Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Callista Blackwood on Apr 27, 2016 22:18:38 GMT
Solen stråler lå som et tyndt silketæppe af varme hen over Hogsmeade, det var som om at den vidste hvilken glæde og fejring der lå for dagen. Callista havde ingen forventninger, hun vidste at det ikke var muligt for hende at føle samme nydelse som mange af de unge og ældre mennesker der strømmede til byen. Alligevel var hun mødt op, der var jo andre måder at fejre Beltane på, og man kunne sagtens gøre det på afstand. At hun var alene ville ikke forhindre hende i at flette en krans af forskellige blomster. Hun kunne altid forære den til sin lillesøster, eller sætte den i åen og lad skæbnen bestemme. Det lyse hår var flettet i et par fletninger der hang ned langt hendes skuldre, og hun var i dagens anledning iført en mørkeblå kjole, med et par finere detaljer end hun normalt gik i.
De svagt brun-grønne øjne fulgte de små boder, og selv lagde hun ikke mærke til de blikke hun blev skænket. Selvom det nok mere var hendes til tider stædige sind der ikke ville kendes ved de flygtige blikke. Hun stod med sin flettede kurv og overvejede om hun skulle tage noget af det med, når tiden til at vandre mod lysningen kom. Selvom tanken om at hun skulle sidde alene ikke helt var imødekommende. Hun endte med at købe sig selv et æble. De svagt lyserøde læber strejdede den grønne overflade, inden hun bed tænderne i det saftige kød.
Post by Willem al-Dimashqi on Apr 28, 2016 12:36:08 GMT
Kærlighed var spildt på Willem. Evnen til at elske andre, til at knytte sig til et andet menneske og lade dette blive en del af hans liv, syntes ikke at være en, han var i besiddelse af. Det betød dog ikke, at han ikke kunne nyde godt at festlighederne, for hvor der var fest i gaderne, var der mange menneske – en oplagt mulighed for uset at snuppe et par værdigenstande under tumulterne. Lommer og punge var uden tvivl var så tunge af guldmønter i dag, hvor hver eneste bod og handelsstand krævede penge af de festende, at han næppe behøvede tænke på at arbejde for føden de kommende par uger.
Med en halvfed adelsmand i sigte, fuldt beredt på at støde ind i ham og snuppe hans værdigenstande under forvirringen, blev Willems opmærksomhed i næste sekund fanget af en lyshåret skønhed, der stod ene og alene og så en anelse betuttet ud. Nok var han en tyv, tilhørte samfundets laveste rang og led ikke under moralske kvaler, men han var nu engang en gentleman, og at lade en pige stå alene til en kærlighedsfest måtte være noget nær en dødssynd.
"Hvorfor står du her helt...?" Brungrønne øjne mødte hans, sendte en bølge en af velkendte følelser ned langs rygraden, og sætningens afslutning forstummede brat på tungespidsen. Det var umuligt. Han kendte ikke denne pige; alligevel syntes situationen at udforme sig efter fortidens spøgelser, bekendt og fremmede på én og samme tid.
Post by Callista Blackwood on Apr 28, 2016 20:54:32 GMT
Callistas tanker var ikke så meget på de omgivelser hun befandt sig i. Hendes tynde fingre gled hen over en gammel slidt bog, og hun forsøgte at tyde skriften på dens fortide, men uden held. Hun kneb langsomt sine øjne sammen i et let suk, og tog den op af rode bunken for at studere den nærmere. Hun havde svagt opdaget at der var en mørk skikkelse der bevægede sig bestemt mod hende, og var allerede ved at dreje hovedet i den modsatte retning da der blev talt til hende. Hun kiggede dog alligevel rundt for at være helt sikker på at manden foran hende henvendte sig til hende. Hun nået knapt at overveje hvad hun skulle sige, da hans træk virkede bekendte.
Hun rynkede let på næsen, så svage folder viste ned over dens ryg. Hun søgte hans blik. "Helt alene?" hun færdiggjorde hans sætning med et roligt smil, og tog endnu et bid af det æble hun havde i hånden. "Det ville ikke undre mig hvis du ikke kan genkende mig" sagde hun og bøjede hovedet en smule. Hun havde forandret sig meget siden de spæde teenageår. Kun til det bedre, hvis man kunne sige det sådan.
Post by Willem al-Dimashqi on May 1, 2016 9:33:31 GMT
Det var ikke blot noget, Willem forestillede sig, da pigen lod til at genkende ham. Brynene skød i vejret, overraskelsen let at tyde på den under alle andre omstændigheder så kontrollerede ansigtsmimik. Skønheder som hende var en sjældenhed; at han ikke skulle kunne genkende hende, hvis han havde set hende før, syntes umuligt.
”Undskyld, jeg…” begyndte han fortrydende, klar til at retfærdiggøre sin forvirring, før hun bøjede hovedet ganske let, så det hvidblonde hår kom til sin ret. I hele sit liv, i alle de lande, han var rejst igennem, havde han kun én gang set en pige med så lyst et hår. Det var ikke noget, han nogensinde ville glemme. ”Callista…?”
Post by Callista Blackwood on May 1, 2016 15:44:52 GMT
Callista kunne ikke lade være med at små grine lidt over ham. Det så ud som om han ikke helt troede på at de kendte hinanden, eller at hun var hvem hun var. Hun strøg et par lyse lokker om bag øret og kastede æbleskroget fra sig, i håb om at ramme tønden der stod lidt væk fra dem. Som hun løftede armen i sigende bevægelse, stilte hun sig svagt på tæer, øjnene blev svagt mindre, så hun bedre kunne fokusere.
Blikket blev dog snart vendt tilbage mod Willem, hvis forvirrende ansigttræk stadig lå over ham. "ja?" hun lagde hovedet lidt på skrå. Mon der kom mere fra ham. Hun kunne ikke mindes at han nogensinde havde været genert eller tom for ord. Hun lyste op i et bredt smil da han selv kunne komme frem til hendes navn. Langsomt nikkede hun.
Post by Willem al-Dimashqi on May 2, 2016 21:04:44 GMT
”Knap nok,” indrømmede Willem og gned sig i det spaltede, mørkebrune hår. Til hans stædige forsvar havde Callista ændret sig en del igennem de år, de havde været adskilt; blondinen, der ved deres sidste møde ikke havde været andet end en ung pige, havde nu en udstråling som intet mindre end en voksen kvinde. Han selv kunne ikke prale af samme åndedrætsstjælende forvandling, for selv som dreng havde han set voksen ud af sin alder, og han var nu engang lige så tjavset at se på, som han altid havde været.
Hastigt fandt det sædvanlige smil vej til de sprukne læber, og det tog ham ikke mange øjeblikke at genvinde charmen efter den midlertidige afbrydelse i form af komplet forvirring. Høfligt bøjede han hovedet som en forsinket hilsen.
”Det er mig en ære at gøre dig selskab, frøken Blackwood. En køn pige som dig burde ikke stå alene en dag som i dag.” Drillende hævede han sine øjenbryn efter den formelle udtalelse, for det var ærligt talt svært pludselig at skulle behandle den lille møgunge, han havde mødt flere år tilbage, som en rigtig dame. Og i øvrigt kunne han slet ikke vide, om hun stadig var en frøken – ikke at det nogensinde havde stoppet ham før.
Post by Callista Blackwood on May 3, 2016 13:31:04 GMT
Callista var aldrig gået særlig meget op i sit udseene, mest af alt fordi hun i de spæde ungdomsår havde svært ved den måde hun så ud på, skønheden var først kommet senere, og der havde det ikke været nødvendigt for hende at frisere sig selv hver morgen. Hun kunne dog ikke gemme tanken væk omkring Willem, at det ikke lignede han havde rykket sig spor siden den sidste gang de havde set hinanden. På den anden side virkede han heller ikke trist og tog det mere eller mindre som et tegn på at det gik ham godt. Hovedet blev lagt undersøgende på skrå som hun betragtede ham lidt. "Du ligner dig selv" erklærede hun med et lille grin. Forbavsende nok lignede han sig selv, selvom han som hende så mere voksen ud.
Lige som ham hilste hun endnu engang på ham, som hørte opdragelsen med, nu var de begge med sikkerhed vidste hvem hinanden var. Selvom hun i starten ikke havde planlagt helt så meget, hvad der skulle ske den følgende aften, så havde hun ikke spor lyst til at takke nej til hans forslag. Derfor tog det hende ikke lang tid, før hun nikkede med hovedet.
"Jeg skal heller ikke noget særligt alligevel" sagde hun og sendte ham et lille smil. "En dag som idag? Så blot fordig det er Beltane, så burde jeg ikke gå alene?" hun hævede det ene bryn lidt som det fortsatte ned af hovedgaden. Hun trak vejret dybt ind, og smilet der hang omkring hendes læber, blev kun bredere. Det var lidt anderledes at gå ved siden af en mand, som hun havde kendt fra da han var ung, og som ikke forsøgte sig hos hende. Hun havde prøvet det for mange gange, og det var somme tider episoder som dem hvor hun af og til ønskede at hun var helt almindelig.
Post by Willem al-Dimashqi on May 3, 2016 15:16:55 GMT
En utydelig brummen forlod de smalle læber, der vendtes opad i et smil. Den eneste bemærkelsesværdige forskel fra deres sidste møde måtte være den forøgede livserfaring og arret, der nu prydede hans højre kind efter en uheldig fordrukken nat.
”Er beltane ikke en kærlighedsfest?” Oprigtig forvirring fyldte blikket, for han fandt ofte sig selv uforstående overfor magikersamfundets mange traditioner og højtider. ”Jeg finder det blot utænkeligt, at du kan gå alene. Bejlerne burde stå klar om hvert et hjørne i hobetal.” En latter fulgte ordene og vidnede om, at de ikke var så alvorligt ment, som de let kunne tolkes.
Han dvælede ved indtrykket af hendes skønhed. Der hvilede et overnaturligt fænomen over hende, som han ikke kunne sætte ord på; som var hendes lyse hår, blågrønne øjne og rene hud af en anden verden. Tryllebundet tilbød han sin arm, så de kunne slentre ned ad gaden i fællesskab som et andet adeligt par, der var for gode til denne slags lavborgerlige udskejelser.
"Hvad laver du så her, hvis du ikke har nogen at dele begivenhederne med?"
Post by Callista Blackwood on May 5, 2016 10:38:22 GMT
Callistas øjne var selv en smule uforstående overfor hans manglende viden om højtiden der lå over dem. Hun vidste ikke helt om hun skulle stole på om han var oprigtig i sine ord. Dog lod hun tvivlen komme ham til gode og nikkede bekræftende.
"Jo, men også hvor vi takker for høsten og livet" Der lå begyndelsen af er smil i den ene side af munden. Fordi hendes lyse hår i forvejen gjorde hendes hud lysere, var det ikke svært at se varmen brede sig hen over kinderne på hende. "Det ved jeg ikke.." erkendte hun med et let skuldetræk. Hun vidste jo godt inderst inde hvilken effekt hun kunne have på de fleste mænd, men fordi at Callista ikke var den flirtende type, eller den der forventningsfuldt gik forrest i køen til livet som nogens kone. Så kunne hun ikke rigtig tage det til sig at mænd sværmede om hende. Det værste var dog kvinderne, som med det samme, eller for det meste altid dømte hende. Dog da latteren skød op i Willem, blev hun hevet tilbage til nutiden, og blikket blev rettet imod ham. Hun grinte ikke, men smilet lå stadig på hende, og gjorde fortsat hendes ansigts træk milde.
Nogen gange havde hun et inderligt ønske om at kunne slukke for det, selvfølgelig havde hun intet imod skønheden i sig selv, men det lå bare langt fra hendes natur at bade sig i det. Hun lagde sin arm på hans, og var i dette øjeblik glad for at hun havde en at følges med, og at af en eller anden underlig årsag at williegenerne i Callista indtil nu ingen effekt havde haft på Willem. Hun håbede at de resterende mænd ville lade hende være.
"Det er en glædensdag, langt over de fleste er i sprudlende godt humør, og det smitter af på os andre. Jeg er ikke så tit i Hogsmeade i de weekender hvor jeg har mulighed for at forlade skolen.. " sagde hun og kiggede lidt frem for sig i et kort øjeblik. "Min familie har brug for min støtte når det er muligt, men jeg så det som den perfekte mulighed til at kommme lidt ud" sagde hun og kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun vidste at Carlyn, hendes lillesøster ville være et eller andet sted. Men de var så forskellige at hun havde opgivet at holde styr på hende. Modsat hende fandt hun en enorm selvtillid i at være halv willie.
"Hvad med dig selv?" kunne hun ikke dy sig for at spørger. I alt hemmelighed var det vel for at høre om han med tiden skulle mødes med en.
Post by Willem al-Dimashqi on May 9, 2016 8:22:14 GMT
En tak for høsten og livet. Skuldermuskulaturen spændtes ganske let, idet Willem lod blikket vandre over det farverige udvalg af magikere, der fyldte gadebilledet. At forholde sig til noget så håndgribeligt som høsten var langt lettere end at takke for kærligheden, der syntes ikkeeksisterende i hans væsen.
”Høsten er jo først om lang tid,” undrede han sig endnu en gang. Foråret havde knap nok gjort sit indtog, og de første spirer var kun lige sprunget ud. Han kunne dog ikke bebrejde de troldmænd, der havde fundet på årsagen til beltane; hvor dårlig grunden dertil end var, så var en fest altid kærkommen.
”Du er snart færdig på skolen, er du ikke?” Callistas præcise alder var umulig for ham at placere, men selvom han huskede den lyshårede som en lille møgunge, havde hun ikke været så meget yngre end ham endda. Et skuldertræk blev svaret på hendes spørgsmål, og atter en gang bredte det sædvanlige smil sig på de smalle læber. ”Beltane er en fest, er det ikke? Jeg kunne umuligt lade chancen for at feste passere forbi.”
Post by Callista Blackwood on May 10, 2016 13:24:46 GMT
Callista måtte indrømme at hun til daglig ikke gik op i hvilke fejringer der på året ville komme. Hun havde alt for meget at se til på skolen og derhjemme. Især nu hvor hendes far havde givet nys om at hun nok skulle forberede sig på sit eget bryllup. Ikke en tanke der huede hende. Men hun var alt for godtroende til at sige ham imod. Hun skyldte ham alt. Han gjorde det næppe af ond mening. Hun ville ikke takke for kærligheden mellem to mennesker, men i stedet for den kærlighed hun modtog af sin familie. Dybe følelser og nære forhold var så langt fra hende, at hun blev helt genert bare ved at strejfe tanken. Det var nu heller ikke fordi at willie generne gjorde hende nogen tjeneste. Nok det modsatte. Hun stolede jo ikke på nogen mænd. Så hvordan i al verden skulle hun kunne forelske sig? Hun mente heller ikke at hun havde travlt.
"Men forberedelserne. Alt det inden skal jo være i orden. Alle nære et håb om en god høst" sagde hun og skævede lidt til ham. Hun var bare glad for at komme lidt ud, og livet i Hogsmeade var noget ud over det sædvanlige. Så var grunden for festlighederne hende ligegyldigt. Hun tog et lidt strammere greb om sin kurv, og overvejede om hun skulle sætte den bag disken på de Tre koste.
"Jo, jeg skal til eksamen om et par uger." sagde hun med et roligt smil. Hun havde haft et par gode år, og var sikker på at det nok skulle gå godt. Hun følte sig nok ikke alt for sikker, da det med sikkerhed kunne vende lige op til. Så hun forsøgte at holde håb og overvejelser i balance med hinanden. Han virkede oprigtig i sine ord, og ikke spor tryllebundet, hun forsøgte inderligt at effekten fra hende var så lav så muligt. Hun ville ende med at blive helt knust, hvis Willems ord og handlinger kom af at han var alt for betaget af hende. "Tager du mod lysningen som de andre, når de store bål tændes?" spurgte hun og bed sig svagt i underlæben. Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, eller håbe på.
Post by Willem al-Dimashqi on May 15, 2016 18:51:22 GMT
Selv Willem, hvis erhverv - et generøst begreb at bruge om hans uærlige levevej - lå så langt fra gårdfolkenes daglige gøremål som overhovedet tænkeligt, nærede et håb om en god høst; en ringe høst betød højere priser på mad og lavere indtjenester på tyverivarer, idet folks punge blev mærkbart lettere, og hver en guldmønt blev vogtet på livet løs, som var den af altafgørende betydning for liv og død.
"Det er sandt," medgav han derfor med et nik, idet blikket søgte ud imod gadebilledet, der bugnede af travle bønder og landejende adelsmænd, hvis indtjenester afhang af de næste par måneders op- og nedture. Måske han alligevel havde gjort ret i at slå et smut forbi festlighederne; udover håbet om at udnytte stakkels kvinders desperate forsøg på at tage ordet "kærlighedsfest" ganske bogstaveligt, så hjalp han åbenbart også med til at sørge for, at høsten ville gå vel med sin blotte tilstedeværelse, havde han forstået Callista korrekt.
"Jeg ønsker dig held og lykke." Aldrig i sit liv havde han været til en eksamen, så nervøsiteten deromkring måtte han erklære sig uforstående overfor. "Muligvis." Blikket fangede de hvide tænder begravet i hendes underlæbe, og øjenbrynene skød spørgende i vejret, idet et fornøjet smil bredte sig på hans læber. "Du vil måske hive mig med? Callista, dog. Jeg burde have vidst, at en pige som dig besidder lunefulde bagtanker, når hun antaster en flot mand som mig," drillede han.
Post by Callista Blackwood on May 17, 2016 20:42:16 GMT
Normalt kunne Callista godt lide at svinge sig mellem andre mennesker, og helt give slip på verdenens bekymringer, hun havde dog bare den konstante frygt for, at skrue endnu mere op for den charmerende udstråling som hun vidste der dulmede inden i hende. Så udover at holde lav profil med vreden, var der også andre følelser hun helst skulle holde nede. Så det var ikke nemt at slå sig løst. "Er du her også for at fejre høsten? Eller, er du mere til kærligheden?" Et lyst bryn skød roligt i vejret, og et let smil spillede hen over de blege læber. Hun ville virkelig gerne have et reelt svar på om han havde tænkt sig at mødes med nogen. Ikke at hun så håbet at han ville forblive i hendes selskab. Hun måtte dog ryste tanken fra sig, for snart kunne hun mærke varmen stige hende til kinderne.
Hun pustede mod hendes pande og forsøgte i et kort øjeblik at undgå hans blik. "Jaeh, jeg er jo snart færdig, så det er de sidste eksamnier. Men det skal nu nok gå godt" sagde hun og smilte lidt. Hun stoppede op af hans ord og forsøgte inderligt at svare ham hurtigt, hun skulle jo bare sige nej. Hun vred sine fingre mod hinanden, og svagt bed hun ned med de hvide tænder omkring underlæben. "Sådan mente jeg det ikke..." forsøgte hun sig.
Post by Willem al-Dimashqi on May 19, 2016 6:23:32 GMT
Willem måtte trække på skuldrene af hendes spørgsmål. ”En fest er en fest, er den ikke?” Det var hverken fejringen af kærlighed eller håbet om en god høst, der bragte ham til – nej, det var selve fejringen i sig selv, der havde lokket ham ind til byen, og hvad folk så end festede over, kunne være ham aldeles ligegyldigt, så længe der bare var alkohol og glade dage i alle gaderne.
Hvad Callista stod og rødmede over, kunne han ikke gennemskue, i hvert fald ikke før hun hørte hans svar, og hendes slanke fingre prompte vred sig ind og ud imellem hinanden i en utilpas mine. Hun var blevet langt mere alvorlig siden sidst; hver eneste gang han forsøgte at drille hende, lod hun til at tage det dybt højtideligt, selvom han ellers udtrykkeligt gjorde det klart, at det blot var drillerier.
”Det ved jeg godt,” forsikrede han hende med et suk i takt med, at smilet langsomt falmede fra de smalle læber.
Post by Callista Blackwood on May 19, 2016 19:36:10 GMT
En fest var en fest, det havde han ganske ret i, og hvis man godt kunne lide at deltage i festligheder, så var grunden vel ligemeget? Der var for det meste altid rigeligt af både mad og drikke. Callista selv gik dog op i det fleste fejringer, og selvom hun havde det svært ved dele af Beltane, så ville hun ikke gemme sig væk, og lade som om hun ikke eksisterede. I stedet for at svare kort, nikkede hun i stedet langsomt med hovedet. Så han havde altså valgt at dumpe ned i Hogsmeade grundet den gode stemning og billigt øl? Hun smilte ved tanken. Det var da også den bedste grund hun længe havde hørt.
Hun trak vejret dybt ind, og forsøgte at få mere styr på sig selv. Hun var ved at gøre hele situationen mere pinlig end det behøvede at være. "Er du sulten?" hun valgte med vilje helt at skifte emnet. Hun slog roligt ud med den ene arm, i retningen af små boder, der samlede sig på det brede stykke af hovedgaden. "De har sukteroverkrukket mandler, og kokus æbler" forsøgte hun at lokke, imens et bredt smil formede sig på læberne.