Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 27, 2016 20:13:54 GMT
At skulle sætte ord på følelser omkring Beltane, var for Jacquet en umulig opgave, med mindre at det var ham tilladt at komme med et smørret smil. Det var ikke fordi festligheden som sådan betød det store for ham. Han var ingen bonde, han ejede som sådan ingen gårde, og han var langt fra gift. Selvom der med sikkerhed var et par unge piger der bestemt mente at de fortjente en blomsterkrans fra ham. Til det kunne han blot smile. Hvis ikke Agnes havde slæbt ham med, havde han siddet på de tre koste endnu. Han jagtede ikke håbefulde unge mennesker, men hvis de tilfældigvis faldt ned i hans arme, hvem var han så at afvise dem? Det var ikke så koldt at han behøvede at trække i sin vinter mundering, dog heller ikke så varmt at han ikke behøvede noget som helst over sig.
Jacquet havde ikke været i Hogsmeade særlig længe. Egentlig var han aldrig særlig længe nogen steder. Han egnede sig ikke til at blive i længere tid, og havde intet ønske om at slå sig ned. Det var også en del nemmere at holde styr på de damer han af og til besøgte, hvis de ikke alle sammen minglede rundt i den samme by. Han havde ingen hjertenskær her, udover Agnes, men hun talte ikke længere. Selvom han godt kunne lide at minde hende om at han stadig var vild med hende; dog var det en stærk overdrivelse. Han satte pris på hendes selskab, og hun var dog en af de eneste piger han kunne ligge tæt op af, hvor intet skete. Hvor det var venlige strøg mod hendes arm, og beskyttende arme om hendes krop. Han rakte ud efter en blomst fra et af de små boder, smed en mønt efter sælgeren inden han rakte den til Agnes.
"Tænk at du gider at bruge en hel aften sammen med mig Aggie, og så til en fejring af frugtbarheden. Jeg håber ikke du er ude på at lokke tøjet af mig" sagde han med et let grin. Han strøg en hånd gennem det lyse hår og kiggede lidt på hende.
Post by Agnes Slughorn on Apr 27, 2016 20:22:01 GMT
Agnes var ankommet til Hogsmeade sammen med hele bryllupsfølget og det var ikke helt tilfældigt, at hun havde forladt dem for en kort stund. Da hun, til sin egen glæde, fandt en gammel, kær ven siddende nær alene i krostuen, tøvede hun da heller ikke med at gribe fat i ham og trække ham med mod festlighederne. En glimrende distraktion, men han var absolut også mere end det. Selskab, som hun nødigt ville undvære og absolut ingen betænkeligheder havde ved at hellige sig for en tid.
En impulsiv latter gled over hendes læber og der var ingen tegn på hverken rødmen eller forurettelse over hans ord. "Du smigrer dig selv," konstaterede hun i stedet og hævede de blå øjenbryn lidt, mens hun tog imod blomsten. Hun duftede til den, mens blikket vandrede mod den halvtomme gade. Alle var på vej mod lysningen og de fleste var der allerede. I stedet for at tænke på det, rettede blikket sig mod vennen igen, drillende. "Du glemmer, at jeg har set dig uden tøj på."
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 27, 2016 20:32:13 GMT
Jacquet var taknemmelig for at veninden havde insisteret på at slæbe ham med ud, for ellers havde han nok siddet inde i krostuen endnu, med det ene krus øl efter det andet. Ikke at det var fordi han ville drukne sine sorger, han orkede for en gangs skyld bare ikke smukke unge piger, det var lige før at man skulle tro han var syg. Der var noget intet der kunne måle sig med det selskab han var endt med at havne i. Især fordi det var så uventet, han vidste godt at hun var invitere til et bryllup, men havde ikke fået det med at hun ville hente ham. Han smilte lidt over sine ord. "Hvem skal ellers gøre det?" spurgte han og smålo. Han havde en hvilene arm placeret omkring hendes liv, uden nogen form for bagtanke. De havde været venner for længe til at der lå noget bag; og tilpas med afslag også.
"Det blår hår klær' dig" bemærkede han så. Han havde ikke selv taget det til sig at farve sit hår i anledningen af Ostara. Han var alt for glad for sin gyldne manke til at lade det farve. Han havde intet imod at der ikke var særlig mange mennesker på hovedgaden. Så slap de for at blive puffet til. "Op til flere gange. Det bedste syn du længe har set, mindes jeg" sagde han og lo igen. Han rystede smilene på hovedet.
Post by Agnes Slughorn on Apr 27, 2016 20:39:24 GMT
Agnes lo. En kort, munter latter, der blev godt opvejet af det skeptiske blik hun sendte ham. Det var et evigt tilbagevendende emne for dem og det var stadig underholdende, selvom det var længe siden den nat, de havde delt sammen. Agnes havde dog ingen fortrydelser omkring det.
Belejligt undlod hun at svare ham på det sidste, men så blot uskyldigt op på ham. "Jeg tror også, at det villle klæde dig med lilla. Skal jeg ikke klare det for dig? Jeg har hørt, at kvinderne er vilde med det."
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 27, 2016 20:48:05 GMT
Jacquet rystede på hovedet. "Nej er du da vanvittig, kvinderne elsker mit naturlige look. De er elle vilde." forsikrede han hende op med et roligt smil. Selv ikke på hendes opfordring ville han gøre det, med mindre der var en chance for at han kunne lokke tøjet af hende. Selvom han godt vidste det aldrig ville ske, lå ønsket stadig hos ham, uden at det blev noget han var nød til at påpege hele tiden. Han ville heller beholde hende som veninde, end helt at miste hende, fordi han var en idiot.
Han betragtede de små boder de gik forbi med et roligt blik. "Skulle vi ikke finde et sted at sidde? vi har gået i næsten 10 minutter uden at jeg har fået noget at drikke." små lo han med et blidt smil. Det ville ikke gøre ham noget at sidde lidt og iagttage folk imens han fik lidt at drikke. Samtidig kunne han også høre hvad hun havde oplevet af spændende ting.
Post by Agnes Slughorn on Apr 27, 2016 21:02:49 GMT
Agnes himlede med øjnene af sin utålmodige ven, men det spolerede ikke smilet på hendes læber. "Vi er næsten ved lysningen. Om lidt er alle der og så vil der slet ikke være øl at købe her," konstaterede hun og ville have hægtet armen ind i hans, hvis ikke det havde været for det faktum, at han trods alt var adelig og hun var borgerlig. De var venner, havde været det længe, men rygter sværmede nemt.
"Du vil ikke gå glip af det," lovede hun ham, mens hun tænkte tilbage på fejringerne året forinden. Der havde verden set væsentlig anderledes ud og tanken fik en enkelt, boblende følelse til at sprede sig i hendes mave. Før den kunne nå at overtage, rettede hun sit fokus mod noget andet. "Du må da have en køn kvinde, der venter på dig derude?"
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 27, 2016 21:14:34 GMT
Jacquet nikkede langsomt med et lille suk, han kunne nok godt vente til de var fremme. Det var også meget hyggeligere at sidde på et tæppe, omringet af skov, end at sidde på en eller anden bænk i byen. Det var derfor ikke et opgivende suk, men et mere du-har-ret lignede suk.
"Jeg stoler på dig så" sagde han så, og prikkede hende lidt i siden. De skulle trods alt ikke gå så langt som han havde frygtet. Det slog ham at han aldrig rigtig havde fejret Beltane som de fleste andre. "En køn kvinde?" han hævede det ene bryn og kiggede på hende. "Jeg er da sammen med dig er det ikke nok?" spurgte han med et lille smil. Han rystede dog på hovedet. "Men nej, ingen kønne kvinder i vente." sagde han og strakte sig. Svagt skævede han til hende. "Har du en du skal møde?"
Post by Agnes Slughorn on Apr 27, 2016 21:23:40 GMT
Agnes hævede et enkelt øjenbryn af sin ven og ville have pointeret, at det lød meget lidt som ham, hvis ikke han havde forsat med et spørgsmål, der gjorde hende en lille smule tør i halsen. Svaret var egentlig simpelt nok, men der lå noget mere bag det, som var svært at se forbi. Hun klarede halsen lidt, som hun rettede blikket frem, smilende.
"Du kender mig," svarede hun, uoplysende. Det havde aldrig været nogen hemmelighed, at hun havde mænd og at det aldrig var den samme. At situationen måske var anderledes nu, havde hun ikke brug for at tænke på. Så i stedet veg hun udenom hans prikkende finger og fortsatte henkastet. "Og jeg kender dig. Er du syg? Så vidt jeg husker, plejer du næsten at have flere, end du kan klare."
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 27, 2016 21:50:27 GMT
Jacqut kunne ikke lade være med at rynke lidt på begge bryn over at hun var længe om at svare på hans spørgsmål. Ikke at hun plejede at være lige så åben som hende, men han vidste at hun vist nok også havde forskellige mænd, som perler på en snor. Det varme smil lå dog stadig på hans læber. "Det gør jeg ja.. Og det ligner dig ikke at være så stille omkring det" sagde han ærligt og kløede sig lidt i nakken.
"Jeg har mine hænder tilpas nok fulde. Idag har jeg dog kun tænkt mig at tilbringe tid sammen med dig, med mindre en ung villig pige kommer dansene forbi mig som en eller anden nymfe, hvem er jeg og afvise hende?" sagde han og lo. Han rystede på hovedet af hende og kiggede rundt mellem trærene. Han kunne se at de andre også var på vej mod lysningen, dog ønskede Jacquet at finde et sted hvor der ikke var andre.
Post by Agnes Slughorn on Apr 27, 2016 21:57:39 GMT
Agnes trak lidt på smilebåndet. "Jeg er da altid diskret," konstaterede hun uskyldigt, velvidende at det var en sandhed med modifikationer, men i det her tilfælde ganske sandt. Hun var dog mere end villig til at slippe emnet og slog blot en hjertelig latter op over hans næste ord.
"Jeg er glad for at vide, at min ven ikke er helt væk," konstaterede hun med et spillende blik, som de trådte ind blandt menneskemængden. "Beltane plejer at have fristelser nok."
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 27, 2016 22:22:57 GMT
Jacquet kendte sin veninde så godt nu, at hun ikke behøvede at sige meget før at han opfattede at emnet ikke var ønsket. Selv mente han nu at han på et eller andet tidspunkt nok skulle få det ud af hende. Men for nu lod han det ligge. Han ønskede ingen dårlig stemning. "Det siger du jo" var det eneste han sagde til det. Han smilte stadig lidt til hende.
"Jeg er altid den samme" konstateret han med et grin. Han lod det blå blik glide forbi de mange mennesker, blot for at teste hendes ord, om det nu også var rigtigt. Der var en del, men Jacquet var kræsen, selvom han godt kunne udpege et par piger som han ikke ville have noget imod at se lidt mere an. Dog vendte han hurtigt opmærksomheden mod Agnes. "Vil du da af med mig?" spurgte han og sørgede for at holde øje med et passende sted hvor de kunne sidde.
Post by Agnes Slughorn on Apr 27, 2016 22:26:39 GMT
Der var mange mennesker og Agnes' blik søgte naturligt nok det selskab hun var kommet med. Før hun kunne få øje på dem, trak vennens spørgsmål dog et dæmpet fnys over hendes læber og hun tillod sig alligevel at give hans arm et enkelt klem. "Ikke tale om," konstaterede hun simpelt. "Jeg ser dig så sjældent."
Med et enkelt, bestemt blik op på ham, vendte blikket tilbage til mængden, før hun fik øje på en krøllet hårpragt, der tilhørte en lille, lavstammet heks. "Vi kan sidde derovre," konstaterede hun, men med et enkelt spørgende blik op på ham. Hun ville ikke bare trække ham med.
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 27, 2016 22:38:35 GMT
Jacquet selv var også glad for at tilbringe tid med veninden, for hun havde ganske ret i at de ikke så hinanden så ofte som han måske ønskede. Han kunne godt bruge hendes råd, og hun var jo sygeplejerske, skulle der endelig ske ham noget, ventetid ikke kunne kurere. Han kunne igen ikke lade være med at grine. "Det er vi vist begge ude om" sagde han til hendes ord om at de ikke så hinanden så tit. I den sidste tid havde de åbenbart begge haft en del at se til. han forsøgte dog at være i Hogsmeade så ofte så muligt.
Jacquet vendte blikket i hendes retning og rynkede lidt på næsen. Hvis ikke det kunne være bedre. Han nikkede. "Sagtens.." sagde han og begyndte at gå derover. Det var egentlig et udmærket sted, og der sad ingen de kendte, så de skulle ikke tage helt så meget hensyn.
Post by Agnes Slughorn on Apr 28, 2016 10:52:40 GMT
Agnes nikkede lidt og tog sin ven med over til det lille følge, hun selv var kommet sammen med. Hun udvekslede et enkelt smil med bruden, præsenterede Jacquet kort og kastede et enkelt, flygtigt blik i en anden retning, før hun fandt en ledig plads på et af de tæpper, der var blevet bredt ud.
Der var så meget snak omkring dem, at det ikke var svært at føre en samtale på tomandshånd uden at det var akavet og Agnes gled ned på den ene hofte, glattende en anelse på skørtet. "Hvor har du gjort af din søster? Jeg troede, at hun boede med dig." Det var ikke fordi, at den mugglerfødte, borgerlige heks nogensinde havde vekslet ord med den væsentlig mere konservative fuldblodsheks, men hun havde hørt om hende.
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 28, 2016 15:28:38 GMT
Jacquet havde ikke forventet i første omgang at Agnes kendte den lille heks, men ikke destro mindre hilste han pænt på hende. Efterfølgende satte han sig ved siden af sin veninde med et let suk. "Tæppe og det hele, er der andet i vente?" spurgte han og smilte afslappet. Han kunne stadig godt bruge den øl som hun havde frarøvet ham.
Jacquet skar en mild grimasse da hun nævne hans lillesøster. Med et let suk bøjede han lidt i nakken. "Tror du selv at Marie vil sidde på jorden, i skoven, omringet af pøblen?" spurgte han og løftede armene over hovedet og strakte kroppen. "Jeg vil tro hun stadig er hos Malfoy familien." sagde han med et let skuldetræk. "Jeg syntes vi snakker alt for meget om mig, du skylder mig også lidt fra dit liv siden sidst vi så hinanden" sagde han og lagde sig ned på ryggen og skævede op på hende.