For første gang i en evighed

Callistas tanker var ikke så meget på de omgivelser hun befandt sig i. Hendes tynde fingre gled hen over en gammel slidt bog, og hun forsøgte at tyde skriften på dens fortide, men uden held. Hun kneb langsomt sine øjne sammen i et let suk, og tog den op af rode bunken for at studere den nærmere. Hun havde svagt opdaget at der var en mørk skikkelse der bevægede sig bestemt mod hende, og var allerede ved at dreje hovedet i den modsatte retning da der blev talt til hende. Hun kiggede dog alligevel rundt for at være helt sikker på at manden foran hende henvendte sig til hende. Hun nået knapt at overveje hvad hun skulle sige, da hans træk virkede bekendte.

Hun rynkede let på næsen, så svage folder viste ned over dens ryg. Hun søgte hans blik.
"Helt alene?" hun færdiggjorde hans sætning med et roligt smil, og tog endnu et bid af det æble hun havde i hånden.
"Det ville ikke undre mig hvis du ikke kan genkende mig" sagde hun og bøjede hovedet en smule. Hun havde forandret sig meget siden de spæde teenageår. Kun til det bedre, hvis man kunne sige det sådan.

Callista kunne ikke lade være med at små grine lidt over ham. Det så ud som om han ikke helt troede på at de kendte hinanden, eller at hun var hvem hun var. Hun strøg et par lyse lokker om bag øret og kastede æbleskroget fra sig, i håb om at ramme tønden der stod lidt væk fra dem. Som hun løftede armen i sigende bevægelse, stilte hun sig svagt på tæer, øjnene blev svagt mindre, så hun bedre kunne fokusere.

Blikket blev dog snart vendt tilbage mod Willem, hvis forvirrende ansigttræk stadig lå over ham.
"ja?" hun lagde hovedet lidt på skrå. Mon der kom mere fra ham. Hun kunne ikke mindes at han nogensinde havde været genert eller tom for ord. Hun lyste op i et bredt smil da han selv kunne komme frem til hendes navn. Langsomt nikkede hun.

"Tænk at du alligevel kunne huske det"

Callista var aldrig gået særlig meget op i sit udseene, mest af alt fordi hun i de spæde ungdomsår havde svært ved den måde hun så ud på, skønheden var først kommet senere, og der havde det ikke været nødvendigt for hende at frisere sig selv hver morgen. Hun kunne dog ikke gemme tanken væk omkring Willem, at det ikke lignede han havde rykket sig spor siden den sidste gang de havde set hinanden. På den anden side virkede han heller ikke trist og tog det mere eller mindre som et tegn på at det gik ham godt. Hovedet blev lagt undersøgende på skrå som hun betragtede ham lidt.
"Du ligner dig selv" erklærede hun med et lille grin. Forbavsende nok lignede han sig selv, selvom han som hende så mere voksen ud.

Lige som ham hilste hun endnu engang på ham, som hørte opdragelsen med, nu var de begge med sikkerhed vidste hvem hinanden var. Selvom hun i starten ikke havde planlagt helt så meget, hvad der skulle ske den følgende aften, så havde hun ikke spor lyst til at takke nej til hans forslag. Derfor tog det hende ikke lang tid, før hun nikkede med hovedet.

"Jeg skal heller ikke noget særligt alligevel" sagde hun og sendte ham et lille smil.
"En dag som idag? Så blot fordig det er Beltane, så burde jeg ikke gå alene?" hun hævede det ene bryn lidt som det fortsatte ned af hovedgaden. Hun trak vejret dybt ind, og smilet der hang omkring hendes læber, blev kun bredere. Det var lidt anderledes at gå ved siden af en mand, som hun havde kendt fra da han var ung, og som ikke forsøgte sig hos hende. Hun havde prøvet det for mange gange, og det var somme tider episoder som dem hvor hun af og til ønskede at hun var helt almindelig.

Callistas øjne var selv en smule uforstående overfor hans manglende viden om højtiden der lå over dem. Hun vidste ikke helt om hun skulle stole på om han var oprigtig i sine ord. Dog lod hun tvivlen komme ham til gode og nikkede bekræftende.

"Jo, men også hvor vi takker for høsten og livet" Der lå begyndelsen af er smil i den ene side af munden. Fordi hendes lyse hår i forvejen gjorde hendes hud lysere, var det ikke svært at se varmen brede sig hen over kinderne på hende.
"Det ved jeg ikke.." erkendte hun med et let skuldetræk. Hun vidste jo godt inderst inde hvilken effekt hun kunne have på de fleste mænd, men fordi at Callista ikke var den flirtende type, eller den der forventningsfuldt gik forrest i køen til livet som nogens kone. Så kunne hun ikke rigtig tage det til sig at mænd sværmede om hende. Det værste var dog kvinderne, som med det samme, eller for det meste altid dømte hende. Dog da latteren skød op i Willem, blev hun hevet tilbage til nutiden, og blikket blev rettet imod ham. Hun grinte ikke, men smilet lå stadig på hende, og gjorde fortsat hendes ansigts træk milde.

Nogen gange havde hun et inderligt ønske om at kunne slukke for det, selvfølgelig havde hun intet imod skønheden i sig selv, men det lå bare langt fra hendes natur at bade sig i det. Hun lagde sin arm på hans, og var i dette øjeblik glad for at hun havde en at følges med, og at af en eller anden underlig årsag at williegenerne i Callista indtil nu ingen effekt havde haft på Willem. Hun håbede at de resterende mænd ville lade hende være.

"Det er en glædensdag, langt over de fleste er i sprudlende godt humør, og det smitter af på os andre. Jeg er ikke så tit i Hogsmeade i de weekender hvor jeg har mulighed for at forlade skolen.. " sagde hun og kiggede lidt frem for sig i et kort øjeblik.
"Min familie har brug for min støtte når det er muligt, men jeg så det som den perfekte mulighed til at kommme lidt ud" sagde hun og kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun vidste at Carlyn, hendes lillesøster ville være et eller andet sted. Men de var så forskellige at hun havde opgivet at holde styr på hende. Modsat hende fandt hun en enorm selvtillid i at være halv willie.

"Hvad med dig selv?" kunne hun ikke dy sig for at spørger. I alt hemmelighed var det vel for at høre om han med tiden skulle mødes med en.

Callista måtte indrømme at hun til daglig ikke gik op i hvilke fejringer der på året ville komme. Hun havde alt for meget at se til på skolen og derhjemme. Især nu hvor hendes far havde givet nys om at hun nok skulle forberede sig på sit eget bryllup. Ikke en tanke der huede hende. Men hun var alt for godtroende til at sige ham imod. Hun skyldte ham alt. Han gjorde det næppe af ond mening. Hun ville ikke takke for kærligheden mellem to mennesker, men i stedet for den kærlighed hun modtog af sin familie. Dybe følelser og nære forhold var så langt fra hende, at hun blev helt genert bare ved at strejfe tanken. Det var nu heller ikke fordi at willie generne gjorde hende nogen tjeneste. Nok det modsatte. Hun stolede jo ikke på nogen mænd. Så hvordan i al verden skulle hun kunne forelske sig? Hun mente heller ikke at hun havde travlt.

"Men forberedelserne. Alt det inden skal jo være i orden. Alle nære et håb om en god høst" sagde hun og skævede lidt til ham. Hun var bare glad for at komme lidt ud, og livet i Hogsmeade var noget ud over det sædvanlige. Så var grunden for festlighederne hende ligegyldigt. Hun tog et lidt strammere greb om sin kurv, og overvejede om hun skulle sætte den bag disken på de Tre koste.

"Jo, jeg skal til eksamen om et par uger." sagde hun med et roligt smil. Hun havde haft et par gode år, og var sikker på at det nok skulle gå godt. Hun følte sig nok ikke alt for sikker, da det med sikkerhed kunne vende lige op til. Så hun forsøgte at holde håb og overvejelser i balance med hinanden. Han virkede oprigtig i sine ord, og ikke spor tryllebundet, hun forsøgte inderligt at effekten fra hende var så lav så muligt. Hun ville ende med at blive helt knust, hvis Willems ord og handlinger kom af at han var alt for betaget af hende.
"Tager du mod lysningen som de andre, når de store bål tændes?" spurgte hun og bed sig svagt i underlæben. Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, eller håbe på.

Normalt kunne Callista godt lide at svinge sig mellem andre mennesker, og helt give slip på verdenens bekymringer, hun havde dog bare den konstante frygt for, at skrue endnu mere op for den charmerende udstråling som hun vidste der dulmede inden i hende. Så udover at holde lav profil med vreden, var der også andre følelser hun helst skulle holde nede. Så det var ikke nemt at slå sig løst.
"Er du her også for at fejre høsten? Eller, er du mere til kærligheden?" Et lyst bryn skød roligt i vejret, og et let smil spillede hen over de blege læber. Hun ville virkelig gerne have et reelt svar på om han havde tænkt sig at mødes med nogen. Ikke at hun så håbet at han ville forblive i hendes selskab. Hun måtte dog ryste tanken fra sig, for snart kunne hun mærke varmen stige hende til kinderne.

Hun pustede mod hendes pande og forsøgte i et kort øjeblik at undgå hans blik.
"Jaeh, jeg er jo snart færdig, så det er de sidste eksamnier. Men det skal nu nok gå godt" sagde hun og smilte lidt. Hun stoppede op af hans ord og forsøgte inderligt at svare ham hurtigt, hun skulle jo bare sige nej. Hun vred sine fingre mod hinanden, og svagt bed hun ned med de hvide tænder omkring underlæben.
"Sådan mente jeg det ikke..." forsøgte hun sig.