Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Slutningen på skoleåret blev en begyndelse for eliksirbryggeren. Det var ellers mange år siden han havde givet det mindste for hvad der skete på Hogwarts.
I år betød elevernes sommerferie og de ældstes afsked, at han blev en lærling rigere. Han havde selv valgt hende, men det gjorde ikke, at han nødvendigvis var klar. Helt reelt var han slet ikke klar. Han havde nemlig mere eller mindre glemt, at der overhovedet kom nogen i dag.
Opslugt af sin seneste ordre, gik han frem og tilbage i værkstedet med hår og tøj i uorden, kedler kogende omkring sig og et stort kogekar boblende med den kommende eliksir.
Post by Iseabail MacFusty on Jun 1, 2017 21:40:21 GMT
På nogle måder havde det ikke været en svær beslutning. Iseabail havde altid vidst hvad hun ville og der var ingen chance for, at hun ville undlade tage imod så sjælden en mulighed. Alligevel havde det ikke være nemt at sige farvel til Hogwarts et år før tid, velvidende at hun ikke ville vende tilbage dertil. Det, kombineret med ankomsten til England og et nyt, fremmed hjem efterlod hende med en lille knude i maven og en klump i halsen, som hun tog en dyb indånding.
På den anden side af døren ventede et nyt liv og det tog et øjeblik endnu, før hun endelig bankede på. Ventede. Ventede lidt længere. Rynkede på brynene, da der ikke blev åbnet og til sidst bankede endnu engang. Det var da den rigtige dag?
Post by Fabian Flitwick on Jun 1, 2017 22:02:48 GMT
Som en hvirvelvind med svedpletter på skjorten, travede eliksirmesteren rundt i sit værksted. Da han efter lang tid sansede, at det bankede, var det for ham selvfølgelig som om det var første gang der var noget, der forstyrrede. Han råbte et "øjeblik" igennem det lille hus og var - retfærdigvis - ved hoveddøren kun ganske få øjeblikke senere.
Da han åbnede den og måtte sænke blikket et stykke til den lyshårede pige, trak hans bryn sig først sammen, før øjnene klemte sig med.
Post by Iseabail MacFusty on Jun 2, 2017 8:50:50 GMT
Hvad skulle hun mon gøre, hvis der ikke blev åbnet? Hun kendte ikke mange steder i England og med sygdommen der plagede landet, var det ikke en tid til at strejfe om. Alt det nåede dog alligevel at gå igennem hendes tanker, før der lød svar fra den anden side af døren og hun nærved havde sluppet et lettet suk.
Da eliksirmesteren åbnede døren, lod hun nakken falde tilbage for at se op på ham og hvad end høflig hilsen der havde været på vej over hendes læber blev erstattet af momentær overraskelse over hans ord. En næsten bekymret rynke trak hendes øjenbryn sammen, men i det mindste lød stemmen ikke usikker da hun talte. Hun følte sig ellers nervøs.
"Tidligt? Mester Flitwick, jeg er sikker på at det her er den dag og det tidspunkt du angav..."
Post by Fabian Flitwick on Jun 2, 2017 10:50:14 GMT
De buskede bryn røg lidt op, før Fabian måtte glippe med øjnene under dem og til sidst sank lidt sammen i skuldrene med et opgivende suk - over sig selv. "Virkelig?"
Han gav ingen tegn på, at han ikke troede på hende, til gengæld trådte han til siden, så hun kunne komme indenfor, imens han kløede sig lidt i nakken over, at han havde glemt den aftale de åbenbart havde lavet. Han huskede ganske vidst udmærket den unge pige og at han havde bedt hende blive sin lærling, men datoer var ikke noget han var frygtelig god til.
"Jeg har ikke ryddet plads til dig endnu," konstaterede han. "Men du kommer til at sove i værkstedet. Følg med," opfordrede han, som han ledte vejen ind i det lille hus, hvor der alligevel ikke var andet end en gang, et værksted, et kammer og en bagudgang til den lille gård, der blev delt med de andre tilstødende huse.
Post by Iseabail MacFusty on Jun 2, 2017 20:35:05 GMT
Det hele forekom meget mærkværdigt, men det besynderlige i situationen kunne måske til dels holde nervøsiteten stangen. Da hun trådte ind måtte hun dog alligevel synke en klump over hans ord. Det var ikke meget hjem i forhold til det, hun netop havde forladt. Før de tanker nåede at rodfæste sig helt, fik hun dog kastet et blik på værkstedet og alle bekymringer om alt andet forduftede for en stund.
Forundringen var helt tydelig på hendes ansigt, som hun slugte synet af kogende kedler og de mange kolber med et utal af væsker, væsner og andet. Det gjorde hende helt mundlam - og distraheret nok til, at hun indså at hun ikke havde registreret et ord han havde sagt efter de kom ind i værkstedet. Et skyldigt udtryk gled over hendes ansigt, men var ikke nok til at kvæle den passionerede glød i blikket.
"Jeg... Undskyld. Hvad sagde du, mester Flitwick?"
Post by Fabian Flitwick on Jun 2, 2017 21:04:41 GMT
Fabian stoppede op i sin begyndende smøre om huset og hendes tilstedeværelse i det, da den unge pige afbrød ham med en beklagelse, der kortvarigt fik brynene til at trække sig tæt sammen og overveje, om hun mon var mere distræt end man kunne ønske sig af en lærling.
"Jeg var i færd med at forklare dig, at du kommer til at sove ved ildstedet her," bemærkede han, som han pegede. "Der er varmt, med en god opredning ganske behageligt og du kommer til at være lige ved siden af de opgaver du måtte få. Det er ikke meget privatliv, dog. Det beklager jeg."
Post by Iseabail MacFusty on Jun 2, 2017 21:35:29 GMT
Iseabail havde altid været en god elev og havde altid evnet at høre efter. Hun fandt da også fokus med det samme, efter at have indset sin egen distraktion og mens han talte lod hun blikket glide over det omtalte plads.
"Det er intet problem for mig, mester Flitwick. Vi er mange derhjemme og der er mere privatliv her end der var på en sovesal på Hogwarts..."
Post by Fabian Flitwick on Jun 2, 2017 21:51:12 GMT
Fabian stoppede op, hævede brynene lidt og indså, at det selvfølgelig passede. Han nikkede en enkelt gang, før han klikkede med tungen og vendte blikket helt imod sin første lærling.
"Mester Fabian," rettede han simpelt og uden bebrejdelser. "Dine opgaver bliver mange. Blandt andet at holde styr på, at vi ikke løber tør for ingredienser." Det skete alt for tit for den distræte mester. "Men først," fortsatte han uden tøven, som han rakte ned i sin slidte bæltepung. "Løb ud og find os noget at spise. Så rydder jeg lidt op her imens."
Post by Iseabail MacFusty on Jun 3, 2017 9:48:09 GMT
Det trak den mindste smule i Iseabails læber, men hun kvalte det ivrige smil inden det kunne nå at overtage. Det kriblede allerede i hendes fingre for at lave lister over de mange ingredienser, der gemte sig i værkstedet. Det ville absolut ikke blive en sur tjans. Alligevel neddæmmede hun sin entusiasme til en eller anden form for professionel respekt og nøjedes med at bøje nakken i et accepterende nik.
"Selvfølgelig, mester Fabian," svarede hun og tog imod de enkelte mønter. Samtidig lettede hun lidt på vadsækken, der indeholdt en noget forskrumpet udgave af hendes skolekuffert. "... Hvor må jeg sætte mine ting indtil da?"
Post by Fabian Flitwick on Jun 3, 2017 12:35:55 GMT
Et let nik fulgte hendes accept og Fabian drejede hovedet for at se lidt rundt i værkstedet, før han trak på skuldrene. "Find en plet, der passer dig. Vi kan se på at give dig hyldeplads senere i dag, så dine ting ikke kommer i vejen - eller til skade."
Guderne skulle vide, at alt der lå og flagrede på gulvet risikerede at blive overøst af eliksirer eller bidt i af en venlig rotte i ny og næ.
Post by Iseabail MacFusty on Jun 3, 2017 14:23:46 GMT
Iseabail gjorde som hun fik besked på og inden længe havde hun forladt værkstedet igen, selvom hun først var ankommet. Den sekundære overvejelse var, at hun intet kendte til den delvise magikerby, men trods den udfordring, lykkedes det til sidst at finde et sted, der serverede noget spiseligt.
Så det var altså begyndelsen på et nyt liv. Hvad det havde i vente, var hun ikke sikker på - men hun så frem til andet og mere end at rende ærinder.
Post by Fabian Flitwick on Jun 3, 2017 20:42:54 GMT
At sende Iseabail ud efter mad var, efter Fabians egen mening, ikke det bedste røgslør. Det gav ham dog muligheden for både at samle tankerne og skabe lidt orden i rodet. Som en dygtig magiker tog det ham ikke lang tid at vifte lidt med sin tryllestav og sætte gang i rydningen.
Da først han lærling vendte tilbage igen, var han mere klar til det. Der var ikke fem gryder i gang. Til gengæld var der gjort plads ved ildstedet og en bunke sammenrullede skind og tæpper lå klar til hende.
Fabian selv sad på den ene side af et tykt egetræsbord og tyggede på enden af en griffel, imens han så ned på en af sine vokstavler. Overfor ham var der en ledig skammel.
Post by Iseabail MacFusty on Aug 6, 2017 8:15:56 GMT
Iseabail var inden længe tilbage med maden og denne gang tillod hun sig at træde ind, uden at vente på at der blev lukket op for hende. Synet, der mødte hende nu, så anderledes ud end før og på en eller anden måde gjorde det det hele mere virkeligt. Hun sank en klump og trådte længere ind med den lille kedel, der indeholdt suppen - uden helt at kunne få sig til at plante den på hans skrivebord.
Post by Fabian Flitwick on Aug 6, 2017 14:14:56 GMT
Fabian havde ikke ligefrem ryddet hele sit ordentlige kaos, men der var en logisk plads til hende nu og han selv havde gjort klar i sit hoved til, at han nu havde en lærling. Han skulle nok komme til næsten at glemme det igen en dag, men nu var hun her.
Da hun rent fysisk også var der - i hans værksted, så han op og lod blikket glide lidt fra hende til den gryde hun holdt. Et enkelt bryn hævede sig over valget, men det var sikkert udmærket med noget varmt, omend han ikke netop nu kunne huske...
"Ja," svarede han distræt. "Lad os tale over maden. Men først... Kan du se nogen skåle?" Han så sig selv rundt og kløede sig lidt med den modsatte ende af griflen i baghovedet.
