Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 16, 2017 23:10:02 GMT
Kofoworade måtte nærstudere Edina i et øjeblik inden han nikkede til bemærkningen. "Ja..." lød det fra ham, med en udstrækning af ordet der gjorde det længere end det ellers var som standard. "Det mindes jeg noget om."
"Den er denne vej. Sjovt nok," informerede han så, inden han gav sig til at bestige resten af trappestigerne op mod toppen, naturligvis med løbende tjek ved om hun var med.
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 17, 2017 19:53:57 GMT
De mørke øjne, der hvilede på hende, samt tonefaldet, da Kofoworade svarede, fik hårene til at rejse sig på Edinas arme og hun sank en klump, før hun måtte rømme sig lidt, uden at finde ordene til et svar.
Det var da til en start heller ikke nødvendigt. Alt der var at gøre var at klatre op af stigerne og som de bevægede sig længere og længere, tabte hun også vejret nok til, at hun alligevel ikke kunne føre en samtale. Hun var forpustet, som de nåede toppen og balancerede øverst oppe over alle soveplatformene. Der var ikke meget plads allerøverst og hun stod og balancerede tæt på Kofoworade, som hendes blik gled over de slotsområder hun kendte så godt fra sin ungdom.
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 18, 2017 0:03:36 GMT
Kofoworade betragtede Edina mens hun stod og kiggede ud over området, og havde før han vidste af det lagt en arm om hende. Måske var det fordi det var en gammel vane der havde gjort indtog, at han ikke opdagede sin bevægelse før han rent faktisk kunne mærke hendes arm under håndfladen.
Fremfor at kommentere på sin uagtsomme handling, så han blot væk fra hende for også at se på udsigten. Han havde vænnet sig til den, men det betød ikke at han ikke forstod stadig at sætte pris på den. Og alligevel var det som om den fik nyt liv af at hun nu stod ved siden af ham.
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 18, 2017 0:38:17 GMT
Edina var ikke kuldskær, men det var koldt deroppe og instinktivt lænede hun sig lidt ind imod Kofo, selvom hans arm om hende fik en storm til at rase i hende. Hun betragtede udsigten tavst, men efter en stund drejede hun hovedet og så i stedet op på den smukke mand fra Uagadou.
"Kofo, jeg..." Hendes stemme var hæs og døde lidt ud, før hun rømmede sig. "Undskyld. Det var mit livs værste beslutning at blive væk."
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 19, 2017 1:18:39 GMT
Kofoworades indre blussede op blot ved Edinas benævnelse af hans navn samt det ene personlige pronomen der fulgte det. Hvad der fulgte, kunne han dog ikke have forudset og kiggede blot lidt på hende inden han rømmede sig - hvorefter der alligevel gik noget tid inde han fandt nogle ord frem, for hvilke det til sammen var intentionen at skabe en sammenhængende sætning.
"Det var også en af de værre beslutninger i mit liv," indrømmede han, imens han slap sit greb om hende, pludseligt mere bevidst om det. Blikket havde han imidlertid rettet imod hende, uden noget umiddelbart tegn på intention om at rette det andetstedshen.
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 19, 2017 1:25:48 GMT
Et lille, håbløst fnys forlod Edina, som svar - eller manglen på samme - på Kofoworades ord. Hun tog en enkelt dyb indånding og det kriblede i hende efter at gribe fat om hans hånd, for at forhindre ham i at give slip. I stedet stod hun blot med et tamt blik op på ham og endte med at klare halsen i et forsøg på at vinde tid til at formulere ethvert svar, der var bedre end det i hendes tanker.
I sidste ende var det dog det mest ærlige og det endte alligevel med at flyde over hendes læber.
"Jeg har aldrig været lykkeligere end jeg var dengang."
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 28, 2017 18:34:48 GMT
Kofoworade trak svagt på smilebåndet i en grimasse der langt fra vidnede om simpel glæde. Der var noget i det hun sagde der fik ham til at have det godt med budskabet, selvom en anden del fandt det mere trist, at den periode hun havde været så lykkelig som hun påstod i lå så langt tilbage. Han vidste ikke om det kvalificerede som det mest lykkelige tidspunkt i hans liv, men hvad han vidste var at det var blandt dem. Smerten der var gået ind da hun ikke vendte tilbage, havde dog i mange år overskygget de positive følelser han havde haft.
Tankerne var mange, men ordene ikke eksisterende, idet han ikke formåede at få tankerne udover den grænse. I stedet kiggede for en stund blot på hende, inden han placerede et kys på hendes kind i et forsøg på at afsøge terrænet.
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 30, 2017 13:18:10 GMT
Selvfølgelig havde hun tænkt tanken. At det måtte være af en grund, at de mødtes nu igen. Men hun kunne ikke tage det skridt efter hvad hun havde gjort og hun forventede ikke, at han ville tage det. Da Kofoworade kyssede hende på kinden, rejste hårene på hendes arme sig dog helt og hun holdt vejret, før hun blev nødt til at trække det ned i lungerne.
Som de stod der i den kolde luft, søgte hendes ene arm omkring ham og hun strejfede hans blik, før hun kyssede hans skæggede kind og langsomt løftede blikket helt til mørke øjne igen.
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 31, 2017 21:48:59 GMT
Da det ikke blev afvist, men derimod gengældt, tog blodet en rutsjetur igennem hans krop. En del af ham kunne næsten have håbet på afvisningen, så ville det være ude af verden, men en tungere del ønskede kun at opleve hende på denne måde igen, velvidende at det overhovedet ikke var samme situation som sidst de havde fundet hinanden.
Han kiggede ned i hendes lyse øjne og smilede varmt, mens han forsøgte at holde sine lemmer under kontrol, hvad det nok nærmere var en illusion at der var brug for idet de føltes som flammer der kunne komme ud af kontrol hvilket som helst øjeblik. Han formåede dog at få kontrollen, i hvert fald midlertidigt, og han vendte sig så de stod front til front og han kunne få lagt en hånd på hendes hofte og med et kys opsøge hendes mund. Kilden til løfterne og undskyldningerne. Måske var der en sandhed at finde i sansningen af den som ikke blot var bygget op på hørelsen. Måske ikke. Men han blev nødt til at afprøve det, om ikke andet så for at tilfredsstille sin nysgerrighed og higen.
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 31, 2017 22:09:27 GMT
Det brusede i Edina og selvom det nok var farligt, så formåede hun på ingen måde, at frasige sig Kofoworades kys. Tværtimod. Med den ene arm allerede omkring ham, opsøgte den anden hånd hans kind og hendes fingre strøg over den i en øm bevægelse, som hun besvarede opmærksomheden; opsat på at undskylde mere end verbalt.
Hun havde gjort ham ondt og selvom hun ikke kunne gøre det om, så kunne hun vise ham hvad hun burde have gjort dengang. Hendes kys var blidere end de fleste opfattede hende og hendes kærtegn forsigtige, som de lærte hans varme hud at kende igen.
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 31, 2017 23:25:34 GMT
Til at starte med fulgte Kofoworades bevægelser med hendes bløde, stadig noget afsøgende. Som terrænet begyndte at føles lidt mere bekendt igen, og genkendelsen af nogle af sensationerne og hele den ømhed hun bragte med sig begyndte at bundfælde sig, søgte han noget mere dybde og mindre forsigtighed i kysseriet.
Med det formål langt nede i underbevidstheden placerede han begge hænder på grænseområdet ved hendes hofter og lænd, for at få hende nærmere, tættere, og ikke mindst for ikke at lade det dø ud, nærmest som om han havde bildt sig selv ind at han kunne forhindre hende i at løbe på den måde.
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 1, 2017 11:03:48 GMT
Det var mere eller mindre en drøm. Sådan føltes det i hvert fald og ikke mindst fordi Edina mange gange havde forestillet sig, at stå i Kofoworades arme igen. Hun var et stærkt menneske, men han var en svaghed hun ikke kunne fornægte og som hans hænder gled ud på hendes hofter, føltes hendes ben som om de godt kunne finde på at give efter.
Hun søgte støtte ved hans skuldre og trykkede sig en smule ind imod ham, før hun langsomt og lidt omtåget brød kysset, med en storm i mellemgulvet og lyse øjne, der gnistrede og skinnede svagt, da først de åbnede sig igen og så op på ham. Hun havde ikke trukket sig væk, men hendes brystkasse hævede og sænkede sig en smule hastigere efter nærkontakten.
Post by Kofoworade Akinleye on Apr 3, 2017 22:43:55 GMT
Kofoworade forhindrede ikke ligefrem Edina i at afbryde kysset, men han havde heller ikke travlt med at slippe hende. Heller ikke da han åbnede øjnene og så ned i hendes, kroppen fyldt op med den varme hun fik til at sprede sig i ham fra et sted i centeret.
"'Okay, Dina?" spurgte han, og kunne ikke lade være med at trække en smule i mundvigen. Han var i virkeligheden ikke helt sikker på hvorfor han gik ind til dette, måske fordi det var med en ny distance, fordi han nu vidste hvad hun var i stand til.
Post by Edina Zabini Clagg on Apr 4, 2017 18:40:03 GMT
Den høje troldetæmmer var ingen naiv skolepige. Hun havde ikke blår i øjnene eller en tro på, at alting nu var løst, fordi de havde delt et langvarigt kys på toppen af Uagadous telt. Kofoworades spørgsmål fik hende dog alligevel til at trække ganske svagt på smilebåndet, før hun tog en dyb indånding og nikkede svagt.
"Jeg ved ikke hvad jeg kan sige," indrømmede hun dæmpet. "Jeg holder stadig af dig, men jeg troede at du ville hade mig..."
Post by Kofoworade Akinleye on Apr 13, 2017 19:25:08 GMT
Kofoworade smilede kort til hende som reaktion på det hun sagde med hensigt på at virke opmuntrende. "Jeg opgav meget hurtigt at prøve på at hade dig," fortalte han hende, inden hans fingre tog på vandretur imellem rækker af hårstrå.
"Og ikke kun for mig selv. Du er svær at hade, sådan rigtigt. Endnu sværere når du står lige foran én." Han gentog smilet, men det falmede ligeså hurtigt som det var dukket op. "Jeg troede virkelig at jeg aldrig ville komme til at se dig igen."