Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
På grænsen til forsinket, grundet fordybelse i runearbejdet, dukkede Angharad op ved lærerbordet ikke lang tid før de sidste elever havde sat sig ved deres respektive kollegiers langborde. Idet hun spottede at den sidste ledige plads var ved siden af Earie, fortrød hun dog at hun havde tilladt sig selv at komme senere. Hun havde stort set undgået skotten, så vidt det var muligt, siden dagen hun smed hende ud af sit kontor. Selv når de skulle være i nærheden af hinanden, såsom at sidde ved samme bord dagligt, sørgede hun for at komme så langt væk fra den lyshårede heks som muligt og ikke skænke hende et blik. Det havde naturligvis ikke været muligt at gennemføre det fuldstændigt uden at virke mistænkelig, og derfor havde waliseren da også udvekslet et par overfladiske ord med hende i andres påhør. At hun nu følte sig nødsaget til at have hende som borddame, huede ikke Angharad som hun bevægede sig op til bordet uden at fortrække en mine.
Det var derfor med intet mere end et enkelt nik, som anerkendelse af hendes tidligere elskers eksistens, at hun satte sig ned ved siden af hende og så ud over salen. Der var ingen til hendes venstre side, blot luft for enden af bordet, hvorfor hun, til sin egen ærgrelse, heller ikke kunne finde nogen andre at tale med. I stedet måtte hun blot håbe på at hun kunne spise i fred og ikke ville skulle bruge mere energi på at modstå skotten.
Post by Earie MacClivert on Mar 3, 2017 15:35:52 GMT
Diskret var ikke just ordet der beskrev den fyrige skotte, og alligevel havde hun meget imod sin egen natur gået stille med dørene omkring runeprofessoren. Der var noget sært ophidsende over hemmelighedskræmmeriet, som når man langsomt sneg sig ind på sit bytte. Det var ikke fordi at hun havde givet op at hun havde givet den lille waliser plads, snarer tværtimod fodrede ventetiden blot den ild der trøstede efter igen at smage hendes læber. Langbordet i storsalen var måske ikke det oplagte sted, og alligevel var åbningen lidt for uimodståelig da den mørkhårede heks satte sig ved siden af hende. "Godaften Ang" Hun sendte den anden et mistænkeligt smil før hun gjorde et kast med hovedet mod det fyldte bæger der allerede stod klar foran den lille professor. Som pladserne var blevet fyldt havde hun for længst øjnet at Angharad uundgåeligt ville blive hendes sidemand, og hun havde derfor også med en svag spænding i mellemgulvet gjort klar til den andens ankomst.
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 6, 2017 20:18:25 GMT
Det var med et skeptisk blik at Angharad fulgte skottens kast mod bægeret. Af og til mistænkte hun Earie for det værste, men var i tvivl om hvorvidt hun fortjente at blive mistænkt for at fylde noget ekstra i hendes drik. Runeprofessoren havde imidlertid også et lidt anstrengt forhold til eliksirer i sig selv. På den ene side havde hun et lidt anstrengt forhold til magitypen, grundet egne manglende evner, mens hun på den anden gjorde brug af dem til sine søvnproblemer, men helst var meget omhyggelig i sin vurdering af eliksirmesteren bag. "Tak," ytrede hun ens hun tog glasset til sig og stirrede ned i det i et par sekunder. "Har du-" gik hun i gang med at spørge, men holdte med et op med at tale da det blev gjort tydeligt at det var tid til at rektor skulle sige et par ord inden maden, og så i stedet frem for sig.
Post by Earie MacClivert on Mar 6, 2017 21:27:30 GMT
Earie var som det dyr hun yndede at tage form som. Når jærven først bed fast, gav den ikke slip igen, og på samme måde havde hun det med sin besættelse af runeprofessoren. Hun fuglte den andens mistænkelige blik ned i kruset, og skulle en smule såret - og lettere underholdt, til at forsikre den anden om at det ikke var forgiftet, da rektor hævede stemmen, og hun fandt respekt nok til ikke at afbryde. I stedet fik hun god tid til at lægge ansigtet i sårede, svagt foragede folder, til da snakken igen blev givet fri i salen. "Det er ikke gift.. Eller armortentia. Blot min storsindede omtanke.. Vi kan bytte hvis du ikke tror mig?" Opfordrende rakte hun sit eget bæger frem mod den anden, uden at overveje sandsynligheden for at hendes krogede tanketråde kunne have fundet på at forgifte dem begge.
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 6, 2017 23:34:00 GMT
Angharad skammede sig en smule over sin mistænksomhed ved udtrykket i Earies ansigt samt ordene der fulgte med det. Hendes paranoide tendenser havde af og til lidt for meget at sige og hun fornemmede at øjeblikket forinden havde været et af de tidspunkter. Hun forsøgte dog ikke at give udtryk for det og rettede dermed ryggen som hun tog imod den andens bæger, og rakte det hun selv sad med tilbage i bytte. Selvfølgelig kunne det være dobbeltspil, tænkte hun ved sig selv, men selvom tanken var der var hun stadig mere eller mindre overbevist om at det ikke var tilfældet. Hun hævede bægret mod Earie og smilede svagt, af ren høflighed på overfladen, inden hun sænkede det til sin mund og tog en tår. Kort efter var hun i gang med at fylde noget mad over på sin tallerken, hvorefter hun rakte ud efter blondinens med et spørgende udtryk. "Skal jeg?"
Post by Earie MacClivert on Mar 7, 2017 17:05:33 GMT
På trods af at Earies empati kunne ligge på et meget lille sted, havde hun næsten forudset at waliseren ville tage imod hendes kop. Heldigt for den mørkhårede runeprofessor, havde Earie dog ikke nogen intentioner om at forgifte hende. Gift var en kujons våben, og af åbentlyse grunde var det aldrig lykkedes hende at brygge en ordentlig armortentia eliksir. I stedet gled hendes sædvanlige selsikre grimasse over hendes ansigt, da Angharad, måske med påtaget høflighed, rakte ud efter hendes tallerken. "Gerne.. Du ved hvad jeg kan lide." På trods af at hun tydeligvis hentydede til at den lille heks måtte huske hendes livretter tilbage fra skoletiden, var det langt fra mad som skotten snakkede om, da hun let bed ned om sin underlæbe.
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 11, 2017 16:30:21 GMT
Blot fordi Angharad valgte at stole på Earies uskyldighed i forhold til drikken, betød det ikke at hun anså hendes sind for værende indbegrebet af uskyld. Hun tolkede derfor kommentaren som værende upassende, særligt situationen taget i betragtning, og sendte skotten et irettesættende blik inden hun begyndte at fylde tallerkenen op. I sit stille sinde forbandede hun at hun lod sine tankers strømning blive påvirket af de undertoner Earie plantede i dem, før hun stillede tallerkenen tilbage på dens plads foran hende. "Hvordan går det med at undervise?" spurgte Angharad, for at lede tankerne hen på noget andet. Skulle hun sidde ved siden af hende, kunne hun forsøge at sørge for at holde samtalen på et sobert niveau.
Post by Earie MacClivert on Mar 12, 2017 21:37:22 GMT
Earie var ikke helt sikker på hvordan det var lykkedes hende at holde fast i stillingen som forvandlingsprofessor. Ikke fordi at hun ikke lærte børnene noget, men hendes metoder, og særligt hendes håndtering af ballade i klassen var ikke altid lige skånsom. Det var ikke noget hun kunne tænke sig at gøre resten af sit liv, men for nu tjente det et formål. "Nogenlunde. Jeg er efterhånden ved at sætte mig i respekt." Earie havde selv afskyet autoritet i sin tid som elev, men hun havde ikke meget sympati for at nogle af hendes elever måske kunne have det på samme måde. I stedet rakte hun ud efter tallerknen med et veltilfreds smil, og sørgede for at hendes ru hånd på vejen strejfede forbi runeprofessorens bryst, før hun uden at følge det op med noget sigende blik, placerede tallerknen foran sig som om intet var hændt.
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 12, 2017 22:58:11 GMT
Angharad nikkede til svaret, som hun trods alt hørte, til trods for at hun samtidig fandt sit sind en smule distraheret af alt andet ved skotten end hendes fortælling om klasseværelsesrespekt. Hun rømmede sig afdæmpet, for ikke at tiltrække sig nogen anden opmærksomhed end Earies, da hun mærkede hendes strejfen. Der skulle dog ikke mere til end at den anden lod som absolut intet for at få hende til at følge med; hun så ingen grund til at køre det op nu, det kunne hun altid gøre senere. "Godt," tilføjede hun til samtalen, dog uden rigtigt indhold i stemmen. "Hvis du vil have råd, kan vi tale bagefter," hørte hun sig selv sige med en hvis antydning af noget mere, og overbeviste sig selv om at den eneste grund til at hun sagde det, var så det hun anså som tilnærmelser forhåbentligt ville holde en pause indtil da.
Post by Earie MacClivert on Mar 13, 2017 21:58:24 GMT
Diskrete hentydninger havde aldrig været Earies stærke side, og alligevel havde hun en klar ide om at runeprofessoren ikke ville give hende gode råd om undervisningen efter maden. Hun var i stedet overbevist hvad der ville udfolde sig med de to på tomandshånd, og med et lille tilfreds smil stak hun derfor også et lidt for stort stykke kød på sin prikker, som hun meget charmerende måtte spise i to bidder. "Gerne." Fik hun frem imellem de to bidderne, mens smilet forblev på hendes læber. Hun holdt sine vandrende hænder i ro for en stund mens hun fokuserede på at indtage sin mad, uden den store pli eller ynde. Som en garvet jæger skulle man tro at hun ejede fornemmelsen til at vide hvornår hun skulle slå til, og selvom det var tilfældet når hun sporede et dyr i skoven, galt det ikke når hun prøvede at vinde waliseren tilbage. Med hånden væk fra Angharad omhyggeligt lukket om hendes bæger, kunne den anden ikke modstå fristelsen til at give hende en forsmag på hvad der ventede senere ved at glide ned, og stryge hendes lår.
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 13, 2017 22:16:45 GMT
Angharad sendte Earie et smil der bar på en snert af anstrengelse, da invitationen blev taget imod. Hun spiste videre i stilhed og med en nyfundet blanding ro og anspændthed, i troen om at hun ville være fri for tilnærmelser resten af middagen men med viden om at hun havde indikeret en invitation til dem bagefter. Troen fik hun dog modbevist, da hun igen fik Earies vandrende hånd at mærke. I stedet for at give den nogen opmærksomhed, lagde hun i stedet benene over kors og drejede dem så meget væk fra skotten hun som hun kunne uden rent faktisk at dreje overkroppen, stadig yderst bevidst om ikke at afsløre hvad der foregik. Stilheden vedholdte hun, men sendte i stedet blondinen et dømmende blik, der ligeså godt kunne være over den måde hun spiste på.
Post by Earie MacClivert on Mar 15, 2017 16:34:26 GMT
Earie havde ikke forventet en invitation fra waliseren da hun strøg hendes lår, og alligevel havde hun håbet på det. Vel vidende at den anden var nødt til at holde facaden fra livet og op, lod hånden sig dog ikke skræmme af at hendes kærtegn blev afvist. Hun var efterhånden kommet frem til at det ikke var Angharad hun kæmpede imod, men en eller anden forvasket forestilling runeprofessoren havde om hvad der var rigtig og forkert. Hun havde haft hende før, og hun vidste hvordan de begge havde nydt det. Derfor kunne hun ikke forstå hvorfor den mørkhårede heks skulle have skiftet mening. Hun pakkede sig derfor heller ikke under det dømmende blik, men løftede i stedet spørgende sine blonde øjenbryn, som om waliserens forurettelse var helt uberettiget. Imens fortsatte hånden sin vandring, og strøg igen den andens lår.
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 16, 2017 20:52:32 GMT
Resten af middagen forløb med at Angharad forsøgte at ignorere Earies hånd og sine egne reaktioner, der varierede, på det. Med det, fulgte at hun også så sig nødsaget til ikke at tale så meget til skotten. Resultatet var svingende, på visse tidspunkter var hun rasende, og andre havde hun blot lyst til at løsrive sine ben fra deres tætte indfletning i hinanden og give den anden arbejdsplads.
Da middagen sluttede, kunne hun derfor ikke få rejst sig hurtigt nok og rettet på sin kjole, en anelse rød i hovedet. Hun ønskede at få en snak på tomandshånd med sin tidligere flamme, og sendte hende derfor et sigende blik mens hun sagde sit farvel. "Jeg har stadig noget arbejde. Vi ses i morgen," næsten erklærede hun til Earie, inden hun gik derfra og mod sit kontor, med et håb om at hun ville forstå et hint eller to.
Post by Earie MacClivert on Mar 16, 2017 21:37:55 GMT
Earies hånd nåede et punkt hvor den lod waliseren spise færdig, på trods af at hun kun behøvede sin prikker for at indtage resten af sit eget måltid. Hun var ikke god til at forstå hentydninger, men hun ville under alle omstændigheder ikke lade runeprofessoren tilbringe aftenen alene. Hun noterede sig den blussende farve i hendes kinder, samt det faktum at hun ville befinde sig på sit kontor det næste stykke tid. Hun fulgte ikke direkte efter hende, som jæger var hun mere udspekuleret end det. I stedet sørgede hun hun for at se ud som om hun havde et meget vigtigt spørgsmål hun skulle stille en af de andre professorer, før de blå øjne ud af øjenkrogen noterede sig at den mørkhårede heks havde forladt storsalen. Selv afsluttede hun samtalen med et hurtigt affejende svar, hvorefter hun satte jagten ind. Hendes skridt var rolige, nærmest forventningsfulde, som om hun vidste at hendes pris var indenfor rækkevidde, før hun uden at banke åbnede døren til waliserens kontor.
Post by Angharad verch Cadwgan on Mar 16, 2017 23:02:44 GMT
Angharad var stadig varm da Earie trådte ind ad døren, men havde på sin vej op på kontoret overbevist sig selv om at hun var mere vred en noget andet. Det var derfor den følelse der umiddelbart fyldte mest hos hende da hun stirrede ind i de blå øjne, stående bag sit bord. "Luk døren efter dig," beordrede hun og rankede sin ryg. "Du får en chance for at forklare dig." Hun hævede begge øjenbryn og så afventende på skotten. Måske det var en fejl at give hende muligheden for at forklare sig, men det var uanset hvad for sent at trække det i sig nu.