Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Agnes Slughorn on Apr 28, 2016 18:28:44 GMT
Agnes var som udgangspunkt ikke typen, der talte ilde om folk, hun ikke kendte, men Jacquets ord var ikke så slemme, at det ikke trak faretruende i hendes mundvige. Det var svar nok på hans ord. Det var svært at forestille sig den lidt snerpede adelskvinde nærme sig noget, der ikke var edderdunspuder og adelsfolk.
Til gengæld var hun også mere optaget af de næste ord, men fik ikke en mulighed for at stille et spørgsmål, inden han havde skiftet emne. Et dæmpet fnys røg over hendes læber, men det sitrede alligevel lidt i læberne. "Der sker ikke så meget," konstaterede hun, decideret usandt. "Arbejdet tager meget af min tid."
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 28, 2016 20:46:04 GMT
Jacquet kunne aldrig finde på at tale desideret dårligt om sin familie, men fordi han nok lå lidt fra de fornemme nyder, når han blandede sig med almindelige mennesker, så kunne han hurtigt se lidt skævt på sine øvrige familiemedlemmer. Han så ingen grund til at skabe unødvendige scener. Det blandt andet også derfor han i sin tid havde opsøgt Agnes, hun var så langt fra hvad han normalt var vant til.
Det var ikke alt hvad hun sagde som Jacquet sugede til sig, og selvom han ville lægge sin lid til den unge kvinde, og altid havde været ærlig, kunne han alligevel mærke at hendes ord ikke var helt så sande. "Arbejdet eh? Jeg kan sagtens forestillig mig at der et par unge elever der ønsker at blive tilset af dine yndige hænder" sagde han og smågrinte lidt.
Post by Agnes Slughorn on Apr 28, 2016 20:53:31 GMT
Agnes hævede øjenbrynene lidt over den skeptiske tone, men undlod at se udfordrende på ham. I stedet sank hun lidt mere afslappet sammen og skar en grimasse. Den blev dog efterfulgt af en dæmpet latter og et næsten overbærende ansigtsudtryk.
"Lidt for mange," konstaterede hun med et sigende blik. "Jeg håber, at nyhedsværdien snart går over. Jeg ville ikke have noget imod færre teenagedrenge, der gav hinanden en blodtud for at komme på besøg."
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 28, 2016 21:21:56 GMT
Det var rart at sidde her sammen med hende. Jacquet kunne godt mærke at han havde savnet hende. Udover selskabet plejede han at tage et par af hendes råd med sig. Det ærgede ham at de begge ikke havde særlig meget tid til andet udover deres arbejde. Okay det var lidt en overdrivelse fra hans egen side, da han tit og ofte var at finde på kroen efter solen var gået ned.
Jacquet kunne ikke lade være med at grine. "Åh jeg ville give min højre arm for at blive tilset af dig" sagde han og rystede lidt på hovedet. Han kunne dog godt se problemet i det. Dog gjorde de unge piger som han ellers afvise ikke noget fysisk ved sig selv for at få hans opmærksomhed.
Post by Agnes Slughorn on Apr 28, 2016 21:32:19 GMT
Agnes fnøs dæmpet over hans ord, men det blev fulgt af et skævt smil. "Hvis du manglede din højre arm, ville jeg uden tvivl have noget at se på," konstaterede hun med et sigende blik, men i godt humør. Det var godt at se ham igen; næsten lettende med noget velkendt, efter alt det, der var sket på det seneste.
"Det er godt at se dig igen," konstaterede hun da også efter et øjeblik, væsentlig mere mildt end den drillende tone fra før.
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 28, 2016 21:43:04 GMT
Jacquet holdte blikket på hende og lod hende tale færdigt. Han kunne ikke lade være med et smile. De hvide, svagt skæve tænder kom til syne under læberne og han rystede på hovedet. "Ja du ville have noget at se til. Jeg ville som altid bare nyde udsynet" sagde han og vendte sig rundt på ryggen og kiggede op på himlen. Det var stadig nogenlunde lyst. Men han kunne godt mærke at aften vinden trak lidt i ham.
"I lige måde, det er alt for længe siden" mumlede han i et let suk. "Det er ikke helt acceptabelt.. Især ikke når jeg opholder mig så tit her i Skotland" sagde han og vendte igen hovedet og blikket i hendes retning.
Post by Agnes Slughorn on Apr 28, 2016 22:03:21 GMT
Agnes lo hjerteligt og himlede muntert med øjnene. Jacquet var uforbederlig, men det havde hun altid vidst og drillerierne var noget af det, der kendetegnede deres venskab. Hun lod sig selv glide ned, men hvilende på siden og hovedet støttet af en hånd. De var sammen med bryllupsfølget og på en aften som Beltane, var der ikke mange, der spildte tid på at observere andre.
"Det er ganske forkasteligt," erklærede hun sig enig, men med et glimtende blik, der antydede, at hun ikke mente det så alvorligt. "Jeg kan jo ligefrem komme til at savne dig."
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 29, 2016 19:14:15 GMT
Det kunne godt være at Jacquet smurte tykt på, og selvom det meste han sagde var ment som en spøg, vidste han at en lille del af det var ment som noget flirt. Dog vidste han at det aldrig ville blive dem til evig tid. Desuden havde han vendet sig til at hun var hans veninde, og at det derfor ikke ville blive yderlige kompliceret. Han gjorde sig ikke mange tanker om hvordan det for andre så ud, at de lå og småsludrede sammen på et tæppe. De lå jo ikke ligefrem i hinanden arme. Selvom det med sikkerhed ville være hyggeligt.
"Det er med sikkerhed fordi at der er noget eller nogen der tager alt din tid" bemærkede Jacquet med et lille grin. Når han ikke var til vigtige møder havde han alt verdens tid, den lå lidt på ham, at han ikke havde skrevet noget mere til hende. Det kom ham bare ikke helt så naturligt som det havde gjort. "Du savner mig hele tiden, Jeg ved det"
Post by Agnes Slughorn on Apr 29, 2016 20:50:29 GMT
Agnes var rimelig afslappet, men det var der også adskillige omkring dem, der var. Måske ikke lige blandt bryllupsgæsterne, men flere steder sad folk tilbagelænet eller lå ned, mens de nød festen og den varme stemning, der spredte sig med snakken, som løb rundt.
"Arbejdet," konstaterede hun simpelt som svar til hans ord og det var absolut ingen løgn. De blå øjenbryn hævede sig lidt og det mørke blik hvilede på vennen. "Har du tænkt dig at blive ved, indtil jeg indrømmer, at jeg har mødt en?"
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 29, 2016 22:02:45 GMT
Jacquet havde for første gang i noget tid, blot lyst til at ligge og snakke. Det bundede også ud i at det var Agnes han var sammen med. Han ville bare få et rap over fingrene hvis han forsøgte sig endnu engang. Der var intet morsomt i fysisk kontakt mere. Selvom han savnede det. Det var meget sjovere at drille hende. Hun var så langt fra ham som nogen overhovedet kunne være. Det irriteret ham stadig at hun for evigt ville være den der slap væk. I virkeligheden var hun for god til ham.
"Det siger du jo" sagde han og smilte lettere skævt til hende. Han kløede sig lidt på halsen, og fik sig lagt om på siden, med albuen mod tæppet, og hagen hvilene i håndfladen. "Øh ja? Er det ikke tydeligt?" sagde han og lo. "Når det nu ikke kan være mig, så bliver jeg da nød til at vide hvem det så er.." sagde han og kiggede lidt på hende.
Post by Agnes Slughorn on Apr 30, 2016 10:19:17 GMT
Agnes lo dæmpet af vennens ord. Der havde aldrig været en reel chance for, at det kunne blive de to, men ydermere, havde hun aldrig haft andet end elskere; elskere, der med en enkelt undtagelse, kun havde været for en enkelt nat. Hun var ikke typen der bandt sig, men som hun smilede nu, var det klart, at noget havde forandret sig.
"Jeg har ikke tænkt mig at sige, hvem det er," konstaterede hun dæmpet og bestemt nok, selvom det trak faretruende i hendes mundvige. "Men jeg er frygteligt glad for ham. Og jeg aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det."
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 30, 2016 21:44:38 GMT
Man kunne jo som menneske have ret til at drømme. Det havde ikke været sådan at Jacquet havde håbet på et ægteskab med Agnes, men der var der øjeblikke hvor han havde troet på et eller andet mellem dem, en ting var dog sikkert, han havde i din tid ikke forudset at det de engang havde haft kun varede så kort. Men han var for altid taknemmelig over at de stadig kunne være dem i hinandens selskab, selvom årene imellem dem ikke var så få.
"En eller anden dag Ag, så er du så forelsket i ham at du ikke kan holde det tilbage" sagde han med et suk. Han kendte udmærket til følelsen, og mindes alt for godt da hans far afslog forespørgslen om giftemål. Fordi han allerede var lovet bort. Selvom pigen var på alder med Agnes virkede hun alt for lille, og alt for uerfaren til Jac. Kedelig egentlig. "Og så længe han behandler dig godt.." kom han til sidst frem til. "Alt det andet kommer med tiden, tro mig" sagde han og lukkede kort sine øjne.
Post by Agnes Slughorn on Apr 30, 2016 22:02:26 GMT
Agnes' mellemgulv knugede sig sammen ved hans ord, men hun var ikke helt sikker på, om det var en god følelse. Forelskelse. Tanken gjorde hende temmelig tør i halsen. Hun rømmede sig dæmpet, mens blikket var rettet mod et ubestemt sted længere fremme.
"Med tiden," gentog hun, en anelse hæst. "Jeg ved slet ikke, hvad det er endnu," konstaterede hun, uden at tænke for meget over, at hjertet hamrede lidt i brystet på hende. Efter lidt tid tog hun en indånding og skubbede lidt til ham. "Hvordan blev du pludselig så livsklog?"
Post by Jacquet d'Montacute on Apr 30, 2016 22:18:46 GMT
Jacquet anede egentlig overhovedet ikke om han egnede sig til at komme med gode råd omkring forelskelse og kærlighed. Han var ikke ligefrem ekspert i at udtrykke sine følelser. Det endte altid ud i flirt eller vittigheder. Han kunne og ville slet ikke tage det seriøst. Mest af alt handlet det om sårbarheden der fulgte med at have så stærke følelser for et andet menneske, så skulle man ikke længere kun tænke på sig selv, og det skræmte ham så meget at han havde forbudt sig selv nogensinde at elske et andet menneske.
"Med tiden. Det er ikke noget man skal være alt for ivrig til at opnå... Forelskelse" selve ordet gav ham myrekryb. Men endnu et suk og et par fingre gennem håret små lo han. "Nu såre du mig, jeg har da altid været så klog"
Post by Agnes Slughorn on Apr 30, 2016 22:45:13 GMT
Der var en advarsel gemt et sted i Jacquets ord og en enkelt skælven gik gennem hende, der sagde hende, at han nok havde ret. Det var en anelse intimiderende, det hele, selvom det også var så meget mere. Hun rystede tankerne af sig, før de kunne nå at rodfæste sig yderligere og lo i stedet dæmpet.
"Der er forskel på klog og livsklog," bemærkede hun med en uskyldig mine, der blev spoleret af et drillende smil. "Fortæl mig noget mere om, hvordan det går med dig?"