Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Tristan Flint on Mar 30, 2017 13:44:04 GMT
Tristan selv havde ikke just brudetøjet på, men han ville også finde det mærkeligt at trække i den dybblå tunika han havde fået syet til sit første bryllup. Selvom foreningen med Penelope måske ikke var den han havde forudset, ville han ikke have at den blev overskygget af hans tidligere ægteskabelige fejltagelser. I stedet måtte kromutteren overleve at han var iklædt sit sædvanlige, slidte og mørke arbejdstøj.
Efter at have givet hende et flygtigt kys, og sendt hende af sted efter brochen der spredte en lille varme i hans bryst, fremdrog han dog alligevel en kam som han en smule ubehjælpeligt drog igennem det stride, mørke hår, til han håbede at det så nogenlunde ud.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 31, 2017 7:15:51 GMT
Det var ikke timer, men snarere minutter senere, at de var afsted. Med Penelopes ikke helt stuerene præst fundet og vækket fra en let rus, kunne brylluppet stå. Vidnet var en ung kvinde, som var blevet fundet, belejligt, i præstens seng. Penny udgjorde ingen uskyldigt rødmende brud, men hun havde spenderet et øjeblik på sit hår og hun glødede alligevel svagt med en følelse af at have opnået noget.
Da magien snoede sig om dem og forstærkede noget, der ikke var særlig stærkt til at starte med, fyldte hun lungerne med luft. Tristan havde en form for tiltrækkende kraft, selvom han ikke ligefrem var smuk. Det var ikke så svært at have det godt med den impulsive beslutning, når hun så op på ham.
Tristan kunne ikke undertrykke en lille skeptisk rynken på næsen da de hev den halvfulde præst op af sin seng, men i stedet for at hænge sig i at de var ved at gifte sig som to forårsforelskede bondefolk, prøvede han i stedet at fokusere på sin kønne unge brud, samt det faktum at hun bar hans barn.
På trods af at løftet blev trukket ud af hans let berusede sind, og båndet der blev snoet om deres hænder var et det belejlige vidne tilfældigvis havde haft i håret, gik der alligevel et sug igennem hans mave da gnisterne fløj omkring dem, og det føltes derfor også ganske naturligt i øjeblikket at bøje sig ned og kysse hans viv.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 31, 2017 19:53:33 GMT
Penelopes mave gav et lille hop, som deres læber mødtes. Det var nok mest fordi hun var anspændt ved tanken om at han skulle opdage hendes løgn, men kysset var ikke ubehageligt og hendes frie hånd gled nærmest instinktivt op og lade sig om Tristans nakke, for at sikre sig at det varede lige et øjeblik længere.
Da først hun trak sig væk med et intenst blik, var det til en svagelig jubel fra præstens veninde. Hun klarede halsen en anelse og rankede sig, før hun gav sig til at løsne båndet igen. Det var ikke hendes intention at blive der længere end højest nødvendigt. Der skulle en bryllupsnat til før det virkelig talte.
Post by Tristan Flint on Mar 31, 2017 22:12:30 GMT
Smilet der hvilede på Tristans læber da de skiltes var rødtoppens var temmelig varmt og oprigtigt. Selvom han havde haft sine fine drømme, og også var udmærket klar over hvordan en respektabel vielse så ud, kunne han ikke afvise at deres impulsive arrangement havde sin charme. Om et par år når de fandt båndet i en for længst glemt skuffe ville de sandsynligvis trække på smilebåndet over det, men lige nu havde Tristan ikke noget imod at sende deres to gæster hjem i seng, og forlade den dunkle krostue. "Så må jeg vidst hellere bære dig hjem i vores brudeseng, Lady Flint." Et lille smil gled over hans læber, meget ville han gå på kompromis med, men han ville dog ikke bruge sin bryllupsnat i den trange seng der ellers havde været tilstrækkelig de sidste mange nætter. I stedet plantede han endnu et flygtigt kys på hendes læber, før han tog hende i sine arme inden hun kunne nå at gøre indsigelser.
Post by Penelope Ingleby Flint on Apr 1, 2017 10:50:34 GMT
Penelope rynkede svagt på næsen over tilnavnet og besvarede ikke hverken smilet eller det kys Tristan plantede på hendes læber. Hun gav sig lidt i grebet og hendes bryn trak sig sammen.
Tristan havde tydeligvis en anden ide, da han med et lille smil kiggede på bruden i sine arme. Han var måske en smule skuffet over at hun ikke lagde hovedet mod hans bryst og lod sig føre bort, men han var stadig lidt for høj på hele seancen til rigtig at hænge sig i det. Han morede sig i stedet blot en smule over at hun troede at de skulle op på det lille kammer. "Jeg bor få gader væk. Vi skal ikke ligge i den lille seng på vores bryllupsnat." Han begyndte at gå mod døren, som han på galant vis havde gjort et år forinden ved hans første bryllup, før han fik kigget sig rundt og set præsten, vidnet, og kroen. "Har du brug for at låse af..?" Han stoppede op, og følte sig pludselig en smule fjollet med rødtoppen i armene, som han dog ikke gav helt slip på.
Post by Penelope Ingleby Flint on Apr 4, 2017 18:25:45 GMT
Penelope var tydeligvis ikke imponeret af, at han bare hev i hende, som om hun var en kludedukke. "Slip mig," protesterede hun, i en irritabel tone. Hun vinklede sig selv ud af Tristans greb og tog et halvt skridt væk, før hun vendte sig imod præsten og hans veninde.
"Tak," bød hun dem, imens hun ignorerede sin nye husbond og hans idéer en stund. I stedet greb hun ned i sin bæltepung og fandt betalingen, som hun overrakte præsten uden den store ceremoni. Først da han og kvinden var væk, vendte hun sig om imod forbandelsesbryderen og satte begge hænder i siderne.
Tristan forsøg på at være romantisk og ridderlig, havde på en eller anden måde fået ham på dybt vand. Han havde forventet at hans brud ville fnise henrykt i hans arme som han bar hende hjem, og være begejstret over at komme ud af det lille værelse, men i stedet kunne han betragte den bestemte lille rødtop med et forvirret blik. Han var ikke sikker på om det var i en af disse ægteskabelige situationer hvor han skulle være ærlig eller pakke tingene ind, det var trods alt under en time siden at båndet var blevet bundet om deres hæder, og han måtte derfor også klø sig en smule i håret mens han overvejede sit svar. "Jeg tænkte blot.. At nu vi var gift skulle vi trække os tilbage til mit hus.. Og ikke klemme os sammen i.. Den lille seng." Han var tydeligvis ikke øvet i at håndtere en kvinde der på den måde spillede ham imod, det var mere held end forstand da han fortiede at han ikke ville dele sin bryllupsnat med hendes tidligere elskere.
Post by Penelope Ingleby Flint on Apr 4, 2017 21:08:44 GMT
Da først de var alene, lod Penelope ikke som om hun fandt hans påfund særlig charmerende. Hun betragtede ham med en hvis skepsis, som han forklarede sig og efterlod hende tilbage med indtrykket af, at hendes seng ikke var god nok. Hendes bryn trak sig sammen og hun blev stående, imens hendes blik gled en enkelt gang nedover ham og vendte tilbage til hans øjne.
"Jeg kommer ikke til at være sådan en hustru, som du bare kan hive rundt med, Tristan Flint," konstaterede hun bestemt. "Og jeg er ikke nogen Lady."
Tristan havde svært ved at forstå hvad han havde gjort forkert. Han havde hele sit liv sukket efter de fine frøkner, men selvom han havde blandet sig med de lavere samfundslag, havde han tydeligt ingen forstand på hvordan man kurtiserede dets kvinder.. Eller behandlede dem når man var blevet viet. "Jeg prøvede bare.. Jeg.. Forstår mig ikke særlig godt på kvinder." Han måtte kigge på hende med et let undskyldende smil, og rakte forsøgende sin hånd frem imod hende. "Hvis du vil lade mig forsøge igen.. Vil du.. Sove hos mig i nat, nu vi er mand og hustru?" Han kiggede fra sin udstrakte hånd til hende, som om han ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere hende, som var hun blevet et fremmed væsen efter båndet var blevet viklet om deres hænder.
Post by Penelope Ingleby Flint on Apr 5, 2017 15:32:08 GMT
Penelope tøvede et øjeblik, som hendes blik gled mellem Tristans hånd og hans ansigt. Hun endte dog med at fnyse lavt og trække en anelse på smilebåndet, formildet. Hun synes godt nok stadig det havde været dumt, men hun var villig til at glemme det. De var lige blevet gift og hendes fremtid mere sikker.
"Jeg bliver nødt til at fortælle det til pigen," bemærkede hun. "Så hun ikke vågner op og er helt alene..." Hun fugtede læberne og tog et skridt tilbage i hans arme, som hun lagde en hånd på hans brystkasse. "Tænk på hvad vi skal gøre i den seng imens...?"
Indvendigt åndede Tristan lettet op, da hans hustru ikke blev påståelig. Med et lille smil gik hans tanker mod de ting de kunne udrette i brudesengen, og han gav derfor også rødtoppen tid til at underrette sin kropige. Imens knugede han det bånd der var blevet bundet om deres hænder, før det omhyggeligt blev pakket væk i hans lomme som var det noget kostbart. Han havde sine sentimentale øjeblikke, og at gemme det slidte hårbånd var et af dem.
Da hans hustru vendte tilbage, modstod han fristelsen til at løfte hende op i sine stærke arme, og bød hende i stedet sin hånd. "Skal vi gå?" Det var ingen lang tur, men det summede alligevel i hans mave efter at få den overstået. Hendes ansporen havde hjulpet, og lysten efter at forsegle ægteskabet var ikke til at tage fejl i i hans blik.
Post by Penelope Ingleby Flint on Apr 9, 2017 21:15:14 GMT
Penelope overrakte Tristan sin hånd, da hun nåede ham i krostuen. Hun kastede et enkelt blik rundt, før hun nikkede. Måske var Det Glade Vildsvin ikke meget, men det var hendes og inden de forlod det havde hun sikret sig flere gange, at der var forsvarligt låst.
Siden fulgte hun dog sin nye mand til hans hjem. At betragte det som hendes ville hun næppe begynde at gøre. Hendes hjem var Svinet.