|
Post by Silvester Nordström on Aug 20, 2017 15:26:58 GMT
Der lød et kraftigt fnys fra Silvester i irritation over hendes respons. Han rettede blikket og dermed overkroppen tilbage i Svalas retning med frustrationen malet i ansigtet. Han vidste ikke om hun havde ret eller ej, men han havde nogle meget klare idéer om tingenes tilstand. Og så var femkampens afslutning et nederlag, hvad der kun havde givet ham mere blod på tanden.
"For stolt til at tage en kujons udvej," medgav han - halvt. Han havde mest af alt lyst til at spørge hende hvorfor hun ikke bare ville samarbejde, men tænkte det på sådan en måde at han var overbevist om at det ville komme til at lyde for bønfaldende.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Sept 16, 2017 8:46:10 GMT
Svala kunne mærke at der stadig var usandheder imellem dem. Hemmeligheder som end ikke endnu fik lov til at se lyset fra morgendagen. Det gjorde hende frustreret at de skubbede hinanden mod en kløft. Hvis han først forlod hende, var det ikke sikkert at hun ville have så let ved at tage ham tilbage.
Hun følte at han ville afsætte hende, som var hun en præmiehest. Hun holdte vejret. "Du skylder dem intet" kom det igen fra Svala, der stadig havde svært ved at forstå hendes brors handlinger.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Sept 22, 2017 13:02:22 GMT
Silvester kneb tænderne sammen i et forsøg på at bevare fatningen. Frustrationen over at hun ikke ville som ham smeltede sammen med den dystre følelse af at den ene der forstod ham bedst, ikke kunne sætte sig ind i, eller i hvert fald ikke var enig i, hans standpunkt. Samtidig voksede hans lyst til at få udreageret til det sitrede i hans fingre og tæer.
Til trods lykkedes det dog for ham at beherske sig og styre sit temperament. Hvad dette resulterede i, var imidlertid en stilhed der syntes at vare evigt.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Oct 9, 2017 18:36:18 GMT
Svala trak sin kappe tættere om sig da regnen begyndte at vise sig fra en ellers skyklar himmel. Hun gned hænderne mod sine øjne og rettede ryggen rank.
Der havde været stilhed mellem tvillingerne i mere end en halv time. Hun skævede sørgmodigt mod sin bror inden hun tog sin kuffert og vaklede hen over gangbroen og så rundt mod den travle by. Det vrimlede med mennesker. Hun følte sig utryg.
|
|