Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 23, 2017 20:33:40 GMT
”I så fald har jeg kun det mere grund til at stille Dem spørgsmålet … De bad mig være ærlig; bad om et forhold med dialog. Det er hvad, jeg forsøger. Så vidt jeg forstod, er De indforstået med, vi skal bruge tiden i dag såvel som i går på at lære hinanden at kende?” Et strejf af forvirring lå i de grønne øjne, og hun rykkede let på sig, satte glasset fra sig og tiltede hovedet let til den ene side.
"Det er jeg skam, og De skal være velkommen til at spørge. Som igår, vælger jeg dog Selv hvad jeg vil svar på. De kan ligeså godt gøre Dem klart på, at jeg ikke altid forklare mine handlinger. Engang i mellem kommer forklaringen senere, men ikke altid. Så, jeg går udefra at eliksirens virkning er indtruffet. Er De klar på at besvar et par spørgsmål?" faldt svaret, hvorefter han udtrykte sit ønske om at stille de spørgsmål han havde ventede med den forgående dag.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 23, 2017 20:41:36 GMT
Brynene forblev let rynket ved svaret. Hun var ikke sikker på hvorvidt, der lå noget bag, eller om han havde spillet skuespil dagen før. ”Det er jeg,” svarede hun og afholdt sig selv fra at lade ham få hendes mening om den første del. En del tanker blev det til, men hun holdt dem for sig selv og var en anelse varsom nu, skønt hun ikke viste det. I stedet gled hun hænderne langsomt over skørtet, før hun rettede sig en smule mere og trak hagen let ned mod brystet; blikket til stadighed hvilene i hans.
Hun var opmærksom, og det behøvede hun hverken vise udadtil eller udtrykke med ord for at han skulle vide det. Enhver person med hendes form for sund fornuft og intelligens, ville være opmærksom. Andet ville direkte undre ham. Hun indviglede dog, og han nikkede. "Hvor langt vil De gå for Deres familie? spurgte han.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 23, 2017 21:05:06 GMT
Spørgsmålet han så valgte at stille, fik hende til at hæve det ene bryn. ”Dét er det spørgsmål, De mente det nødvendigt at bruge eliksirer for at få ud af mig?” spurgte hun, tydeligvis ikke just troende på det. ”Svaret er kompliceret, må jeg dog indrømme. Mit forhold til mine forældre er ikke det tætteste, min ældste broder og jeg kommer ikke ret godt ud af det med hinanden heller. Resten af familien er jeg dog tæt nok på … Min umiddelbare tanke er, jeg ville gøre hvad som helst for at beskytte dem – selv mine forældre og broder – og jeg har vel sagtens beviset for at ville tilsidesætte mig selv for deres skyld … Det sagt går jeg ikke ud fra, det er min faders hus, De er interesseret i at vide besked med, men snarere hvor langt jeg ville gå for Deres og min egen?” Et let spørgende blik blev sendt ham.
Ordene strømmede ud af hendes mund, og han lyttede til hvert et ord af dem. Sidste ord var dog de konkluderende, og han trak let op i det ene mundvig. "Det var blot et spørgsål milady, og jeg takker for svaret. Ganske som de selv sagde, vil jeg ligeledes gerne vide hvor lang De vil gå for vores familie." svarede han derpå. Han var klar på at overlade hende taletiden igen, observerende hver en trækning og lyttende til hvert et ord der forlod hendes læber.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 23, 2017 21:22:19 GMT
Hans måde at svare på var mere, som han havde virket dagen før, og det gjorde hende kun det mere mistænkelig omkring hvad, han havde for. ”Jeg er et loyalt væsen, lord Alfred, og jeg er vokset op kun med henblik på at blive så tæt på en perfekt hustru og moder, som nogen kan være det. Der er ikke den ting, jeg ikke vil stå igennem for vores familie … Er det svar nok?” Det sidste blev nok tilføjet halvt om halvt som et hint til ham om, hun sagtens kunne have sagt mere … og at hun måske også – hans eliksir taget i betragtning – burde have gjort det.
Hun gav da et svar, et han brød sig om, men hun kunne have sagt mere om end hun ikke gjorde. Interessant. "Ikke hvis De har mere at sige på området, milady.." svarede han. Det ville trods alt ikke være nok hvis hun havde tilføjelser, og nogle han kunne bruge. "Men lad det nu ligge for nu, jeg vil hellere vide hvilke erfaringer De har med mænd.." et brat emneskift måske, men i hans sind var der et system i hvad der foregik. Hvornår han havde tænkt sig at bruge sandhedsserummet? Det skulle man nok finde ud af.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 23, 2017 21:59:38 GMT
Det blev til en let trækning i den ene mundvig ved første del af svaret, men han bad hende lade det ligge før, hun fik svaret. I stedet overraskede han hende grundigt med sit noget personlige og i grunden fornærmende spørgsmål. Havde hun haft noget at skjule, var hun nok også blevet fornærmet trods alt. Men eftersom det ikke var tilfældet, holdt hun sig for god til det og løftede blot hagen op en anelse og holdt hans blik direkte og uden at blinke. ”Jeg har set tegninger af den mandlige figur, har læst mit … Men som med det meste andet, er min viden på området for størstedelen teoretisk. Jeg er ikke romantisk anlagt, har aldrig haft interesse i det, og jeg har altid været for optaget af mine studier til at bruge meget tid på den slags. Som jeg har nævnt før, har jeg haft min portion af bejlere. Det tætteste fysisk, jeg har været med en af disse, var en aften til et bal efter en dans, hvor han greb om min albue og min hånd, som han derefter løftede mod sine læber. Jeg trak hånden til mig, før det kom så vidt … Min onkel har fået lov en enkelt gang at kysse min hånd, da jeg i en alder af ti år insisterede på at være en voksen kvinde, og han bad mig om en dans, morende sig over mig, og hilste mig således efterfølgende: det er det tætteste fysisk, jeg har været på nogen mand rent fysisk.” Igen undlod hun en smule af sandheden, men det var en del, der trods alt ikke ville gøre hende nogen ære eller tjene til at berolige ham.
Han var ikke i tvivl om at spørgsmålet kom bag på hende, og han lod hende da bare om at sluge kamelen. Hvad angik svaret der forlod hendes læber kort efter, kom det nu ikke så meget bag på ham, om end han nu måske havde troede der var prøvede noget mere på den front. Om end bare lidt nysgerrighed, men det lød til at hun slet ikke havde været nysgerrig på den front. Heldigt, han klagede skam ikke, det betød trods alt at han ikke ville blive overrasket af skandaløs opførsel eller nogle sære rygter engang i fremtiden. Hvad angik den smule sandhed hun skjulte, det vidste han jo intet om. At det ikke ville tjene til at berolige ham, betød ikke intet, han ville ikke beroliges, han ville have ærlighed og sandhed. "Har De andet at tilføje på emnet?" han kunne trods alt ikke vide det medmindre han rent faktisk indvaderet hendes hoved, og det var en proces han ikke havde planer om at udføre, eller også kunne han have proppet noget sandhedsserum i hendes drikkelse og ikke bare ladet som om.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 26, 2017 19:26:11 GMT
Som så ofte før, gav han ikke selv meget væk, men han lod trods alt ikke til ikke at bryde sig om svaret. At hun så faktisk havde været nysgerrig, men havde holdt sig for klog til selv at gå i gang med undersøgelser på området, holdt hun for sig selv. At udnytte sig af sine bekendtskaber til at erhverve sig mere konkret viden var ikke just noget, hun var synderligt stolt af trods alt. ”Nej,” svarede hun roligt, ”Det burde være det hele.” Hun fortrak ikke en mine, og der var intet i hendes udstråling eller udtryk, der gav hende væk.
Et nik blev det blot til fra hans side, så var det emne var også lukket for nu. "Hvad er Deres mening om sort magi?" spurgte han derpå ret så direkte, blikket hvilende udelukkende på hende, det ene bryn svagt hævet. Et delikat emne at berøre, især med det ry familien havde pådraget sig. Folk snakkede trods alt, og blandt de rygter man i tidernes morgen havde skabt om familien, var naturligvis navnets afstamning, og Black kom åbenbart ikke ud af ingenting, men det faktum at forfædrene havde været ret så interesseret i sort magi, eller mørk magi, som nogen foretrak at kalde det. Hvorvidt rygterne var sande, var der ingen der vidste noget om.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 28, 2017 17:30:55 GMT
Det næste spørgsmål kom skam også bag på hende, men hun fastholdt hans blik og så hans ansigt være en anelse mere udtryksfuldt end normalt. ”Al viden interesserer mig, men jeg har fået strengt forbud fra min fader om at se nærmere på det. Det er min opfattelse, at sort magi ikke nødvendigvis er ond magi. Lad mig forklare; enhver form for magi kan bruges til ondskab i de forkerte hænder, men ligeledes kan den også bruges til godhed. Det kommer i sidste ende ganske an på hvem, der udøver den. Min egen interesse er primært på forsvaret imod den, men som De nok vil give mig ret i, kan man dårligt forsvare sig mod noget, man ikke kender … Ud fra spørgsmålet og Deres udtryk, antager jeg, De selv har en vis interesse for området? Som Deres hustru, vil jeg naturligvis støtte op om Dem. Hvis noget, De gør, går imod mig som person, er det en ting, jeg vil tage op bag lukkede døre, kun os to, og gøre Dem bekendt med det. Som min ægtemand ville De dog aldrig miste min støtte og opbakning – selv hvis Deres handlinger skulle gå mig imod. De kan blot forvente en anelse mindre opbakning lige på det område, end De ellers vil få det … Tilfredsstiller svaret Dem?” Det var hendes tur til spørgende at hæve det ene bryn en anelse.
Han lyttede til svaret, og nikkede derpå langsomt. "Det gøre det vel.." svarede han derpå som hun krævede at vide om svaret var tilfredsstillende. Han betragtede hende en anelse overvejende, det vigtigste var vel at hun ville accepter hvad end han fandt på. Det var det vigtigste for ham. En ting var at de snakkede ærligt om tingene, en anden var hvem der fik det sidste ord. "Personligt finder jeg sort magi fascinerende" gav han snart selv udtryk for. Det var mildest talt sådan han havde det, hvor meget han selv legede med denne form for magi, holdt han for sig selv. Flere spørgsmål faldt over den næste stykke tid, blandt andet om hendes hverdag, forventninger, bånd til sine søskende, opdragelsesmetoder på deres kommende børn, og lidt andet. Det gik ganske fint, indtil deres mødre dukkede op. Alfred rejste sig op, bukkede høfligt for begge mødre.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 4, 2017 19:09:55 GMT
Han lød ikke helt overbevist, men sagde trods alt ikke mere lige med det samme. Dog, som han afslørede selv at finde det fascinerende, forstod hun bedre. Han slog hende ikke som værende synderligt ondskabsfuld eller nederdrægtig, så det var ikke fordi, det som sådan gjorde hende urolig eller nervøs. Dog sagde hun ikke selv mere om det for nu, og samtalen gled videre, hvor de begge to fik stillet og svaret på nogle spørgsmål – han selv dog stillende de fleste, og hendes mere ud fra hvad, han sagde. Som Deres mødre dukkede op, kom de begge på benene, og hun fandt hen ved hans side og nejede, før hun henvendte sig lavmælt til ham: ”Tak fordi, De stoler nok på min ærlighed til ikke at gå videre med hvad, vi talte om i går.” Meget mere nåede hun ikke, før hendes moder var henne ved hende og tog hendes hånd. Hendes blik blev gransket, og Niamh fandt et let smil frem samt et beroligende blik, før hun så mod Alfred igen. ”Jeg accepterer Deres frieri, milord,” sagde hun roligt og fik sin moders ansigt til at lyse op af glæde og lettelse. Niamhs såkaldte nykker havde ærligt talt gjort Cáit nervøs.