Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det kunne have været stedet for spøgelseshistorier, eller en krimi: Et stort gods i midten af næsten ingenting, kun omringet af skov og Irlands mystiske natur. Fuldmånen stod højt, og det store ur slog midnat, men der var ikke stille. Der var bal, et fornemt et af slagsen, og lyden af latter, klirrende glas, musik og heftige diskussioner overdøvede det hele. En lille overraskelse var steget til overladen. Om det var meningen vidste man ikke. Et rygte om at der iblandt de inviterede var vampyrer et sted havde hele aftenen været hvisket i hjørnerne, så en blanding af spænding og uhygge udstrålede fra de mange mennesker. Nogen mente at det var noget værten havde sagt som underholdning og rystede det af sig, andre så ud til at lægge komplicerede planer for hvordan de hurtigst kunne komme til nærmeste flugtgange, eller forsøgte at analysere madens mangel på hvidløg som en bekræftelse på historien og et forsøg på ikke at fornærme de mystiske gæster, som ingen steder var til at se.
Alt dette noterede Ludwik på kort tid, og det fik ham til at kvæle en lav latter i et glas med rød væske, der var alt for tyk til at være rødvin. En dråbe krøb ned af hans læbe og han fangede den grådigt med sin tungespids. Blod var sådan en besværlighed at få af klæder. Han var ikke alene. Både hans mor og flere tjenestefolk fra deres slot var til stede. De havde forretningsplaner med værten. I starten havde han hævet et øjenbryn, da han overhørte et par tale om hvordan sådan ækle væsner kunne være sluppet ind. Det var vidst ikke planlagt at skulle rygtes, men tjenestefolkene i godset havde vel snakket over sig. Nuvel, forundringen på gæsternes ansigter havde været mindeværdig. Hverken Ludwiks moder, eller ham selv havde det typiske udpinte udseende, som vampyrer havde. Hun lignede en der kunne være hans søster aldersmæssigt og var også jagtet af mange bejlere, så snart hun rørte på sig. Det var forrygende.
Hen af aftenen havde han både været del af diskussionerne og den passive wallflower, for at opfange så mange brugbare informationer, som muligt. Ting han kunne bruge til at manipulere, snore at trække i. Alliancer, der kunne styrke ham. Men det var så umådeligt kedeligt benarbejde. Han havde gjort det så mange gange, så spillet var blevet en rutine af evige gentagelser. Hvis bare der var noget der kunne vække ham. Tænde hans flamme og få ham til at føle sig… Ja, levende! Men hvad? De var alle kvæg.
Alle Ludwiks sanser var alle fuldt vågne på grund af natten, og det fik det hele til at virke så kaotisk. Selv om han med lethed kunne holde masken, når han havde så mange års erfaring. Han følte intet behov for at jage, for hver gang han tømte glasset fyldte en af klanens tjenere det igen. De mange stemmer mindede ham om et brusende hav, men havet syntes at blive mere og mere fjernt og de øvrige gæster blev et med baggrunden. Noget – eller rettere nogen havde fanget hans opmærksomhed. Som besat begyndte han at skubbe sig igennem mængden. Hans isblå blik søgte intenst imellem alle de mange mennesker, indtil han stoppede, og det gik op for ham hvad han havde kigget efter. Fyrstesønnen havde genkendt en stemme blandt de adskillelige andre, og henne ved et vindue stod dens ejermand, en ung kvinde med sort hår.
Ludwik viftede tjeneren væk og fortsatte hen mod vinduet. Imellem dem var et stort rødt gardin, som skilte dem ad. Han skjulte sig bag det, og i et kort sekund kom de skarpe hugtænder til syne i et velfornøjet smil.
”Frk. Black, jeg regnede ikke med at finde Dem til dette engagement. Det er lang tid siden jeg har set Dem!” udbrød Ludwik, og han lagde let sin handskeklædte hånd på hendes skulder.
Alecto havde op til flere gange, strøjet børste gennem det lange glansfulde sorte hår. Hun fulgte sit eget spejbillede flygtigt med de dybe brune øjne. Hendes fregner var blevet mere tydelig, grundet solens varme stråler. Hun lænede sig frem over bordet og tog roligt den lille pensel og dybbede den i den våde røde farve. Langsomt malede hun sine læber med elegante strøg. Hun var altid gået op i sit udseende, især efter hun havde vist en smule interesse i de selskaber hende og familien blev inviteret til. Selvom hun sagde ja til at tage med, betød det ikke at hun agtede at finde sig en mand. Dog gjorde hun en del ud af ikke at skille sig ud, og havde gang på gang lovet begge sine forældre, ikke at snakke alt for meget om Queerditch. Det passede ikke de andre gæster at høre om hvor mange knogler hun indtil nu havde prøvet at brække, eller hvor hurtigt hun var i stand til at suse gennem luften. Nej Alecto var lidt lige som en slange, hun skiftede ham efter behov, men forblev den samme indeni. Hun nynnede langsomt imens hun rejste sig fra stolen. Hun gik lidt rundt i det oplyste værelse og overvejede stadig hvad hun skulle iføre sig denne aften. Selvom hun ikke ville indrømme det, var der nok en ganske speciel person hun gerne ville gøre indtryk på. Hun strøg roligt de tynde fingre gennem håret inden hun satte de sidste par nåle i, så det meste af håret var opsat. Der var kun få lange krøller efterladt ned af hendes ene skulder. Hun tog et par små skridt mod sit skab og bladrede igennem de mange kjoler. Det var ikke en let beslutning, og hun tog også sin tid, selvom det var tid hun ikke havde. Lige på dette punkt mindede hun en del om sin lillesøster, der nok var mere grundig end Alecto selv. Hun smurte sine ben og arme ind i en let creame inden hun trådte ind i den rubinrøde kjole. Langsomt glattede hun sine fingre ned af kjolens stof, og fulgte stille de guld broderet sømme. Et lille smil viste sig over de fyldige læber. Kjolen var helt ny, og hun havde glædet sig en smule til at skulle bære den. Hun rettede hovedet og stilte sig foran spejlet, hvor hun vendte og drejede sig, for at tjekke at alt så ud som det skulle. Modsat sin søster, gjorde Alecto altid sig selv i stand, hun skulle ikke bruge hjælp til noget. Hun ville ikke serviceres.
Hun tog sin sorte kappe fra sengen og slog hætten omkring hovedet inden hun trådte ud og låste sin værelsesdør. Med rolige skridt gik hun mod opholdsstuen hvor familiens kamin stod, som hun skulle bruge til til Cork. Hun kendte ikke værten for festlighederne, men siden at hun var blevet inviteret, så hun ingen grund til at takke nej. Hun kunne altid bruge nye bekendtskaber, selvom hun ingen plan havde om at bruge særlig meget tid med de andre gæster. Hendes sko gav genlyd over det blanke gulv, hun var ikke den eneste nyankomne. For lige før hende og lige efter hende, rendte der mennesker rundt. Snakken flød og fyldte rummet, blandede sig med stor salens musik. Modeligt forsinket. Hun fjernede langsomt sin kappe, og overlod den til en tjener. Hun rettede på guld kæden som hang omkring hendes hals, inden hun fulgte med strømmen. Snart kom hun ind i en storslået sal, der var ikke sparet nogen steder, gæsterne skulle jo se værtens rigdom. Tonerne fra fløjterne og de øvrige instrumenter fyldte hendes krop, og det var næsten som om at den bar hende hen over gulvet, da hendes fødder føltes underlig lette, i en kort stund. Hun fangede flygtigt et glas vin, fra en tjener, og gik lidt og sippede til det imens hun svang sig igennem menneskemængden. Der var en del ude på dansegulvet, og ellers stod de i små grupper. Det var altid underholdende at iagttage. Men Alectos øjne, søgte noget andet.
Hun fandt dog frem til en gruppe unge piger som hun kendte fra tidligere selskaber. Den ene af dem var forlovet, så med sit bedste smil forsøgte hun at lege med på legen om et lykkeligt og fair ægteskab. Langsomt, og ganske hurtigt fangede de brune øjne Ludwiks lyse krøller og klare øjne. Uden at sige noget, eller gøre noget som helst for at få hans opmærksomhed, gik hun mod balkonen, og stoppede kort op ved et af dets store vinduer. Hun vendte hovedet til den ene side. Der var ikke mange mennesker til stede, og musikken var blevet betydningsfuld lavere. Hvilket var underligt, udsigtens til nattens stjerner var uimodståelig. Hun fulgte hans hånd bevægelse, og et næsten usynligt smil spillede omkring hendes læber. “Mister Wilkinson” sagde hun og bøjede anerkendene hovedet. De mørke øjne forblev på hans.
Ludwik bukkede og skævede i bevægelsen en anelse over sin skulder. ”Er Dee.. alene?” Han kunne ikke få øje på de øvrige medlemmer af familien Black og han ønskede ikke at pådrage sig megen opmærksomhed, men han havde svært ved at skjule sin fornøjelse over at løbe ind i Alecto igen, og det afspejledes som små sole i hans øjne – noget anderledes fra hans sædvanlige rolige attitude. Og han vidste ikke om det ville blive set som upassende, hvis familien havde arrangeret et møde imellem Alecto og en lang række bejlere til aftenen. Han mindedes ikke hvornår han sidst havde set hende. Det havde nok været et halvt år, hvis ikke mere, selv om tiden for en vampyr var et meget komplekst begreb. Når han havde erindret hende havde den sneglet sig af sted, mens årrækker kunne føles som et sekund. Han havde været hendes bekendtskab bekendt siden hun næsten var en ung pige, og nu stod hun for ham og funklede, som en dronning. Alene synet sendte gåsehud ned langs hans ryg og nakke. Mens han… Han ikke havde ændret sig. Over hovedet. Andet end de klæder og smykker han bar.
”De ser jo strålende ud! Som altid.” tilføjede han med en skævt grin. ”Hvordan står det til med familien?” En lille rynke viste sig på hans næseryg og indikerede en vis form for irritation hos ham. Alectos opmærksomhed var vigtig for ham, men han skævede fra tid til anden stadig til siden for at se om han blev observeret. Selv om der ikke var mange mennesker frygtede han at de ville blive forstyrret og at øjeblikkets gensyn ville stoppe. Fra balkonen kunne man se langt og vidt ud over haven, skov og tåge. Det skabte en kærkommen mulighed for at fortrække sig fra det øvre selskab, så han så sit snit til langsomt at åbne vindueskarmen til balkonen på klem og træde halvt ud af vinduet. ”Jeg føler lidt at jeg trænger til frisk luft. Det ville være en ære, hvis de ville akkompagnere mig, frk. Black.” Der var ikke meget insisterende over Ludwiks stemme, men måden han smilte gemte en skjult udfordring, som han tilbød sin hånd til Alecto med et hævet øjenbryn. ”Jeg mener – De kunne selvfølgelig også blive her inde resten af aftenen. Deres familie har sikkert store planer for dem. Vin. Sladder. Dans. Mere vin og dans. Natten er jo ung, så De vil kunne nå at gentage det uendeligt mange gange endnu. Igen og igen.” Der lå naturligvis meget tanke bag betænksomheden, for omvendt psykologi var en utrolig brugbar ting, når folk ikke var vant til at opsnappe den.
Alecto kunne stadig mærke følelsen af hans hånd mod hendes skuldre, så kraftigt at det stadig var som om den stadig lå der. Hun kiggede roligt rundt, for også at forsikre sig om at de der ikke var nogen der havde gjort dem med selskab. Langsomt nikkede hun med hovedet og vendte de brune øjne mod Ludwik igen. “Det er jeg” sagde hun og bøjede roligt hovedet i et lille smil. Blikket lå dog ikke hos ham særlig længe, inden hun rettede hovedet mod udsigten fra vinduet. Hun var egentlig glad for det kun var hende der var til stede, hun behøvede derfor ikke være nervøs for om hun blev holdt øje med, med mindre hendes forældre havde sørget for det selvfølgelig. Hun var gammel nok til ikke at have en anstalt dame med, mente hun selv. Det var ingen hemmelig at det var Ludwik som Alecto havde håbet at se, der var gået en del måneder sidst, og selvom det ikke var noget hun sagde højt, havde hun manglet ham lidt til de andre selskaber hun havde været til. Når han var der, havde hun en god grund til at forsvinde lidt væk fra musikken og dansende mennesker. Det gjorde hende umådelig træt i længden. Som om de aldrig ville holde op. Hun sukkede lidt og lukkede sine øjne. Hun førte en hånd, for roligt at gnide den mod panden.
“De ved altid lige hvad de skal sige” sagde hun og kiggede lidt på ham. Et let hvilede på de røder læber. “Jeg kan kun sige i lige måde” sagde hun og tog et par skridt mod ham, med et undersøgende blik. “Er dét et gråt hår?” kom det fra hende, og rakte ud for at tage fat i en tot af hans gyldne lokker. “Min familie har det godt. Agneta er jo stadig på Hogwarts, men hun er forlovet. Så har de da hende afsat” sagde hun med et roligt grin. Hun håbede lidt at det ville betyde de ville give hende lidt fred. Men hun havde på fornemmelsen at lige så snart at den yngste søster blev en Muldoon, så gik alt overskuddet til Alecto, selvom hun ville tale sin sag godt, og påpege at Alfred heller ikke var forlovet endnu. Det var trods alt vigtigere end hende. Hun havde ingen mulighed for at føre familienavnet videre.
“Jeg håber dog de ingen planer har med mig” erkendte hun med et lille grin. Endnu engang flakkede hende blik en smule, og hun blev igen betaget af udsigten, det var næsten som om hun blev helt væk i stjernerne. Hun kiggede ikke på ham, da han havde taget sig den frihed at søge om hendes selskab udenfor. Hun var ved at åbne mundne for at svare, da han fortsatte. Hans ord fik hende til at rynke på næsen. “Du behøver ikke at få det til at lyde værre end det er” sagde hun og rystede lidt på hovedet. Hun flyttede roligt hånden ud, så han kunne føre hende ud. “Frisk luft lyder, opfriskende” sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå, et skævt smil spillede hen over hendes ansigt.
”Nå ikke? Det virker da glimrende, så hvorfor skulle jeg da stoppe? Så ville det jo blive kedeligt.” Da Alecto lagde sin hånd i hans var det lidt som om tiden frøs. Han dvælede ved hendes varme hud, og måden hun så så… skrøbelig ud. Som om hun ville knuses, hvis han ikke var forsigtig med hende. Det fik ham til at synke en klump. På en gang følte han sig underligt urolig, men det var ikke på en ubehagelig facon. Det føltes lidt som pulserende energi, der sitrede igennem hans døde legeme.
Så holdt han gardinet til side og guidede Alecto med ud på balkonens areal, hvor han fastholdt hende i måske lidt længere tid end nødvendigt. Da han slap hende fri gik han hen til kanten og kiggede op mod månen og stjernerne. Hendes ord om at han havde fået gråt hår havde alligevel skræmt ham tilstrækkeligt til at tjekke efter, da han mente hun ikke kiggede. Kun for at lade om ingenting selvfølgelig. ”Det her er i sandhed et pragteksemplar på mørkets element. Mystisk og med en fjernhed, der kan gøre mange utrygge - indtil de opdager den uanede skønhed der gemmer sig der i. Natten er absolut den mest inspirerende tid på døgnet efter min mening. Jeg bliver aldrig træt af den. Jeg ville bare ønske at jeg kunne få andre til at se det jeg ser.”
Han satte sig op på balkonens kant for i stedet at betragte Alecto. Hendes hud var så lys, næsten som en stjerne. Tanken om at hans mulighed for at beundre det kunne forsvinde gjorde ham… nærmest utilpas? Han vidste hvordan det foregik i adelige familier. Kvinderne var noget der påpasseligt blev afgivet som dele i et udvidet netværk. Som ting. Sandheden var at han var ligeglad med Agnetas velbefindende. Han tolererede hende kun og viste interesse, fordi hun var Alectos familie. De få gange han havde observeret hende til arrangementer, fik hun Ludwik til at føle sig irriterende meget som en legeonkel, og havde hun været en hvilken som helst ung kvinde havde hun været en af dem han havde gjort tilnærmelser imod, kun for at rive hende ned og pille hendes attitude fra hinanden indtil hun lå og krympede sig sammen. Det eneste der betød noget var at Alecto var den næste kvinde i rækken. Ludwiks blik flakkede lidt, inden han tiltede hovedet let med et ansigtsudtryk der ikke afslørede nogen følelser. ”Agneta må være en meget lykkelig kvinde, men hvis De selv skulle vælge – lige det De havde lyst til, hvilke fremtidsplaner har De så selv, frk. Black? Tilgiv mig min nysgerrighed. De synes vel stadig om Queerditch?”
Alecto kunne ikke lade være med at smile, selvom hun roligt rystede på hovedet af de sagte ord. “Nej, gud forbyde at vi mennesker skulle gå hen og kede os” sagde hun og løftede det ene mørke bryn lidt. De hvide tænder kom til syne, da smilet strakte sig. Selv var Alecto blevet en smule varm i sine kinder ved hans nærvær, og langsomt bredte det sig til resten af kroppen, helt ud til det yderste på fingerspidserne. Hun fulgte hans skridt da han førte hende ud på balkonen. Det var ikke særlig koldt, men hun kunne alligevel mærke vinden sanse omkring de frie krøller, og hvordan kulden bed lidt i hendes kinder. Hun havde ikke lyst til at han gav slip på hende, ikke desto mindre, lod hun sine fingre strejfe hans, da han efter noget tid alligevel gav slip på hende. Et svagt grin forlod hende, en hånd blev flyttet op til munden for at skjule det. Uden at sige noget gjorde hun ham selskab ved kanten af balkonen. Hun lænede sig lidt frem for at se hvor langt der var ned. Blikket gled hen over det nu mørke græs og videre op på himlen.
“Du mener de tusinde af blinkende øjne og ser ned på os? Et hav af små krystaller som danner en mælkehvid vej?” hun drejede langsomt hovedet og skævede svagt til ham. Alecto mente selv at der var noget beroligende over natten, og fandt ofte sig selv sidde længe oppe, blot for at nyde den stilhed den bragte med sig. Hun følte ofte, at det var det eneste tidspunkt på døgnet, hvor hun kunne være sig selv. Der var ingen der bed efter hende, skældte hende ud eller så dømmende på hende. Hun sukkede svagt og rullede let med sine skuldre.
Endnu engang fulgte Alecto ham med blikket, som han satte sig på balkonens kant, selv blev hun stående. Hun brød sig egentlig slet ikke om tanken om at hun en dag skulle være nogens kone. Hun følte at hendes frihed blev berøvet, og at hendes stemme blev snøret sammen. Især fordi hun var adelig, og derfor skulle hun giftes med en adelig, gerne en højtstillet en af slagsen. Hun var den ældste kvinde, og hun ville dog ikke som sin søster nøjes. Skulle hun endelig giftes, ville hun længere op af rang stien. Hun hun havde absolut ikke travlt. Det var trods alt ikke livsnødvendigt at hun blev gift med det samme. Ærlig talt skulle hendes forældre fokusere mere på deres sønner end døtre. Hun trak på skuldrene, og havde næsten en ligeglad mine. “De er da ligeglade med Agnetas lykke, og min for den sags skyld. Selvom de gør de for hendes, vores egen skyld, så har det intet med os at gøre” sagde Alecto og vendte atter blikket mod den klare nattehimmel. “Jeg tror jeg ville rejse verden rundt.” det var i hvert fald den første tanke der faldt hende ind. Hun ville nå at se så meget så muligt inden hun blev giftet bort. “Hvad med dig Ludwik, de har jo mere erfaring end de fleste. Hvad for en som har alt tiden til at gå med?” spurgte hun og lagde roligt sin hånd på hans.
Det gav et sæt i Ludwik, da Alecto lagde sin hånd på hans. Hans pupiller trak sig sammen og for en kort stund gjorde han ikke andet end at stirre ned på hendes hånd op af hans. For at bekæmpe den tørhed der var dannet i hans hals, klarede han halsen og så lidt væk. Dog trak han ikke sin hånd til sig, for han kunne godt lide den varmeudveksling der fandt sted. Tilbage til det mere alvorlige ansigtsudtryk rankede Ludwik sin ryg.
”Alecto.” udbrød han højtideligt. Måske mere end han havde ønsket. Følelser havde aldrig været hans stærke side, men han kunne nogenlunde sætte sig ind i andres, fra sit eget perspektiv. ”Jeg håber at De, - at du forstår at din familie selvfølgelig gør som de mener er det bedste for slægten, når de udvælger en passende mand til dig. Men hvem ved… måske ændrer ting sig engang. Og så behøver du ikke bekymres om hvad der kommer til at hænde dig. Nogen gange skal der bare overbevisning til fra andre kanter. Tænk ej mere på det. Så forhindrer det dig i at nyde aftenen, og så lægger du ikke mærke til alle de detaljer der er omkring dig. Det er ikke bare stjernerne der er anderledes. Det er alt. Dufte. Den særlige fornemmelse man kan få. Det er noget man ikke kan finde i morgengryen.”
Ludwik holdt en kort kunstpause, så dannede der sig et lidt smørret grin over hans læber, og han kiggede beregnende på Alectos kønne ansigt. ”Eller… De væsner der kan vågne på sådan en aften som denne. Varulve, der hyler mod fuldmånen. Jeg ved ikke om du har noteret det, Alecto, men der er en lille finurlig vandrehistorie her til festen. Der er nogen der siger at der er vampyrer blandt festens deltagere et sted på godset. Skræmmer det dig ikke? Jeg er forbavset over at du virker så upåvirket.”
Alecto kunne godt mærke hans blik, og langsomt fulgte hun hans arm op og blikket faldt igen mod hans lyse øjne. Hendes egne mørke blev svagt knibet sammen og hun forventet mere eller mindre at han sagde noget, efter den svage rømmen. Men da der ingen kom kunne hun ikke andet end blot at sende ham et lille smil. Det var ikke underligt at varigheden mellem berøringer var længere end det var, og hun måtte indrømme at hun nød kontakten mellem dem selvom det ikke var nået der varede ved særlig længe. Det havde med sikkerhed også ændret sig til akavet, havde de ikke flyttede sig en smule fra hinanden.
Alecto rettede hovedet mod Ludwik da han henvendte sig til hende, og med hovedet svagt på skrå fulgte hun nøje med i hvad han sagde. Der var en del, men hun havde ikke lyst til at afbryde ham, også selvom at hun havde hørt det tusinde gange før, så holdte hun af at høre lyden af hans stemme.
"Jeg forsøger skam også er nyde aftenen, og det er nu ikke så svært" sagde hun med et lille smil. Det var sandt at hans tilstedeværelse gjorde det hele nemmere, og hun havde egentlig en del mere lyst til at komme lidt ud, så længe Ludwik bare var ved hendes side. En underlige følelse, som hun ikke helt vidste om hun var tryg ved,
Hun var ved at åbne munden for at sige noget, med endnu engang kom han hende i forekøbet. Et varmt smil hvilede på hendes læber som han endnu engang talte, og hun lænede sig let mod balkonens væg. "Vampyrer ligefrem?" sagde hun og små lo. Hun rystede lidt på hovedet. "Tværtimod. Det er spændende."
”Ja, vampyrer. Spøjst ikke? Det har spredt sig hen af aftenen. Muligvis en underholdningsform. Men jeg kan forsikre dig om at så længe du er i min nærhed sker der dig intet. Hverken vampyrer eller nogen andre skabninger vil kunne røre dig og – SPÆNDENDE Alecto?” udbrød Ludwik vantro. Han stirrede halvstikkende på den unge kvinde i et stykke tid uden ord. Indvendig indgik han en diskussion med sig selv om der lå noget bag. Han havde kendt hende så længe, men havde nogen sat hende til at udspionere ham og klanen? Han ville ikke tro på det. Så lagde han sin hånd på hendes pande og prøvede at føle efter en pludselig temperaturændring. Måske var hun blevet syg.
”Har du allerede drukket for meget vin?” Ludwik kunne ikke lade være med et smile skævt over hendes tågesnak. I det øjeblik havde han ønsket at han var seer. Så han kunne fornemme hvad der foregik i det kønne hoved foran ham. For jo mere han forsøgte at aflæse hende, jo mere tegnede forvirringen sig som små streger imellem hans bryn.
Alecto kiggede roligt på Ludwik som han talte, men lyttede kun med et halvt øre. Hun havde ingen problemer, skulle det vise sig at hvad han fortalte var sandt, var det ikke væsner hun ikke forsøge at undgå, tværtimod. "Ja? - Hvorfor skulle de ikke være det?" spurgte hun lidt uforstående. Langsomt vendte hun hovedet mod hans retning, så det meste af det blege ansigt var synligt for ham. Hun bøjede hovedet en smile.
Hun fulgte hans bevægelser, og kunne knapt holde grinet tilbage da han forsøgte at mærke om hun havde en varm pande. Hun rystede på hovedet ham, og smilene lagde hun sin hånd på hans, og fjernede den. Hendes tynde fingre strejfede hans håndryg, som om at hun undersøgte den nærmere.
"Der skal en del mere til at gøre mig rundforvirret" sagde hun og lo let. Det mørke blik vendte tilbage mod salens indgang, da musikken igen spillede op. Skævt kiggede hun tilbage til Ludwik, gik et par skridt tilbage mod midten af balkonen, og havde nu sin hånd i et blidt klem om hans. "Dans med mig" bad hun
Betuttet betragtede Ludwik Alecto, næsten som var hun en puslespil han forsøgte at løse. Hendes ord gav ingen mening, for vampyrer var ikke en særlig velset race i magikernes samfund – eller hos mugglerne for den sags skyld. Der skulle derfor gå et par sekunders ekstra reaktionstid, inden han opdagede at Alecto stod med hendes hånd om hans træk ham med sig uden nogen indvendinger fra ham. ”Danse? Ja, selvfølgelig, M’lady.” Ludwik bukkede, lagde en arm rundt om Alectos læn og begyndte forsigtigt at føre hende rundt til musikkens rytme. Men han var på autopilot. Det var noget han havde gjort så meget at det var en rutine han kunne udføre med lethed. Hans opmærksomhed strejfede. Han kunne ikke give slip på hendes reaktion. Som de dansede skævede han op mod månen med et hævet øjenbryn. ”Fordi de er jægere. Koldblodige igler, der tærer på andres livsenergi. Dæmoner... Måske endda unaturlige. Det er jo det folk siger. Men du, du synes ligefrem at de er spændende. Jeg må give dig det Alecto, du bliver ved med at overraske mig. Jeg er nysgerrig. Ville du have noget imod at forklare nærmere?”
Sammensmeltet med smilet og de blide øjne lyste Alectos ansigt lidt mere op, da Ludwik gerne ville danse med hende. Afvisninger var ikke rigtig noget hun kendte til, hvilket nok af og til kom lidt for meget til syne. Viljen var hun vant til at på, på den ene eller den anden måde. Hun forsøgte dog at gøre det skjult, for ikke at fremstå som alt for forkælet. Hun fandt det utrolig sødt at han var så forbløffet over hendes meninger om nattens væsner, og kunne ikke få smilet væk fra sine læber. Hun rystede lidt på hovedet af ham, og forsøgte i stedet at koncentrere sig om dansen og musikken, i stedet falde i staver over hans ansigtsudtryk.
"Det kan nogen magikere også være" bemærkede hun en anelse tørt. Og de skulle heller ikke glemme vareulve, og hun mindes også at have hørt at selv mugglere kunne være ondskabsfulde og farlige. Hun så ingen grund til at gøre nogen værre end de var, blot fordi de var anderledes. "Jeg tror på, at selv døde mennesker som vampyrer er i stand til at føle, blot en smule, derfor ser jeg ingen grund til at hverken had eller foragte dem" sagde hun roligt inden hun fortsatte; "De fascinere mig, de myter og rygter der går omkring hvad de er i stand til, og så hvor mange år de er i stand til at forblive i de levendes rige. Det er en helt ny verden af viden, som jeg næsten tørster efter" sagde hun og trådte et halvt skridt tættere på ham. "De fleste er bange for det ukendte, men ikke jeg" fastlog hun så til sidst.
Forundringen blev ikke mindre hos Ludwik. Han lyttede med hovedet en anelse tiltet, og som hun fortalte mere og mere kom et skævt smil frem på hans læber. Hans ansigt lysnede op, men der var stadig en anelse af undren over ham. Det var behageligt at høre en så neutral tilgang til hans slags. Det var ikke noget han hørte tit, selv om magikere var meget velbelæste. Små fascinerede lys kom svagt til syne i hans ellers kølige øjne. ”Sikke velovervejede tanker for en ung dame af din alder”. Ludwik rykkede sig ikke længere væk, da Alecto trådte tættere på ham, og han undslap en lav latter. ”Nej, du er absolut ikke en kvinde der er bange af sig. Viden er som en dør. Man åbner den og finder endnu ti døre, og sådan kan man blive ved med at søge den, men hvis man aldrig åbner døren i frygt for hvad der befinder sig på den anden side, vil man ingen steder komme”.
”Du er i sandhed en meget mystisk skabning selv, Alecto. Måske er det derfor du sådan søger den slags… Og hvem ved. Måske er den verden tættere på end man tror. Lige for næsen af os ”. Ludwik tog mere fast fat om Alectos liv, og i en diskret bevægelse spændte han ben for hende i dansens næste skridt og greb hende i sit favntag. ”Åh, min fejl. Jeg beklager ”. Det skæve grin på hans ansigt vidnede om at det bestemt var alt andet end et uheld. ”Men så igen – nok ikke”.
Alecto kunne ikke lade være med at skule lidt til ham, dog hang smilet stadig ved da hun svarede ham. "Jeg er en velovervejet ung kvinde" sagde hun roligt, der var tegn på at hun snart brød ud i en let latter, da smilet sitrede til at blive endnu bredere. Hun sugede alt hvad han sagde til sig som de dansede. Hun var lang fra dumdristig, mente hun i hvert fald selv, og viden kunne være lige så farlig at på jagt efter, som et sjældent dyr, eller forsøge sig med forbudte besværgelser. For selvom at hun gerne ville lære så meget, så vidste hun at man ikke skulle være for ivrig. Det kunne koste en dyrt. "Jeg tager et skridt ad gangen" bemærkede hun så.
Alectos mørke øjne søgte hans egne lyse, endnu et halvt skridt blev taget i hans retning, så de nu stod så tætte at han kunne mærke varmen fra hendes åndedræt. "Eller læberne" hun nærmest gispede efter vejret. Aldrig havde hun været så tæt på en anden mand, dog skulle der mere til, for langt kom hverken hende eller ham, da hun næsten faldt over sine egne ben. I starten havde hun dog troet at det var hendes egen klodsethed der var vendt tilbage. Men Ludwik tog skylden. "Det er okay" forsøgte hun sig. Det var jo et uheld, eller det troede hun i hvert fald. Som hun lå med ryggen hvilene mod hans faste hånd, og hendes egen der roligt strammede sig om de blonde lokker i hans nakke, blev alt pludselig stille for hendes øre. "Nok ikke" hun gentog hans ord.
De bløde kærtegn mod sin nakke sugede han til sig, og for en stund lukkede han øjnene med en mørk brummen. Alecto føltes let, næsten som om hun var lavet af luft. Da Ludwik igen kiggede på den unge kvinde hævede han sin kølige hånd op imod hendes ansigt og strøg sin tommel imod hendes fløjlsbløde læber. Han sagde i et øjeblik intet. Gjorde intet, ikke andet end bare at føle hendes varme hud imod sin. ”Og der er intet galt med at tage det et skridt af gangen. Det er min erfaring at man kan opnå alt man vil, når tiden er til det. Og tiden er et vandløb uden ende. Nogle gange kan man ikke gøre andet end at lade sig flyde med og se hvor man ender, Alecto.” Fyrstesønnen bøjede sig ned og nærmede sit ansigt hendes. Afstanden imellem dem var næsten ikke eksisterende. Han lod sin opmærksomhed synke ned i hendes ansigt.
”For først da vil tiden flyve afsted før man ved af det. Når man lader sig rive med. Når man finder døren med hemmeligheden.” For første gang den aften lod han sig smile helt, og spidserne af et par sylespidse hugtænder blottedes imellem hans læber. ”Du har ingen anstandsdame. Så kan der ske meget forfærdelige sager, Alecto. Men du er jo ikke bange af dig.” Han nærmede sine hugtænder hendes hals og øre, strøg hendes hår til side og hviskede med en humoristisk munterhed. ”Så jeg. Har tænkt mig. At bortføre dig… -Du ved, bare for at holde alle vampyrerne væk og alt det der”.
Med den frie hånd trak han sin stav og med en dirigents bevægelse strøg han den igennem luften en gang. I et snuptag løftede han Alecto op i brudestilling, gik et par skridt imod balkonens kant og med støtte imod den sprang han ud over kanten. Men de faldt ikke. I stedet holdt han stille og svævede i luften, som havde de fløjet på en kost. ”Jeg har aldrig forstået Queerditch og den slags nymodens spil. Det er en større kunst at flyve uden brug af objekter. Det kræver mere koncentration, men jeg kender ingen andre magikere der har brugt tid på at udvikle evnen selv.”
