|
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 30, 2016 23:16:30 GMT
Det gjorde ham ikke specielt godt tilpas at snakke om kærlighed på den måde, selvom forelskelse ikke helt kunne tolkes på samme måde. Han kendte kun til ullykkelig hændelser. Han holdte sig så langt væk som det overhovedet var muligt. Men det forhindrede ham ikke i at være glad på andres vegne. Men han måtte erkende at han nok altid ville være overbeskyttende i forhold til Agnes. Han ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis der skete hende noget.
"Katoffel, kartoffel." sagde han og grinte lidt. Den engelske måde at sige rodfrugten på var for ham utrolig morsom. "Jeg ønsker bare ikke at du går for hurtigt frem i et forhold så længe du ikke har dig selv med." sagde han med en mere seriøs mine. Han skævede til hende. "Åh du ved, lidt af det hele.. Nårh ja forresten" sagde han og satte sig op. "Jeg skak giftes" håb sagde det ned sådan en tone at han ikke selv ville tro på det. For det var vitterligt hvad han forsøgte. At bilde sin ind at det var en ond joke.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Apr 30, 2016 23:30:37 GMT
Agnes' smil var varmt, da hun så på ham - også selvom hans ord fik hendes mave til at knuge sig sammen. "Du er altid så god ved mig," konstaterede hun med ord, der måske ville have virket drillende, hvis ikke hun mente dem i ramme alvor. Så meget talte det milde blik for; lige inden, han talte igen og det blev erstattet med et af overraskelse.
"Giftes?" gentog hun, som om hun ikke havde hørt hvad han havde sagt. Det havde hun til gengæld, højt og tydeligt. En dæmpet, næsten vantro lyd undslap hende, men mere over hans præsentation. Det var ingen overraskelse, at en adelig arving skulle giftes en dag. "Og det nævner du som et forresten? Jacquet!"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on May 1, 2016 15:31:28 GMT
Det var ikke fordi han nød at holde noget hemmeligt for hende, sandheden var at han var naiv nok til at tro at hvis an intet sagde, hvis ikke han talte om det, så var det nok ikke sandt. Men med tiden havde han haft brug for at fortælle det til nogen. Han gned sine øjne og skævede til hende endnu engang. Han vidste godt at hun havde hørt ham, men nikkede alligevel bekræftende til hendes gentagelse af ordet.
Han trak lidt på sine skuldre. "Det er jo ikke noget jeg har lyst til" sagde han små frustreret og kløede sig lidt på armen. Det var ikke så lunt som tidligere. "Jeg kender hende ikke engang.." sagde han og forsøgte at fange hendes blik. Det var vigtigt for ham at hun ikke var sur på ham.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on May 1, 2016 19:57:34 GMT
Agnes' umiddelbare overraskelse lagde sig snart og hendes øjenbryn trak sig i stedet en anelse sammen. "Der er intet, du kan gøre?" spurgte hun dæmpet, mildt, men også allerede klar over svaret på spørgsmålet. Det var ingen hemmelighed, hvordan det foregik i de adeliges verden og til tider også i de borgerliges.
"Hvem er hun?" spurgte hun efter et øjeblik, dæmpet og uinteresseret i at blive overhørt.
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on May 2, 2016 21:15:08 GMT
Jacquet kiggede lidt på hende som om hun ikke hørte hvad han lige havde sagt, eller som om hun overhovedet ikke kendte til hvordan det foregik i familier som hans. Han rystede langsomt på hovedet af hende spørgsmål og lukkede kort sine øjne. Rynken i panden var stadig synligt. "Hvad skulle det dog være?" spurgte han håbløst. Han kunne ikke se nogen anden udvej end at gøre som han bar bad ham om.
"Hun hedder noget med A.. Anna. Annie.. Nea.." han forsøgte han finde frem til navnet. "An.... og så noget med Katherine, dét ved jeg." sagde han og rystede på hovedet. Han havde ikke gjort noget for at huske navnet. "Hun er en fransk-engelsk fuldblods familie. Hans far er en gammel ven af min" sagde han og skævede til hende.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on May 2, 2016 22:10:21 GMT
Agnes havde ingen løsninger. Der var ingen del af hende, der brød sig om arrangerede ægteskaber mellem to parter, hvor i hvert fald den ene var så tydeligt modvillig. Hun vidste dog også, at det var sådan det fungerede blandt adelen og at der var gode grunde bag. Ikke at det gjorde situationen meget bedre.
De blå øjenbryn hævede sig lidt. "Ja, du lyder virkelig imponeret af hende," kunne hun ikke lade være med at bemærke, før hun skar en lille grimasse. "Er der overhovedet noget jeg kan sige, for at gøre det bedre?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on May 3, 2016 13:07:46 GMT
"Jeg kender hende ikke.." mumlede han og rynkede svagt endnu engang i begge bryn. Han havde overhovedet ikke taget sig tid til det.
Det var ikke fordi at nyheden om bryllup var kommet som et chok for ham. Han havde ærlig talt vidst det i noget tid, men fordi pigebarnet først skulle blive myndig først havde han for længst fortrængt tanken. Han rettede hovedet en smule og besluttede sig for at gå på jagt efter noget at drikke. Det tog ham dog ikke længe, og snart var han tilbage med et krus til dem begge.
"Du kunne tage imod mit tilbud om at løbe bort med mig" sagde han og små grinte.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on May 3, 2016 17:48:19 GMT
Agnes så efter Jacquet med let sammentrukne øjenbryn og hun kunne intet andet end at være svagt bekymret for sin ven. Der var tidspunkter, hvor det var tydeligere end andre, at de var fra to, vidt forskellige verdner. Agnes havde overtaget ansvaret for sig selv og sit liv, i det øjeblik hun havde forladt mugglernes verden, mens der var folk, der var mere afhængige af Jacquet, end de nogensinde ville være af hende.
Den tanke musede hun lidt over, da han kom tilbage og hun tog taknemmeligt imod kruset med varm cider. En dæmpet, munter lyd røg i tilgift over hendes læber ved ordene. "Hvis jeg troede, at det ville hjælpe noget, ville jeg måske overveje det," konstaterede hun, selvom hun med sig selv vidste, at det ikke var sandt.
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on May 5, 2016 10:46:00 GMT
Jacquet havde aldrig været den typiske adelig dreng og arving. Det var nok derfor han ikke altid kom lige godt ud af det med sin far, og søskende, mest af alt Marie, som havde høje forventninger til ham. Det havde måske også været derfor at han var blevet trolovet med en anden, så hurtigt det var muligt, fordi at der var usikkerhed om han med tiden nu også fandt en kone, en rigtig en. Jacquet kunne af og til føle alt for meget ansvar, og havde inderligt et ønske om at der var en han kunne give opgaven videre til. Men den drøm havde han haft længe nu, og han var rundet de tredive og der var stadig intet mirakel sket.
Han sendte hende blot et mildt smil inden han satte sig tilbage på tæppet med sit eget krus. "Det hjælper lidt på det" mumlede han og sukkede dybt. Hovedrystende vendte han blikket mod hende. "Jeg må jo bare gifte mig med hende.. Så vidst jeg husker er hun ikke grim" sagde han og tog et par store tåre af øllet. Det gjorde det lidt bedre end hvis det viste sig at hun overhovedet ikke var hans type udseensmæssigt. problemet lå os i at hun kun lige var blevet myndig. Hun kunne være hans søster, hvilket var et stort problem for ham. Han kunne mærke at tanken satte spor ned af ryggen på ham. "Hun er jo kun en lille pige. Jeg forstår slet ikke min far" sagde han og kiggede lidt på Agnes.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on May 5, 2016 14:04:10 GMT
Agnes betragtede sin ven med let sammenknebne øjne. Bekymret, men også velvidende, at der ikke var noget hun kunne sige, der ville ændre på situationen. Hun nøjedes af samme grund med at nikke forstående, før hun ændrede emnet til noget lidt mindre alvorligt og sørgede for at forsegle det med en skål. Tråd afsluttet
|
|