|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 6, 2017 21:22:25 GMT
Edina var distraheret under karrieredagen, men hun fik talt med mange håbefulde elever, selvom hun mest af alt kiggede efter en voksen. Med en hel del navne skrevet ned på et stykke papir til senere brug, havde hun pakket sine ting sammen og havde intentioner om at tage hjem uden at se Uagadous telt. Hun havde ganske vist sagt før, at det var en god lejlighed, men det havde kun været en undskyldning og uden den var hun væsentligt mindre interesseret i at gå ud på de udstrakte arealer bagved slottet. |
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 6, 2017 23:20:36 GMT
Kofoworade havde været optaget af andet arbejde det meste af dagen og var derfor kommet sent afsted mod slottets stueetage hvor karrieredagen foregik. En del af ham, omend en han ikke havde delt med nogen fordi han anså sig selv for at være lidt for gammel til den slags, havde set frem til at se Edina med en intensitet som en anden pubertetsdreng, og han fik derfor kun mere fart på da han så nogen besøgende forlade salen.
Da han nåede ind ad døren indtil storsalen forsøgte han at skabe sig et overblik ved at træde lidt til siden og stå stille i et øjeblik. Han spottede hende imidlertid indenfor ganske kort tid og gik dermed i retning af hende med et smil han hverken kunne eller ønskede at skjule.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 7, 2017 17:46:16 GMT
Troldetæmmerens hjerte hoppede lidt i brystkassen ved synet af en smilende Kofoworade og hun sparkede sig selv mentalt, selvom hun ikke forhindre den instinktive glæde over, at han ikke havde glemt hende. Smilet, der fulgte, besvarede da også hans, som hun gik imod ham med sin godt fyldte taske slynget over skulderen.
"Jeg skulle til at gå," annoncerede hun, så snart de stod overfor hinanden. Måske som en måde at forsikre ham på, at hun ikke havde gjort sig ekstra langsomt færdig i ønsket om at han kom.
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 11, 2017 16:42:12 GMT
Kofoworade rynkede sin pande i en beklagende mine, delvist med en hvis skam over at være kommet så sent og delvist bedrøvet ved tanken om at hun ville være taget afsted før han havde nået at se hende. Han havde trods alt glædet sig nok til ikke at have villet være upåvirket af det, skulle det være sket, og tilsyneladende heller ikke af den blotte tanke om det.
"Jeg beklager, Edina. Arbejdet trak simpelthen ud. Du ved ikke hvor glad jeg er for at du stadig er her." Efter sin sidste sætning blottede han tænderne i et smil som for at understrege pointen.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 11, 2017 21:45:18 GMT
Hendes irriterende hjerte hoppede lidt over det smil og Edina måtte atter engang minde sig om, at hun var heldig at han overhovedet ønskede at tale med hende. Det var ærligt talt utroligt.
Hun kunne dog ikke selv forhindre et smil, der besvarede hans, som hun trak på skuldrene. "Ingen skade sket," forsikrede hun. "Jeg har også haft travlt. Men nu har jeg tid og du har tid. Ville du vise mig jeres telts konstruktion?"
Vil du vise mig om jeg nogensinde har en chance igen?
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 12, 2017 0:19:23 GMT
Smilet fandt vej tilbage på Kofoworades læber, omend i en svagere version, ved ordene ingen skade sket, som var det noget af det bedste hun kunne have sagt til undskyldningen. Det var det muligvis også, han havde i og for sig ikke overvejet hvad andre svar kunne være, gode som mindre gode.
"Selvfølgelig. Kom med," bød han og begyndte at bevæge sig tilbage mod storsalens dør, som han netop næsten lige var kommet ind af, i et tempo der indikerede at han havde alt andet end travlt med at få hende igennem visningen. De havde ingen aftaler, og selvom han ikke var i tvivl om at han nok skulle have lyst til at se hende igen når de ville sige farvel til hinanden senere, kunne han ikke være sikker på om det gjaldt den anden vej rundt også.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 12, 2017 8:52:40 GMT
Med den store sæk svunget over skulderen, som om den intet vejede, fulgte Edina med ud af storsalen. Hun var tavs en stund ud fra ønsket om ikke at fylde tavsheden med ligegyldig snak, men flere spørgsmål af en anden karakter pressede sig alligevel på.
"Hvordan er det at leve her, blandt alle disse mennesker med så mange forskellige sprog og vaner?"
Eventyren i hende var ikke forsvundet og hun kunne ikke frasige sig længslen i stemmen og hjertet.
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 12, 2017 21:28:39 GMT
Kofoworade syntes godt at fornemme at hendes spørgsmål byggede på et ønske om at se noget mere af verden end hun tilsyneladende gjorde her på øen. Han kunne imidlertid ikke skjule et smil over tanken om svaret, som primært var en følelse han blev nødt til at beskrive.
"Det er interessant. Det er altid noget særligt at få lov til at lære mennesker fra forskellige baggrunde at kende, særligt når disse er meget nye for én... Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det. Det hele er selvfølgelig ikke en dans på roser, men jeg er ubeskriveligt glad for at være med." Han så i et øjeblik indgående på Edina, imens han forkastede tanken om at tilføje noget med at hendes tilstedeværelse nok var det der havde trukket oplevelsen ud i ubeskriveligheden.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 12, 2017 22:18:52 GMT
Edina fangede sig selv i at se længselsfuldt på Kofoworade og rev blikket væk og ud i luften foran dem i stedet. I det mindste kunne det undskyldes med rejsefeber. Hun klarede halsen lidt og smilede en anelse, uden helt at se på ham, som de forlod slottet.
"Jeg savner at rejse," bemærkede hun blødt. "De nye oplevelser, den måde ens egen idé om verden... Smuldrer under fødderne på en."
Hun tabte lige ordene en enkelt gang i løbet af sætningen og følte sig som en dum, forelsket skolepige, der ikke havde nogen selvkontrol. Det var rædselsfuldt.
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 12, 2017 23:10:17 GMT
Kofoworade bemærkede godt Edinas blik, og derfor også ligeså meget hvordan hun så væk igen. Det havde bragt en boblen frem i ham der blev lagt en smule låg når hun så i en anden retning, og han ikke var underlagt de blå øjnes blik.
Efter fortsat at have kigget lidt på hende, så han også frem for sig. Den måde hun formulerede oplevelsen på fik ham til at smile. "Spøjst, hvordan en destabilsering af ens verden kan være så stimulerende," bemærkede han, også med en hvis hentydning stemningen imellem dem. I det samme kom Uagadous telt til syne bag slottet og hans blik skød hen på hende, i forventning om en eller anden reaktion.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 13, 2017 21:09:26 GMT
Edinas mellemgulv trak sig sammen ved Kofos ord, der kun ringede alt for sandt i hendes ører. Hun sank en enkelt klump og klarede halsen, uden helt at kunne finde et svar, der ikke lød alt for tydeligt af den gnavende smerte, som alt for meget var ved at grave sig frem fra dybet igen.
Heldigvis fik hun en distraktion, som det imponerende, høje telt dukkede frem foran dem på græsset og hun var ikke det mindste i tvivl om hvilken af de fire boliger, der tilhørte Uagadou. Et skævt smil gled alligevel frem på hendes læber og hun så kort op på sin forhenværende kærlighed, før blikket gled tilbage til hans telt.
"Hold da op. Hvilken besværgelse bruger I til at holde det oppe på den måde? Kan man komme helt op i toppen?"
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 13, 2017 22:05:59 GMT
Edinas skæve smil smittede af på Kofoworade da han fik det at se da hun så op på ham, og han mødte hendes blik for den korte stund. Hans fornuft fortalte ham at han var på vej ud på dybt vand, men det var imidlertid ikke noget han virkede til at have i sinde at gøre noget ved.
Han nikkede til det sidste spørgsmål, inden han svarede på det første. "En kraftigere udgave af svævebesværgelsen," informerede han, før han vendte tilbage til det spørgsmål han selv havde fundet lidt mere interessant. "Vil du ikke med derop?"
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 13, 2017 22:54:12 GMT
Det måtte være noget af en kraftig svævebesværgelse og Edina var imponeret - tydeligvis. Da Kofo fulgte op med et spørgsmål, hoppede hendes hjerte dog et slag over af andet end overraskelse over magien involveret i teltet. Hun følte sig tør i halsen, som hun endte med at nikke frem for at svare med ord.
Det var helt håbløst; situationen. Hun var tydeligvis helt fortabt og stod overfor at få sig selv ydmyget overfor ham. Det eneste gode ved det var, at hun dermed ikke længere behøvede at gå rundt og være bebyrdet af skyld.
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Mar 16, 2017 19:44:02 GMT
Kofoworade havde det som om han var lille igen og skulle til at vise en han var vild med sin hemmelige hule. Men kun en enkelt af de ting havde en smule med virkeligheden at gøre, og han forsøgte at slå koldt vand i blodet for ikke at lade den følelse overtage.
"Ja? Jeg tror at du vil kunne lide det," fortsatte han, sit forsøg på at virke upåvirket mere succesfuldt end forsøget på at køle sig selv ned.
Da de nåede teltet, trådte han ind men holdt åbningen i teltdugen åben for Dina indtil hun var kommet ind.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Mar 16, 2017 21:39:18 GMT
Edinas mellemgulv tumlede en enkelt omgang, som hun fulgte med indenfor og lo sin taske dumpe ned på teltgulvet i den nederste, trekantede del af Uagadous telt, som tydeligvis kun tjente til indgang til de øvre etager.
De var dermed alene - forestillede hun sig. Hun sank en enkelt klump, før hun fattede sig nok til at svare på hans tidligere konstatering.
"Jeg kan godt lide udsigter," bemærkede hun tamt, uden at forestille sig, at han kunne huske det.
|
|
