Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Sirrah var absolut ikke vant til den slags fysisk kontakt, uanset hvor uskyldig den var og selvom hun ikke ligefrem var nogen ung, fnisende pige, var hun heller ikke helt upåvirket. Bevidstheden om de blide kærtegn var konstant og selv da han talte igen, blev hendes opmærksomhed på det ikke mindre. Det var da også først, da han talte, at hun blev opmærksom på at blikket havde dvælet ved ham og hun rettede det hurtigt mod himlen.
Et lille smil voksede frem på hendes læber og hun slap en dæmpet, underfundig lyd. "Sådan har jeg aldrig tænkt på det," konstaterede hun lavmælt. "Men det må være en god måde til, ikke at føle sig helt alene. Jeg husker det som om, at der var tidspunkter, hvor rejserne kunne være meget ensomme. Havde du det også sådan?"
Harald nikkede så meget han nu kunne, selvom han sad lænet op af træet. Han skævede lidt til hende inden han vendte blikket mod stjernerne og smilede en anelse. "Ja, men jeg var så kæphøj dengang at jeg ofte havde en eller anden at tale med om det så var af ren provokation eller fordi de faktisk havde en interesse i at tale med mig, det er en hel anden sag." Han smilede en anelse fjoget og trak på skuldrene. "Jeg endte ret ofte med at duellere med folk fordi jeg havde fornærmet dem." Han rystede lidt på hovedet ved minderne om sin vilde ungdom, tilfreds med at han ikke levede på den måde længere.
Sirrah smilede lidt over hans ord. Det var ikke første gang, han nævnte sin fortid som duellant og da hun tænkte tilbage på deres sidste møde på hans kontor, var det med en varm følelse i maven. "Du slår mig ellers ikke som en mand, med et iltert temperament," konstaterede hun.
Diskret flyttede hun lidt på sin ene hånd og lukkede den omkring hans. Handlingen føltes grænseoverskridende og fik hendes hjerte til at hamre lidt - men på en god måde mere end noget andet. Til gengæld vovede hun ikke at se på ham, men holdt blikket mod himlen. "Måske snarere udfordrende?"
Harald grinede en anelse højlydt over hendes ord og rystede på hovedet. "Jeg er ikke så kæphøj som jeg plejede og for det meste var det ikke mig der mistede besindelsen.. men de andre." Forklarede han og skulle til at tale videre, men hendes hånd fik ham på andre tanker og han stoppede flygtigt op, inden han vendte blikket mod hende. "Måske." Svarede han med et varmt smil og betragtede hende undersøgende, som om han forsøgte at gennemskue hende. Sirrah var en kompliceret kvinde, men han kunne godt lide det.
Sirrah kunne ikke helt lade være med at smile over latteren, der fik en lille, behagelig summen til at sprede sig i hendes mellemgulv. Det var blandet med følelsen af det hamrende hjerte, da hun forsigtigt tog hans hånd helt; ikke uden at føle sig temmelig upassende, men heller ikke med meget fortrydelse, hvis hun skulle være ærlig overfor sig selv.
Det undersøgende blik han mødte hende med, bragte diskret den varme følelse omkring nakken tilbage og hun slog sit eget blik væk, endnu med antydningen af et smil på læberne. "Jeg tror, at jeg ville foretrække, den du er nu," bemærkede hun dæmpet og lige vel ærligt, måske. Hun gav vinen skylden.
Post by Harald Eklund on May 14, 2016 12:54:24 GMT
Harald smilede varmt over Sirrahs ord og hans blik blev en anelse mørkt, inden han sank diskret. Han overvejede om det allerede nu var for meget for heksen der gik meget op i ordentlighed og opførsel, men han havde svært ved at holde sig tilbage nu stemningen var så anspændt. Langsomt lænede han sig frem og placerede et blidt kys på hendes kind, mens han lukkede sine øjne i og indåndede hendes duft. Næsetippen strøg han forsigtig hen over hendes kind, inden han trak sig lidt væk og så hende i øjnene.
Post by Sirrah Zabini on May 16, 2016 17:33:34 GMT
Med blikket slået væk, indså hun ikke, at Harald havde lænet sig frem, før varme læber strejfede hendes ene kind og med det samme fik hjertet til at springe et slag over. Følelsen var absolut uventet og det samme var den måde, hendes mellemgulv knugede sig brat sammen over det efterfølgende, blide kærtegn.
I enhver logisk situation ville hun have stukket ham en lussing, men impulsen var underligt lille og da hun så på ham, var det i stedet en anelse tummelumsk. Den ellers fattede heks rødmede og det var absolut ikke den første gang den dag. Dæmpet rømmede hun sig, men ordene kom aldrig helt. Til gengæld var det tydeligt på hendes ansigt, at hun var en anelse og absolut ukarakteristisk forfjamsket.
Post by Harald Eklund on May 19, 2016 19:19:26 GMT
Harald havde svært ved at holde et fjoget smil væk fra sine læber, det gjorde ham rimelig tilfreds at hun reagerede som hun gjorde og det morede ham næsten en anelse at hun tilsyneladende ikke helt kunne opretholde den pæne facade. Det virkede også næsten lidt for modsigende til hendes eventyrslystne personlighed og han kunne godt være fristet til at strække den længere, men selv han var for privat til at hygge sig i skyggen fra træerne. I stedet trak han sig lidt tilbage, mens han smilede varmt til hende. "Hvis vi skal forsætte.. tror jeg ikke det skal være her." Sagde han og smilede skævt, mens han gav hendes hånd et blidt klem. En ting var hvad de to havde lyst til, en anden ting var at han trods alt ikke havde lyst til at hive Sirrah med i sladderen i byen.
Post by Sirrah Zabini on May 19, 2016 19:47:01 GMT
Sirrahs hjerte hamrede og blev ved med det, lige indtil han talte igen og effektivt fik det til at gå i stå. I et enkelt slag, før det sprang op i halsen på hende og hun måtte minde sig selv om, at hun var en granvoksen kvinde. "Harald," lød det dæmpet fra hende og hun overvejede at trække sin hånd til sig, men ombestemte sig til sidst.
I stedet rankede hun ryggen en anelse og så ham i øjnene, mere søgende end bestemt. "Jeg ved ikke, hvilket indtryk, jeg har givet dig," konstaterede hun tøvende, mens en del af hende overvejede, hvad der ville ske, hvis hun rejste sig og fulgte med ham.
Det ville betyde, at hun blev nødt til at indrømme, at det ene kys, han havde trykket på hendes kind, var det mest intime hun havde været med en mand. Tanken var underligt intimiderende. "Men jeg gør ikke normalt det her. Jeg ved ikke..." Hun sank en nervøs klump. "Hvad mener du med at fortsætte?"
Harald stoppede flygtigt op inden hans ansigt lyste op i et skævt smil og han rystede på hovedet. En afdæmpet latter undslap hans læber mens han kløede sig selv i hovedbunden. "Øhm.. Jeg.. Det er ligemeget." Sagde han og trak på skuldrene. Han havde ikke lyst til at overtale hende til at tage med ham hjem hvis hun ikke havde lyst. Det ærgede ham dog, det var sjældent han turde tage chancen efterhånden.
Post by Sirrah Zabini on May 21, 2016 18:43:59 GMT
Sirrah bed tænderne en anelse sammen, da han lo og måtte minde sig selv om, at det formentlig ikke var af hende. Til gengæld fik hans svar kort et næsten vemodigt udtryk frem i de mørke øjne, før hun fik kontrol over det og rømmede sig dæmpet.
"Jeg kan godt lide dig," indrømmede hun endelig, mere klart end hun havde gjort indtil nu og rettede diskret blikket væk. Det var nemmere at opretholde sin værdighed sådan. "Det er ikke en følelse, jeg er vant til." Og dermed heller ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere. "Er det for direkte af mig?"
Post by Harald Eklund on May 25, 2016 12:23:10 GMT
Harald kunne ikke skjule sin forbløffelse over hendes ord og kløede sig lidt i skægget mens hun talte. Det var måske ikke så mærkeligt at hun aldrig havde haft det sådan med nogen før, hun havde aldrig været nem at imponere. Ikke rigtig. "Nej.. " Sagde han og rystede på hovedet mens han smilede varmt og så hende i øjnene. "Jeg kan også godt lide dig, jeg har bare ikke rigtig tænkt at du havde det sådan.. " Sagde han og så hende undersøgende i øjnene, mens hans smil blev en anelse mere anspændt. "Har du slet ikke noget imod al det der er sket?" Spurgte han og så spørgende på hende mens hans hjerte hamrede en hurtigere.
Post by Sirrah Zabini on May 27, 2016 12:36:20 GMT
Der var absolut noget skræmmende over at tale så direkte om de følelser, som hun ellers halvt havde fornægtet overfor sig selv. De spirede dog, lige så stille, uanset om hun ville det eller ej. Hvis hun var i tvivl, så var hun det i hvert fald ikke, da hans svar fik hendes mave til at slå en lille kolbøtte.
“Det er upassende,” konstaterede hun dæmpet, men med en svag trækning i den ene mundvig, selvom hendes hjerte ræsede. Hun var en Zabini og det var ikke ligefrem fordi, at hun fik noget behageligt adrenalinsus ud af at træde over grænserne. Til gengæld kunne hun ikke fornægte, at Harald fik hende til at gøre det uden de sædvanlige reservationer.
Hun smilede ganske svagt, selvom blikket på ham var alvorligt og brynene let sammentrukne. “Og det er kompliceret. Men jeg har ikke lyst til at lade være…"
Post by Harald Eklund on May 27, 2016 17:54:20 GMT
Som regel ville kommentarer som Sirrahs gøre ham en anelse fornærmet, men når det kom fra hende og med de tilhørende smil og blik, kunne Harald ikke meget andet end at smelte indvendigt. Han blottede sine tænder i et lettere flabet smil over hendes ord og lænede sig lidt frem mod hende mens han tog hendes hånd. "Det har jeg heller ikke." Sagde han afdæmpet og så hende i øjnene, mens han flettede sine fingre ind mellem hendes. "Du er så smuk Sirrah." Sagde han og strakte sig en anelse for at kysse hende blidt, men flygtigt på læberne.
Post by Sirrah Zabini on May 27, 2016 19:05:55 GMT
Hun var absolut ingen teenagepige. Det fortalte hun sig selv, gentagne gange, som noget flagrede i hendes mellemgulv. Følelsen af fingrene, der gled ind mellem hendes, burde ikke påvirke hende så meget, men selv hvis hun kunne have ændret på det, ville alle forsøg være spoleret sekunder efter.
Hjertet sprang helt op i halsen på hende, da han lænede sig frem og hun holdt ubevidst vejret, da hans læber rørte hendes. I det øjeblik smeltede resten af verden væk. Alle overvejelser og tanker var komplet stumme og blev ved med at være det for en tid, da han trak sig væk igen.
Sommerfugle rasede i hendes krop og før hun kunne hindre det, kom hun til at smile. Mørket skjulede hendes rødmen, der var så atypisk for den bryske heks og hun måtte rømme sig lidt. "Kom med," bad hun til sidst dæmpet, kastede et enkelt blik ud mod de resterende festligheder og kom så på benene - uden at slippe hans hånd.