Engang i en evighed
Jun 7, 2016 20:27:06 GMT
Post by Ludwik Engel on Jun 7, 2016 20:27:06 GMT
Ludwik stoppede med at nynne og føre den mørkhårede kvinde over græsset. Så bukkede han for at afslutte dansen.
”Jeg håber at du ikke har fortrudt at følge med mig her til aften, Alecto. Jeg har som altid nydt dit selskab. Du spurgte mig tidligere hvad jeg bruger min tid på - hvad jeg har af planer. Sandheden er, Alecto, at når man har så meget tid som mig. Oceaner af det, så ender man med at gøre de skøreste ting, for tiden mister sin mening. Jeg leder efter noget der kan give mig meningen tilbage, og jeg ved ikke hvordan” sagde han sagte.
Han løsnede da spændet til sin kappe og lagde den over Alectos skuldre, med anelsen af et smil.
”Måske kunne du hjælpe mig med det en dag… Det ville gøre mig beæret. Men for nu tror jeg at min opmærksomhed er krævet andetsteds. Hvis du bliver meget længere her ude bliver du for afkølet. Lad mig følge dig tilbage til salen”.
Ved stien til palæets indgang stod en af klanens tjenere og betragtede de to i tavshed. Han og Ludwik vekslede kort blikke inden Ludwik slog sin arm om Alecto og begyndte at føre hende med sig tilbage mod palæet. Ludwik vidste hvad han tænkte. Han kunne ane en bekymret rynke i panden på tjeneren: Hvad han havde sagt til den unge kvinde.
Tanken strejfede Ludwik om Alecto kunne holde det hun havde fået at vide hemmeligt. Ingen ville tro hende, hvis hun fortalte om klanens vampyrisme til nogen. De fleste lignede almindelige mennesker… Hans øjne mødte hendes, og da rystede han tanken af sig. Noget ved hende fortalte ham at han kunne stole på hende, og at hun ikke udgjorde en trussel.
//Lukket
”Jeg håber at du ikke har fortrudt at følge med mig her til aften, Alecto. Jeg har som altid nydt dit selskab. Du spurgte mig tidligere hvad jeg bruger min tid på - hvad jeg har af planer. Sandheden er, Alecto, at når man har så meget tid som mig. Oceaner af det, så ender man med at gøre de skøreste ting, for tiden mister sin mening. Jeg leder efter noget der kan give mig meningen tilbage, og jeg ved ikke hvordan” sagde han sagte.
Han løsnede da spændet til sin kappe og lagde den over Alectos skuldre, med anelsen af et smil.
”Måske kunne du hjælpe mig med det en dag… Det ville gøre mig beæret. Men for nu tror jeg at min opmærksomhed er krævet andetsteds. Hvis du bliver meget længere her ude bliver du for afkølet. Lad mig følge dig tilbage til salen”.
Ved stien til palæets indgang stod en af klanens tjenere og betragtede de to i tavshed. Han og Ludwik vekslede kort blikke inden Ludwik slog sin arm om Alecto og begyndte at føre hende med sig tilbage mod palæet. Ludwik vidste hvad han tænkte. Han kunne ane en bekymret rynke i panden på tjeneren: Hvad han havde sagt til den unge kvinde.
Tanken strejfede Ludwik om Alecto kunne holde det hun havde fået at vide hemmeligt. Ingen ville tro hende, hvis hun fortalte om klanens vampyrisme til nogen. De fleste lignede almindelige mennesker… Hans øjne mødte hendes, og da rystede han tanken af sig. Noget ved hende fortalte ham at han kunne stole på hende, og at hun ikke udgjorde en trussel.
//Lukket