Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Af og til kunne Londons evigt befærdede gader og byens rå, til tider grusomme egenskaber blive meget. Ikke nok med at folk med jævne mellemrum brugte gader og stræder som latrin, snavset befandt sig også i folkesjælen. Mandrilla skammede sig over at tilhøre den slags, der narrede penge fra folk, men det var en måde at overleve hverdagen på. Når den slags selvbebrejdelser kom for tæt på var det tid til at tage væk i et par dage. Hun yndede at slå sig ned i de mere landlige dele af London. Der var naturen. I modsætning til mennesker var den ærlig i alt den gjorde. Den stærkeste overlevede, men det var ikke af ondskab, blot en måde for livet at blive ved med at eksistere på. Mennesker var de eneste væsner hun kendte der skadede hinanden for svige og smerte… I det mindste blev hun ikke set ned på af skovens dyr.
Månen stod højt på skyfri himmel, og den oplyste det hele som en hvid lanterne. Træer kastede skygger, der til forveksling kunne minde om arme og forvredne ansigter, hvis man lod fantasien løbe af med sig. Det var ikke underligt at der gik rygter om troldfolk i skovene. Ikke mange turde begive sig ud på denne tid. Mandrilla var en undtagelse. For hende var det eneste der kunne true hende andre mennesker, og dem havde hun ikke set nogen af, bortset fra på gårdene hun havde passeret længere væk. Hun havde slået lejer lidt væk og tændt et bål et stykke inde ved en lysning, men nu var hun vandret ned til en sø der lå uforstyrret. Månen spejlede sig i vandet, og dens skønhed var for hende næsten hypnotiserende. Hun kiggede sig en ekstra gang over skulderen, kun for at bekræfte hvad hun havde tjekket flere gange. Hun var alene. Den hvide kjole gled langsomt af hendes kurver. Om hofterne bar hun en tynd kobberkæde prydet med opaler, og på hendes læg var den fornemme dolk fastspændt. Langsomt trådte hun ud i vandet indtil hun til sidst var dækket til det øvre lår. Kulden fik hende til at gyse. Hun bed det i sig og begyndte at sprøjte vand op på sin krop. Først undslap et lavt hvin hende, dog udvikledes det til en klukkende latter. Det var næsten som at være barn igen. Da hun dukkede under overfladen kom hun op gispende, mens hun knugede armene om sig selv. Små vanddråber lå som perler på hendes mørke hud. Hendes tykke, sorte manke krøllede ustyrligt, når den blev våd, og hvis man ikke vidste bedre kunne hun ligne et sagnvæsen, der kunne sende mænd til deres endeligt. Nok var hun sigøjner, men hun var en utroligt forfængelig af slagsen, og hun gik op i at se godt ud, så hun begyndte at køre fingrene igennem håret, og fornøjelsen fik hende til at nynne passioneret.
"Nej, nej, jeg be'r Dem," klynkede en herre, mens at han i al sin kraft prøvede at sno sig fri af den mørke skikkelses tag. Men det var nærmest umuligt for en landmand, der hele sit liv aldrig havde oplevet noget lignende, og derfor ikke var forberedt på, hvad der kunne gøres. Netop som han havde været ude for at kalde på sin hund var der i stedet dukket en kappeklædt ligbleg skikkelse frem af skyggerne. Det havde givet et gisp i manden, der forskrækket havde prøvet at lave en flugt, men det blev ikke til mere end et par skridt før, at Hakob havde væltet ham, og nu stod lænende over ham med sine tænder i hans udstrakte hals. Manden blev efterhånden stille, øjnene gik fra at være anspændt til pludselig at virke livløse og grebet om Hakobs lange kappe blev roligt slapt.
Hakob begyndte at mærke sit hjerte slå igen, som fik han blod tilbage i hjertets kamre. Vener og blege blodårer dannede sig ved hans hvide hals som tegn på, at det satte gang i hans kredsløb. Han mærkede hvordan energien ligeså stille kom tilbage til ham efter at han i adskillige dage havde måttet undvære. Hans rejse fra Frankrig til England havde taget hårdt på de kræfter, som han allerede havde så få af. Det havde derfor virket mere som et nederlag end en succes at komme til London. Men i nat var et lille højdepunkt. I nat mærkede han for første gang i lang tid sit hjerte banke igen og sine muskler spændtes.
Netop som han stod der og sluprede i sig var der noget der fangede hans øre. Gemt i mørket fra kappens hætte åbnede Hakob sine øjne og fjernede sig stille fra sit offer. Der var noget, der fik hans hjerte til at slå en ekstra gang mere end den effekt frisk blod havde for ham. Der var noget rent og feminint over den svage nynnen, som han kunne høre et par meter borte. Hans nysgerrighed tog over, og med en langsom bevægelse rejste han sig fra sig plads i mørket. I stilhed gik han mod lyden blandt mørke træer og måneskin. En sø, hvis vand skinnede ligeså klart som månen, kom til syne. Han stoppede ved et træ; gemte sig hurtigt lænende op ad træet med vidt åbne grålige øjne rettet mod kvinden i det stillestående vand. Og sådan som hun badede dér betragtede Hakob hende i al hemmelighed. Hendes hår, hendes hud, hendes former. Hver eneste detalje han kunne se fra sit skjulested. Hele scenen var som en fortælling fra de forhistoriske tider med sirener og nymfer. Han kunne ikke se væk. Hendes skønhed fascinerede ham, for hvor var det længe siden, at han sidst havde set en nøgen kvindekrop.
Post by Mandrilla Dalca on Feb 29, 2016 23:05:21 GMT
Mandrilla lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hun koncentrerede sig om sine omgivelser. Det var underfuldt hvordan noget så simpelt kunne være så fredfyldt. Folk der frygtede natten gik i sandhed glip af en hel unik skønhed. Alt omkring hende fik et helt andet liv. En ugle huede, græshopper spillede deres kendingsmelodi, og vinden susede i træerne. Vandet var næsten helt stille med undtagelse af de bevægelser, som hun skabte ringe i den sølvfarvede overflade med. Hendes melodi stoppede nogen gange, når hun kunne høre en kvist knække, men det måtte vel være skovens dyr. Så startede hun igen, men denne gang hørte hun en kvist knække tættere på. Og en til. Hun stoppede helt og åbnede sine gyldne dådyrøjne. Pludselig følte hun ikke længere at hun var den eneste i skovens mørke.
Langsomt vadede Mandrilla ind til søbredden og satte sig på en sten, ikke langt fra sin kjole. Der sad hun med ryggen til sin beundrer. Hun var ikke sikker hvor fornemmelsen kom fra, men hun frygtede det ikke. I stedet trak hun sin dolk og gled fingeren hen af skaftet, der tydeligt reflekteredes af månen. Blot for at markere at hun ikke var ubevæbnet. ”Sådan en spændende skov. Næsten øde, men med så meget nyt. Så meget at finde. Dyr… blomster, der kun viser sig i måneskæret. Ungmøer der opsøges i dybe vande…” Ordene lod hun sidde lidt inden hun skævede over sin skulder og lagde mærke til to øjne der betragtede hende bag et tykt træ, men stadig forholdt hun sig helt rolig. Det fik hende endda til at smile varmt. I stedet greb hun fat i en af mange små flasker fra en lille læderpung i kjolens bælte. Proppen til den blev løsnet, og i den var der et velduftende urtepulver, som hun begyndte at gnubbe ind i sit mørke hår, og hun startede sin melodi igen. Dolken var stadig i hendes ene hånd. ”Godaften, du, min skygge”
Som Hakob stod der og prøvede at få styr på sin hjertebanken gemt bag det mørke træs skygge, havde han med vidtåbne øjne betragtet kvinden gå mod bredden. Her satte hun sig og Hakob fik nu den nøgne ryg at se i stedet; spinkel og elegant. En refleksion af månens lys, kastet af den dolk, som hun havde i hånden, fik ham til at knibe øjnene en smule sammen. Af ren refleks havde han endda trukket armen forkastet op mod øjnene, men den faldt hurtigt ned igen da glimtet kun havde været kortvarig. Så hvilede han hovedet afslappet mod træets stamme mens at han blev ved med at betragte hende og hendes stemme. Den måde som hun tog de små flasker op og den måde, som hun åbnede en af dem på. Duften af urtepulver dansede hen ad søbredden og længere ind mod træernes begyndelse. Den ramte Hakobs næse, og med lukkede øjne indhalerede han duften dybt ned i lungerne. Det skabte en blandet følelse i den halvdøde brystkasse, som den ligblege vampyr så sjældent følte. Han var afslappet. Han var tryg, for første gang i mange år. Den mindede ham om, at der stadig var noget smukt i denne verden.
Det gav et forvirret sæt i Hakob da hun rettede henvendelse mod ham. Han havde ikke regnet med, at hun ville opdage ham, for han havde holdt sig til skyggerne med den bedste mulige evne som han besad. Sit liv som flygtende havde givet ham en evne til nærmest at være usynlig ved hjælp af sine omgivelser; en evne som han formåede at beherske helt formidabel efterhånden. Desværre var han ikke fejlfri.
Et støn fløj over hans læber da han mistede vejret af forskrækkelsen, og med det samme ødelagde han sit skjul ved at rykke sig hastigt væk. Hans fødder lavede en skrabende lyd mod skovens bund; et par enkle smågrene knækkede lydt. "Om forladelse.." mumlede han hastigt med en hæs stemme, mens at han rykkede sammenkrøbet et par skridt bagud tættere ind i skovens mørke, så kun hans omrids var synlig. Det gik så stærkt at han endda havde været ved at snuble. "Det var ikke min mening at beglo Dem, jeg troede ikke at De--" Usikkerheden tog over, og han havde mest af alt lyst til at flygte. Han forblev stille i lidt tid. "Deres stemme.." mumlede han hæst "Den er yderst yndig.."
Post by Mandrilla Dalca on Apr 3, 2016 15:18:31 GMT
Gæsten ved træet gav lyd fra sig og sprang væk i hast. Det fik Mandrilla til at vende sig imod ham og betragte ham med vidt åbne øjne. Hun havde ikke kunnet udregne meget af hans skikkelse før den havde trukket sig yderligere ind i mørket, men hun kunme høre at det var en herre på den rå brummen, og han lød træt. Udmattet endda, eller ophidset. Så for at få det bekræftet strækte hun hals efter ham, som hun prøvede at stille skarpt ind i skoven. Men mørket holdt ham skjult. Sigøjnerkvinden sagde intet for en tid, kørte blot det bølgede ravnsorte hår hen over skulderen og lyttede efter ham. På trods af hans bekræftelse på at han havde observeret hende, gjorde hun intet for at dække sig til og skjule sin krop. Hans sidste hæse hvisken fik hende til at blinke forundret et par gange. Hun havde hørt at hun havde en meget afslappende og fængende ryst, når hun optrådte, men aldrig under disse omstændigheder. Og han havde bare stået og lyttet til hende. Det kunne absolut ikke fornærme hende at få sådan et kompliment. Et sted følte hun sig ualmindeligt smigret. Da førte hun en finger op til sine læber. ”Ssssshh… Jeg er ikke vred. Du har intet gjort galt, undskyld ej.”
Hun ønskede ikke at skræmme ham væk, så hun blev siddende hvor hun var og lagde dolken fra sig ved sin side. Herren virkede så meget mere skamfyldt end hun var. Og ængstelig, siden han sprang væk. Hun var en lille kvinde og fysisk ikke særligt truende, så det sagde en del. Måske var han ligefrem genert? Smilet på hendes læber blev større. Hun viftede sin fod frem og tilbage i vandets overflade og det rislede imod stenen. ”Du lyder sjov, Skygge. Du taler ligesom mit folk.”
Blandt flaskerne trak hun en ny. Korkproppen forsvandt let, da hun bed sammen om den og trak til. Indholdet var en olie, som hun omhyggeligt begyndte at gnide ind i sin hud. Dråberne blev hældt ned af hendes bryst og dryppede ned på hendes mave og runde lår. Hun var koncentreret i sin rutine, men af og til slog hun blikket op for at se om han havde rykket sig, eller helt var forsvundet. ”Jeg har altid glad når nogen vil lytte til mig. Tak"
I glidende bevægelser strøg Mandrilla sine hænder langs sine hofter og videre ned til de lyse inderlår, imens hun fastholdt blikket imod skyggen i skoven. Hun lagde sig ned med ryggen imod stenens flade. Intet var skjult i månelyset. Aldrig havde Mandrilla skammet sig over sin krop, så at hun blev betragtet sådan fra afstand skræmte hende ikke. Tværtimod. Hun følte en form for spænding. Menneskekroppen var naturlig, og hun havde et elskende forhold til sin, så når hun blev sådan beundret gav det hende et behageligt sug i maven. Han var blevet stående ved træet i et stykke tid, så han så ud til at have nydt det. Hvorfor skulle hun stoppe? "Det er et sjovt tidspunkt at være ude på. Frygter du ej at blive forbandet, hvis du snakker med mig?” En reaktion de fleste mennesker ville have, men bare ikke ham. og det satte undren i hende. Hun strakte sit ben viftende i vejret og sukkede af velbehag. På trods af situationens omfang havde hun det godt, og hun nød øjeblikket i naturen. Det var der intet der kunne tage fra hende.
På nippet til at flygte havde han haft drejet kroppen til siden, hvis nu, at hun ville følge efter ham. Alligevel holdte han sig lidt tilbage fra at gå væk fra sit skjul simpelthen fordi, at han ikke ønskede at forlade hende. Hun havde vakt noget i ham; en påmindelse om, at denne kolde verden besad af noget så smukt så simpel som en kvindekrops former i måneskær og duften af urtepulver der blandede sig med skovens duft af harpiks og våde græs. Måske oplevede vampyren en form for lidenskab eller beundring, der gemte på et savn til fysisk kontakt og kærlig berøring. Han havde egentlig aldrig rigtig haft de store muligheder for at se en nøgen kvinde, for hans vampyrisme havde gjort, at han ikke nåede at blive gift og opleve bryllupsnatten. De efterfølgende ludere, som han havde opsøgt, var blevet skræmt af hans situation, til trods for at han havde gjort klar besked om, at han ikke ønskede elskov, men i stedet blot havde ønsket at ligge i en tæt omfavnelse med hovedet hvilende mod et varmt hjertebankende kvindebryst. De mange mennesker, han med tiden havde skræmt, både med og uden vilje, havde lavet så dybe mentale sår i den ligblege og sørgelige karakter, at han til sidst havde konkluderet, at kærlighed ikke fandtes. For hvem kunne nogensinde elske en som ham? Han var et monster. Det havde indbyggerne i hvert fald råbt af ham, mens at han flygtede ud af deres byer.
Hendes rolige tonefald fik ham til at dreje sig mod hende igen. Hans tanke om at flygte var pludselig borte, men sammenkrøbet sørgede han stadig for, at hun ikke ville kunne se hans hæslige udseende. Det var første gang i lang tid, at nogen faktisk snakkede til ham som en ligemand. "Det er mig der takker." sagde han hæst, mens at han trak hætten tættere om sit ansigt. Han gik et par enkelte skridt fremad mod træet, som han let gemte sig bag. En hurtig tanke strøg forbi da han bed mærke i hendes brug af sætningen hendes folk.
Selvom at han ikke burde, så kunne han ikke lade være med at betragte hendes krop. Da hun lagde sig ned på ryggen kom kvindens bryster og de runde lår til syne. Det var måske forkert af ham, men han beundrede hende. Han sank en klump, og prøvede i det mindste at virke bare en smule uberørt ved at tale til hende. "Jeg er allerede forbandet, frk. Og i så fald, hvis de har en sådan magt, så tror jeg ikke De kan gøre det meget værre end det er." Hakob lænede sig en smule forbi træet. Hans nysgerrighed var vakt fra hendes tidligere sætning. "De nævnte dit folk?" spurgte han hæst med en tydelig accent fra øst Europa, og som en nysgerrig ung knægt var han trådt et par enkelte skridt frem fra sit skjul. Kunne det passe, at han måske ville blive accepteret hos en som hende? Hendes afslappende og frisindede attitude gjorde ham blot endnu mere fascineret af hende.
Post by Mandrilla Dalca on Apr 6, 2016 15:05:32 GMT
Måden han bevægede sig på var så forsigtig. Som et lille dyr, der skulle se om der var fare på færde. Hun havde sjældent set nogen folk agere sådan. Kun forslagne børn. Den samme følelse fik hun af at være i hans nærhed, som når hun var i deres, og hun kunne både høre og se at han var en fuldvoksen mand. Men hvorfor han gemte sig sådan var Mandrilla en gåde. Han var klædt mørkt, som natten selv, mens hendes kjole var hvid og lyste næsten op i månelyset, som den lå der ikke langt fra hende. Hun følte at hun skulle være forsigtig omkring ham. Ikke af frygt, men fordi han virkede… nervøs? Som om hun kunne skade ham. Han virkede skrøbelig. Og hans stemme lød så træt. Det gjorde hende nysgerrig. Hun ville gerne vide mere og lade ham hvile. Søbredden var stor nok, så længe han intet gjorde hende.
Hun vidste ikke om hun troede på forbandelser. Kirken havde sagt at hun var det i de mange dage hvor de næsten havde druknet hende. Hun vidste ikke hvorfor. Hun havde aldrig gjort nogen mennesker ondt. Kun af nødværge. Det var først efter de havde haft fingrene i hende og mærkede hende for livet at så mange ting var gået galt. Derfor fik hans ord om forbandelsen hende til at skæve væk og omfavne sig selv. For hvilken forbandelse? Det havde intet hjulpet hende… hun så stadig alle de syner som ingen mennesker omkring hende kunne se. Dæmoner. Kort brændte en fantomsmertes stik i det korsformede brændemærke på sin ryg. Det var ikke så meget fysisk som psykisk, og Mandrilla kunne næsten se det glødende jern for sit indre øje og høre en ilds knitren fra en tid der for længst var passeret. Hun følte sig dårlig. Hun måtte ud af det.
Med et par tunge gisp lukkede hun øjnene og holdt dem sådan, som for at holde fast på sig selv. Så åbnede hun det brune dådyrblik og søgte hans, som han trådte lidt frem fra sit skjul bag træet. Men hun kunne kun se skygge. Så hun betragtede ham i stedet og hang sit hoved ned fra stenen. Det sort bølgede hår blev spredt ud og fik sit eget liv. Selv blev han således vendt på hovedet, og det morede hende, som ved sine barndomsår. ”Forbandelser skal du ikke være ked af. Dem ved jeg godt hvordan man fjerner. Du kan bare købe aflad i kirken og på værtshuse.” Han havde nok bare mistet penge, eller nogen han elskede. Almindelige menneskelige ting, som mange beklagede.
Hun satte sig op med ryggen væk fra ham. Arret forsøgte hun at gemme lidt væk ved at glide sit hår over det, men det var langt fra nok, når mærket fyldte så meget. Han var speciel. De færreste turde nærme sig søer på månelyse aftener, så hun tvivlede på at han ville blive skræmt, hvis han lagde mærke til det. Nej, det var nærmere fordi… Hun følte en vis skam. ”Jaaa. Mit folk." gentog hun. Hun grinte og trak sine ord med et mystisk smil og et legesygt glimt i sine øjne. Jo mere han sagde, jo mere syntes hun at han lød som andre sigøjnere. Men i modsætning til hendes svage accent, var hans ikke forvasket. Det virkede næsten hjemligt at lytte til ham. Og det øgede hendes nysgerrighed efter hvem der skjulte sig under kutten.
”Jeg er ej her fra.” Mandrilla rejste sig fra stenen og begyndte langsomt at træde hen imod ham, med hofterne svajende. Små sten skrabedes op af hendes fødder, og langs buskes grene kørte hun sine hænder, dog veg hendes opmærksomhed ikke fra ham. ”Hvorfor skjuler du dig, Skygge? Må jeg ikke se dig?” Da der var knap to meter imellem dem stoppede hun op og bed sig sultent i pegefingerens blomme. Hendes attitude blev mere hungrende. Hun gled fingrene langs sit bryst, sin mave og videre til sine lår, der fik et klem. ”Nu har du jo set mig... kom nu. Jeg vil så gerne.” Afstanden imellem dem begyndte hun at minimere igen, og da hun var tæt nok på rakte hun ud efter hans kutte i strakt arm. Ikke videre insisterende, men prøvende. Leende mildt, som var det en leg.
Hakob stoppede op efter at have gået et par skridt i mod kvindens retning. Tog han et skridt mere gik han over hvor grænsen fra træernes skygge blev til kølig månelys. Som han stod der i mørket var det stadig svært direkte at se, hvordan han så ud under hætten, men så man ordenligt efter, så kunne man svagt gennemskue den blege hud. Hans ryg blev rettet ud og hans rigtige højde kom først til syne; et hoved højere end kvinden selv.
Hver eneste sætning hun sagde lyttede han intenst til. Hvordan kunne hun reagere så roligt i hans nærvær? En hætteklædt mørk skikkelse der begloede én imens at man tog et fredsommeligt bad i en skovsø? En hver anden ville have løbet bort i al hast og måske endda have frygtet for sit liv, for lige fra start sværmede der sig en underlig atmosfære over Hakob. Noget, som han ikke selv kunne gøre for, for det lå nærmest til hans natur, at man fandt ham underlig. Hans stilhed gjorde det måske ikke meget bedre, men Hakob holdte mere af at betragte og lytte frem for at tale.
Som hun nærmede sig mærkede Hakob sin vejrtrækning blive en smule anstrengt. Hendes lår, hendes bryst, hendes fine hud og hendes ansigtstræk blev pludselig mere og mere synlige jo tættere på hun kom; han blev overvældet af hendes kvindelige skønhed, og måtte i et kort sekund prøve at få styr på sin beundring af hende. Dog fjernede han sig ikke. I stedet blev han stående, indtil at hun var så tæt på ham, at hun let rakte en hånd ud efter hans hætte. Han sank hovedet og lukkede hårdt øjnene i.
Hætten blev trukket ned. Hans ligblege hud kom straks til syne, det kridhvide hår, det store ar over det ene øjne og de indsunkne kinder. Af udseende lignede han en som var døden nær. Da han mærkede hætten falde tog han en dyb indånding hvorefter at han skimtede op på hende med et sørgmodigt blik og en panderynken. "De må synes jeg er et monster," hviskede han hæst. Så brød han sammen og tog sig til sit ansigt med begge hænder i et forgæves forsøg på at skjule sig igen, "Jeg er et uhyre!" hans stemme var pludselig hævet og irriteret, og han krøb sig sammen. Kappen blafrede rundt om ham i den hurtige bevægelse, inden at han kiggede tilbage på kvinden foran sig. Med et vredt blik rettede han sig op igen, tog et fast tag om hendes kæbeparti og stillede sig tæt ind til hende. Han tvang hende, så godt han kunne, til at se på hans hæslige ansigt. Der skulle ikke meget til at Hakob ændrede humør, og hendes pludselige valg at trække hans hætte ned havde været for meget for ham at håndtere. "Har De set dét De ville?! En skønhed som Dem, og et uhyre som mig!" udbrød han vredt. "Kom ikke og sig, at min forbandelse kan fjernes af et aflad fra kirken! Det var kirken, som var de første der vendte mig ryggen!" hvæsede han vredt, mens at han betragtede hendes elegante dådyrøjne foran sig.
Post by Mandrilla Dalca on Apr 10, 2016 15:20:33 GMT
Hætten faldt. Mandrilla undslap et lavt gisp. Ikke af frygt, men af overraskelse. Hun sugede hver detalje til sig. Hans lyse hud, hvide hår, grålige øjne og afmagrede udseende. Aldrig havde hun set noget menneske der lignede ham, og han var også langt fra hvad hun havde forestillet sig. De fleste østeuropæere hun kendte var mørk glødne i deres træk… Det fascinerede hende, men fik hende også til at rynke sine bryn. Hvad var der sket med ham? De folk hun havde set i den tilstand var døde, og han var da levende… endnu i hvert fald.
Sorgen i hans ansigtsudtryk fik en tung klump til at samle sig i hendes brystkasse. Der virkede til at være så meget slid og smerte aftegnet i hans ansigt at det fik hende til at holde sig for munden. For hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig. Hun kunne kun mærke at det gjorde ondt på hende Som han trak sig væk fra hende kunne hun ikke lade være med at bide sig i læben. Og række ud efter ham, men hun turde ikke røre ham. Hun frygtede inderligt at gøre det værre. ”Nej, jeg…” Der var intet monster at se for hende. Blot en meget nedbrudt, og yderst syg mand. Det vækkede noget i hende, en vis form for moderlighed, der gav hende lyst til at ae hans kind. Og lysten var stærkere end den uvished, der også befandt sig i hende. Mandrillas hånd nåede næsten ned til hans skulder… indtil han helt og uden tegn på hvorfor ændrede sin sindstilstand.
Så veg hun. Den vrede der aftegnede sig i hans øjne stivnede hver fiber i hendes krop og sendte gys ned langs hendes rygsøjle. Hun følte sig ude på dybt vand, og hun sad fast. Det var frygt der hvor der ikke havde været det før. Ikke over hans udseende, men over det flammehav hun kunne se tegne sig i ham. Hans bevægelser var adrætte og hurtige, så da han greb ud efter hende nåede hun hverken at tænke eller undvige. Panik var det første der satte ind. Med flakkende blik kiggede hun efter sin dolk, kun for at erindre at den var et sted bag hende. Erkendelsen fik hende til at blegne. Hun havde intet at forsvare sig med. Skulle hun dø nu? Et rædselsskrig kæmpede sig op igennem sin strube. Men hvad skulle det hjælpe? Der var ingen i hele skoven. Slet ikke om natten. Hun hyperventilerede og vred sig aggressivt som en fisk på land. Hans hånd gjorde ondt og var så tæt på noget så vitalt som hendes hals. Det gjorde hende ukontrolleret angst. ”SLIP MIG!”
Jo mere hun kæmpede for at komme fri, jo mere brændte grebet om hendes kæbe. Så gav hun op. Begge hendes hænder holdt stramt om hans håndled, og neglene havde boret sig langt ind i hans hud. Hendes ånde lavede skyer i luften, og med overgivelsen kom også oplysningen og tilbagevendelsen af logikken. På trods af hans meget truende adfærd holdt han ikke på hendes hals. Hun kunne trække vejret fint. Men forskrækkelsen sad stadig i hende og fik hendes hjerte til at galopere af sted som hos et jaget dyr. Tårer viste spor efter hvordan chokket havde sat sig i hende. Men bortset fra det stod hun helt stille. Hans krop var presset ind imod hendes, hvor kun hans kappe og klæder lå imellem dem. Det var en tæt omfavnelse hun normalt fandt tiltrækkende, men hendes tanker fløj rundt i absolut forvirring over de mange signaler han sendte hende… og som hun svagt syntes at kunne føle igennem hans stof.
Hendes brune øjne mødte hans grå. Uden det mindste tegn på afsky. Kun foragt. Når han råbte og snerrede lukkede hun blot øjnene, så på trods af hans greb kunne hun ikke hindres i ikke at se. Men hun lukkede dem for at samle sig selv. Efter et par dybe indåndinger slog hendes hjerte langsommere, og hun turde at åbne dem igen. ”Jeg mener at monstre skabes af vore handlinger. Ikke af hvordan vi ser ud, eller af de evner vi besidder, men af hvad vi vælger at gøre med dem. Hvis du skader mig, er du da ej anderledes end du siger. Jeg ser nu. Jeg ser en mand med hud som nyfalden sne og øjne som sølv og stjerners glitre, men de er skjult bag tåge. Jeg ser en storm. Og revner i en jord der er gold, hvor regnen ikke falder... Hvad ønsker du at jeg skal se, Skygge?” Da stoppede hun med at snakke og fastholdt hans blik i hendes eget. Langsomt slap hun hans arm med xen ene hånd, selv om man kunne tro at den havde bedre ved at blive og sikre at han ikke kvalte hende. Uden videre tankegang fik den sit eget liv og gled op til hans ansigt. Hendes bløde fingre strøg langs hans kind, følte blidt på hans ar og kærtegnede hans læber. ”Da jeg var lille fortalte min moder mig at mennesker har to syn. Og hvis man ikke bruger dem begge er man blind til essensen af verden. Vi ser så meget… Men visse ting kan kun ses hvis vi kigger indad og ser det vi føler. Kun da kan man se. For der i ligger sandheden. Og hvis man tør møde den kan den være smukkere end noget af det øjnene ser.”
Med lukkede øjne strøg hun fingrene forsigtigt igennem hans hår.
Som han holdte hende der havde Hakob mistet alt kontakt med omverden. Selvom at han holdte øjenkontakten med dådyrøjnene så virkede det fjernt og koldt. Kiggede man ordenligt efter kunne man måske skimte de bange anelser, som lå og lurede i baggrunden. Det var trods alt dét, som han reagerede på. Frygten for hvilke tanker hun nu havde om ham efter at have set hans hæslige udseende. Samtidig havde en følelse af lidenskab været for overvældende for ham. Han ønskede ikke, at hun skulle gå. Han ønskede ikke, at hun skulle få de negative tanker, som han frygtede så meget. Men hans måde at håndtere det på var et problem. Desværre havde hans tidligere oplevelser været dét, som skabte netop dette problem. For Hakob havde ikke altid været sådan her. Tilbage i Bukarest havde Hakob haft drømme og forhåbninger til fremtiden, med en adelig familie i baghånden og en kommende kone han havde forelsket sig så inderligt i. Men hele hans liv var bygget på skuffelser og nederlag, der kom gang på gang på gang.
Hakobs greb havde været fast, men ikke så hårdt, at det gav mærker. Bevidst havde han sigtet efter hendes kæbeparti. Ubevidst gav det dog frit udsyn til hendes slanke, strakte hals, han kort kom til at betragte. Et enkelt tik i øjet fik ham til at knibe øjnene let sammen inden at han igen rettede sit blik tilbage på hende. Han havde følt en lyst, som han kendte bedre. En lyst til at bide hendes tynde hud og mærke den varme blod mellem sine læber. En lyst, han kendte bedre end lysten af lidenskab, som han havde følt tidligere. Alligevel var der noget, der holdte ham tilbage fra at bide hende; han kunne ikke byde at give sin forbandelse videre til en så køn og barmhjertig kvinde.
Det hele havde gået så hurtigt, at Hakob ikke nåede at reagere yderligere på hendes pludselige tag mod sit håndled og neglene hun febrilsk borede mod hans hud. I stedet var han så betaget af hendes blik og kønne ansigtstræk af han endda formåede at glemme smerten, som han svagt følte.
Uventet begyndte hun at tale til ham. I starten havde Hakobs ansigt været trukket i en vred og anspændt grimase, men jo mere hun talte desto mere faldt folderne ligeså stille. Hans mund, der tidligere havde fremvist et sammenbidt tandsæt falmede til en mere afslappet natur og mindre en et sekund efter ændrede hans blik sig fra det kolde og fjerne tilbage til det skræmte og uforstående. Jo mere hun beskrev sit syn på ham jo mere kunne man se Hakobs hjerte synke i de grålige øjne. Endda kort måtte han holde vejret for at få styr på sin vejrtrækning; og i særdeleshed sit hjerte.
Han var ræd da hun valgte at løfte sin hånd. Varmen fra de feminine, slanke fingre ramte hans kind, og med et dybt, skælvende suk faldt han i med lukkede øjne. Det var en usædvanlig følelse at mærke hendes fingre stryge let over arret, hen over læberne, gennem hans hår. Det var længe siden at han havde følt kærtegn på denne måde. Bare et andet menneskets varme, i korthed. Han åbnede øjnene igen og betragtede hende, nu med et sørgmodigt blik. "Du ser mig, som jeg virkelig er?" spurgte han forbløffet, "Ser du mine indre ar også?" afsluttede han med skælvende stemme, med en hentydning til hendes tidligere berøring mod hans ar over øjet. Det overraskede ham, at nogen kunne være så forståelig og barmhjertig i en så kold verden som denne.
Roligt fandt han sig selv igen, som var han kommet tilbage til virkeligheden. Så slap han sit tag om hendes kæbeparti og han så modbydeligt på sin egen hånd foran sig, "Du taler med visdom.. Hver eneste sætning, hvert eneste ord.." sagde han sørgmodigt. Han mærkede noget vådt bane sin vej ned over sin kind og overrasket lod han langefingeren fange det. En tåre. "Hvad er det, som du gør ved mig?"
Post by Mandrilla Dalca on Apr 13, 2016 9:34:01 GMT
Da Mandrilla først blev sat ned gispede hun af lettelse og tog sig til sin ømme kæbelinje, hvor hun stadig kunne mærke hans fingre. Det var tæt på at hun mistede balancen, og hun måtte vakle lidt indtil hun genfandt kontrollen over sin petite krop. Han var mærkbart stærkere end han se ud. Vrede og adrenalin kunne give næsten overmenneskelig styrke, men han havde forbavset hende, når han så ud til at være så svag og syg. Hvad end der havde ramt ham, havde ikke den største effekt. Normalt kunne Mandrilla slå fra sig, og hun ville med lethed kunne benytte tricks til at komme fri… Men hun havde været låst fast af frygt og kunne ikke tænke klart. Hun havde været så panisk at hun end ikke havde noteret de store hugtænder i hans sammenbidte udtryk, selv om de tydeligt havde været blottet i hans vrede. Måske var der også dele af hende, der ikke ønskede at skade en person, som hun så tydeligt kunne mærke allerede var skadet.
Hun forstummede. Egentligt havde hun følt et behov for at lave lidt afstand imellem dem, men det var indtil månens lys røbede tårer på hans kind. Fornemmelsen, den moderlige omsorg der før havde vist sig kom igen, nu kraftigere end før og satte sig i hendes mave, som en varm glød. Så I stedet trådte hun et lille skridt tættere på ham. Sorg kunne have en stor effekt på hende, og grædende kvinder og børn kunne være noget så hjerteskærende… men det at se en mand græde, det var helt specielt. Mænd var beskyttere af familier, og de skulle stå standhaftige i modgang. Slet ikke udvise sådan emotionelle træk i samfundet, for så udviste det svaghed. Det gjorde bare at når hun en sjælden gang bevidnede det, var hun som ramt af ærefrygt. Hun havde krakeleret hans skjold og nået en blød kerne.
Selv om han græd kunne hun ikke lade være med at smile varmt, så fortumlet som han så ud. Han mindede hende om en lille hvalp, der var helt fortabt. Hun havde bare lyst til at samle ham op og holde ham tæt. ”Jeg minder dig om noget, som du nok har tabt i glemslen. Måske har ingen fortalt dig det før. Måske vidste du det allerede, men troede at det har ændret sig. Det gør det aldrig. Men alt for mange går igennem livet og føler hvad de ser, hvor de i stedet burde mærke efter. Den materielle verden er en farlig forførerske. Den lyver og viser kun overfladen af sandheden. Alt for ofte overdøver den vores indre stemme, og så taber vi forbindelsen til noget så vitalt.” Hun begyndte igen at kærtegne hans hud. Tårerne på hans kind strøg hun væk. Han var så kold imod hendes hud. Det var tydeligt for hende at noget var galt med ham, men hun kunne ikke sige hvad. Han havde ingen synlige tegn på dårligdomme, ingen sorte pletter på hudens blege kanvas. Måske havde han bare ikke spist nok? Instinktivt søgte hendes hænder videre på hans krop. Hun lagde dem hvilende mod hans bryst, men kunne stadig ingen varme fornemme. Mandrillas krop var nøgen, kun med få smykker om sine hofter og en kæde om sin ankel. Alligevel kunne hun føle at han var koldere end hende, og det skræmte hende. Det skræmte hende at noget menneske kunne have det så dårligt. Det skræmte hende pludselig at føle sig så magtesløs over for noget hun ikke kunne genkende. Så hun gjorde det uden filter, da det bare faldt hende ind. Hun trak ham tæt ind til sig igen, pressede sin krop ind mod hans, lagde en arm over hans brede ryg og borede fingrene ind i hans lyst pjuskede hår Så kunne han i det mindste nære sig ved hendes varme, når han ingen havde selv.
Fra sin position med kinden mod hans brystkasse søgte hun hans blik. ”Du må være så forvirret. Du viste mig en del af dit indre, da du reagerede så kraftigt. Vrede, frustration. Ængstelse og sorg er alle elementer der er forbundne. Du blev vred, da du viste mig en del af dit indre væsen og frygtede hvad jeg ville gøre ved det. Hvis ikke du havde ar der, ville du ikke forsvare dem sådan.” Mandrilla lukkede øjnene og lyttede til hans hjerteslag og åndedræt. Han havde en duft af støv og noget hun kun kunne beskrive som mild forårsregn. Det var behageligt og føltes næsten trygt for hende, på trods af hans voldsomme udslag.
”Jeg er ked af at du har haft sådan en erfaring med de gejstlige. De burde have taget dig til sig, ikke fordømt dig.” hviskede hun. Hendes hånd fulgte kappens stof indtil den nåede kanten af hans hætte. Dengang hun havde været i deres varetægt havde hun ønsket at nogen havde holdt hende sådan. Uden nogen advarsler trak hun da hans ansigt ned til sit og plantede sine læber på hans pande, som et penselstrøg.
Hvad det var der fik skubbet Hakob ud af sit nervøse sammenbrud var svær at sige, men én ting var sikkert, og det var, at denne kvinde havde et vist tag om ham. Det var nok ikke noget, som han selv kunne indse lige nu og her, for hans fascination af kvinden foran sig gjorde ham måske en smule blind på det punkt. Normalt ville han ikke bryde sig om idéen at en anden person kunne have så stor en indflydelse på ham, så måske var det meget godt, at han ikke fornemmede det.
De mistroiske øjne rettede sig mod Mandrilla da hun hævede hænderne op mod ham igen. Havde hun ikke lært, at han ikke skulle røres ved? Også straks lige efter mærkede Hakob den knugende fornemmelse af frygt igen, der i sidste ende fik ham til at holde vejret i det split sekund hun lagde sine elegante hænder mod hans bryst. Et hjerte havde hun ikke villet kunne mærke, da pulsen var så lav, at den både var svær at føle og høre. Huden var kold som havde han rejst gennem snelandskaber; problemet var bare, at forårsdagene var lune; selv aftenerne havde holdt på temperaturen. Fysiologisk gav det ingen mening medmindre at man kendte til Hakobs forbandelse.
Egentlig ønskede Hakob ikke at svare på hendes kommentar. I stedet forblev han stille, hvilket for mange måske kunne virke en smule akavet. I troen om, at hun ville forsvinde igen hvis han forblev stille, fandt Hakob det acceptabelt at hun kunne røre ham i mellem tiden. Men hans forhåbninger blev fuldstændig skudt i sænk da Mandrilla pludselig tog den modsatte ønskede beslutning. Hendes kind landede varmt mod Hakobs bryst og straks varmede den ellers så kolde vampyr op. Vidtåbne øjne og et forvirret blik var så småt ved at være kendetegnet på hans ansigt hver gang at Mandrilla gjorde noget uventet, og ærlig talt anede han nok ikke hvordan han skulle reagere udover at stivne og lade sig omklamres.
Han følte sig så malplaceret i nær omfavnelse med den nøgne kvinde. Det pludselige kys mod panden brændte sig fast; på en god måde, som han havde glemt lidt hvordan føltes. Som han rettede sig op igen så han på hende. I sig selv fandt han modet til at bryde sin tavshed. "Jeg--"
Der lød vrede tilråb fra skovens indre, hvis mørke blev brudt af dansende fakler. En lettere større skare af mennesker vandrede gennem skoven mens at de tydeligvis havde et formål. "Find det ækle monster!" lød en stemme, "Det kan ikke være kommet langt! Det er den der er skyld i Johnson's død!"
Post by Mandrilla Dalca on Apr 23, 2016 21:12:05 GMT
På trods af alle reaktioner fra den mystiske herre og normal logik holdt sigøjnerkvinden stadig sit tag i hans krop, selv da han rettede sig op igen, for noget i hende sagde at det var vigtigt, hvis ikke livsnødvendigt at gøre. Hvorfor vidste hun ikke. Hun hørte hans stemme efter lang tids tavshed, og da blev han mødt i et venligt smil og tiltet hoved, der så op på ham.
Det var indtil nattens magi blev afbrudt af råb, der kom tættere og tættere på. Hun slap uforstående hans klæder og så bag sig, for at lokalisere kilden til det ildevarslende spektakel. Det sendte øjeblikkeligt en kvalm isnende fornemmelse ned i hendes mave, og hun bed sig i pegefingeren med skælvende blik. ”Det er jo en horde! Men hvorfor?” Alle Mandrillas sanser gjorde sig kampklare og på vagt, hendes muskler stivnedes, og hun bakkede en anelse om bag ham, komplet uforstående for hvad der var ved at ske. Hun vidste at i naturens element var det eneste hun i sandhed skulle frygte andre mennesker og hvad der i et sygt sind kunne finde sted.
”Monster?” Hun bakkede yderligere og begyndte at skæve ind i skoven, mens hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Hvis vrede mennesker så hende bade i månelyset ville hun ikke vide hvad de kunne finde på at gøre ved hende, men hun fik en kraftig deja-vu følelse af den skare mennesker, der med hujende passion havde accepteret at hendes mor skrigende blev fortæret i flammehavet. For når alt kom til alt kunne vrede, frygten for det der ikke kunne forstås få selv de mest rolige mennesker til at miste alt fornuft, og kirken frarådede folk at nærme sig skove i nattens dæmoniske timer. Hun rystede. Hvis de så korset på hendes ryg.. ”NEJ.”
Mandrilla var i vildrede. Hvor skulle hun løbe hen? Med hurtige skridt begyndte hun at træde væk, kun for at ændre retning og gå tilbage til sin position et sted bag skyggen. Hendes hånd begravede sig hårdt ind i hans kappe, indtil den tunge paniske fornemmelse vigede til side for en klarhed i hendes sind. Der blev overblik. ”Vent.” beordrede hun fast, uden end at møde hans blik. Han blev da sluppet fri, og hun pilede tilbage med sin hvide kjole, som hun trak over hovedet inden hun ængsteligt kiggede tilbage efter ham. ”Noget er der ude!”
Råbene blev højere og højere jo tættere på de kom de to forbandede, og faklerne lyste mere og mere af skoven op. Det skarpe lys sveg for en enkelt stund i Hakobs øjne, der måtte hæve armen en smule over ansigtet i et forsøg på at få det til at forsvinde. Sekunder efter havde han vænnet sig til lyset, og roligt lod han armen falde. Han mærkede tydeligt kvindens tag i sin kappe, men kom ikke med nærmere kommentarer til det. Han var efterhånden blevet vant til, at hendes hænder søgte fysisk kontakt enten ved at hvile mod hans kolde hud eller hive i hans klæder.
Faktisk kom det bag på Hakob, at kvinden reagerede som hun gjorde. I det at han så hendes faren sammen begyndte Hakob helt at tvivle på, om det var ham, som den vrede menneskeflok kom efter. Han betragtede hende da hun løb hen for at få sin kjole på igen og pludselig var den nøgne hud dækket til igen.
Havde hun ikke forstået, at det noget tydeligvis var ham? Det fik Hakob til at gå i hendes retning inden at han så sig over skulderen for lige at se hvor meget tid han havde, "Du må flygte-" sagde han kort for hovedet inden at han så tilbage på hende, "Løb herfra!" halvråbte han hæst, mens at lyset kom tættere og tættere på bag dem. Rundt om de nærtliggende træer kunne man så smit begyndte at skimte den vrede menneskeflok hvis tilråb kun var blevet højere.
Post by Mandrilla Dalca on Jun 7, 2016 22:16:58 GMT
Mandrilla betragtede den høje mand foran sig uden ord. En sidste gang strakte hun hals og så efter de råbende mennesker. De var meget tæt på nu. Hendes brune øjne skælvede. Hun bed sig i underlæben, for hun var ikke angst for sig selv alene. ”JEG må løbe? Hvad med dig?! Du er gal. Komplet fra forstanden! Hvis du bliver her flår de dig levende.” snappede hun efter ham. ”Jeg ved ikke hvad de er ude efter, men jeg vil hellere fanges af det end af dem. De folk er ligeglade med hvem de fanger, bare de finder nogen. De vil have blod.” Hun sendte et trodsigt blik op ad hans vej, så hurtigt – i et snuptag greb hun fat i hans kolde hånd.
”Kom nu, fjols!” Uden videre advarsel, eller tanke trak hun i ham. Den frie hånd blev kloet hårdt ind i hans kappe, da lænede hun sig væk fra ham med alt sin vægt og satte i løb. Hun ville ikke give ham tid til at lufte eventuelle planer, eller forklare sine egne. For sandheden var at hun ikke havde nogen plan. Hendes ben tænkte for hende.
Mandrilla bevægede sig adræt imellem grene og buske uden at vide hvor hun ville stoppe igen. Kviste knækkede under hende, torne rev i hendes hud og hår, flænsede hendes kjole, men hun stoppede ikke med at løbe og slap ikke den spøjse herre før de havde fået et godt forspring.
Et stort, bredt træ stod iblandt et krat, og hun hev insisterende den blege herre efter sig om bag træet. Hun skimtede efter forfølgerne fra sit skjul, men kunne kun se faklernes ild i det fjerne. Først der sank hun sammen op af træet og gispede dybt efter vejret. En bloddråbe løb ned af hendes kind og tegnede et spor efter sig på den solbrændte hud. Sådan havde hun flere blødende rifter på de steder hvor hendes hud var blottet og kjolen ikke havde beskyttet hende. Specielt ved arme, skuldre og den bløde hals.
Blidt lagde hun sin hånd imod hans ben, stadig overvældet af luftmanglen. ”Sådan… Det skulle holde dem væk for lidt tid, men jeg tror de hørte os”. Hun prøvede at rejse sig op med støtte fra træet, men blev straks svimmel og væltede ind imod ham.