Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 27, 2017 20:50:24 GMT
Skuldrene sank en anelse og Emma vendte sig imod ham, med rygstykket gabende åbent og en enkelt kuldegysning over temperaturen, mere end Eam. De mørke øjne undersøgte ham, før hun endelig satte sig ned ved hans side og klarede halsen.
"Jeg kan ikke tale om det," svarede hun spagt. "Det var ikke det, der burde være sket. Jeg drømte om at du ville røre sådan ved mig."
Post by Éamon LeStrange on Apr 27, 2017 21:05:15 GMT
Éamon betragtede hende længe. Han kiggede på hende som hun satte sig ved hans side. Han kunne mærke at han havde lyst til at tage hendes hånd, men frygtede hendes reaktion. Han kunne ikke læse hende, og forbandte sin egen handling. - Han skræmte hende.
Han nikkede forstående. Det var heller ikke fordi han havde lyst til er høre om det, og vidste at han aldrig skulle have nævnt det. Han blinkede et par gange med sine øjne. "Jeg begære dig så meget Emma, at jeg knapt nok -" han sank en enkel gang og løftede hovedet for at ville se på hende.
"Det er begrænset hvad jeg er i stand til" sagde han og rettede ryggene n smule.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 27, 2017 21:11:49 GMT
Emma havde aldrig i sit liv hørt de ord fra Eams mund og hun stirrede på ham efter de var blevet talt. En tung klump blev sunket og hun nikkede mat til konklusionen, før hun sænkede blikket og nikkede endnu engang, stadig søgende efter ordene, der kun langsomt kom til hende. Ikke fordi hun var dum, men fordi hun var på glat is.
"Det er ikke din fejl," forsikrede hun lavmælt, før hendes ene hånd forsigtigt fandt hans, uden at hun løftede blikket. "Jeg vil hellere forblive urørt resten af livet end jeg vil have hans hænder på mig igen," nærmest hviskede hun, rasende i sin egen forsigtighed, imens hun knugede hans hånd, så hendes knoer blev hvide. "Jeg ville ønske jeg kunne gøre hvad en hustru bør for dig," faldt tilføjelsen et øjeblik senere.
Post by Éamon LeStrange on Apr 27, 2017 21:18:30 GMT
Éamon var på bar bund. Han havde aldrig ligget med en kvinde, og selvom han ikke var helt fremmede til den feminine krop, var det alligevel nok til at en usikker følelse spredte sig i kroppen på ham. Særligt fordi han ikke ville skuffe hende. - Hvilket var svært at ignorere nu da han vidste hvem hun havde været sammen med, hvem end hun havde tænkt på da det skete.
Han gav hendes hånd et klem. At hun følte sig tryg nok til at dele det med ham fik hans hjerterytme til at sænke sig en smule. Selvom han selvfølgelig havde leget med tanken om hvordan det ville føltes, vidste han godt at det aldrig ville blive muligt. "Og dét er ikke din fejl" sagde han alvorligt og løftede sin hånd så han kunne kysse hende.
"Der er andre måder, ved jeg. Hvorpå en husbond kan - behage - sin hustru" sagde han og skævede til hende. Om han så skulle bruge resten af hans ynkelige liv, ville han få Emma til at glemme alt hvad Lorcan var i stand til, og i stedet skulle hun kun tænke på ham.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 27, 2017 21:36:15 GMT
Emma rystede svagt, da Eam kyssede hendes hånd, men hun stivnede ikke og hun trak den ikke til sig. I stedet løftede hun forsigtigt blikket og rystede svagt på hovedet med forbløffelse og nærmest forfærdelse i øjnene. Hun var en pæn kvinde og hun anede ikke hvad han talte om.
"Jeg vil bare gerne glemme hvad jeg gjorde," hviskede hun. "Og falde i søvn hos dig."
Post by Éamon LeStrange on Apr 27, 2017 21:47:10 GMT
Éamon ville hellere være ærlig omkring sin hustru end at forsøge at skjule hvad han et par gange havde spekuleret over. Han var dog langt fra forundret over hendes reaktion. - Det hele var nyt, og der var ingen grund til at forhaste sig. Han var trods alt vant til at der intet skete.
Han nikkede langsomt og i stedet for at sige noget, bøjede han sig en smule ned at han kunne trække sine støvler af. Han brød sig aldrig om at se ned af sig selv når han var let påklædt. Det var intet kønt syn.
"Du er det mig der er forlegen" sagde han med et lille suk.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 28, 2017 18:45:01 GMT
Emma blev siddende en stund, med ryggen gabende og et lettere fjernt blik, som deres hænder atter var skilt ad. Hun blinkede dog, da Eam brød stilheden og så op igen, før hun fangede hvad han talte om. Et lille, mildt smil trak op i hendes mundvige, før hun kyssede ham blidt på kinden og forsigtigt gav sig til at løsne snørerne i hans tunika.
"Du har ingenting at skamme dig over," bemærkede hun både lavmælt og trofast.
Post by Éamon LeStrange on Apr 30, 2017 13:11:29 GMT
Éamon var mindst lige så god til at give sig selv skylden som Emma var. Et smil trak dog op da han mærkede hendes læber mod sin kind, og han håbede et eller andet sted at de kunne starte på en frisk. Hvordan man så end gjorde det.
Han trak vejret dybt ind. "Jeg har alt at skamme mig over" sagde han og fumlede let med sit tøj. Det var altid en kamp når han insisterede at gøre det selv. Han tillod dog den hjælp som Emma gav ham.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 30, 2017 16:37:25 GMT
Det skar lidt i Emma, men de var lige gode om det. Ingen af dem var mennesker, der havde let ved at tilgive sig selv. Hun mente dog hvad hun sagde og hvilede panden lidt imod hans skulder, før hun rettede sig op og trak tunikaen af ham. Med det, rejste hun sig også op og befriede sig selv fra sin overkjole, før både den og tunikaen havnede på en slagkiste.
I sin underkjole følte hun sig udstillet, men hun skjulte sig ikke for Eam. I stedet sank hun på knæ og hjalp ham af med bukserne, uden et ord og uden at se ham i øjnene.
Post by Éamon LeStrange on May 1, 2017 13:28:37 GMT
Éamon skævede det på hende. Han betragtede hende med et mildt blik i sine øjne som hun hvilede hovedet mod hans skulder. Han sad med sin tunika i hånden efter hun havde hjulpet ham af med den. Opmærksomheden gled dog hurtigt væk da Emma rejste sig og frigjorde sig selv for hendes overkjole. Han overlod tunikaen til hende, ellers havde han selv bare smidt den på gulvet.
Han så ned på hende. Han følte mange ting. Gode som dårlige og han havde svært ved helt at udtrykke nogen af dem. Hun var god ved ham, til trods for det han ikke var i stand til, så passede de sammen. Hans læber trak sig sammen da hans bare ben kom til syne. Han hadet synet. Det gav ham kvalme.
Post by Emma Fealey LeStrange on May 1, 2017 17:10:51 GMT
Da først Emma havde hjulpet Eam ud af tøjet kom hun på benene igen og lagde det hele pænt sammen over kisten. Hun vendte tilbage til sengen med et svagt smil og plantede et kys på hans pande, før hun trak tæpperne væk, så han kunne krybe under dem.
Hvad han gjorde, når hun ikke var der, anede hun ikke. Så mange hustruer kunne tænke over hvad han gjorde med de unge tjenestepiger og måske havde hun til dels været en af dem, men hun vidste nu, at han absolut intet foretog sig.
"Du er ikke frastødende for mig," faldt det ganske lavmælt, imens de fandt ned under tæpperne. Hun var ikke helt sikker på om hun ønskede at han hørte det, men det var ikke hans hørelse der var noget galt med.
Post by Éamon LeStrange on May 3, 2017 20:49:19 GMT
Éamon kunne allerede mærke det trætte suk presse mod læberne som han skævede mod den åbne seng. Der var dog plads til et lille svagt smil da han mærkede hendes læber mod sin pande. Han rykkede sig en smule tættere mod midten og løftede først det ene ben op, derefter det andet. Han var hurtig til at dække dem til. Hvis ikke for sin egen skyld, så var det da for hendes.
Han lod sine fingre glide over tæpperne og sad kort i stilheden og så frem for sig. Han forsøgte stadig at finde frem til svaret; Hvad havde de gang i? Hvad ville de opnå ved det? - Hvad ville hun have af ham? Han vidste dog at halvdelen af de tanker der rumsterede rundt var selvynk. Det havde han været alt for god til de sidste mange år.
Han lagde sig bedre til rette i sengen og løftede tøvende den ene arm. Han kunne ikke huske hvornår de sidst havde sovet sammen. "Du er vist den eneste så. Men også den eneste hvor det betyder noget" bemærkede han under skægget. Alle andre kunne mene hvad de ville, og han ville ikke gide tage sig af det. Den eneste mening der var vigtig til at han ville kere sig, var Emmas.
Post by Emma Fealey LeStrange on May 7, 2017 19:56:29 GMT
Emmas smil var svagt, men varmt. Hun flyttede på sig og fandt ind under Eams arm, som virkede mærkbart som en invitation. I hvert fald tog hun imod den og krøb helt ind tl ham.
"Du er en stor mand," konstaterede hun lavmælt. "Måske er dine ben ikke stærke, men du er stærk på andre måder." Hun tog en dyb indånding. "Det er jeg ikke."
Post by Éamon LeStrange on May 13, 2017 17:03:16 GMT
Det var alt for længe siden at Éamon havde ligget sammen med sin kone. Han nød tiden med hende, særligt nu hvor hun ventede sig. Han vidste det ville tage tid, men var sikker på at han ville elske barnet som havde det været ham selv hun havde ligget med. Det blev jo i familien, på det punkt havde Lorcan ret, men også kun der kunne Éamon tilgive det han havde gjort. Men det ville aldrig blive det samme mellem dem. Aldrig.
Han løftede armen en smule så han bedre kunne holde om hende. Nænsomt og varmt. Han trak vejret dybt ind og kyssede hende på håret. Han brummede og smilte under skægget. "Ja overkroppen fejler intet" sagde han og kiggede ned på hende. Han holdte vejret kort og trykkede hende det stykke tættere mod sig da hendes ord lød. "Det har ikke været nemt" sagde han stille.