Halve tanker og hele hjerter [S]

Det var en behagelig følelse der samlede sig i kroppen hos Griselda. En følelse trods glæden den bragte, stadig var fremmede for hende. Hun havde svært ved at tyde hvad det hele betød, og om hun nu også var på det helt rigtige spor. Der var ingen tvivl om at hun nødt godt af tiden sammen med Devyn, og at hun i sit stille sind ønskede sig mere. Hun bøjede hovedet en smule og så ned på deres hænder, som forenede dem. Det blide klem bragte hende tilbage til virkelighedens kolde vintervind. Selvom hun ingen sart pige var, vidste hun godt at hun ikke skulle have sine hænder for meget ude før huden ville begynde at sprække, grundet det bidende vejr. Hun havde dog ikke lyst til at slippe has hånd, og håbede at varmen fra de ville være nok. At det var begge deres fædre der hver især havde opgaven til at lære deres børn videre, kom dem til gode. De kunne forstå vigtigheden for det unge par i at tilbringe tid sammen. Nu var en weekend ud af en måned heller ikke særlig meget, og begge deres arbejde kunne godt undvære dem så længe.

Griselda blinkede og kiggede først lidt forvirrende på Devyn. Hun var ved at ville stille ham et spørgsmål, men inden hun overhovedet havde nået at åbne munden, kom han hende i forkøbet. Hun trak derfor smilene på sine skuldre. "Nej, han er ganske okay, min far." Sagde hun og løftede den frie hånd frem fra kappens skjul og fjernede nogen krøller der havde forvildet sig ind foran hendes øjne.

"Vi er alene det meste af dagen, ikke?" Spurgte hun så og skævede til ham.

Kendte Griselda til Devyns tanker havde hun nok erklæret sig enig med ham, men mere i den forstand at hun godt kunne forstå ham. Deres følelser for hinanden var opstået på forskellig vis, og virkede nødvendigvis ikke på samme måde. Hun ville heller ikke bebrejde ham hvis han til sidst ville ende med at bakke ud af det de havde startet. For hvis der va noget Griselda ikke ville, var det at holde på en der var draget til andre steder. Ikke at det ville få hende til at holde op med at elske ham, tværtimod.

Hun var ofte ikke en pige der blev usikker, og alligevel havde hun aldrig følt sig på mere bar bund end hun gjorde nu. Hendes fingre kunne ryste og hjertet banke ude af kontrol. Hun var bange for at blive mere glad for Devyn end hun var i forvejen, af frygt for at noget igen ville gå galt, og ende med helt at splitte dem ad.

Det var dog tanker der ikke fik lov at fylde særlig meget, da hun snart blev revet tilbage til virkeligheden. Eller en lille del af den. "Jeg håbede vi ikke skulle forblive udenfor for at være alene" sagde hun og og smilte lettere uskyldigt. At de ville komme hjem til et tomt hus gjorde hende ikke mindre nervøs, men det var rart at de kunne få et pusterum, og nyde bare at være dem.

Griselda ville ikke lægge skjul på hendes hensigter, alligevel forsøgte hun at pakke det en smule ind så hun ikke virkede alt for direkte. Hun kunne dog intet se noget problem i at hun gerne ville bruge tid med Devyn alene, da hun ikke rigtig havde følt at det havde været nogen oplagt mulighed før nu. Hun havde dog ikke noget imod at lade tankerne vandre, da hendes spørgsmål egentlig kunne betyde hvad som helst.

Da Devyn slap hendes hånd trak hun den til sig, og løftede dem begge op til munden så hun kunne ånde på ham. Let gned hun fingrene mod hinanden inden de blev gemt under kappen.
"Vi har været ude i en god time, at vende om ville være en god idé" sagde hun og trådte en sidste gang ned i den frosne jord inden hun vendte om på hælen og drejede sig rundt så hun kunne fortsætte ned af stien de var kommet af.

Griselda trak ned i sin kappe for at dække sit ansigt så meget som hun kunne fra den kolde vind. Hun elskede normalt når det sneede, men blandet med en bidende kulde kunne det være svært at nyde noget som helst. Hun var derfor lettet da huset kom til syne og hun kunne allerede mærke hvor rart det ville blive at komme af med støvlerne. Hun sendte Devyn et roligt smil som hun trådte ind i huset efter at han havde åbnet døren. Det var ike noget hun normalt lagde noget i, men syntes alligevel at det var en smule sødt gjort af ham. Hun lagde hætten ned og rystede hovedet så krøllerne dansede i et forsøg på at få det meste af de våde fnug væk.

Hun rystede ligeledes kappen inden hun hang den over en af stolene og fulgte efterfølgende efter Devyn. Hun strakte sine hænder frem så hun kunne varme dem ved ilden. Hun trak vejret dybt ind og lukkede sine øjne.
"Det var hele gåturen værd at komme hjem til dette" sagde hun og kunne ikke lade være med at smile. Når ens krop var kold, syntes varmen fra et ildsted altid bedre.

Griseldas blå øjne flakkede, og hendes ellers blege hud lyste svagt op af den begyndende ild. Hun blinkede med øjnene og lagde hovedet lidt på skrå, så krøllerne hoppede. Hun følte en ro når hun var sammen med ham, og særligt alene følte hun mere end noget andet, sig sikker, på ikke mindst sig selv, men også på at det de havde været igennem havde været bedst for dem. Hun blottede tænderne i et smil og glattede tunikaens stof inden hun satte sig ved siden af ham på gulvet.

Hun vendte blikket mod ham, og i et svagt tilfredst suk lagde hun hovedet imod han skulder, for i stedet at vende opmærksomhed mod ildstedet. "Det har ikke været den nemmeste start på de nye år.. Vi havde en der var meget urolig, og en anden vi absolut ikke kunne komme i nærheden af det første lange stykke tid" sagde hun med et let suk. Det var ikke altid nemt, og situationen kunne syntes umulig. Men hun følte sig så stærkt knyttet til dragerne at hun i sidste ende ville have svært ved at lægge arbejdet på hylden.

Drager kunne være uforudsigelige. Hver enkel besad en unik personlighed der kunne gøre det vanskeligt helt at vide dens næste træk. Griselda gjorde derfor et stort stykke arbejde i at lære alle deres dragers kendetegn, så hun bedre kunne bære sig ad med at få dem de på jorden, skulle svovl og ild stige dem til hovedet. Men der handlede det lige så meget om held end efaring havde hun lært. "Ingen har mistet nogen ben i denne omgang" bemærkede hun med antydningen at et grin. Hun priste sig selvfølgelig lykkelig for at det ikke var tilfældet.

Hun sukkede svagt og trykkede sig tættere mod Devyn. Hun sig let og lagde sin venstre hånd mod hans brystkasse og gled et par enkle fingre hen over det mørke stof der udgjorde hans tunika. "Det virker så fjernt, her med dig.." kom det så fra hende og vendte hovedet op en smule så hun kunne se op på ham. Længe gik der ikke før hun strakte sig og plantede et par enkle kys mod hans hals.