A view into my world

Den foregående dag havde efterladt Niamh med ikke så få tanker, der skulle pusles på plads. Manden, hun stod for at skulle acceptere som sin kommende ægtemand, havde huseret i hendes tanker, hvor hun havde forsøgt at stykke så meget af et billede sammen af ham, hun nu var i stand til efter deres forholdsvis korte tid sammen. Der var så mange ukendte variabler!

Dagen i dag var gået med en del formaninger fra begge forældre, og det var ikke blevet til noget læsning for hende i dag. Det var kun lige, hun havde nået sine pligter, før hun havde gjort sig klar til mødet med Alfred. Skønt hun havde badet om morgenen, var hendes hår stadig fugtigt lige over middag, og hun havde rullet det op og pakket det bort under hovedbeklædningen og sløret, da først kjolen var kommet på og sad, som den skulle. Det kongeblå, varme stof faldt blødt om hendes skikkelse, lange linjer af gyldent stof fulgte hendes overkrop til bæltet ved taljen helt fra den bredde, broderede kant, der lå over hendes bryst. Samme broderi man så i et bånd omkring hver af hendes overarme og hele vejen rundt langs kjolens nederste kant. Ærmerne var ligeledes kantet med guld, og det samme var hovedbeklædningen under det hvide slør. Den svage duft af roser hvilede på hendes hud, som hun tog afsked med sin fader og sammen med sin moder drog af sted til Black Manor.

Som moder og datter trådte ud af kaminen, måtte de lige få tøjet rettet helt på plads, og Niamh blev set efter i sømmene, før en tjener ledte dem mod en stue. Niamh var ikke synderligt stolt af sig selv, som hun måtte tage sin stav i brug for at få overbevist sin moder om, hun ikke ville dø af at tale alene med Alfred. Det virkede dog, og hun fik lov at blive tilbage i stuen alene, mens moderen blev ledt til husets frue til en lille snak om partiet.
En dyb indånding blev taget, som hun så sig over skulderen et øjeblik, før hun trådte ind og lukkede døren bag sig. Han var der allerede, og hun nejede.
”Milord,” hilste hun roligt.

Hvad han tænkte om hendes påklædning, anede hun ikke, men hun havde klart gjort sig mere umage end dagen før, hvor hun blot havde rendt rundt i sin hjemmekjole, og hun håbede da trods alt, det behagede ham.
Hun blev budt ind og gik roligt imod ham med antydningen af et smil om læberne.
”For eget vedkommende, ja tak … for min moder knapt så meget. Hun insisterede på at tage med, om end det lykkedes mig at overbevise hende om at lade mig mødes med Dem uden hende. Hun er langt mere emsig end min fader, er jeg bange for - og turen gjorde intet bedre med hende.” Så vidste han det trods alt, hvis hun skulle vælge pludselig at dukke op hos dem.

Hans forsikring blev vel modtaget, og hun nikkede let, mens hun tog plads i den ene ende af sofaen. Hendes blik gled kort over det udvalg, han havde sat frem, før hun så på ham igen.
”Jeg ser, De er en langt bedre vært end jeg i min overraskelse i går var; jeg glemte rent at byde Dem på noget,” beklagede hun, mens hun med hænderne glattede skørtet ud over sine ben, så det ikke længere lå og foldede omkring hende. Som det faldt tungt ned langs hendes ben burde han ikke have det store besvær med at bestemme vidden af hendes lår og hofter. Ikke at hun selv tænkte over det; hun var mere optaget af sine tanker, der allerede var godt i gang med at arbejde videre på billedet af ham.

Han slog det hen, og hun smilede let, glad for, han ikke tog hende det ilde op.
”En del, ja,” svarede hun bekræftende, ”modsat Dem, havde jeg ikke den fjerneste ide om hvad, der ventede mig.” Som et glas fandt over til hende, rakte hun frem og løftede det op. En lille slurk blev taget, mens hans spørgsmål faldt.
”Lettere travl, men jo, ganske fin … og Dem selv?” Hendes blik fandt hans ganske opmærksomt, mens hun blev siddende med bægret mellem sine slanke fingre.

Det blev et skævt smil til start ved hans spørgsmål.
”De er langt fra den første bejler, jeg har haft, ej heller den første til at fri eller til at gøre det temmelig pludseligt … De er dog langt den mest tiltalende af dem, det skal De trods alt have,” svarede hun roligt og en anelse blødt ved det sidste.
Arbejde; intet overraskende deri, og hun nikkede blot let og tog endnu en slurk fra bægret sekundet før, hans kommentar faldt. Det ene bryn blev hævet en anelse.
”De er vel klar over, De ikke behøver snige det i mig? Jeg gav Dem mit ord sidst, milord … Men siden De nu tog Dem den frihed, er jeg da glad for, De delte informationen med mig … Én dråbe i hele kanden, eller hvordan har De målt op for at være sikker på dosen? Eller De efterlod den måske i bægret i stedet … i begge bægre?” Et glimt af morskab trak kort op i hendes øjne, før hun beherskede det. ”Er det et trick, De vil dele med mig? Hvem ved om jeg måske får brug for den slags viden en dag.” Havde hun nu ikke givet ham sin tilladelse til dette, havde hun nok reageret temmelig anderledes, men han havde trods alt bedt om hendes tilladelse.

Han reagerede ikke som sådan på hendes lidt tvivlsomme kompliment, men en let trækning ved mundvigen blev det da til.
”Jeg er opvokset med viden om, det bar denne vej, milord, så nej; jeg tager det ikke ret tungt,” svarede hun forklejnende.

Hun hørte ham ud, men hævede det ene bryn ved første del.
”Hvilket bringer os tilbage til Deres beregninger for mængden af eliksir puttet i hver kande,” sagde hun skeptisk, ”hvorfor gå gennem alt det besvær, når De allerede har min tilladelse, og ganske simpelt kunne have puttet en dråbe i mit bæger efter at have skænket op? Jeg har aldrig tænkt Dem andet end værende en intelligent mand, og jeg forstår ganske enkelt ikke Deres valg?” Trods alt havde han bedt hende være ærlig.. så det var hun, om han så kunne lide det eller ej.

Ved svaret hævede hun det ene bryn, åbenlyst stadig skeptisk over for ham. Hun havde en fornemmelse af, han testede hende, men hun kunne ikke finde ud af hvordan eller hvorfor.
”Valget er skam accepteret; jeg undrer mig bare over Deres fremgangsmåde. Det stemmer ikke overens med mit billede af Dem, og jeg ønsker at forstå Dem,” forklarede hun. Naturligvis kunne hun lytte og tage imod ordrer – hun var trods alt en kvinde og en godt opdraget en af slagsen.