|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 3, 2017 12:11:07 GMT
Diarmad trak på skuldrene og klarede halsen lidt. Han vidste præcis hvad der ville være sket, hvis Avery ikke selv var stukket af fra ham. Han kunne huske lysten, der brusede gennem ham og det gav ham lyst til at kaste op. Han kunne dog på ingen måde fortælle Callum præcis hvad der var sket. Han var hendes fætter. Hvis det havde været ham selv, ville han have haft morderligt sværd ved ikke at stikke ham en blodtud - også selvom det ikke var hans skyld.
"Det er fint nok. Jeg kommer alligevel ikke til at være her meget, når først Mester Zabini tager afsted og jeg tager med hende." Han rankede sig lidt og et blik med blandede følelser gled over vennen. De havde været sammen de sidste syv år. Hver eneste dag. Præcis hvordan han skulle klare sig uden Callum var et åbent spørgsmål og det stod skrevet i de lyse øjne, som de flakkede lidt over et svagt smil.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 3, 2017 20:47:25 GMT
Callum gloede lidt tumpet på sin ven da han skiftede emne. Ikke over skiftet, men over det der blev sagt. Alligevel smilede han dog en anelse over den glæde han mente at kunne spotte hos den anden. "Er I da væk længe?" spurgte han, uden at kunne skjule en snert af ærgrelse i stemmen. Det lød på ham som om at Dia var på vej langt væk i lang tid, og det stak en smule. Men selvom han ikke havde lyst til at indrømme det, havde hans stemme allerede afsløret ham.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 3, 2017 20:57:56 GMT
En lille del af Diarmad var ret tilfreds med at høre, at han ikke var den eneste, der kom til at savne sin ven. Det kunne han dog selvfølgelig ikke sætte ord på. I stedet slog han blot lidt til Callums skulder og trak på sine egne.
"Ved det ikke. Hun skal giftes med Professor Eklund på et eller andet tidspunkt, men det udskyder de vist hele tiden. Måske er jeg væk i flere måneder..."
Han drak en ordentlig tår af kruset og hostede kun ganske svagt, da han fik lidt i den gale hals. Så meget for at være mandig.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 3, 2017 22:53:10 GMT
Ved svaret smilede Callum til vennen på en måde der sandsynligvis fremstod en anelse halvhjertet. Følelsen af at blive efterladt var efterhånden et tilbagevendende tema. Et tema hvis relevans der gerne var langt imellem, men som så alligevel ramte ham når det endelig var.
"Det er måske meget godt. Du bliver også nødt til at lære at leve uden mig i længere tid, selvom jeg godt ved at det er svært." Der var en jokende tone i hans ord og et bredt smil over hans læber som skulle forestille at dække over hans reelle bekymringer. Han daskede tilbage ud efter Diarmad og fulgte derefter hans eksempel ved at tage en stor tår øl som han først var færdig med da han kunne stille kruset tomt på bordet.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 3, 2017 23:20:53 GMT
Diarmad fnøs over Callums svar, men han smilede alligevel ufrivilligt varmt over det og slog ikke tilbage. I stedet tømte han sin egen øl med lidt mindre macho entusiasme end før.
"Skal vi tage en mere?"
Han vippede lidt med kruset i en klar opfordring og smilet blev skævt. Det var det også en god del senere, selvom det flakkede en god del fra tid til anden, som han fik flere øl indenbords. På et eller andet tidspunkt var kroen ved at lukke og Diarmad, som tiltede lidt da han rejste sig, fik en opfordring med på vejen fra kroens søn om, at sove den ud hos Slughorns. Hjem skulle han nok ikke lige med det samme. Han vendte selv et afventende blik imod Callum.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 4, 2017 21:13:36 GMT
Callum var opsat på at få tømt sit sidste krus for aftenen inden han forlod stedet, hvorfor han blev siddende indtil han havde fået hældt det sidste af indholdet, godt en fjerdedel, lige lukt ned i halsen.
"Så, skal du med hjem?" spurgte han idet han stillede kruset fra sig og igen kunne rette blikket mod Diarmad. Han rejste sig straks efter og væltede næsten stolen han havde siddet på i processen. Stolen reddede han dog i sidste øjeblik og var allerede på vej mod døren ud til gaden, omend noget snøvlende.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 4, 2017 22:23:49 GMT
Diarmad snublede grinende efter Callum, som tydeligvis ikke havde ventet på et svar. På den anden side var vennen heller ikke ligefrem den hurtigste på benene og han indhentede ham og slyngede en arm over skulderen på ham, som de væltede sammen ud af kroen.
"En overnatning! Det manglede da bare, efter sidste sommer," drævede han muntert, som han lænede sig lidt ind imod Callum. "Snorker du stadig som en bryggerhest?"
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 5, 2017 8:40:19 GMT
Callum fik lige vinket farvel til den del af personalet, og familien, der stod med lukningen inden han kunne mærke vennens arm og de pludselig var ude af kroen. Han grinede over bemærkningen om sidste sommer og rakte op for at rode ham i håret.
Da Diarmad lænede sig ind mod ham endte han med at gå nogle skridt til den side frem for fremad, inden han endnu engang fandt balancen og fortsatte i samme retning som før. Ordene der fulgte med akten formåede han dog at se rimelig fornærmet ud over. "Undskyld mig, jeg sover stille og elegant som en fucking enhjørning," sagde han i spøg, idet det at han snorkede ikke var en nyhed for ham.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 5, 2017 19:30:49 GMT
Diarmad skubbede ikke Callums hånd væk, men gryntede blot lidt, som han blev rodet i håret. Dels var han sløvere til at reagere - dels var det egentlig meget rart. Han havde siddet på den svage uro over adskillelsen en tid nu og med hæmningerne sløvet mærkbart af hans ølindtag, var det helt rart at være tæt på sin bedste ven.
Med et flabet grin over responsen på hans drilleri, strammede han grebet lidt om Callum og snublede videre.
"Rottelort," brummede han, men ikke som reaktion på svaret. "Jeg kommer til at savne dig, mand."
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 5, 2017 20:21:18 GMT
Callums blik ændrede sig samtlige gange på kort tid fra at holde øje med gadens forløb til en sløret stirren på Diarmad. Ordene blev udsat og forsinket betydeligt i forhold til hans norm fordi et sarkastisk svar og et mere dybfølt et kæmpede ihærdigt for at nå ud af ham.
"Jeg ved ikke hvordan jeg skal leve uden dig," spruttede han til sidst, overdrevet dramatisk og begyndte at grine så snart han havde hørt sig selv, og længe. En helt anden type svar havde tilsyneladende sneget sig forbi de andre og fået ham til at lyde noget ustabil. I et forsøg på at kvæle sin latter smed han begge arme om vennen og begravede sit hoved mod hans skulder.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 5, 2017 21:52:45 GMT
Det var noget af en erklæring Callum kom med og i et øjeblik stirrede Diarmad dumt på ham. Så begyndte han dog at grine som en idiot, fnise lettere hysterisk og da først bedstevennen smed armene omkring ham, var han helt rød i hovedet over det.
Han protesterede dog ikke over omfavnelsen, men gengældte den varmt, ukoordineret og med en god følelse i maven. Den slags følelsesopvisning ville han aldrig have deltaget i i ædru tilstand.
"Jeg elsker dig, mand," konstaterede han, mindre brysk end det havde været intentionen, som han skubbede lidt ufrivilligt til Callum og trak sig en smule væk igen.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 5, 2017 22:29:30 GMT
Callum tog et par skridt bagud ved skubbet og kløede sig lidt i håret. Der gik et par sekunder inden han grinede fjoget. "Lige over, bro," svarede han muntert og tog det egentlig ganske let.
"Vi har ikke så langt endnu," bemærkede han og pegede i retning af familiens hus der lå vel indenfor synsvidde. Det mente han var nok hentydning og begyndte ellers at vralte det sidste stykke, mens han hele tiden trak længere over mod Diarmad som en langsom indhaling.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 5, 2017 22:41:39 GMT
Diarmad var ikke nødvendigvis helt indstillet på den fysiske adskillelse, men han genoprettede den på den anden side heller ikke umiddelbart.
Han grinede til gengæld lidt af vennen og fulgte med imod huset. Som Callum, trak han dog instinktivt tættere på ham og inden de nåede huset, lå en arm alligevel slynget over hans skulder og de svajede sammen.
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Aug 5, 2017 23:24:14 GMT
Da de nåede til hoveddøren fik Callum med kun lidt besvær lukket den op, hvorefter han vendte sig mod Diarmad og direkte tyssede på ham, uagtet at han to sekunder senere gjorde sig fri af vennen, væltede ind og formåede at ramle ind i mindst to møbler på sin vej ind.
"Pis," udbrød han, dæmpet men med kraft, hvorefter han hev fat i vennens ærme for at skynde sig ind på sovekammeret.
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Aug 6, 2017 14:09:06 GMT
Diarmad lo over Callums forestilling, men snublede med, da han blev trukket med magt ind på sovekammeret. Det havde han alligevel aldrig rigtig prøvet før. Som de væltede over dørtærsklen, kolliderede han mere eller mindre med vennen og slog begge arme om ham, for ikke at falde. Hans næsetip kom meget tæt på Callums og i et øjeblik stirrede han ind i den andens øjne, før han frigjorde sig igen med et dumt smil på læberne.
Han havde været der før, på kammeret. Havde sovet i den lille seng med snorkende Callum og var tilpas hjemmevandt til, at han bare hev tøjet af, nonchalant i sin beruselse. Der var ikke ligefrem varmt, men han mærkede ikke rigtig noget, som han trak alt andet end sine underbenklæder af og hoppede lidt rundt til sidst, for at trække sko og benklæder af sig.
|
|