Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 5, 2017 19:52:13 GMT
En dæmpet lyd forlod Emma, som Eam trak hende tættere på; mest af alt en hørlig indånding af halv overraskelse og halv instinktiv tilfredshed. Et svagt instinkt pippede stadig op om minder om berøringer, der gav hende en kuldegysning af ubehag, men hun tvang sig selv til at ville sin mands hænder på sig. Hvis hun først kunne gøre det én gang, så håbede hun at Lorcan langsomt kunne skubbes ud. Og ikke alt han havde gjort ved hende havde været det mindste ubehageligt. Det var svært at løbe fra.
Hun hvilede sin pande imod Eams og holdt vejret, som hans hånd gled imellem hendes ben og blot lå imod hendes nøgenhed. Langsomt, efter et øjeblik, huskede hun at trække vejret igen og indså, at hun havde lukket øjnene. Hun åbnede dem igen og fandt et blåt blik lige ud for sit eget, som de låste sig i. Endnu et øjeblik senere, føltes hendes hjerte ikke helt som om det var ved at hoppe ud af brystkassen på hende og hun lod benene glide lidt fra hinanden, imens hun så på ham med farve i kinderne.
Post by Éamon LeStrange on Aug 6, 2017 14:22:01 GMT
Éamon nød at høre sin hustrus små suk. Til trods for at det var en fremmed lyd, tog han glædeligt imod den. Tankerne omkring hvilket nyt liv de ville få sammen spirede hos ham. Han blev dog konstant mindet om at det altid kun ville være begrænset. Han håbede inderligt at foruden deres knytning som nu, kunne et barn skabe mere liv, ikke kun omkring dem som ægtefæller, men på hele godset.
Éamon betragtede hende. Han ville stadig ikke tænke på hvad der var forgået mellem lagnerne i hendes soveværelse. Men det virkede til at det var noget der skulle overvindens. Han havde i hvert fald ikke selv megen erfaring med kvindens krop. Han var derfor glad for han ikke følte noget behov for at storme sig frem.
Smilerynkerne tonede frem om hans øjne da han mødte Emmas blik. Da hun langsomt gled benene fra hinanden inviterede han sine fingre et stykke tættere på. Langsomt flyttede han dem mod hendes skød. Det var blødt og varmt.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 6, 2017 14:41:07 GMT
Det var så anderledes, at ligge der med Eam, halvt henover ham og med alle muligheder for at komme væk, hvis hun ville. Hun havde kontrollen, føltes det som om. Det beroligede hende og fik hende til at acceptere hans hånd imellem hendes ben, selvom det var så fremmed, at blive rørt ved.
Hun betragtede hans smil og lod det halvt overbevise hende om, at han brød sig om det. Alligevel måtte hun også spørge tøvende og med hæs stemme.
Post by Éamon LeStrange on Aug 6, 2017 15:52:37 GMT
Selvom Éamons mandighed blev sat på prøve, accepterede han det som hvad det var. Andet kunne han ikke gøre, og det ville først ødelægge stemningen hvis han begyndte at spekulerer over hvordan det kunne havde endt med.
Hans bryn trak sig en anelse sammen. Han var forundret over hendes spørgsmål. Han måtte derfor nikke hvor efter han blidt pressede sine læber mod hende. "Jeg vil dig.. Hele dig." sagde han i en så overbevisende tone han kunne. I samme sekund strakte han den ene finger det sidste stykke op. "Jeg vil mærke dig" hviskede han.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 6, 2017 22:15:20 GMT
Emma sank en klump, men mødte Eams kys og begravede sine fingre i hans mørke hår, som hun lod ham indtage sin krop, sådan som det altid burde have været - eller så tæt på som de kunne komme det. Det var så anderledes fra Lorcan som det overhovedet kunne være og det tog tid, men ikke for evigt, før hun vred sig imod ham og gispede som en fisk ud af vand.
Det var intet jordskælv, men det var en jordskredssejr for dem, da hun begravede ansigtet ved Eams hals, med hamrende hjerte og en ekstatisk følelse i kroppen, som han alene var skyld i.
"Elsker dig," mumlede hun tæt på hans øre, som hun langsomt lod fingerspidserne glide fra hans nakke og ned over hans overkrop. "Hører til dig..."
Post by Éamon LeStrange on Aug 14, 2017 20:19:19 GMT
Éamon tog alle sanserne i brug. Han kunne mærke hvordan lysten sad uden på ham. De små lyde som Emma kunne komme med smeltede i hans hænder og sang for ham. Det var en så uvant situation, men han tog glædeligt det hele med. Han klemte let om den ene balde i et forsøg på også at skubbe hende tættere på sig, hvis det overhovedet var muligt.
Han holdte hende tæt. Selvom han intet fysisk kunne mærke hos sig selv, fyldtes hans krop alligevel med en tilfredshed og forløsning der primært bundede ud i den kærlighed han følte for sin hustru. Han begravede fingrene mod hendes hår og måtte tage et par dybe indåndinger.
“Jeg elsker dig..” hviskede han. Han bøjede hovedet en smule og betragtede hende med et bredt smil der nu var langt mere tydeligt bag hans skæg. Øjnene lyste. “Du er min hustru, min sammensvoren. Min bedste ven” sagde han stille og strøg en kærlig hånd over hendes kind inden den lagde sig på hendes mave. “Og du bære mit barn” han lukkede sine øjne.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 14, 2017 22:38:13 GMT
Emma var blød og føjelig, endnu mere i det øjeblik. Hun smøg sig ind til Eam og nærmest spandt over hans fingre i hendes hår. Den velbehagelige følelse havde spredt sig i hele kroppen og hun lagde sig ned ved hans side, omslyngende og kærlig, med et dumt smil på læberne.
"Ja, min elskede," svarede hun dæmpet på erklæringen, imens hendes egne øjne langsomt faldt i.
Post by Éamon LeStrange on Aug 15, 2017 12:22:27 GMT
Éamon fik sig selv skubbet en smule tættere på sengens midte, så han kunne ligge behageligt med sit hovede på puden. Han løftede den ene arm for at trække Emma det stykke tættere på sig, så han langt bedre kunne omfavne hende den sidste gang inden øjnene langsomt tungt faldt i.
Han brummede let men uden noget tegn på at gøre eller sige mere.