|
Post by Callum Slughorn on Aug 6, 2017 14:34:58 GMT
Callum spærrede øjnene op og så helt befippet ud i det øjeblik de i bogstaveligste forstand stod ansigt til ansigt. Han slap en blanding af et grynt og et grin da Diarmad gav slip.
Efter at have skubbet døren i bag dem satte han sig på sin seng og tog skoene af med det eneste formål at kunne smide sig ned omgående og tage resten af sine klæder af i vandret position. Det var primært dovenskab, men han havde heller ikke noget imod at han kunne ligge og få sig et godt grin over Diarmads hoppen rundt.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 6, 2017 14:44:47 GMT
Da det først gik op for Diarmad, at Callum grinede af ham, sendte han ham et giftigt blik, der blev ret opløst af det dumme smil på hans læber. "Luk lige arret derovre," befalede han, før han truede med sin ene sko. Han lod den dog også falde på gulvet igen og smed sig ned ved siden af sin bedste ven med et grynt af velbehag.
"Du ligner en ål i en spand."
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 6, 2017 21:04:08 GMT
Callum rykkede sig til siden for at gøre plads til Dia - og ikke mindst undgå at komme til at ligge under ham og blevet fladmast. Han skar dog en grimasse ved kommentaren.
"Tak. Det er en imitation jeg har brugt lang tid på at perfektionere." Han smed det sidste af sit tøj på gulvet henover vennens hoved. "Jeg ved ikke engang hvad du lignede."
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 6, 2017 22:30:42 GMT
Diarmad gav Callum et relativt mildt spark for hans svar, men grinede alligevel for sig selv. "Jeg ligner altid en stjerne," kommenterede han. "Du har absolut intet lært i hele vores venskab."
Han møffede lidt rundt, så de lå ansigt til ansigt på den begrænsede plads. Fuldehjernen havde tydeligvis allerede glemt det korte øjeblik, næse til næse i en omfavnelse, der før havde gjort ham helt underligt til mode. Det gentog sig dog mere eller mindre for ham nu, med den forskel at han ikke flyttede sig væk, men bare klarede halsen lidt.
"Har du stadig din tryllestav? Jeg glemte at slukke lyset i min..."
Lumosbesværgelsen ville ganske vist næppe blive ved hele natten, men lyset skulle nok hurtigt blive irriterende.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 6, 2017 23:04:14 GMT
Callum himlede med øjnene over vennens selvoppustede comeback, men blev ellers bare liggende og så på at han lagde sig til rette. Og smilede så en smule ved nærheden som han ellers ikke var så vant til med Dia.
"Øøøh..." Han måtte tænke sig om og tjekke sin nærhed før han kunne svare. "Nej. Men jeg kan godt finde den frem," snøvlede han og skubbede sin bedste ven ned at ligge så han kunne læne sig ind over ham, række ned og finde sin tryllestav. Halvvejs mod succes kollapsede han dog på den andens torso, og da han først havde fået fat i staven trak han sig tilbage på sin plads inderst.
Det var med en noget skæv bevægelse at fik kastet besværgelsen, men dog stadig præcis nok til at den gik effektivt igennem. "Er du tilfreds nu, Prinsesse Dia?" spurgte han mens han lagde staven i sikkerhed på et natbord hvorefter han trak et tæppe op om dem og ellers lagde sig i akkurat samme position som før.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 6, 2017 23:15:22 GMT
Det var tilpas køligt til, at den fysiske nærhed var rar, men Diarmad tænkte ikke så meget andet om den, før Callum nærmest lå henover ham. Lidt stum, så han op på vennen, indtil lyset var væk og der ikke var så meget at se.
"Hold dog kæft," brummede han, med latter i stemmen, som svar på spørgsmålet. Han rykkede lidt på sig under tæppet, inden han så på det svage omrids af vennen og trak vejret forsigtigt ind gennem næsen.
Et øjeblik i tavshed passerede, før en tanke pressede sig på. "... Kommer du også til at savne mig?"
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 6, 2017 23:31:37 GMT
Callum smilede triumferende i mørket over reaktionen inden han lod øjnene glide i. Han troede egentlig at han skulle til at sove da stilheden blev brudt spørgsmålet og han spærrede øjnene op - dog stadig uden at kunne se særlig meget andet end omrids.
"Det er da godt nok et idiotisk spørgsmål." Han trak den lidt ud mens han tog en dyb indånding. "Selvfølgelig gør jeg det. Sig mig, kan du ikke tænke for dig selv? Eller har du bare brug for bekræftelse? Det var altså bare for sjov at jeg kaldte dig en prinsesse, men hvis du skal tage det så bogstaveligt..."
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 6, 2017 23:47:59 GMT
Diarmad sagde ikke et ord, før Callum havde bekræftet, at han ville savne ham, men til gengæld forlod en irritabel lyd ham over alt det der kom bagefter. Han svarede dog ikke med ord. Grebet af en pludselig trang, lænede han sig i stedet frem og lukkede munden på vennen på en anden - og fremmed - måde.
Det var ikke fordi det var noget videre godt kys. Det var nærmere lidt voldsomt, som Diarmad bogstavelig talt pressede sine læber imod Callums. Til gengæld fik det hans mellemgulv til at slå en voldsom saltormortale og han trak sig væk, helt blank i hovedet.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 7, 2017 12:57:49 GMT
Callum rykkede sig ikke ud af flækken i bar forundring. Han lå i stedet i et lille stykke tid efter og så forvirret på Diarmad i en mere eller mindre forstenet tilstand. Var det ikke hans bedste ven der havde udvist væmmelse bare ved tanken om at kysse en anden dreng? Han forstod mildest talt ikke hvad der foregik og overvejede om det bare var en eller anden joke han ikke helt forstod.
"Hvad fuck..." mumlede han efter lidt og lige før han besluttede sig for at give gengæld ved vitterligt at støde sine læber mod Diarmads, næsten som en form for imitation af det han selv havde fået at føle.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 7, 2017 15:11:02 GMT
Diarmad fattede ikke rigtig hvad han lige havde gjort eller hvorfor, men han var for fuld til at undskylde sig. Callums udbrud ville have fået et svar på et eller andet tidspunkt, men han nåede ikke at komme frem til noget, før læber var imod hans igen og han glemte alt andet end at det var rart.
Lidt hårdhændet, dog. Hans højre hånd, der var fri, gled op i Callums hår og fingrene krummede sig sammen der, selvom der var kort - en uvandt følelse. Den blev der da heller ikke længe. Testosteronen pumpede i hans årer og snart efter greb han om vennens skulder og søgte at vælte ham. Det var mere slåskamp end kærtegn, sandt at sige.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 7, 2017 19:44:20 GMT
Det forvirrede kun Callum yderligere at vennen tilsyneladende ikke havde noget imod det. Hvis det var en form for joke, var det en meget underlig en som selv ikke han forstod. Hvis det ikke var, hvilket virkede mere realistisk for ham, virkede dog et eller andet sted endnu underligere, med tanke på hvad han tidligere havde hørt. Inden længe havde han dog kastet sin forvirring til siden for i stedet bare at nyde kysset som han ikke helt forstod men alligevel syntes var ret rart, til trods for at det var noget voldsommere end hvad han havde prøvet med andre.
Da Diarmads hånd var i hans hår var vel tilfreds, men da han i stedet forsøgte at vælte ham med den, væltede en irritation op i ham der fik ham til at læne sig ind mod hånden for at undgå at ende på ryggen og derefter skubbe til vennens skulder med sin egen hånd. Alt imens han ikke stoppede med at kysse ham. Han var dog langt fra ligeså stærk og endte derfor med rimelig hurtigt at se sig besejret.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 8, 2017 6:54:24 GMT
Det var ligesom at brydes med Callum, som de havde gjort før, men der var en enkelt, åbenlys forskel og da Diarmad brød fri, forpustet og liggende ovenpå Callum, var det alligevel helt anderledes.
Han havde forsøgt at fange vennens håndled og holde ham nede, men han vidste ikke hvorfor. Måske blot for at kunne blive ved med at kysse ham. Da han bøjede sig og fortsatte uanset, var det i hvert fald mindre voldsomt end før. Det var næsten en fysisk undskyldning, selvom Callum ikke lige havde trukket sig væk fra slåskampen.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 8, 2017 11:09:28 GMT
Med håndledende fastlåst i Diarmads greb lå Callum bare og stirrede op på vennens mørke skikkelse mens han selv forsøgte at få vejret. Hvad der føltes som tusindvis, men i virkeligheden nok var betydeligt færre, af modstridende tanker forsøgte samtidig at kæmpe sig til at have mest at sige i hans fuldemandsbevidsthed.
Da beskæftigelsen igen blev genoptaget, denne gang på den andens initiativ, nød han til at starte med den lidt blidere behandling. Han besvarede den tilmed, omend ganske kort, før han vendte kinden til med et mumlende "Dia..." og forsøgte at få benævnte af sig ved at vride sig og hive sine hænder til sig med det formål at skubbe - og ikke blidt. Uvidenheden om hvad der foregik i hans bedste vens hoved var blevet for meget til at han kunne ignorere den.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 8, 2017 12:00:15 GMT
Kysset blev afbrudt og Diarmads dundrende hjerteslag sløvede lidt, selvom han stadig kunne mærke det. Han slap dog ikke Callum og vred sig selv en anelse, for at holde fast på ham. Et eller andet måtte han holde fast på, hvis ikke han skulle vælte ud over en kant og svæve rundt uden helt at forstå hvor jorden var henne.
"Hvad?" Hans stemme var hæs og føltes højlydt i mørket, selvom han i virkeligheden talte lavt. "Jeg ved du kan lide det."
Kunne han selv? Ja. Selvfølgelig. Ikke at han havde ladet sig selv acceptere, at han tænkte på det. Hvorfor kunne han lide det?
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 8, 2017 18:48:45 GMT
Callum gav op at kæmpe mod nedholdningen, i hvert fald midlertidigt, da Diarmad begyndte at tale. Han rykkede hovedet halvvejs tilbage og skævede op mod ham, men skar dog hurtigt en grimasse over det han så sagde.
"Det er ikke det..." svarede han næsten hviskende, uden så meget som at forsøge at påstå at han ikke brød sig om det. "Du sagde at det var klamt... Hvad skal jeg så tro?"
|
|