Facader og fejltrin

"Earie!" udbrød Angharad med dels forargelse og dels irritation i stemmen. Der var noget over det vulgære sprog i den andens mund der både frastødte og prikkede til hendes interesse. Hun udvidede sine næsebor i en indånding, inden hun rent faktisk gav sig til at forholde sig til spørgsmålet - delvist.
"Hvorfor kan du ikke acceptere en afvisning?" sendte hun tilbage. "Hvis ikke du stopper med at opføre dig så upassende, bliver jeg nødt til at have en samtale med Professor Slughorn. Hvad hvis nogen opdagede det? Det kunne gå ud over mig, Earie.. Hvad i Merlins navn tror du at det her er?"

Angharad støttede sig til bordet, ikke fysisks men mentalt, mens hun lyttede til ordene der kom ud af den andens mund. Det fungerede lidt som en mur, en beskyttelse, selvom vejen udenom var nem at se. Hun bed sine tænder sammen, da Earie tilsyneladende ikke fattede at det ikke primært handlede om de andre, som hun kaldte dem, men i stedet om Angharad selv. Beskyttelsen ved skrivebordet forsvandt dog i det øjeblik Earie bevægede sig i nærheden af den usynlige, mentale barriere der var mellem den ene og anden side af bordet, selvom det blot var den blå luft.
"Måske ikke overlagt, men uagtsomt.. ja. Kan du ikke forstå at jeg er færdig? Det handler ikke om hvad du vil." Det handler om hvad jeg vil, lå implicit, men forblev usagt. Hun bevægede sig selv mod kanten af skrivebordet og stillede sig foran Earie i det frie rum mellem det og væggen. "Hvordan skal jeg tro at du kan respektere mig, når det får dig til at opføre dig som en hund når jeg ikke bare gør sådan her -" hun bukkede sig og hev skørtet op til hofterne idet hun rettede sig op igen "- når du beder mig om det?" Hun så skarpt tilbage i de blå øjne mens hun uden at sænke skørtet afventede et svar.

Angharad knugede hænderne om stoffet da Earie benyttede situationen som en mulighed for at få fingrene i hende før der faldt et svar. Hvad havde hun også regnet med? I stedet måtte hun bare kigge med lidt store øjne på skotten over hendes brug af ordet din, når blot hun selv havde brugt en.
"Jeg vil ikke have at du er min hund, men du opfører dig som en. Desuden, så havde vi noget, nu..." Hun stoppede midt i det hele da hun bemærkede at hun stadig sad med skørtet hævet, hvorfor hun pludseligt gav slip på det, irriteret over den del af hende der åbenbart stadig havde lyst til at spille op til Earie på den måde. "Bare fordi det ikke nødvendigvis nogensinde vil gå helt væk, behøver vi ikke at opmuntre det," forsøgte den anden del sig.

Angharad trak sig først en anelse tilbage, og dog ikke meget, da Earie nærmede sig. Hun havde svært ved at indrømme overfor sig selv, at skotten havde bare den mindste smule ret, og derfor endnu sværere ved at indrømme det overfor den blonde heks selv. Den store mængde luft hun havde trukket ned i lungerne i retræten forlod dem langsomt, som skulle den gøre irriterende opmærksom på sig selv og tvivlen bag den.
Det næste øjeblik forbandede hun sig selv over det, da hun mødte den andens læber ganske kort - og så skubbede hende væk. Blikket flakkede en smule rundt inden det fandt vej tilbage til Earie. "Stopper du hvis jeg giver dig hvad du vil have en sidste gang?"

Angharad forblev stille i et stykke tid efter Earie havde fremlagt sit krav til forhandlingen. Som det blev vinklet, lød det næsten på waliseren som en direkte overgivelse, hvad hun ikke helt brød sig om. På den anden side var hun næsten overbevist om at hun aldrig ville gå med til noget hun ikke selv havde lyst til. Det var også det der fik hende til at bryde sin stilhed.
"Hvad regner du mig for? En regnorm? Tror du virkelig at jeg ville foreslå det, hvis jeg ikke ville det overhovedet?" Hun sendte Earie et skuffet blik og gav sig til omhyggeligt at løsne sit hår.