle de overvejelser hun havde nået at gøre sig, havde den kølige attitude hun blev mødt med, ikke været en af dem. Det efterlod hende en anelse forbløffet og hun standsede hvor hun var, endnu et par skridt fra ham.
"Professor," hørte hun sig selv svare, mere forvirret end afmålt; noget som ville have været anderledes, hvis hun ikke selv havde været overrasket. Halsen føltes pludselig en anelse tør og hun forblev stående, hvor hun var. "Det var ikke min mening at forstyrre."
Det var sjældent den yngre Zabini lød forvirret og det gav ham et stik af dårlig samvittighed. Det havde måske ikke været helt i orden at hilse så køligt på hende, på trods af at hun havde ladet ham vente et godt stykke tid. Harald trak på skuldrene og slog ud med den ene hånd, for at vise at hun kunne sætte sig ned hvis hun havde lyst. "Du forstyrrer ikke, jeg havde bare troet du ville komme lidt tidligere." Sagde han og mødte flygtigt hendes blik med et svagt smil på sine læber.
Forvirringen forsvandt, så snart han forklarede og uvilkårligt hævede de mørke øjenbryn sig den mindste smule. Hun var en granvoksen kvinde, men en snert af varme steg alligevel op i hendes kinder og hun forbandede reaktionen langt væk.
Hun lod sig dog ikke kue af det, men trådte bestemt de to skridt frem, indtil hun kunne sætte sig ved siden af ham - tilpas i læ af skyggerne, til at det ikke ville være åbenlyst, hvem der var der.
Sirrah rømmede sig dæmpet. "Jeg har haft lyst til at finde dig i et stykke tid," bemærkede hun, i en halv undskyldning, men mere en konstatering.
Harald lagde ikke mærke til den yngre kvindes rødmen, mørket skjulte det fra hans blik og han var desuden for tilbageholdende til at se så direkte på hende. Hans hjerte bankede dog en del hurtigere da hun satte sig ved siden af ham og han overvejede hvor lang tid det havde været siden han sidst havde været så tiltrukket af nogen. Hendes ord gjorde ham en anelse mere rolig, han havde troet at hun havde glemt ham men måske havde det bare været omstændighederne der havde forsinket hende. "Du er her nu, så tænk ikke mere over det." Sagde han og så hende i øjnene med et skævt smil på sine læber. "Hvordan var brylluppet?" Spurgte han og så hende afventende i øjnene.
Sirrahs mave kneb sig en anelse sammen over indsigten af, at han havde ventet på hende. Hendes forsøg på at overbevise sig selv om, at hendes interesse i ham kun var professionel, gik ikke for godt. Hun lukkede dog af for tankerne, før de kunne nå at rodfæste sig og gengældte derimod instinktivt hans smil, da hun mødte hans blik; selvom smil normalt ikke var noget, hun gjorde sig meget i.
"Det var udmærket," konstaterede hun, men med en lille rynke på næsen og fortsatte uden, for en gangs skyld, at overveje sine ord meget. "Selvom den slags begivenheder efterhånden kun inviterer fjerne familiemedlemmer til gang på gang at spørge, hvorfor jeg er der alene."
Harald slappede lidt mere af og lænede sig tilbage mod træet, mens han kløede sig lidt i skægget. Hendes ord fik et smil frem på hans læber og han grinede lidt. Han havde ofte hørt det samme, men efter episoden med ekskæresten var det som om spørgsmålene var holdt op med at komme hans vej. De tænkte nok at han klarede sig bedre alene.
"Ak ja, du må hellere gå ud og finde dig en god mand som kan passe lidt på dig." Bemærkede han og rakte hende den lille flaske med whiskey. "En pålidelig ung mand fra en god familie." Han puffede drillende til hende med albuen og sendte hende et skævt smil.
En impulsiv og lidt uventet latter røg over hendes læber. Det fnøs hun kom med efterfølgende, talte sig eget, tydelige sprog om hendes mening om sagen og hun skulede halvhjertet, som hun tog imod flasken. "Jeg har ikke brug for en mand til at passe på mig," konstaterede hun sigende, hævede øjenbrynene lidt og tog en tår fra flasken i et forsøg på at hindre hjertet i at hamre en anelse hurtigere over emnet, der ellers tydeligt var en spøg.
Hun skar en grimasse over den skarpe, brændende smag og hostede lidt, før hun rakte ham den tilbage. Det var ikke fordi hun ellers hverken drak, lo eller spøgte meget, men på en eller anden måde fik Harald det frem i hende - måske fordi hun var næsten helt sikker på, at han ikke ville dømme hende.
Harald grinede blot afdæmpet over hendes ord, han havde aldrig troet at hun var den type kvinde der behøvede at blive passet på og han var derfor ikke overrasket over hendes ord. Han nød dog hendes mere afslappede attitude, nu hun ikke var så fokuseret på at opføre sig anstændigt. "Virkelig? Så du har slet ikke brug for en mand?" Spurgte han som en spøg, men var dog lidt for interesseret i hvad han kode i hendes svar. Selv havde han lyst til at have en at dele sit liv med, men Sirrah virkede med kræsen og meget selvstændig. Det kunne jo være hun havde det anderledes. Derefter tog han imod flasken og satte proppen i, for ikke at blive alt for beruset, han ville nødig sige noget han ikke ville.
Sirrah hævede øjenbrynene lidt over spørgsmålet, der normalt ville få hende til at fnyse hånligt, men i stedet gjorde hende en anelse tør i halsen nu. Hun rømmede sig dæmpet, mens blikket diskret vandrede ud over menneskemængden, der efterhånden kun var oplyst af bålet.
"Jeg sagde, at jeg ikke har brug for en mand," svarede hun dæmpet og med hamrende hjerte. Hun følte sig lidt for ærlig og det var grænseoverskridende for hende; selv med den smule, hun havde drukket. "Ikke, at jeg ikke ville have en."
Harald blev en smule lamslået over hendes ord og overvejede om han var gået over grænsen. Han skævede diskret hen mod hende og kløede sig endnu engang i skægget, mens han følte sig lidt rastløs og anspændt. Stilheden blev pludselig meget tydelig, men han valgte at lade det blive sådan og i stedet forsøge sig med noget andet og ret uskyldigt. Han håbede bare ikke at det ville skræmme hende væk. Til sidst endte han dog med at reagere på sine impulser og løftede sin hånd hen til hendes, for at glide sine fingerspidser hen over hendes håndryg. "Er det i orden?" Spurgte han og vendte ansigtet mod hende med et opmærksomt blik, han var stadig ikke helt sikker på om hun reelt var interesseret i ham.
Sirrah vidste ikke helt, hvad hun skulle læse ud fra stilheden. Hun tolkede den i første omgang ikke som noget godt og tanken gjorde hende en anelse mere modfalden, end hun umiddelbart ville have troet. På en eller anden måde var han kommet under huden på hende og selvom hun vidste, at det virkelig ikke burde være sådan, så var hun nervøs for, at ordene havde skræmt ham væk.
Lige indtil varme fingre gled ind over hendes hånd. Det gav næsten et sæt i hende og hun nåede kun lige at stoppe det. Blikket faldt instinktivt til deres hænder og hun så kun langsomt op, med et hjerte der hamrede så hurtigt, at Sirrah ikke kunne lade være med at tænke, at det opførte sig en anelse melodramatisk. Tøvende fugtede hun sine læber, før en lille antydning af et smil sneg sig frem og hun nikkede.
"Det tror jeg," konstaterede hun dæmpet, selvom det selvfølgelig ikke ville være det, hvis man tænkte på almen anstændighed. For en enkelt gangs skyld gjorde Sirrah ikke, men bevægede blot fingrene svagt under hans, en smule fristet til at dreje hånden og tage hans helt. Bare tanken gjorde hende en anelse varm i nakken og hun var glad for at de af de viltre krøller, der ikke var bundet tilbage, skjulte det.
Det virkede ikke som så meget, men for Harald betød det alt at hun indvilligede i det. Hun måtte alligevel ikke tænke så ringe om ham som han troede, selvom de ikke ligefrem sad et sted hvor alle kunne se dem. Han svarede med en afdæmpet tilfreds lyd og lagde derefter hånden om hendes, mens hans tommelfinger forsatte med at ae hendes hud. Han havde selvfølgelig lyst til mere, men han ville ikke være for påtrængende og han var bange for at hun ville blive helt kontrær af at han prøvede. "Det er en smuk himmel i aften." Bemærkede han i stedet og slog blikket op med et smil. "På mine rejser så jeg tit derop og tænkte på hvem der ellers kiggede på stjernerne samtidig med mig."