Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Benevolence Wright on Apr 30, 2016 22:28:24 GMT
Det var ikke fordi at Benevolence havde nogen inderlig lyst til at smide alle hæmninger og være ligeglad, men det begær han valgte hos hende havde det nogen gange med at tage overhånd og være ligeglad hvor de befandt sig. På det punkt var det Blair der var den fornuftige, for selvfølgelig skulle deres ellers til tider vilde elskov ikke være til skue for andre. At hun så ikke gjorde noget som helst for at dæmpe sig var noget andet. Dér var hun aldeles ligeglad. Ikke om hun ville begrænse sig.
"Lige til tiden, som altid" mumldde hun imod hans læber. "Er det en hentydning til at jeg skal rejse mig og hente det?" spurgte hun og rettede hovedet en smule. Hun lagde kinden mid hans hånd, og SF lyden af hans ord bredte der et skævt smil over hendes læber. Hun svarede ikke på det, men rejste sig i stedet op.
Blairs brummende latter var dæmpet ind mod hendes læber og hånden, der havde hvilet mod hendes kind, gled ned over hendes ryg, før den diskret gav hendes bagdel et klem.
"Du kender mig så godt," svarede han med et drenget smil, der nåede helt op i det drillende blik. Han fulgte hende med blikket, som hun rejste sig og som han sad der, var han temmelig tilfreds med alting. Livet kunne være meget værre, selv med sine komplikationer.
Post by Benevolence Wright on Apr 30, 2016 23:02:04 GMT
Benevolence vuggende let med sine hofter, af reaktion til hans lettere diskrete Klem. Hun var ikke langsom til at komme på benene, især ikke når hun vidste hvad det var i vente. Hun gav ham et par hurtige kys inden hun samlede begge deres krus op, og gik med rolige skridt mod en af tønderne.
Musikken var stadig i fuld gang, og den kædedans som hun før havde været en del af var stadig i fuld gang, som om den kunne fortsætte til evig tid, hvis det var muligt. Med roligt blik betragtede hun de andre der også var til stede, hun mindes at kunne genkende de fleste. Da begge krus var blevet fyldt drejede hun om på hælen og gik tilbage. Nok havde hun fået lidt indenbords, men væltede ikke rundt, og på tilbagevejen måtte hun virkelig holde øje med hvor hun gik, da op til flere berusede mennesker var endt med at vælte rundt.
Blair fulgte hende med blikket, som hun bevægede sig væk og et dæmpet, muntert fnys undslap hende. Han havde ikke meget at klage over, nej, selvom snakken med Bowman stadig ikke var langt fra hans bevidsthed. Det var den største udfordring han stod med og så længe det var sådan, kunne han klare det.
Da Bea dukkede op igen, voksede smilet da også frem på hans læber endnu engang og han tog imod det ene krus med en dæmpet brummen. "Det var bedre."
Post by Benevolence Wright on May 1, 2016 15:39:29 GMT
Da mødte sin mand med et gengældene smil og satte sig ned ved hans side endnu engang. Hun rakte ham det ene krus inden hun selv kastede sig over sit eget. Hun lukkede øjnene og sukkede svagt. Det var sjældent at hun havde tid til at drikke så meget øl som hun fik indebords til fejringer som disse. Hun havde ikke egentlige fridage, men tillod sig selv mere end et glas øl engang imellem.
Hun sad i skrædder stilling, og betragtede bålets flammer. Det var ikke helt almindelig ild, da denne her slags forblev tændt. Hun sukkede svagt og skævede mod Blair. "Det bliver snart endnu bedre" sagde hun og lænede sig lidt ind imod ham, hvor hun bed lidt ud efter hans øreflip.
Blair tøvede ikke med at tage imod kruset eller lægge armen om hende, da først hun satte sig. Han tog sig i at tænke, at hendes lyse hår næsten virkede gyldent i skæret fra flammerne og konstaterede for sig selv, at han nok ikke havde brug for så mange krus igen.
Tankerne blev dog hurtigt distraheret af hendes kærlige behandling og en dæmpet, overrasket lyd undslap ham, før han drejede hovedet mod hende og hævede øjenbrynene lidt. "Jaså?"
Post by Benevolence Wright on May 1, 2016 21:37:41 GMT
Benevolence kunne stadig se lige frem for sig, og hun var ikke ved at falde når hun valsede rundt på sine fødder. Smilet lå let omkring læberne på hende, og hun drak lystigt af sit krus. Dog skulle hun nok holde et par pauser mellem opfyldningen, ellers ville hun have svært ved at finde tilbage til byen.
"Har du ikke lige selv sagt at du vil trække mig ind i skoven?" spurgte hun og kyssede ham roligt på kinden. Hovedet hvilede hun nu på hans skulder imens tømte sit krus for øl. Hun håbede da ikke han allerede havde skiftet mening.
Blair kom til at le dæmpet af sin hustru og begge hans øjenbryn hævede sig en anelse af hende, uden at han svarede med det samme. I stedet tog han en langsom tår, sukkede tungt og lagde ud med et enkelt, henkastet "nej."
Blikket spillede muntert og smilet var drenget, som han strøg den ene hånd over skægget. Den faldt derfra og ned til hendes lår, hvor hun kunne klemme den sammen. "Jeg sagde, at jeg ville komme til det, hvis jeg ikke fik et krus øl til at distrahere mig. Og se nu, hvad jeg har her." Han hævede kruset sigende.
Post by Benevolence Wright on May 3, 2016 13:12:35 GMT
Benevolence der i starten var mere eller mindre optaget af sit krus med øl, lod ikke mærke i hvad han sagde lige til at begynde med. Dog stoppede den lystige indtagelse af øllet da det gik op for hende at han havde sagt nej. Langsomt drejede hun hovedet mod ham. Han skulle ikke komme for godt igang.
Hun kneb øjnene let sammen og satte sig eget, tomme krus fra sig i græsset. "Nåja, jeg skal da i hvert fald ikke tvinge dig ud i hed elskov." sagde han og trak løst på sine skuldre. "Op af et træ" sagde hun og løftede op i begge de løse bryn. Hun rejste sig efterfølgende og svejede lidt med sine hofter uden at sige mere.
Blair tog sig god tid til at nyde det nye krus og han havde ingen ambitioner om at tømme det hurtigt. I hvert fald ikke før Beas ord effektivt havde hans fulde opmærksomhed og øjenbrynene gled et lille stykke op i panden på ham. Hendes næsten nonchalante tone var nok til at gøre ham en anelse tør i halsen og blikket var lidt for opmærksomt, som hun rejste sig.
Nogle sekunder endnu så han opslugt på hende, før en dæmpet latter røg over hendes læber. "Lille heks," konstaterede han mumlende, mens den ene hånd fandt hendes læg og sørgede for at hun ikke flyttede sig. Den anden holdt kruset og han tømte det hurtigt, før han kom på benene og stjal et kys.
Post by Benevolence Wright on May 5, 2016 10:52:47 GMT
Det var et triumferende smil der nu spillede hen over de fyldige læber, da Blairs opmærksomhed fra kruset ændrede sig til at han så op på hende. Det ene lyse bryn skød i vejret, som om hun ventede på at han sagde noget, eller i det mindste viste en eller anden form for beslutsomhed omkring emnet. Men der var ingen tvivl om at hun ville ende med at gøre alt som stod i hendes magt, at få ham op fra bænken. Nu hvor han ikke så det passende omkring andre mennesker.
Hun bøjede hovedet til hans ord, og tog det hele som en kompliment. Hun hvilede sine hænder mod hans skuldre og lænede sig let ind over ham. "Du vil jo ikke have det på nogen anden måde" hviskede hun med et lille grin. Armene blev nu langt omkring ham, som han rejste sig, og var i sin fulde højde. Der var ikke mange centimeter mellem dem, men han skulle alligevel bøje hovedet en anelse for at kysse hende. Hun gengælde kysset og strammede roligt grebet omkring hans arme.
Blair nøjedes med at brumme som det eneste svar og fokuserede i stedet på at gengælde kysset. Han holdt en anelse igen, bevidst om at de ikke var alene.
Da han trak sig tilbage med et drenget smil, var det da ikke særligt hemmelighedsfuldt, da han gav hendes bagdel et hurtigt klem og trak hende med sin ind blandt træerne uden yderligere omsvøb.
Post by Benevolence Wright on May 5, 2016 20:57:12 GMT
flammerne fra bålet oplyste lysningen et godt stykke ind i skoven, men som de kom længere ind trak aften vinden til og ruskede let i trærene mens lyset og varmen kun lå som en hvisken. Benevolence lo let, hun havde stadig sine fingre viklet mellem Blairs som de med hurtige skridt forsvandt ind mellem buske og træer.
Da de var nået langt nok ind, og der ikke var andre lyde end deres åndedræt og vindens vislen, stoppede Bea op, og langsomt slap hun hans hånd, for i stedet roligt at løsne de snore der svang sig fra side til side på brystkassen. Uden noget til at holde kjolen oppe, gled den langsomt af hende. Hun gled sine fingre gennem det lange lyse hår, og med et skævt smil trådte hun med rolige skridt tættere på sin mand. Hendes dybe øjne lå i hans, og langsomt rakte hun ud efter ham.
Blair havde det nogle gange som om, at der aldrig havde været andre kvinder end Benevolence. Der var ingen tvivl om, at hun selv var skyld i det, men han var ikke utilfreds. Tværtimod var han, som så mange gange før, fanget af hendes fortryllelse. Blikket fulgte hende instenst i det blide skær fra månen og han lod det falde taknemmeligt over den velskabte krop, der kom til syne for ham.
Der var ikke helt et smil på hans læber, da han trådte frem. Til gengæld lod han fingerspidserne følge hendes nøgne arm, da den rakte ud efter ham og han sank ind i hendes favn uden tøven. Den frie hånd fandt hendes hage, tiltede den let, så han kunne bøje hovedet og kysse den varme hud på hendes hals. Hånden mod armen gled ned over hendes ryg, fandt hendes lænd og trykkede hende tæt ind til sig; uden at efterlade nogen tvivl om, hvordan hun påvirkede ham fysisk.
Post by Benevolence Wright on May 7, 2016 9:29:21 GMT
Benevolence mente selv at de andre piger der også i sin tid havde fundet Blair tiltalende, ikke havde haft en levende chance, også mest fordi at han selv havde udtalt sig omkring at han ikke ønskede små piger, og der havde ikke fandtes mange af hendes slags, ingen andre end hende skulle hun selv være ærlig, og hæve sig selv lidt. Og aldrig i hendes liv havde hun på noget tidspunkt følt at hun ikke havde været god nok. Selvom ord og lange samtaler ikke var hans stærke side, havde han alligevel noget andet som fik Bea til at føle sig helt i skyerne.
Selvom de snart havde været gift i over enogtyve år, var det af og til som om at hun var helt ung igen. Nok havde hun aldrig været genert, men det blik han kunne give hende, gjorde at alle bekymringer forsvandt for en tid. Hun gled langsomt sine fingre op af hans nakke, og nussede ham i det hår der var mere frit end det der var flettet. Hun sukkede hengiven ved hans berøringer og kys og lod roligt det ene ben glide op af hans. Det var også stunder som disse der fik Bea til aldrig at ville forlade stedet hvor de stod.