|
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 13, 2017 20:52:31 GMT
Edinas øjenlåg sitrede lidt og gled en smule i, som fingre strøg gennem hendes hår. De lyse øjne åbnede sig til gengæld helt igen, som han fortsatte og fik hjertet til at hamre i brystkassen på hende. Hun smilede ganske svagt, men nærmest mere trist end noget andet.
Fingre fulgte hans øres yderste del, før de gled ned på hans hals igen i et blidt kærtegn. Hun selv så ham i øjnene, som hun strak sig lidt på tæer og plantede et blidt kys på hans ene kind. "Undskyld," gentog hun dæmpet og en anelse hæst. "Jeg troede jeg gjorde det rigtige."
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Apr 13, 2017 21:05:48 GMT
Kofoworade nød hendes berøring men slog kort efter for en stund blikket væk fra hende, ned i jorden, inden han igen så på hende, som han havde gjort det meste af tiden. Det var tanken om det rigtige i den forbindelse der tyngede hans syn en anelse.
"Selvfølgelig," svarede han og nikkede. Selvfølgelig troede hun at hun gjorde det rigtige. Hvorfor ville hun ellers gøre det? Hun var jo en ærefuld kvinde. Det var hvad han tænkte, men han sagde det ikke højt, muligvis påvirket af en minimal del af ham der alligevel frygtede at det kunne have andre grunde og tanker end blot idealet om det der var rigtigt.
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 13, 2017 22:38:43 GMT
Edina fulgte Kofoworades blik ned og hendes smil var helt forsvundet allerede før han så op igen. Hendes hånd faldt fra ham og brynene trak sig tæt sammen. "Kan jeg gøre noget som helst for at vise dig, at det er dig, der..." Hendes stemme svigtede, uvandt. Hun måtte klare halsen en anelse.
"... Har jeg en chance? Jeg ved det er uretfærdigt at spørge om, men jeg bliver nødt til at vide det."
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Apr 19, 2017 21:10:29 GMT
Kofoworades så en smule bekymret på Edina da hun talte på en måde han sjældent havde hørt mens han tålmodigt ventede på at hun nåede frem til sin pointe. Da hun til sidst havde nået den, ville han dog ønske at han kunne give hende et bedre svar end det spørgsmål der i stedet forlod ham.
"En chance for hvad, præcist?" Selvom han udmærket godt vidste hvad hun overordnet mente med det, kunne han ikke få sig selv til at svare uden at være helt sikker på hvad hun mente. Sommeren nærmede sig trods alt, omend med langsomme skridt, og han kunne ikke love guld og grønne skove.
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 20, 2017 21:27:35 GMT
Edinas håb dalede en smule, selvom det var uretfærdigt. Hun sank en klump og blikket med det, før hun løftede det til Kofoworade igen og tog sig gevaldigt sammen.
"En chance for at få en plads i dit liv igen. Som mere end en ven," svarede hun ærligt, men også fuldstændig klar på, at svaret måtte blive nej. Hun blev nødt til at spørge.
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Apr 21, 2017 21:25:44 GMT
Kofoworade havde inderligt lyst til at sige ja, men hans fornuft, den som også havde fået ham til at bede hende om at uddybe, nåede at stoppe ham inden det bare fløj ud af ham uden at være blevet vendt i lidt omtanke. Han startede med indrømmelsen. "Jeg har lyst til at sige ja, fordi det har du." Hans hånd fandt vej til hendes kind, hvor hans tommel fulgte hendes kindben. "Men Dina, permanens er ikke noget jeg kan tage på mine skuldre... Jeg skal tilbage til Uagadou når det er blevet varmere og dit liv er her."
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 21, 2017 21:40:40 GMT
Edina skælvede imod sin vilje. Hun kunne høre afvisningen allerede i hans første ord og det sved, selvom hun havde vidst det. Hans kærtegn tegnede kriblende spor og ordene sad fast i hendes hals lidt. Hun vidste hvad hun havde lyst til at sige, men det var for meget, at kaste sig ud i af erklæringer. Hvis hun sagde, at hun ville tage med ham og ombestemte sig, så var hun et værre menneske end hun allerede havde været. Derfor strammede hun læberne lidt til, før hun nikkede langsomt. Hun trak sig dog ikke væk, men kyssede hans kind blidt og strøg ham en enkelt gang over nakken.
"Jeg ved det," hviskede hun lavmælt. "Undskyld. Jeg skulle ikke have spurgt."
Med beklagelsen ude, trak hun sig også væk fra ham. Hun havde mest lyst til at græde, men selvom han gjorde hende blød, så gjorde han ikke så blød. Hun samlede sig lidt og klarede halsen. "Jeg må hellere gå," bemærkede hun, alligevel tydeligt påvirket.
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Apr 21, 2017 21:57:11 GMT
Kofoworade havde måske håbet på en form for kompromis, men kunne nu godt se at Edina tilsyneladende gik mere op i muligheden for at det kunne vare ved end han umiddelbart havde regnet med.
Han skulle til at åbne munden for at komme med et svar da hun erklærede at hun hellere måtte gå og endte derfor med først at ryste svagt på hovedet. "Hvis du synes - men du er meget velkommen til at blive," forsøgte han sig. "Og det er ikke noget du skal undskylde," tilføjede han, det han ikke var sluppet af med før hun var begyndt at tale om at gå. Hans hånd havde han i mellemtiden sænket, hvad han pludseligt blev meget bevidst om da det rykkede i den grundet et ønske om bare at have været i stand til at sige ja uden at skulle begynde at tænke den store omtanke og dermed ærlighed omkring den ind i det.
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 21, 2017 22:11:04 GMT
Edina tøvede. Hendes krop havde allerede halvt vendt sig for at gå. I sidste ende kom hun til at nyse og satte derfor selv fokus på, at de uanset ikke kunne blive stående.
"Her er koldt," pointerede hun unødvendigt, efter at have snøftet lidt ind. Et mat smil trak i hendes mundvige. "Selvom det egentlig ikke undrer mig, hvis du slet ikke fryser. Du var altid som et glødebål... Irriterende varm."
Hun trak en smule mere på smilebåndet, som hun forsøgte sig med en lettere kommentar og samtidig trak sine egne tanker væk fra overvejelserne, som hun ikke kunne beslutte sig for nu.
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Apr 21, 2017 22:58:50 GMT
Kofoworade grinede kort af hendes bemærkning hvorefter hans blik flakkede imellem hendes to øjne mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle stille op med situationen. Han vidste ikke længere om hun var på vej væk eller ej.
"Var det et argument for at gå jeg hørte?" valgte han alligevel at prikke en smule til tingene ved at spørge. "Jeg vil rigtig gerne se dig igen, Dina." Han havde ikke helt lyst til at give fuldstændig slip på hende. Ikke igen, selvom det ikke rigtig var hans eget valg sidst. Og ikke nu hun var så tæt på.
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 21, 2017 23:13:39 GMT
Tænder bed ned i en underlæbe, før de slap igen og Edina smilede skævt. Hun trak lidt på skuldrene og smilet falmede.
"Ja...?" Det tumlede rundt i hendes mellemgulv og hun kunne ikke helt skjule, hvordan det var gensidigt. Til sidst nikkede hun. "Jeg vil også gerne se dig igen. Og jeg behøver ikke, at gå." Hun skuttede sig lidt. "Men jeg bliver i hvert fald nødt til at komme ned og væk fra kulden snart."
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Apr 29, 2017 19:43:41 GMT
Et smil bredte sig over Kofoworades ansigt da hun nævnte at hun ikke behøvede at gå. Det var helt ude af hans kontrol og forsvandt akkurat ligeså hurtigt som det var kommet, som dug for solen.
Han gjorde en gestus i retning af stien. "Du ved hvor du kan komme ned," påmindede han hende.
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 30, 2017 16:47:39 GMT
Edina så i et øjeblik helt forvirret ud, før hun lyste op og nikkede. Det blev ikke til noget verbalt svar, hun havde følelsen af, at hun bare ville snuble over ordene. I stedet kravlede hun ned af stigen i hvad der føltes som en komplet evighed, før hun trådte ud i Uagadous forladte fællesarealer. Hun ventede til Kofoworade også var nede, før hun vendte sig imod ham. "Har I noget varmt at drikke her?" Måske lukket nu?
|
|