|
Post by Callum Slughorn on May 18, 2016 20:46:04 GMT
Callum spruttede i et forsøg på at holde sit grin inde da hun hentydede til en artighed han på ingen måde besad. Hvis han skulle tælle hvor meget forkert han havde gjort på bare den sidste uge ville han sikker løbe tør for fingre. Hans eneste forhåbning lå i at Rosalie heller ikke var den største engel i huset.
Ved det følgende forslag lyste han dog op i et uvornt smil. "Jeg kan lide den måde du tænker på, Rosalie Dodderidge." Hans blik faldt på døren hvorfra han var kommet, den ud til kroen. "Den vej?" spurgte han med et par pegende tommelfingre og et par hævede øjenbryn, klar til at springe afsted.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 18, 2016 21:34:42 GMT
Smilet fra Callum smittede af på hende, og selv stod hun nu med det største halv måne smil til dato. "Selvfølgelig kan du det. Det er mig der er hjernen i det her samarbejde" medgav hun og løftede begge de lyse bryn en smule i vejret. Hun var naturligvis lederen, det var selvsagt. Hun nikkede hurtigt, dog inden hun løb ud af døren, hoppede hun et par skridt mod kagen, og tog et par småstykker i håndfladen, som hun proppede i munden på vej ud.
De lyse krøller dansede fra side til side, da hun tog de sidste par skridt hen til kroens hoveddør. Udenfor skinnede solen. Rosalie ventede på at Callum også var kommet uden for, inden hun vendte hovedet til den ene og til den anden side, for at overveje hvor de så skulle gå hen.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on May 19, 2016 19:38:34 GMT
Ved Rosalies konstatering om at det var hende der var hjernen himlede han med øjnene og udstødte et "Pff." Mere nåede han dog ikke at indikere om hvad han syntes om hendes holdning inden han spænede efter hende.
Han havde godt med fart på da han kom udenfor og var lige ved at løbe kusinen ned da hun stod stille, men fik dog hoppet en gang til siden. "Hvad venter du på?" spurgte han som om det var ganske alvorligt og tog fat i hendes hånd for at trække hende med ned ad vejen til højre - fuldstændigt vilkårligt. Egentlig taget havde det jo også været meningen at han kom til kroen for ikke at lave ulykker.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 21, 2016 15:00:07 GMT
Rosalie var gået halvt i panik da de var kommet ud på den åbne gade, mest af alt fordi hun halvt om halvt stadig befandt sig i legen, og hun skulle jo stadig forblive skjult for omverdenen. Heldigvis var Callum hurtig til at guide hende ned af en lille side gade. Hun små grinte da de var alene igen, mellem halv tomme sække og trækasser. Hun kiggede sig over skulderen, blot for at være sikker på at de var alene.
"Vi kunne klatre op på taget?" spurgte hun så og pegede med en enkelt finger, op imod de to bygninger som de stod imellem.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on May 23, 2016 18:29:20 GMT
Callums blik skød direkte op i den retning hun pegede i hvorefter det rikochetterede tilbage på hende. Et smil og et nik indikerede han han havde i sinde at gøre alvor af forslaget.
I et par hurtigt skridt - der næsten var løben - var han henne ved trækasserne som virkede som den oplagte mulighed for at komme opad. På vej op ad dem stoppede han for at mærke efter at de ikke var ved at brase sammen under ham. Relativt hurtigt fik han dog bevægede sig længere op inden han trådte henover taget i kanten, vendte hovedet og henvendte sig til kusinen. "Kommer du?"
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 23, 2016 20:00:02 GMT
Det var ikke tit at Callum afviste hendes idéer, og som hun forventede, var han enig med hende. De behøvede aldrig at diskurere hvorvidt om de skulle gøre det eller ej. Hun sendte ham et roligt smil og vred kort sine fingre, for at klargøre sig selv til at skulle klatre op på de trækasser der stod op af stenvæggen.
Rosalie var lige i hælene på Callum, det tog dem ingen tid at komme op, det var som om de havde prøvet det før. "Jaja.." sagde hun og svang benet op, hvor efter hun satte sig på knæ. "Vi kan blive siddende her, eller fortsætte." sagde hun og kiggede rundt, de kunne nok godt hoppe fra tag til tag et godt stykke ned over hovedgaden. Måske endda finde den højeste bygning.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on May 23, 2016 20:46:38 GMT
Callum stod og kiggede på Rosalie imens han kløede sig lidt på kinden. "Hvorfor blive siddende når vi kan fortsætte?" lød svaret på hendes spørgsmål som et retorisk spørgsmål.
Han gav sig til at bevæge sig videre op over taget og mod det næste - denne gang mere forsigtigt og dermed også langsommere. På vej over tagene var han dog alligevel ved at snuble en enkelt gang eller to fordi han havde lidt for meget fart på.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 24, 2016 15:29:57 GMT
Dét havde Callum sådan set ret i. Der var intet sjovt i at blive siddende på kroens tag. Udover at de ville blive et alt for nem offer for genkendelse, så havde man ikke den bedste udsigt ned på gaden. For Rosalie syntes der var en del sjov i at betragte andre mennesker i skjul og digte små scenarier til dem. Dog havde hun ikke planlagt at dette tag skulle være deres første og sidste stop.
Derfor småløb hun efter sin fætter, og lettere elegant sprang hun fra det ene tag til det andet. Lige akkurat tids nok til at række ud efter hans hånd, så hun kunne hjælpe ham op. "Sig mig, har vores ture på Hogwarts slet ikke lært dig noget?" spurgte hun og skulede lidt til ham.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on May 25, 2016 22:56:09 GMT
Han tog imod Rosalies hånd og rejste sig op som havde han ikke lavet andet hele livet; Callum blev ikke så let slået ud. Demotiveret måske, men ikke slået ud. Og der skulle alligevel noget til at demotivere ham fra at lave ting han nok ikke burde, i modsætning til de ting han burde som han betydeligt hurtigere blev demotiveret af.
Himlende med øjnene over hendes ord og det skulende blik viftede han lidt med hånden i en afværgende gestus. "Hvad snakker du om? Jeg klarer mig fint."
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 26, 2016 11:10:33 GMT
Rosalie kunne ikke skjule det tilfredse smil, det betød dog ikke at hun var ligeglad med ham, og ville oprigtig blive bekymret, var han faldet. Det var jo en leg, og selvom de tids konkurerede om hvem der var bedst, var det ikke meningen at nogen af dem skulle komme alvorligt til skade. Hun var selv ikke altid lige let på sine fødder, så det kunne lige så let havde været hende der var snublet.
"Så siger vi det" sagde hun og lo let. Hun løftede hovedet en smule, og gjorde en bevægelse med det, som tegn på at de godt kunne fortsatte. Med et tilløb sprang hun videre til det næste tag.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on May 26, 2016 15:53:49 GMT
"Ad, lad lige være med at tale ned til mig.. jeg er ældst!" Det var dog ikke med mange måner, men det undgik han ligesom at nævne da det ikke ligefrem talte for hans forsvar.
Der gik dog ikke længe før han igen fulgte hende og var på vej over tagene igen, på ingen måde berørt af at være blevet hjulpet op.
|
|
|
Post by Rosalie Dodderidge on May 28, 2016 12:58:06 GMT
Rosalie små lo. "Du var under mig, jeg ville tage enhver chance for at tale ned til dig. Du er trods alt højere end mig normalt" sagde hun og slog ham kærligt over hovedet inden han rejste sig, og kom på benene. Hun fortsatte hurtigt hen over de andre tage, indtil de hun fandt et udmærket sted hvor de kunne sidde for en stund.
Dog da det blev mørkt og begge deres maver var begyndt at rumle op kamp, besluttede Rosie at det nok var på tide at komme tilbage, måske endda Yvette havde nået at bage en ny kage, og måske helt havde glemt at den anden var blevet ødelagt, at mystiske grunde
Tråd afsluttet
|
|