|
Post by Svala Nordström on Jul 25, 2017 13:00:47 GMT
Svala vidste ikke hvordan hun skulle føle. Det var som om den plan hun indtil nu havde haft var blevet taget fra hende; ændret. Hun anede ikke hvad der skulle ske, og hun var for bange til at spørge sin far eller bror. Nu sad hun med benene samlet, og ryggen mod dækkets rælling på det skib der skulle fragte dem fra Norden til det inderste af London.
Det lyse hår dækkede det meste af hendes ansigt. Hendes øjne var en anelse røde, og det var tydeligt at se at hun var berørt af hele situationen. Langsomt skævede hun mod sin side i et forsøg på at tyde sin bror. "Ville han ikke have os mere?" Svala havde givet sig selv den idé, at hele grunden til at de skulle tilbage til det engelske fastland, var at deres far en gang for alle ville af med dem.
De psykiske tråde der sneg sig omkring Svalas sind havde let med at manipulerer med hende.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Jul 28, 2017 11:08:12 GMT
Silvester havde i lang tid siddet og trommet fingrene mod træet de sad på. Tankerne galoperede, men ikke i flok, hvilket gjorde det til lidt af en udfordring at navigere i dem. Ved Svalas spørgsmål stoppede han sin trommen og stirrede ud foran sig i et øjebliks stilhed inden han vendte hovedet og blikket mod Svala. Hans mundvige trak ned over både spørgsmålet og synet af hendes triste udtryk.
"Det er mere et spørgsmål om evne end lyst," svarede han. Igen vandrede hans blik ud i luften foran ham, men han tvang sig hurtigt til at se tilbage på hende igen. "Hvor meget har han fortalt dig?"
|
|
|
Post by Svala Nordström on Jul 31, 2017 18:10:13 GMT
Svala var fortvivlet. Hun kunne ikke gøre rede for hvordan hun egentligt havde det. Der var tanker hun ikke kunne sætte i bås, og følelser der dansede forvirret rundt foran hendes øjne, der gjorde hun knapt nok kunne koncentrerer sig om enkle ting.
Hun bed hårdt ned med fortænderne imod underlæben som hun igen skævede mod Silvester. Hun var bange for hvad han ville svare, og vidste ikke om hun oprigtigt ville hører de ord han havde at ytre. Hun forsøgte at fjerne noget af håret fra sine øjne, men det var forgæves. De gled ligeglad tilbage og blokerede halvdelen af hendes udsyn.
Hun var ikke tilfreds med det svar hun fik. Hun havde alle dage ikke brudt sig om de valgt hendes far havde truffet gennem hendes liv. Der skulle derfor en del til at ændre det syn som han havde givet hende. "Han fortæller aldrig mig noget." bemærkede hun og vendte blikket ligefrem og lænede hovedet tilbage. Et dybt suk forlod hende, som hun alligevel søgte Silvesters hånd. - Hun var bange.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Jul 31, 2017 20:17:53 GMT
Silvester skar en utilfreds grimasse over svaret som alligevel ikke kom bag på ham. Han skulle til at uddybe men nåede ikke så langt da hun så væk. Hånden som var tættest Svala tog imod hendes hånd da den kom, mens han brugte den anden til at placere på siden af hendes hoved for at få hende til at vende det mod sig.
"Jeg vil gerne fortælle dig hvorfor vi er på vej tilbage til De Britiske Øer. Men du bliver nødt til at love mig ikke at sige det videre til nogen, okay?" Han afventede bekræftelsen med en ivrig ild bag øjnene. Han ville allerhelst samarbejde med Svala om det de var blevet sendt ud for at opnå, og det betød at involvere hende i situationen og planerne. Han var desuden også af den overbevisning at det ville være bedst for hende at vide hvorfor det var vigtigt for hende at blive viet væk fra familien. Det betød ikke at han ikke var klar over at det også kunne give bagslag, men de mulige fordele vejede tungere, og søsteren kunne ikke længere beskyttes ved at blive holdt i skyggen.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 5, 2017 10:10:44 GMT
Svala strøg de lettere slanke bløde fingre hen over Silvesters ru. Hun blinkede et par gange med sine øjne og holdte kort vejret. Hun brød sig ikke om at være i det uviste, og det krævede en stor del af hende at lade tingene gå sin gang, uden at have en finger med i tempoet og planlægningen. Hun var bange for at hendes bror ville tage affære, gøre ting han mente var bedst, men hvor Svala ikke delte samme syn. Kunne han finde på det? Hun lyttede intenst da han begyndte at tale. Hun bed sig i kinden og nikkede stumt. Udover at hun normalt ikke talte om sig selv og sin familie til andre, så havde hun i bund og grund ingen venner at tale med. Hun klemte hans hånd og rettede sig en smule op, så hun sad mere behageligt. Hun var vant til at Silvester kunne få en mere alvorlig mine, men noget i hende gippede. Var han bange?
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 5, 2017 20:00:32 GMT
Efter at have fået det stumme ja fjernede Silvester hånden fra hendes kind i en langsom, nedadgående bevægelse. Han tog en dyb indånding og skævede kort ud over dækket, men da han igen så på Svala brændte blikket sig fast i den position.
"Der er ikke noget tilbage for os i Sverige. På grund af far er økonomien skrantet," startede han lavmælt mens han kæmpede med at udvælge sine ord nøje. Af samme grund kunne han dog ikke skjule en vis foragt i stemmen der vrængedes en smule ved benævnelsen af faderens idioti. "Vi står til at miste alt hvis det ikke vender, Svala. Derfor må du forstå nødvendigheden i at vi finder en ægtemand til dig snart. Du vil vel gerne undgå at blive en del af pøbelen?"
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 6, 2017 14:28:53 GMT
Svalas blik var fortvivlet. Det var bare et spørgsmål om tid før den lille dæmon på hendes skulder ville tage over og spinde tråde af af løgne og paranoia. Hun bed sig i kinden. Hun kunne se at det var alvorligt. At ville ikke gøre et så stort nummer ud af det blot for at skræmme hende.
Hun lagde hovedet langsomt på skrå og betragtede ham som ordene forlod ham. Det var ikke altid helt hun kunne sætte sig ind i udfaldet og hun forsøgte derfor at få det hele med så Silvester ikke skulle uddybe mere end højst nødvendigt. "Jeg er ligeglad hvilken stand vi har Silvester, jeg vil bare være sammen med dig" sagde hun stille. Hun trak lidt på sine skuldre og rejste sig fra sækken hun sad på for i stedet at kigge ud over vandet. "Jeg kan jo ikke være en del af dit liv hvis jeg er en andens vel?" sagde hun og knugede sine hænder.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 6, 2017 20:30:08 GMT
Silvester havde nok kunnet sige sig selv at det ikke ville være så ligetil at overbevise hende, men havde alligevel haft et lille håb om at hun ville kunne forstå nødvendigheden af det med det samme. Han havde svært ved at forestille sig at hun ville være ligeglad med sin stand når hun først var endt langt nok nede. Han var ikke i stand til at se det som en mulighed.
Hendes spørgsmål fik ham til at se overvejende på hende i bare et par sekunder. "Selvfølgelig kan du det," svarede han bestemt, tydeligt overbevist om sit eget budskab.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 14, 2017 20:18:11 GMT
Det var rigtigt nok at Svala ikke kunne sætte sig ind i de levevilkår hun ville få, når først hun havde ramt bunden. Hun var dog fast i troen om at det var uden betydning så længe hun bare var sammen med Silvester. Andet behøvede hun ikke. Men hun havde heller aldrig skulle tænke særlig meget hvor pengene kom fra. Hun slog blikket ned kiggede ned på sine hænder der vred sig mod hinanden. Hun kunne ikke lide at hele hendes tilværelse som hun kendte den var ved at ændre sig, uden at hun kunne gøre noget.
Hun kneb øjnene så meget sammen at der viste sig et par rynker hen over næsen. Brynene trak sig sammen, og utilfredsheden var malet over hele ansigtet. “Ville du kunne undvære mig?” spurgte hun og så ham dybt i øjnene.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 14, 2017 21:52:57 GMT
Silvester forsøgte ikke at undgå hendes blik, tværtimod så han tilbage i hendes øjne og rakte frem for kort at klemme om hendes hånd. "Vi behøver ikke at undvære hinanden rigtigt," forsikrede han hende. "I korte perioder, kanske.. formodentligt." Han gengav nu hendes sammenknebne øjne i en lidt mildere version. "Men jeg ved ikke hvad jeg ville stille op hvis ikke jeg havde dig. Så for at svare på dit spørgsmål, så har jeg ikke lyst til at vide det." Han kunne næsten smage sandheden der havde forladt ham på sin tunge, og sød var den ikke. Uanset i hvilken form det så måtte være kunne han ikke forestille sig at skulle undvære Svala eller hvordan han ville reagere på det, udover at det næppe ville være kønt.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 15, 2017 12:21:34 GMT
Hvad mente han med det? Svalas undren udgjorde sig i et par rynker der strakte sig hen over panden. Hun vidste ikke hvad hun skulle syntes om ordene der forlod hendes tvillingebror. Hvordan undværede man ikke hinanden rigtigt? Hun spidsede læberne. “Det forstår jeg ikke” erkendte hun med et lille suk.
Det hjalp dog på humøret at vide at Silvester havde det på samme måde som hende selv. Men begejstret for samtalens emne var hun ikke, og tvivlede på hun nogensinde ville vænne sig til tanken. Ikke kun nok med at hun skulle tilhøre en anden mand, så vidste hun at den anden halvdel af planen var at Silvester også skulle binde sig, hvilket absolut ikke faldt i god jord hos den blonde heks.
“Vi kunne stikke af..” kom det så svagt fra hende som hun skævede op mod sin bror.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 15, 2017 22:38:52 GMT
"At stikke af er for kujoner," konkluderede han skråsikkert mens han stirrede ud i luften som var han klar til at gøre det af med den. Sine tænder bed han sammen og kunne i bevægelsen næsten smage bitterheden.
"Jeg opgiver ikke en kamp før den med sikkerhed er tabt, Svala. Det burde du heller ikke nedværdige dig til." Med de ord rettede han et korrigerende blik mod søsteren. Bare tanken om at give op og efterlade familien til sig selv fik hans fik hans blod til at koge.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 16, 2017 17:49:53 GMT
Svala åndede tungt ud og bed ned i underlæben. Hun var ligeglad med om det virkede for let, det eneste hun bekymrede sig om var om hvorvidt de var sammen. Sandsynligheden for at det ville være det var ikke særlig stor, når planen lød til at være at de begge skulle finde passende parti. - Så var hun ikke ræd for at blive kaldt en kujon. - Men det undlod hun at sige højt.
Hun trak let på sine skuldre. Hun følte næsten at det var ligegyldigt hvad hun sagde, så ville Silvester finde en eller anden måde at vende det på. Hun var ikke enig med ham, og holdte hans blik i sit. “Jeg syntes ikke at vi skylder vores familie noget som helst” bed hun efter ham og lagde armene over kors.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 16, 2017 19:13:35 GMT
Silvesters ansigt fortrak sig i en indigneret mine som mest lignede at han havde fået noget virkelig surt i munden. At hun var klar til at forkaste deres ære på den måde og være ligeglad med familiens fornærmede ham direkte.
"Vi skylder både dem og os selv det. Du opfører dig barnligt." Han spejlede hende ved også at lægge sine arme over kors og vendte derefter sin overkrop i modsatte retning af hende. Uanset hvor vant han var til gengangerne af uenigheder mellem dem, så kom han nok aldrig til at bryde sig om at være så uenig med hende.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 18, 2017 9:40:24 GMT
Hun havde ikke meget tilovers for familien i Sverige. Hun kunne absolut ikke forstå at de skyldte dem noget, da hun i sit inderste aldrig mente at de havde været der for dem, som en familie skulle være. Mest af alt foragtede hun sin far. Han havde svigtet dem, hende. Det sved i øjnene på Svala som hun rejste sig og hvilede albuerne mod rælingen. Hun spejdede over det blågrønne vand.
En grimasse strakte sig over Svalas ansigt da ordene fra hendes bror faldt. “Du er for stolt” svarede hun igen og vendte blikket fra ham. Vinden trak i det lyse hår og vandet spejlede sig i hendes ansigt.
|
|