Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
"Jeg kan godt tage vare på mig selv, det skal du ikke bekymre dig om" sagde hun og små lo lidt af ham. Alecto kunne faktisk slet ikke lide at folk rendte i hælene på hende, som om at hun nogensinde ville gøre noget upassende. Selvfølgelig havde hendes mor og hende selv to forskellige synspunkter, på hvad Upassende indebar. Hun var en kvinde der godt kunne lide at gøre det meste selv. For så vidste hun at det blev gjort ordenligt. Hun lagde først slet ikke mærke til at Ludwik havde et par spidse tænder siddende i hver side af den øverste række af hvide blanke perler. Hans smil var så sjældent, at hun var blevet en smule rundt på gulvet af at se det, og var derfor glad for, at hun lå i hans arme, ellers havde hun med sikkerhed trådt ham over tæerende. "Bortføre mig? Er de sikker på at det er en god idé?" spurgte hun. Hun havde dog ikke tænkt sig at stoppe ham, for hun ville for alt i verden væk fra festen, og blot være alene med ham. Så slap de også begge to for dømmende øjne og sniksnak i krogende.
Hun hvinede let da han løftede hende op, og strammede grebet omkring ham en smule mere. "Havde det været en hver anden der havde løftet mig på denne her måde, havde de fået en på siden" bemækrede hun og skulede let til den ene side. Hun kiggede ud over balkonen, og var ikke helt sikker på at hun ville vide i detaljer, hvad han havde tænkt sig. Hun kneb øjnene tæt sammen, og faktisk forventet at få følelsen af at de ville falde. Skuffende åbnede hun først det ene øje, og så det andet. "Hmfp. Du kunne godt have gjort lidt mere ud af det. Det kildede jo ikke engang i maven" sagde hun og grinte lidt. "Det kræver altså også en del at spille Queerdtich, det er ikke kun at holde balancen på en kost." sagde hun en smule tørt. Ikke alle kunne mestre det, mente hun selv.
”Jeg er ikke andet end fyldt med storartede ideer!” Udbrød Ludwik en anelse fornærmet, som han lod sin tunge glide hen over de store hugtænder. ”Desuden irriterer forstyrrende elementer mig, og der er ikke mange der burde få en ide’ om at finde os her oppe”. For en gangs skyld kunne han lufte sit rovdyrssmil, som det nu forekom ham naturligt, og det føltes godt at løsne op. Når han var blandt så meget andet selskab blev han nødt til at holde sig i skindet, for at opretholde den rolige og civiliserede facade. Ude i mørket var der ingen andre og han følte at han kunne være fri og mere tro til sin natur. Den viste sig tydeligt ved at han pludselig virkede mere energisk. Hans øjne næsten lynede af begejstring, og der var noget legesygt over hans attitude.
Ludwik hævede et øjenbryn og begyndte højtideligt at messe, som var han en pave der snakkede latin. ”Åååh store herre, skån mig for kvindfolkets altudslettende vrede og styrke, thi jeg er blot en svagelig mand af simple midler. Ameeen! – Nej, jeg tror at de højere magter har fanget mig i at begå hybris, men jeg kan ikke være helt uheldig, når jeg VIRKELIG er så privilegeret at du ikke vil slå mig fordærvet som alle andre, M’lady?” tilføjede han flabet. Han regnede bestemt ikke at Alecto kunne udrette den store skade på ham, så hun havde nok ikke kunnet stoppe ham, hvis det endelig havde været hendes ønske. Han begyndte at svæve længere op i luften, som han lyttede til Alecto. Primært var han fokuseret på ikke at flyve ind i sine omgivelser, så han holdt ikke direkte øje med hende, men havde et fast tag om hende. Højden blev hele tiden øget og til sidst var de et godt stykke oppe over tåge, skove, haven og palæet. Udsigten strakte sig bredt og vidt over landskabet, og mørke skyer gled som et gennemsigtigt slør forbi månen. Da Alectos brok syntes at få en ende stoppede han op og holdt stille med hende i luften. ”Det her ser ud til at være lige tilpas, Alecto.”
Alecto overvejede hvad hun skulle svare, men valgte intet at sige, i stedet sendte hun ham et sigende blik. Hun mente det var svar nok. Hun skævede ned imod jorden og godset som blev mindre, jo længere de kom op. Højdeskræk led hun ikke af, men det var noget helt andet når man selv sad på kosten, hun havde trods alt ingen styr på Ludwik. Han kunne med sikkerhed finde på hvad som helst. "Nej det siger du jo" mærkede hun og vippede lidt med sine fødder. Hun strammede yderlige grebet omkring ham, blot af sikkerhedsmæssige årsager, og også lidt fordi hun godt kunne lide at de var så tætte på hinanden. Selvom Damsel in distress ikke begejstrede hende. Det lignede vitterligt at han lige havde reddet hende.
Begge bryn blev trukket en smule sammen over hans pludselig messen, og kunne ikke rigtig finde hoved og hale i om han mente det seriøst. Hun prikkede derfor lidt til ham. "Bare vent.." truede hun, dog med et sitrende smil i det skjulte. Hun kiggede rundt, som om hun ledte efter noget. Forvirret vendte de brune øjne tilbage til Ludwik. "Tilpas, til hvad?"
Ludwik hvæste drilsk over Alectos trussel og blottede sine hugtænder af hende, der var dog intet alvorligt over hans mimik.
”Jamen kære Alecto, det vil jeg se frem til... Ved du ikke engang hvad det er at vi skal? Jeg må sige at du mister fokus foruroligende hurtigt. Jeg har tænkt mig at tilfredsstille din appetit efter ’mere’. En Quuerditch spiller som dig må være utroligt yndefuld i luften, tror du ikke? Jeg vil meget gerne se det, når nu jeg ikke gør nok ud af det.” Smilet på Ludwiks læber blev djævelsk, som hans blik mødte hendes sigende. Han lod sine ord synke lidt ind i Alectos uskyldige ansigt og strøg hende blidt et par gange over håret. - Så gav han slip på hende.
Alecto lod sig ikke skræmme. I stedet så hun bare på ham med rolige øjne, og var ikke yderlige imponeret.
"Men kære Ludwik, det kræver at jeg.." mere nået hun ikke at sige før hun kunne mærke hvordan hans faste greb blev svagere og svagere. Hun havde langt fra set dette komme, at han slap hende. De var jo så langt oppe at skyerne dækkede det meste som en tåge. "...har en kost!" ordene var nærmere et skrig. Hun skrællede med sine arme og forsøgte at få fat i sin stav, som omhyggeligt var gemt væk i et hylster som var fastspændt til hendes bælte. Men det ville ikke nytte. Folk havde tilfældige koste stående, og hun var ikke sikker på at bevægelsen ville kunne række længere væk.
Da Ludwik havde sluppet den unge kvinde blev han svævende med hænderne i siden og fulgte blot Alecto med blikket, som hun faldt igennem tågen og blev opslugt af den. Han så ikke ud til at være det mindste trykket af situationen. Han så endda ud til at more sig over hendes skrig. ”Du falder hurtigere, når du vender lodret!” råbte han. … Kunne hun over hovedet høre ham, når hun var så langt nede? Hun så bestemt ikke ud til at finde den samme underholdningsværdi ved det lille stunt som ham. Og nu kunne han ikke høre hende længere. Ludwik strøg sin kæbe tænksomt et par gange inden han skævede til siden og mumlede for sig selv. ”Åh vel, jeg er i problemer… Man burde vel redde hende. Med den fart rammer hun jorden alt for hurtigt.” Et suk forlod hans læber, inden han dykkede efter Alecto med et skuldertræk. Alt var da også så besværligt!
I løbet af kort tid havde Ludwik indhentet Alecto igen. Dog ikke så elegant som før, da han valgte at gribe fat om hendes ene ankel med begge hænder. ”Har jeg gjort nok ud af det nu? Jeg går ud fra at denne position må være mere passende for mit selskab, når jeg skal holde dig, mmm?”
Alecto hang i luften, og dinglede fra den ene til den anden side, hun forsøgte at få kjolen til at blive hvor den var, men grunde tyndekraften havde hun et værre besvær med den, da stoffet ville den anden vej. Hun så små irriteret op på Ludwik. "Sæt mig ned, nu!" sagde hun dog i en lidt mere hård tone. Det var langt fra morsomt. Han opførte sig som et lille barn.
"Det er overhovedet ikke nogen passende position!" sagde hun og forsøgte ligeledes også at få håret væk fra sine øjne med den frie hånd, nu da den anden var travlt optaget af at kjolen ikke gled op.
Med en lav mørk latter hævede Ludwik et øjenbryn. ”Sikke hidsig du kan blive Alecto. Dæmp dig lidt, gider du. Troede du virkelig at jeg ville dig ramme noget? Jeg er såret! Det ville jeg aldrig gøre. Det sviner så forfærdeligt meget”.
Han begravede sine fingre i hendes kjoleryg og trak Alecto med et ryk op i sin favn igen. ”Ikke så utålmodig, M’lady. Tag det som en udfordring. Du skal nok komme ned om lidt. Jeg går ikke ud fra at du nød udsigten. Så du har sikkert ikke lagt mærke til dine omgivelser på vej ned. Jeg havde engang en drøm om at flyve til månen, eller en fjern stjerne, men for nu tænker jeg at vi kan komme lidt tættere på den.”
"Du kan tro jeg er hidsig, og det sker ikke ret ofte!" sagde hun stadig lige så irriteret som før. Hun havde dog ikke særlig meget tid til at forblive sur, for snart havde han taget bedre fat omkring hendes ryg, og fået hende op i samme stilling som før. Hendes første indskydelse var at skubbe sig fri. Men hun lod hurtigt være, da hun opdagede at de stadig svævede i luften.
"Du kan med sikkerhed slet ikke overleve så langt fra jorden. - Heller ikke en som dig, som har visse fordele." sagde hun og skulede let til ham. Hun rystede på hovedet. "Du har virkelig ødelagt en aften der startede helt perfekt. Du forstår virkelig at få en pige til at føle sig speciel" sagde hun og sukkede dybt.
Det kunne se ud som om at vampyren i øjeblikket funderede mere over de fjerne himmelstrøg, end hvor vidt han havde dannet et fjendskab med Alecto. Mest af alt, fordi han ikke regnede hendes frustration for at være noget. ”Er du sikker? Men det må være meget smukt der oppe… Lidt ligesom dig, når du prøver at yppe kiv over bagateller som en let flyvetur. Det forekommer mig... nuttet”.
Ludwik smilte skævt til Alecto, men kun i kort tid. Da kiggede han væk. Det gik op for ham at han allerede nu kunne have skræmt Alecto væk, trods de mange år han havde kendt hende. Der skulle utroligt lidt til at destruere utroligt meget. Det var sket før alt for mange gange, under mange omstændigheder. Måske havde der ingen handling været bag hendes ord, og han burde aldrig have slået sig løs, eller vist den side af sig. Det så ud til at danne en vis form for ubehag hos hende.
En hul fornemmelse begyndte at dannes i hans mave, og den gnavede sig vej til hans brystkasse. Var han allerede blevet hungrende igen? Han blev stille. Det blå blik flakkede. ”Jeeg…” Er et fjols ”-Tror det er bedre med et fast fodfæste igen”. Der spildte tid på en anden livsform, som aldrig kan forstå
Ludwik rømmede sig og begyndte at svæve ned mod palæet med Alecto igen. Den gnavende fornemmelse blev ved med at melde sin tilstedeværelse, som om noget ikke passede. Og det der foruroligede ham aller mest var at han ikke kunne sætte fingeren på hvad det var. Han landede solidt med begge ben på jorden, lidt udenfor palæets grund og satte Alecto forsigtigt fra sig. ”Indgangen er imellem de to piletræer og til venstre for statuen i haven. Der skulle komme en skjald snart. Jeg agter at blive lidt her for nu”.
Det var ikke fordi hun desideret hadet ham, hun var bare sur over ikke længere at have været i kontrol, og pinligheden over at have afsløret mere end hvad en rigtig kvinde burde. Hun havde følt sig hjælpeløs, og det fact at han skulle redde hende var bare ikke en rolle hun brød sig særlig meget op. "Jeg er alt andet end nuttet" bed hun efter ham. Hun kunne ikke forblive sur på ham alt for længe, men han blev simpelthen nød til at lære at man ikke bare kunne gøre som det passede ham, især ikke med hende. De mørke bryn rykkede sig en smule. Hun mumlede og lagde i stedet trodsigt armene over kors. Han kunne lige tro at han skulle sætte hende ned igen, og det kunne ikke blive hurtigt nok. Da de igen nede på jorden, og hun var blevet sat ned, gjorde hun sig stor umage på at rette kjolen til, så den sad så perfekt som det var hende muligt. Imens han forsøgte at forklare hende hvor indgangen til palæet var, vendte hun roligt blikket imod ham. "Jeg går ingen steder. Nu hvor vi er tilbage på solid grund, så skylder du mig vidst noget" sagde hun roligt og rakte endnu engang sin hånd mod ham. Hun mente absolut ikke at de havde færdig gjort dansen. Nu da de vare mere alene end før, vagte det hende kun glæde ved tanken. De behøvede ikke engang noget musik. Og hvis det var, var hun ikke bleg for at nynne lidt.
Ludwik stirrede vantro på Alecto, med forvirringen trykt i hans ansigt som en rynken på næsen og stikkende øjne imod hendes udstrakte hånd. I det ene øjeblik var hun rasende, i det næste stod hun og kiggede på ham som om intet var hændt imellem dem. Han så sig omkring efter det der havde inspireret hendes handling, men fejlede i at finde det. ”Hvad…” Et par sekunder gik hvor han ikke forstod hvad hun ville indtil han genkendte gestussen og slog en høj latter op. ”Danse her, nu kvinde? Det er jo absurd! Jeg troede du havde fået nok allerede.”
Alecto kunne ikke lade være med at små grine lidt over Ludwik. Smilet blev næsten lige frem til et fornøjet grin. Hun rystede lidt på hovedet af ham, og ruskede lidt i sin egen hånd for at pointere alvoren i hendes invitation til endnu en dans. Hun lagde let hovedet på skrå over hans undren. Øjnene blev slået let op som han overvejede hvad han skulle gøre.
"Ikke af at danse" bemærkede hun kækt. Hun tog initiativet og lagde sin hånd i hans. Hun havde nu heller ikke noget imod blot at holde ham i hånden. Dog begyndte hun roligt og nynne i de rette danse takter.
Utilfredst stirrede Ludwik på Alecto og skulle til at tilføje noget. Han forstod ikke hvad der var morsomt, da hun tog hans hånd, og han fnøs. Men måske var det det. Ironien over at de havde snakket så mange gange, men egentlig ikke forstod hinanden helt og ikke kendte hinanden på grundplan før denne aften. Man kunne næsten fristes til at sige at Alecto skulle lære ham at kende på ny. Men om han turde det? Han anede det ikke. Det var ikke særligt traditionelt for en kvinde sådan at tage initiativ, og han havde end ikke gjort mine til at acceptere, da hun greb fat i ham. Men på den anden side havde han heller ikke decideret noget imod det
”Kvinder er et mystisk element i den grad. I det mindste har du ikke bidt mig, som nogen af min slags… Selv om jeg ej betvivler at du kunne finde på det”. Der var ingen musik der ude. Kun stilheden og nattens sagte lyde af insekter, vinden i træerne… Og så Alectos nynnen, der syntes at klæde den øvrige symfoni af lyde. Han tog en dyb indånding og sukkede. Hun havde en sært beroligende evne på ham, og hendes melodiøse stemme forekom blød, næsten himmelsk. Til sidst lukkede han let sin næve om hendes, med endnu et opgivende fnys, som om det var noget der var fysisk hårdt at gøre.
Ludwik vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det var sjældent nogen konfronterede ham med hans handlinger på den måde. Om han var tilgivet, om han havde behov for hendes tilgivelse. Eller om han skulle undskylde for det han havde udsat hende for, når hun ikke var kommet til skade. I tavshed strøg han da Alectos pandehår til side, så begyndte han lavt at møde hendes melodi med sin egen.
Alecto havde i grunden slet ikke lyst til at være uvenner med Ludwik. Men det var heller ikke noget hun havde brug for at få talt om. Hun havde vist sin utilfredshed ved den måde hvorpå Ludwik havde opført sig. Om han så havde tænkt sig at undskylde, det vidste hun ikke, og langt fra regnede med det. Hun havde efterhånden været der et par timer, og mente nok at de skulle have mulighed for at danse en sidste dans, inden hun tog hjem.
"Selvfølgelig kunne jeg det. Men da du ved det, er det ikke længere morsomt at forsøge" sagde hun og små lo. Hun lod ham føre sig rundt på græsset, og blev mere og mere afslappet da deres melodi blandede sig med hinanden i fin harmoni.