|
Post by Nicholas Malfoy on Sept 20, 2017 0:10:39 GMT
På trods af at hans krop svigtede ham, havde Nicholas Malfoy endnu ikke indset at han skulle dø. Vreden skummede i ham over sønnens forræderi, hans arving og hans stolthed, og de blødsødne ord der kom ud af hans mund gjorde intet for at dulme den. Når han en sjælden gang havde mareridt oplevede han hans sønner, og hans arv smuldre foran ham, men han havde aldrig troet at det skulle blive til virkelighed som den aldrende troldmand realiserede at hans gyldne søn havde valgt hans golde franske hejre over ham. Navnet, hans arv, det hele smuldrede, som Lionels ord sank dybere ind i ham og de blå øjne ikke længere havde styrken til at skjule vreden, afmagten og skuffelsen der brændte i dem. "Hun bliver vores død. Ingenting har du lært. Og jeg som troede at Paxton og Ethelburga var mine fejlslagne børn, men du skuffer mig mere end de nogensinde har gjort." Ordene blev halvt hostet, halvt spyttet ud, som den ranke ryg begyndte at synke sammen i stolen, mens alle hans kræfter blev brugt på at fastholde hans iskolde blik i sønnens øjne han ellers altid havde syntes var så meget lig hans egne.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Sept 20, 2017 0:17:41 GMT
Lionel fnøs en enkelt gang. "Paxton har været en stor hjælp," konstaterede han lavmælt, men nøjagtigt. "Hvem tror du har brygget giften, der bliver din død, fader? Du har fået begge dine sønner til at hade dig. Det er den arv du efterlader dig selv."
Han betragtede den aldrende mand harke for sit liv og mærkede blodet bruse i sine egne årer. "Du kommer til at dø, hivende efter vejret og du kan passende dø med den viden, at jeg har givet Paxton mit løfte på, at han må gifte sig med nøjagtig den han ønsker. Måske den halvblodstøs, som han gik og var varm på sidste år?"
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Sept 20, 2017 0:26:59 GMT
Raseriet brusede i den ellers så kontrollerede troldmand. Et var at hans ældste søn var gået imod ham med et ynkeligt æreløst våben, noget andet var at hans skvat af en søn havde brygget det. Han kunne ikke længere holde det inde, som han udstødte et brøl, der af hans svækkede lunger blev knap så imponerende som det den gamle drage ellers burde præstere. "Navnet Malfoy dør med mig. I har forrådt mig, forrådt jeres slægt." Ordene blev svære og svære at få ud, men det lynende blik talte for sig selv.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Sept 20, 2017 0:47:32 GMT
Lionels latter var glædesløs, men hørlig. Han fnøs af den gamle, døende mand, der kun gjorde det lettere at tage afsked.
"Nej, Paxtons halvblodsbørn vil bære navnet. Og tænk sig endda - måske en af dem arver din titel efter mig også?"
Det var ikke på nogen tænkelig måde Lionels intention, at Paxton ville ægte en halvblods eller at hans børn skulle arve det fjerneste, men det frydede ham, at hælde salt i såret på sin fader, imens han tog de sidste indåndinger. "Renhed vil altid sejre, fader. Og du er så beskidt som nogen."
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Sept 20, 2017 1:07:36 GMT
Nicholas gispede efter vejret, som de utænkelige ord ramte ham. De var en forbrydelse, blasfemi, det modsatte af alt han nogensinde havde lært sine børn. Frustrationen over at se alting krakelere, og frustrationen over at han ikke kunne gøre noget ved det, fik hele hans krop til at skrige, uden at det dog fremkaldte nogen hørbar reaktion. I stedet sad han tilbage med afmagt, som han fandt styrken til at spytte ord ud igennem de hivende vejrtrækninger. Det var endelig gået op for den gamle drage at han skulle dø, og realiseringen gav ham en mærkelig ro til at vælge sine sidste ord med omhu. "Had mig søn, men din gerning viser blot at du er skabt i mit billede. Dine ord er tomme. Du vil myrde Marie når årene svinder ind, du er en drage som jeg, ikke et lam. Sanctimonia vincent semper." Det sidste ord var nærmest en hvisken, som blikket i de kolde øjne blev mat og Nicholas Malfoy, den gamle drage åndede ud.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Sept 20, 2017 1:13:40 GMT
Vejret blev fanget i Lionels hals, før han endelig kunne trække det igen. Han stirrede på den slappe skikkelse en rum tid, før han sparkede til ham med den ene fod, for at få en eventuel reaktion. Da han snart efter mærkede efter pulsen og ingen fandt, faldt hans skuldre mærkbart. Han var død.
Det var en mærkværdig følelse, efterladt alene i rummet efter at have slået sin egen far ihjel. Ordene klingede stadig i hans hoved, som han åbnede døren på klem og så ud. "Paxton?"
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Sept 26, 2017 10:42:15 GMT
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Sept 26, 2017 15:39:46 GMT
Paxton havde stået udenfor rummet og forsøgt at se afslappet og naturlig ud, på trods af at han vidste hvad der foregik på den anden side af døren. Heldigvis var de ikke blevet forstyrret, kun en enkelt tjenestepige var gået forbi på gangen længere nede.
Da han hørte døren gå op og sin storebrors stemme, sprang hans hjerte et slag over og han vendte sig øjeblikkeligt om og stirrede ind i sin brors øjne med et lettere spørgende, intenst blik. "Ja?" Sagde han og skævede ned ad gangen, i tvivl om om han skulle blive stående herude eller gå ind i rummet til Lionel.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Sept 30, 2017 19:29:33 GMT
Lionels hjerte hamrede, som han stak hovedet helt ud og stirrede på sin lillebror. Han havde dræbt før, men ikke på denne måde og ikke sin egen far. Det sad tydeligt i ham. "Kom herind," hvæsede han af lillebroren, uden tålmodighed til at svinke den af.
"Jeg har brug for din hjælp."
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Oct 1, 2017 20:50:18 GMT
Paxton var hurtigt inde i rummet efter brorens hvæsende bemærkning, men gik ikke særlig langt ind før han stoppede og betragtede deres fader et øjeblik. De havde dog ikke tid til at stå og glo, så han vendte ansigtet mod Lionel. "Sig til mig hvad jeg skal gøre." Sagde han og smøgede ærmerne på sin kappe op. Hans hjerte bankede hurtigt. Hvis de blev opdaget nu ville det blive højst mistænksomt.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Oct 6, 2017 5:31:37 GMT
Lionel lukkede døren i og låste den med enkelt halvparanoidt blik rundt. Han tog en dyb indånding, før han vendte blikket imod sin lillebror. "Vi skal have ham ud herfra, men ingen kan se det ske, når jeg trækker ham med væk. Der er en vogn klar ude ved staldene, som vil transportere ham ud i skoven, til det sted hvor vi fik graven udgravet." Han betragtede Paxton sigende. De havde naturligvis ikke brugt håndkraft, men den slags anstrengelse fortjente manden heller ikke.
"Har du røgægget? Jeg forventer at du sikrer, at der ikke er nogen på gangene det næste halve timeslag. Det burde give mig tid til at komme ud og tilbage igen. Kusken har fået sine instruktioner. Vi fjerner hans hukommelse når hans opgave er færdig." Og på den måde ville de begge være til stede, når det gik op for husholdningen, at Nicholas Malfoy var forsvundet.
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Oct 6, 2017 11:54:13 GMT
Paxton lyttede til sin brors ord med en intens opmærksomhed og missede ikke en enkelt information. Han nikkede en enkelt gang og fandt røgægget frem, da Lionel nævnte det. "Jeg forstår. Jeg sørger for at gangene er tomme." Sagde han og mødte sin brors blik. "Det er snart overstået." Tilføjede han og skævede ned på den gamle mand, som nu så endnu blegere ud end han havde gjort mens han var i live.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Oct 7, 2017 11:20:32 GMT
Paxtons sidste ord var sikkert ment beroligende, men Lionel formåede ingen ro. Han svarede ikke, men viftede sin tryllestav med et bistert udtryk i ansigtet og fik liget af sin far til at svæve.
Han stirrede på Nicholas Malfoys krop og hørte stadig hans stemme for sit indre øre. Paxton registrerede han knapt.
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Oct 7, 2017 16:44:38 GMT
Paxton formåede at se næsten bekymret på sin storebror mens han fik liget til at svæve. Det var sjældent han var så fraværende som han var nu. Forsigtig gik han hen til døren og lyttede efter skridt på gangen. Da han var sikker nok, stak han hovedet udenfor og sikrede sig at der ikke var nogle mennesker på gangen. "Der er fri bane." Sagde han og lukkede døren til igen med intentionen om at åbne den for Lionel når han ville ud. Det var ikke nemt at holde et lig svævende og åbne døre samtidig.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Oct 12, 2017 20:23:29 GMT
Lionel forlod rummet hastigt og uden tøven. Jo før det var overstået jo bedre. Han vendte sig ikke om for at se Paxton, men gik direkte til vognmanden og væltede liget af den gamle mand ned i høet og fik ham dækket til. Da det senere genlød, at herren i huset var forsvundet var der ingen, der mistænkte hvad der i virkeligheden var sket... Lukket?
|
|