Lyden af trommer

Hagen var hævet hos den aldrende troldmand, som han med selvsikret skridt bevægede sig gennem gangene på det lille gods. Tyende og husalfer bøjede hovederne og trak sig ud til siden, i en sund blanding af frygt og respekt, før han med en neutral mine åbnede døren, uden at melde sin ankomst. Det var trods alt hans eget hus.
"Lionel." Han udtalte sønnens navn, med en varme der alligevel syntes kold, og trådte ind.
"Hvad skyldes anledningen?" En forventning sad i rådsmedlemmets mellemgulv han ikke havde følt længe, som den eneste logiske forklaring var at hans svigerinde endelig havde undfanget.

Nicholas mine var ikke skuffet, som invitationen ikke viste viste sig at være en anledning til at fejre glædelige nyheder. I stedet var det en anledning der fremkaldte et accepterende nik samt et lille gram af stolthed ved erkendelsen af at sønnen var kommet til fornuft og havde fundet viljestyrken til at gøre det nødvendige.
Med sin sædvanlige fremtoning, som om han ejede hver en sten i bygningen trådte han ind, men formåede alligevel at male en bydende mine på sit ellers så hårde ansigt.
"Sig frem min søn." Det var ingen hemmelighed at Nicholas Malfoy gjorde en dyd ud af at rådgive sine sønner, om de ville eller ej, og anledningen til at gøre det igen plejede det solide ego der ellers ikke behøvede yderligere næring.

Nicholas forstod sagens alvor, og en form for sympati gled over ham, som han tog plads på det sæde sønnen bød ham. Det havde i sin tid heller ikke været let at lade Rubeus komme ud for en ulykke, men han havde gjort det nødvendige, og det glædede ham at hans søn ligeså var klar til det.
"Familien er det vigtigste vi har Lionel. Det glæder mig at du ligeså ser det. Fortæl mig hvad der ligger dig på sinde." Han tog selv sit eget bæger i hånden, men slyngede til en start blot indholdet rundt uden at drikke, af gammel vane.

Nicholas slyngede fortsat vinen rundt i bægeret, som hans mine blev mere eftertænksom. Rubeus havde ikke været den eneste gang han hjalp en uønsket person af dage, og dog var der forskel på de mugglere han havde fjernet fra sine jorde, og hans unge franske svigerinde.
"Kvæl hende i hendes pude mens hun sover. Det vil ikke efterlade mærker, og vi kan fortælle hendes familie at hendes hjerte var svageligt, eller at pesten tog hende. Alternativt kan du forgifte hende, med en eliksir der efterligner de sorte bylder, men så vil hun ikke længere være køn at se på." Blikket var eftertænksomt, som bægeret gled op til hans læber, og han tog en tår.

Nicholas havde ikke brugt mange tanker på at overveje hvordan han skulle dø. I hans selvsikkerhed opfattede han sig selv som nærmest udødelig, og han tolkede derfor også sønnens spørgsmål som om de stadig talte om hans blonde svigerinde.
"Ja.." Svaret lød lettere eftertænksomt, som blikket i hans øjne et øjeblik blev langt.
"Gift er en kvindes våben. Hvis du holder af hende, skal du gøre det med dine egne hænder." Han drak endnu engang af vinen, og satte bægeret fra sig på bordet.
"Hvis du giver hende noget beroligende vil hun ikke mærke noget, og hun vil forblive smuk, selv i døden."

Nicholas havde endnu ikke bemærket at vinen han drak var i gang med at tage livet af ham. Et lille tilfreds smil spillede på hans læber som han rådgav sønnen, og dog krusede det mærkeligt som Lionel stillede sit spørgsmål. Hans instinktive svar var at feje det væk, men sønnens valg om at gå til ham havde mildnet den excentriske gamle troldmand, og han besluttede derfor også at give sin søn et ærligt svar.
"Ved siden af din moder, gammel, og vel vidende at familien hviler trygt i dine hænder Lionel." Han hævede bægeret for at skåle, men ordene dertil frøs på hans læber som hans hånd rystede krampagtigt, og bægeret gled ud af hans ellers så stærke fingre der ikke længere havde styrken til at holde fast om det. Roen i hans blå øjne blev til forvirring, som metallet ramte bordet, og resten af indholdet flød ud.

Tankerne strøg gennem Nicholas hoved, som blikket gled ned på vinen, og tilbage på hans ældste søn. Han var ikke længere ung, men hans hånd havde aldrig før svigtet, og realiseringen var ikke langsom om at nå ham. Den rystende hånd greb ned efter hans tryllestav, men den ellers så stærke arm ville ikke længere lystre og hånden var kun nået halvvejs, i hvad der ellers var en hurtig og indøvet manøvre før anstrengelsen viste sig at være forgæves.
Forvirringen i de blå øjne ophørte, som de i stedet lynede mod hans ældste af en søn.
"Du ved ikke hvad du gør. Din kujon." Ordene blev halvt spyttet ud, som hans ben ligeså begyndte at svigte, og det blev svært at sidde på stolen.