Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var ikke presserende behov, der flød gennem ham og han havde tålmodigheden til at trykke blide, dvælende kys mod den tynde hud, hvor duften af hende var mest intens i hans næsebor. En dæmpet, værdsættende brummen undslap ham, da hun løftede sit ben og hånden mod lænden gled næsten instinktivt ned og lukkede sig om hendes lår.
I nogle øjeblikke endnu, stod han blot sådan, før den anden hånd vandrede ned over hendes ryg, kuplede den bløde bagdel og til sidst lukkede sig om hendes baglår, så han kunne løfte hende op i et snuptag. Det var ikke den store anstrengelse at tage de få skridt, indtil han kunne trykke hende blidt ind mod den første og den bedste træstamme; uden at tøve med at tage hendes læber, da først han havde hende i øjenhøjde.
Post by Benevolence Wright on May 8, 2016 13:30:03 GMT
Selvom der sad en lyst hende der gjorde at hun uden at blinke med øjnene havde lyst til at nærmest flå tøjet af Blair, kunne hun alligevel godt bevare roen. Det var ikke altid der var tid til små kys, og når den endelig var der så nød hun det fuldt ud. Hun gled hovedet en smule mere på skrå, og skilte sine læber med tungen så et svagt suk kunne undslippe.
Et lille grin gled over hendes læber da han løftede hende, op, og per automatik lukkede hun sine arme omkring ham, og strammede grebet omkring hofterne på ham. Hun mødte hans læber med sine egne, og var ikke langsom til også at lade tungen gøre sit. Hun hev svagt efter vejret og mærkede hvordan varmen fordelte sig rundt i kroppen på hende.
At Benevolence ikke var upåvirket, det var han ikke det mindste i tvivl om. Der var tidspunkter, hvor han nød ganske meget at drive hende til kanten og den næsten drengede, drillende attitude var ikke forsvundet helt, da han nappede let i hendes underlæbe og trak hovedet lidt tilbage.
"Utålmodig?" brummede han spørgende og hævede øjenbrynene lidt, mens han tog sig et øjeblik, til at nyde synet af hende i skæret fra månen.
Post by Benevolence Wright on May 8, 2016 14:01:34 GMT
Hvis ikke man kunne mærke det på hendes små suk der af og til kom fra hende, så var hendes varme krop og hjertebanken altafslørende. Hun kunne ikke gemme virkningen fra Blairs kys og berøring særlig længe. Hun lagde heller ingen anstrengelser i det. Hun kiggede lidt på ham og blinkede lidt uforstående med øjnene da han trak hovedet væk. En let skulen viste sig og hun spidsede læberne.
"Det er jeg da altid med dig" bemærkede hun med et skævt drillende smil. Hun tog et par dybe indåndinger og holdte roligt blikket på ham, som han studerede hende. "Stadig tilfreds?" spurgte hun og bøjede hovedet lidt frem i et forsøg på at begrave læberne mod det af halsen der var blottet.
Blair smilede skævt over reaktionen og lod blikket vandre utvetydigt værdsættende over det af hende, han kunne se. Han gjorde intet forsøg på at skjule det, og da han slap en dæmpet, brummende lyd, var det svar nok i sig selv.
Han var absolut ikke upåvirket, især ikke, da hendes læber kærtegnede hans hals. Han klemte fingrene lidt sammen om hendes lår, før han slap hende med den ene hånd og rakte ind mellem dem for at løsne sine bukser. Det var ikke fordi, at han ikke kunne have trukket det uundgåelige ud længere, men det var ikke hver eneste dag, at han havde hende op mod et træ.
Post by Benevolence Wright on May 8, 2016 15:00:53 GMT
Hun nappede lidt i hans hud, og lod tungen kærtegne det bare stykke. Hun fortsatte sine kys op af hans halsen, og pustede ham let i øret. "Er du overhovedet klar over hvor meget lyst jeg har til dig lige nu?" hviskede hun i et par svage støn mod hans øre.
Hun bøjede hovedet let tilbage og hvilede det let mod træet. Hun fulgte langsomt hans bevægelser og kunne ikke lade være med at have et smørret smil spillende på sine læber. Hendes vejretrækning var langsomt og tung, men hjertet slog stadig et par ekstra hårde slag. Vinden var ikke længere lun, og den kolde følelse fik hendes hud til at reagere.
Lyden af den kælne stemme i hans øre, gav ham intet behov for at trække tingene i langdrag og da først han havde fået løsnet sine bukser, tøvede han ikke længe, før han tog hende. En enkelt, anstrengt lyd gled ud mellem hans læber og hånden fandt tilbage mod hendes lår.
I nogle øjeblikke trak han blot vejret tungt ved hendes hals, før en dæmpet latter undslap ham. "Jeg har en anelse om det," svarede han hæst, langt om længe, før han rettede sig lidt op, fangede hendes blik og fortabte sig i hende.
Post by Benevolence Wright on May 8, 2016 15:53:26 GMT
Benevolence holdte vejret, hovedet blev drejet en smule til den ene side, og svagt bed hun ned i sin underlæbe. Grebet hendes ben havde om ham løsnede sig en smule. Kort efter bøjede hun sig igen ind over ham, og lagde armene omkring ham.
Fingrene gled roligt i små cirkelbevægelser over det bare stykke i begge sider af hans hoved. Uden at svare hvilede hun panden mod hans, og uden at slippe hans blik begyndte hun langsomt at trykke sit underliv mod hans.
De kendte hinanden godt, selv nu, i andre omgivelser end normalt. Hans ben sitrede en anelse under vægten, men det stoppede ham ikke og han tog hende beslutsomt, men ikke så hårdt, at barken ville efterlade mærker mod hendes ryg. Der var en chance for, at nogen ville opdage dem og han gjorde da derfor heller ikke meget for at trække det uundgåelige i langdrag.
Da han fik sin forløsning, var det med en mærkbar skælven og en anstrengt lyd, inden han sank lidt sammen ind mod hende og åndede tungt ud ved hendes hals. Benene dirrede og han slap hun et enkelt, munter lyd, før han langsomt lod hende glide ned mod skovbunden igen. Ord var der midlertidigt ikke mange af.
Post by Benevolence Wright on May 8, 2016 17:18:03 GMT
Grundet at Benevolences læber enden var begravet mod Blairs hals eller mod hans læber, var hun ikke så højlydt som hun normalt kunne være. Både benenes og armenes greb omkring hans blev strammere jo længere hun kom på sit klimaks.
Hendes vejrtrækning blev ved med at være heftig, men hun forsøgte ihærdigt på at få den det gearet ned. Hun nussede ham fortsat lidt i nakken og op over hovedet, smilet hang tilfreds omkring hende. Hun lod benene sænkes, og begravede let sine tåspidser i jorden. Armene løftede hun over hovedet og strakte sig. Et vel tilpas suk forlod hende og hun skævede lidt til sin bedre halvdel. "Ved du hvad jeg nu har lyst til?" spurgte hun og lo let.
Blair var en anelse stakåndet, da han satte sin hustru ned igen og trak sine egne bukser en anelse op, uden at lukke dem med det samme. Det betød dog, at han også væsentlig hurtigere var mere anstændig end hende, men han udnyttede blot muligheden til at lade blikket vandre langsomt ned over hendes udstrakte krop.
En dæmpet brummen, der antydede at han ikke vidste det, blev det eneste svar, før han langsomt fandt hendes øjne igen og så spørgende på hende.
Post by Benevolence Wright on May 8, 2016 18:13:38 GMT
Benevolence havde ikke travlt med at få sin kjole på igen. Men den kolde vind havde vist sig, så det var nok en meget god idé snart at gøre det. Hun havde ingen planer om at blive syg. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over at han stadig betragtede hende. Hun kyssede ham kort inden hun gik et par skridt hvor hun var trådt ud af kjolen.
"Et stort krus koldt øl" bemærkede hun med et grin. Hun strammede roligt snorene de forskellige steder på kjolen og strøg let et par fingre gennem håret et par gange, så hun så nogenlunde anstændigt ud.
Blair betragtede sin hustru med stor tilfredshed, men beklagede sig ikke, da hun dækkede sig til igen. En forkølelse kunne nemt helbredes, men det var stadig besværligt og han foretrak det, når hun sprudlede af energi - som nu.
En dyb, brummende latter gled over hans læber og så snart hun var færdig med kjolen, rakte han ud for at indfange hendes skuldre med sin ene arm. Han plantede et kys mod hendes tinding og førte dem tilbage mod festen. "Det lyder ikke helt ringe."
