|
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 26, 2017 16:24:31 GMT
Der var efterhånden gået en tid med natlige besøg fra den samme mand og Penelope havde mere eller mindre vænnet sig til, at dele sengen med Tristan Flint. Det var ellers ikke tit, at interessen fortsatte efter de første par nætter - hverken fra den ene eller den anden side. I forbandelsesbryderens tilfælde var en del af Pennys interesse temmelig praktisk funderet og som hun efterhånden var blevet overbevist om, at han tjente ganske godt, var den steget. Velvidende, at det var højt spil, havde en plan formet sig i hendes tanker og den næste aften, da først de var alene i krostuen, stod hun og trak tiden lidt i baren, før hun skænkede et solidt lille krus med ildwhiskey op og placerede det foran Tristan med en dybt alvorlig mine. "Der er noget jeg er nødt til at fortælle dig."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 26, 2017 16:43:55 GMT
Tristan var efterhånden ved at blive sig selv igen, som nætterne med en kvindekrop trykket ind imod hans var blevet hverdag. Folk omkring ham havde bemærket at han virkede gladere, og han følte sig da også temmelig højt på strå, da hans spillende brune øjne fandt kromutteren som de opmærksomt havde fulgt det meste af aftnen. Han havde haft en fornemmelse af hvad hun ville sige. Noget kækt, der lagde grobunden for det de skulle op og udrette på hendes lille kammer, men hånden lukkede sig en smule tættere om det solide krus, mens brynene samlede sig da han forsøgte at tyde hendes alvorlige mine. "S.. Sig frem?" Han samlede sig med en lille rømmen, mens de bekymrede tanker begyndte at svirre i hans hoved. Han var blevet afvist så mange gange at han allerede begyndte at forberede sig på at hun ville gøre det forbi, og han rettede derfor også let ryggen så han kunne tage afslaget som en mand.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 26, 2017 18:25:12 GMT
Penelope rankede sig en smule og greb med den ene hånd omkring kanten på den lille, uanseelige bordplade, som fungerede som baren. Hun sank en klump, før hun mødte hans blik lige på og fik den komplicerede løgn ud over læberne; lige så ligefrem som hun hele tiden havde været.
"Jeg er med barn."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 26, 2017 18:47:13 GMT
Tristan havde allerede formuleret hendes sætning inde i hovedet. "Jeg syntes ikke længere at vi skal se hinanden". Det tog ham et par forvirrede blink med øjnene at opfatte at det ikke var det hun sagde. Et øjeblik sad han helt stille, før alting indeni ham begyndte at rulle. Det føltes som om det hele sprudlede og faldt sammen på en og samme tid, mens han strammede hånden om kruset så hårdt at hans knoer blev hvide. "Mit..?" Var det eneste han til en start kunne få over sine læber. Gamle følelser hun indtil videre havde hjulpet ham med at glemme lå og ulmede i overfladen, og han blev nødt til at have det bekræftet før han kunne udløse den lykke der lå og ventede på at blive givet fri.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 26, 2017 18:51:43 GMT
Hun anede ikke hvordan Tristan ville reagere. Det var et komplet sats på den måde. Til gengæld var hun ikke reelt gravid, så hvis han endelig smuttede, var der ikke noget i hendes liv, der for alvor forandrede sig. Da han spurgte til faderskabet kunne hun dog gå over til ren og skær sandhed, som de lyse øjne fæstnede sig i hans.
"Jeg har ikke været med en anden mand siden dig."
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 26, 2017 19:31:38 GMT
Tristan havde hele tiden været bange for at han havde højere tanker om det der var ved at spire imellem dem end kromutteren havde. Han havde ikke turde konfrontere hende med om der havde været andre mænd på hendes kammer, på trods af at han havde holdt et vågent øje med hende. Som hun bekræftede at han havde været den eneste, og at det havde båret frugt, havde han dog et øjeblik svært ved at være i sin egen hud. Hurtigt kom glasset op til munden, som han kort for hovedet overbeviste sig selv om at det ville dulme noget som helst at hælde en voksen tår af den stærke alkohol ned igennem svælget. Den umiddelbare lykke var tydelig at spore i hans blik som han satte det halvt fyldte krus i bordet igen, mens han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv nu hvor bardisken adskildte dem. "Det er.. Fantastisk." Tankerne om hendes urene blod eller faktummet at de ikke var gift havde endnu ikke slået rod i ham. I stedet fik han endelig løst problematikken med deres adskillelse, da han fik bevæget sig rundt om baren og plantet et kys på hendes læber.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 26, 2017 19:44:36 GMT
Hvad Tristan synes om sagen blev tydeligt ved hans udbrud og endnu mere, som han snoede sig om baren og kyssede hende. Penelope fik et ganske lille stik i maven over hvor glad han var for løgnen og overspillede heller ikke sin egen entusiasme. I stedet så hun bekymret på ham, som hun trak sig lidt væk.
"... Men vi er ikke gift," konstaterede hun, som hun vred hænderne lidt imod hinanden.
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 26, 2017 20:01:42 GMT
Tristan svælgede i øjeblikket, som hans hånd gled ned imod hendes mave hvor det lille liv var begyndt at spirre. Han havde altid ønsket sig en familie, og selvom en med Penelope ikke var det han havde planlagt var han ikke sen til at tage hende i hænderne og kigge hende ned i øjnene med et blik der stadig var højt af lykke. "Det kan vi stadig nå." Det var intet romantisk frieri, men nærmere en hurtig bemærkning der skubbede de fornuftige tanker et par minutter længere ud i fremtiden så han kunne fokusere på endnu engang at bøje sig ned og kysse hendes læber.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 26, 2017 20:16:03 GMT
Penelope sank en klump og virkede kun til at blive svagt beroliget ved forsikringen. Det var ingen sikkerhed. Hun gengældte ikke hans kys, men trak sig i stedet væk igen og rynkede brynene tæt sammen, som hun så op på ham.
"Mener du det...?"
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 26, 2017 20:26:14 GMT
Tristan rømmede sig let som fornuften begyndte at indfinde sig bag hans lykkebrus. Han havde haft andre, større drømme om en renblodet hustru fra en god familie. Et var at Penelope helede de blødende sår Dymphna havde efterladt, men han var endnu ikke nået lagt nok til at forestille sig hende som sin viv. Alligevel gav han hendes hænder et forsigtigt, blidt klem. Hans søn skulle ikke vokse op som en bastard, og han var derfor heller ikke i tvivl da han igen mødte hendes blik. Det var måske noget praktisk der bragte dem til den forhastede beslutning, men han kunne ikke afvise at han nød Penelopes selskab. "Ja.. Hvis du.. Hvis du vil have mig?" Skulle hun være en ærbar kvinde havde hun måske ikke meget valg, men som han sendte hende et forhåbningsfuldt smil håbede han at hun så andet end blot praktikaliteterne i deres forening.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 26, 2017 20:34:12 GMT
Endnu et stik fulgte det blik Tristan sendte hende og hun havde dårlig samvittighed over at udnytte ham. Ikke nok til at lade være, dog. Han var et bedre bud på en mand end nogen andre muligheder hun havde. Med tiden skulle hun nok give ham rigtige børn.
Med et svagt træk i mundvigene, nikkede hun som svar på spørgsmålet og blev denne gang den, der strakte sig for at kysse ham. Det varede dog ikke frygtelig længe, før hun sank ned på flad fod igen og så op på ham.
"Hvornår...?"
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 26, 2017 21:06:48 GMT
Tristan var ikke sikker på hvad han ville gøre hvis hun protesterede. Han kunne ikke bære at miste endnu en søn fordi hans moder ikke ville have ham, og han smilede derfor også en smule lettet da Penelopes eneste spørgsmål var, hvornår. Hans tanker gik ikke på den lettere storladne ceremoni han havde haft med Dymphna på kostene, men snarer blot et par bevingede ord fra en præst der ville sørge for at det barn hun bar i sit liv blev født indenfor ægteskabet. "Vi kunne gå ud og finde en præst lige nu..?" Han sendte hende et drillende lille smil, og dog var han ikke bleg for at gøre det hvis hun var med på den. "Eller har du større bryllupsplaner i tankerne?" Han kastede et enkelt blik rundt i kroen, men uden at han kunne få sig selv til at indrømme det levede de snuskede lokaler ikke op til hans forventninger om et rigtigt bryllup.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 27, 2017 6:17:44 GMT
Penelope fulgte Tristans minespil med blikket, men hun grinede ikke af forslaget. I stedet fugtede hun sine læber og hvilede sin ene hånd imod hans brystkasse, som hun så op på ham.
"Ja," faldt det lavmælte svar. "Lige nu."
Hun havde stadig en lille smule dårlig samvittighed, men hun dulmede den ved at tænke på hvor glad han ville blive for rigtige børn. Og hvor glad hun ville blive for, at være rigtig velhavende.
|
|
|
Post by Tristan Flint on Mar 27, 2017 19:09:31 GMT
Tristan havde måske været en smule kåd i øjeblikket da han havde foreslået at de skulle gifte sig med det samme. Den snuskede men kønne kromutter var ikke just den adelsfrøken han havde drømt om at grundlægge sin slægt med, men opvokset med en fader der ikke ville kendes ved ham vægtede det højere end noget andet at hans egen søn ikke skulle opleve det samme. Det havde været hans eget forslag, og alligvel satte kulden sig i hans tåspidser, før han tog sig sammen, greb ud efter det halvfyldte krus og tog en solid tår. Endelig gled blikket ned i de dragende blågrå øjne og kulden der var begyndt at snige sig op igennem hans fødder forsvandt. "Kender du en præst?" Tristan kendte en enkelt eller to, men de var alle velholdte folk man ikke kunne ryste ud af sengen i denne sene time. I stedet rakte han koppen frem imod hende, overbevist om at hun ligeså kunne bruge noget at styrke sig på inden hun blev Fru Flint.
|
|
|
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 30, 2017 12:55:17 GMT
Før hun tog imod kruset, skilte Penelopes læber sig ad i et skævt smil og hun nikkede svagt. "Jeg kender en," konstaterede hun, som hun løftede kruset og drak. Hun slap ham ikke med blikket imens. Tværtimod søgte de lyse øjne dybt ind i hans. De havde begge været gift før og tydeligvis havde ingen af ægteskaberne været en succes. Hendes havde været mere et venskab og hans... Hans vidste hun ikke nok om. Kun at det var sluttet grimt. Det var tydeligt, at han ønskede det anderledes.
"Giv mig et øjeblik til at tage din broche på og flette mit hår," bad hun, efter at have sænket kruset igen. "Så kan vi gå."
|
|