Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var tidlig eftermiddag da Alfred atter befandt sig i det store hus i London. Han havde haft vigtige ærinder at skulle se til, og tingene var ikke gået helt efter planen hvad naturligvis havde påvirkede hans i forvejen mørke humør. Han havde en aftale han skulle nå at være klar til, og det var med tydelig irritation at han skyndte sig til sine gemakker, og fik taget sig et hurtigt bad og skiftede til noget rent. Pokker tage de mudderblods! De havde absolut intet at gøre i troldmandsverdenen! Han fik ordnet det bad, og tøjet stod frem da han var færdig, så han skulle egentlig bare tage det på. Det gik også fint, håret blev redt, inden han til sidst anbragte en smule cologne som han sædvanligvis gjorde. Så var han klar. Nu håbede han at eftermiddagen ville blive bedre end formiddagen, og med tanke på den foregående dag, kunne det her ikke gå galt, det håbede han virkelig ikke i hvert fald. En dyb vejrtrækning blev taget, den lille sølvflakon forsvandt ned i et af lommerne, og han forlod omsider sit værelse.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 16:21:03 GMT
Den foregående dag havde efterladt Niamh med ikke så få tanker, der skulle pusles på plads. Manden, hun stod for at skulle acceptere som sin kommende ægtemand, havde huseret i hendes tanker, hvor hun havde forsøgt at stykke så meget af et billede sammen af ham, hun nu var i stand til efter deres forholdsvis korte tid sammen. Der var så mange ukendte variabler!
Dagen i dag var gået med en del formaninger fra begge forældre, og det var ikke blevet til noget læsning for hende i dag. Det var kun lige, hun havde nået sine pligter, før hun havde gjort sig klar til mødet med Alfred. Skønt hun havde badet om morgenen, var hendes hår stadig fugtigt lige over middag, og hun havde rullet det op og pakket det bort under hovedbeklædningen og sløret, da først kjolen var kommet på og sad, som den skulle. Det kongeblå, varme stof faldt blødt om hendes skikkelse, lange linjer af gyldent stof fulgte hendes overkrop til bæltet ved taljen helt fra den bredde, broderede kant, der lå over hendes bryst. Samme broderi man så i et bånd omkring hver af hendes overarme og hele vejen rundt langs kjolens nederste kant. Ærmerne var ligeledes kantet med guld, og det samme var hovedbeklædningen under det hvide slør. Den svage duft af roser hvilede på hendes hud, som hun tog afsked med sin fader og sammen med sin moder drog af sted til Black Manor.
Som moder og datter trådte ud af kaminen, måtte de lige få tøjet rettet helt på plads, og Niamh blev set efter i sømmene, før en tjener ledte dem mod en stue. Niamh var ikke synderligt stolt af sig selv, som hun måtte tage sin stav i brug for at få overbevist sin moder om, hun ikke ville dø af at tale alene med Alfred. Det virkede dog, og hun fik lov at blive tilbage i stuen alene, mens moderen blev ledt til husets frue til en lille snak om partiet. En dyb indånding blev taget, som hun så sig over skulderen et øjeblik, før hun trådte ind og lukkede døren bag sig. Han var der allerede, og hun nejede. ”Milord,” hilste hun roligt.
Han havde sørgede for at sende beskeden videre, at ved ankomst af ladien, skulle hun føres til den stue han selv befandt sig i. Det var netop der hun også dukkede op noget tid senere, han havde stillede sig ved vinduet og betragtede den snebelagte græsplæne. Naturligvis vendte han sig rundt da døren gik op, og han bukkede omgående for hende som hun nejede for ham. "Milady.." svarede han høfligt inden han rettede sig op. "Kom endelig indenfor.." fortsatte han snart. Hans blik var diskret gledet over hende, og hun var noget anderledes i sin påklædning denne dag, end hun havde været den forgående, ikke sagt mindre tiltalende, slet ikke. Måske knap så pjuskede? "Jeg håber Deres rejse var behagelig?" nogle mennesker kunne trods alt være påvirket af denne form for transportmiddel, for ham var det efterhånden en vane.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 20:35:17 GMT
Hvad han tænkte om hendes påklædning, anede hun ikke, men hun havde klart gjort sig mere umage end dagen før, hvor hun blot havde rendt rundt i sin hjemmekjole, og hun håbede da trods alt, det behagede ham. Hun blev budt ind og gik roligt imod ham med antydningen af et smil om læberne. ”For eget vedkommende, ja tak … for min moder knapt så meget. Hun insisterede på at tage med, om end det lykkedes mig at overbevise hende om at lade mig mødes med Dem uden hende. Hun er langt mere emsig end min fader, er jeg bange for - og turen gjorde intet bedre med hende.” Så vidste han det trods alt, hvis hun skulle vælge pludselig at dukke op hos dem.
Han fandt hende skam ganske betagende, en køn kvinde, det var hun hvis man spurgte ham. Alfred havde nok en ikke så traditionel en mening omkring skønheds idealer, egentlig var udseende ikke hans førsteprioritet, og af den mening han allerede havde dannet sig om hende, fandt han hendes hjerne som værende det der vejede mest. Det svage smil hun sendte ham blev gengældt svagt, og så faldt en forklaring ellers angående moderen. "Javel ja, jeg er sikker på at vores kære mødre nok skal holde hinanden beskæftiget. De skal slet ikke bekymre Dem på den front" svarede han forsikrende. Havde Caelia først sat kløerne i kvinden, ville hun nok ikke bare give slip. Alfred slog derpå en hånd ud mod møblementet, så hun kunne sætte sig, og først som hun havde taget plads, fulgte han trop. Der var allerede sat forfriskninger frem i form af frugt, vin og juice, og en masse andre lækkerier.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 21:52:21 GMT
Hans forsikring blev vel modtaget, og hun nikkede let, mens hun tog plads i den ene ende af sofaen. Hendes blik gled kort over det udvalg, han havde sat frem, før hun så på ham igen. ”Jeg ser, De er en langt bedre vært end jeg i min overraskelse i går var; jeg glemte rent at byde Dem på noget,” beklagede hun, mens hun med hænderne glattede skørtet ud over sine ben, så det ikke længere lå og foldede omkring hende. Som det faldt tungt ned langs hendes ben burde han ikke have det store besvær med at bestemme vidden af hendes lår og hofter. Ikke at hun selv tænkte over det; hun var mere optaget af sine tanker, der allerede var godt i gang med at arbejde videre på billedet af ham.
Nok var han selv observerende, og nok bemærkede han hun måtte have lange og slanke ben under skørterne, men faktisk skænkede han det ikke mange tanker. Som sædvanligt arbejdet hans hoved på højtryk for at finde langt vigtigere ting at studere, hendes kønne ansigt eksempelvis. Hun beklagede dog sin forglemmelse den forgående dag, hvortil han slog affærdigende ud med hånden "Sket er sket, vi klarede os foruden trods alt, og jeg er sikker på at vi begge havde andre ting at tænke på en forfriskninger." svarede han, han fandt sin stav frem mens han snakkede, og ved slutningen af sine ord, havde han svunget staven og glas og karafler gav sig til at klire mens de skænkede op og stillede udvalget lige indenfor hendes rækkevidde. Ikke et ord havde forladt hans læber, ja end ikke læberne havde formede sig for at udtale ordene. Da han blev færdig, blev staven at af vejen, og et svag trækning blev det til ved hans mundvig. "Har De haft en god dag?" spurgte han ligeså høfligt.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 22:08:37 GMT
Han slog det hen, og hun smilede let, glad for, han ikke tog hende det ilde op. ”En del, ja,” svarede hun bekræftende, ”modsat Dem, havde jeg ikke den fjerneste ide om hvad, der ventede mig.” Som et glas fandt over til hende, rakte hun frem og løftede det op. En lille slurk blev taget, mens hans spørgsmål faldt. ”Lettere travl, men jo, ganske fin … og Dem selv?” Hendes blik fandt hans ganske opmærksomt, mens hun blev siddende med bægret mellem sine slanke fingre.
Ja det havde han regnet ud, ikke at han helt forstod forældrenes beslutning, hendes fader havde vidst hvad årsagen til besøget var, trods alt. Nogle forældre traf blot den slags beslutninger. "Det tænkte jeg nok, jeg beklager. Forhåbentlig ikke en alt for ubehagelig overraskelse?" at han kunne konverser så høfligt og rent faktisk udvise interesse for et andet menneskes ve og vel, det bundet vel i grunden i det at hun ikke var hvem som helst. Han rørte ikke selv ved sit eget glas. "Præget af arbejde, intet nyt deri" svarede han blot uden at uddybe det yderligere. Der var ingen grund til at fortælle hende hvor meget galt det var gået, det ville han foretrække at holde for sig selv, faktisk. Blikket observeret hende mens hun sad der, "Jeg skulle måske have nævnt at jeg har puttet en dråbe af Vertiaserumet i vinen, inden De drak det" kommenteret han øjeblikke senere.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 22:45:22 GMT
Det blev et skævt smil til start ved hans spørgsmål. ”De er langt fra den første bejler, jeg har haft, ej heller den første til at fri eller til at gøre det temmelig pludseligt … De er dog langt den mest tiltalende af dem, det skal De trods alt have,” svarede hun roligt og en anelse blødt ved det sidste. Arbejde; intet overraskende deri, og hun nikkede blot let og tog endnu en slurk fra bægret sekundet før, hans kommentar faldt. Det ene bryn blev hævet en anelse. ”De er vel klar over, De ikke behøver snige det i mig? Jeg gav Dem mit ord sidst, milord … Men siden De nu tog Dem den frihed, er jeg da glad for, De delte informationen med mig … Én dråbe i hele kanden, eller hvordan har De målt op for at være sikker på dosen? Eller De efterlod den måske i bægret i stedet … i begge bægre?” Et glimt af morskab trak kort op i hendes øjne, før hun beherskede det. ”Er det et trick, De vil dele med mig? Hvem ved om jeg måske får brug for den slags viden en dag.” Havde hun nu ikke givet ham sin tilladelse til dette, havde hun nok reageret temmelig anderledes, men han havde trods alt bedt om hendes tilladelse.
Et eller andet sted var det vel godt at hun ikke tog det så tungt, eller også skjulte hun det bare godt. Hvad der var værst, var ikke til at sige. At blive kaldt tiltalende var da et komplement, det blev dog til en svag trækning ved hans mundvig og et bøjede hoved som tak, mere gjorde han ikke ved det. At hun fandt ham tiltalende, var vel kun godt for deres videre.. bekendtskab. "Javel ja, i så fald er jeg blot glad for at De ikke syntes at tage det specielt tungt" det var vel de fleste kvinders lod alligevel.
Snart måtte han betragte hende som hun tog nyheden om vinens indhold til sig. At det var ganske usandt anede hun intet om, endnu og han lyttede blot til hendes svar. "Ønskede jeg at snige det i Dem, havde jeg næppe informeret Dem om at det befandt sig i Deres bæger. En simpel forglemmelse inden De drak, det var blot hvad det var." faldt svaret. Eftersom der intet var i bægeret af hvad han havde påstået, så mente han ikke selv det var en løgn, og skulle det være det, ville det ikke være hans første løgn nogensinde alligevel. "Angående tricket som De selv kalder det. Det var egentlig placeret i alt drikkelsen" og det var derfor han ikke havde rørt ved sit eget bæger, lod han som om.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 23, 2017 20:06:03 GMT
Han reagerede ikke som sådan på hendes lidt tvivlsomme kompliment, men en let trækning ved mundvigen blev det da til. ”Jeg er opvokset med viden om, det bar denne vej, milord, så nej; jeg tager det ikke ret tungt,” svarede hun forklejnende.
Hun hørte ham ud, men hævede det ene bryn ved første del. ”Hvilket bringer os tilbage til Deres beregninger for mængden af eliksir puttet i hver kande,” sagde hun skeptisk, ”hvorfor gå gennem alt det besvær, når De allerede har min tilladelse, og ganske simpelt kunne have puttet en dråbe i mit bæger efter at have skænket op? Jeg har aldrig tænkt Dem andet end værende en intelligent mand, og jeg forstår ganske enkelt ikke Deres valg?” Trods alt havde han bedt hende være ærlig.. så det var hun, om han så kunne lide det eller ej.
"Godt godt" blev svaret blot til. Mere havde han ikke at sige på området, godt hun havde forliget sig med tanken. Hun var ikke den første, og i hvert fald ikke den sidste. Desuden, det kunne være endt meget værre for hende, skulle han selv sige det.
"De behøver skam ikke forstå mit valg, milady. Blot accepter det" svarede han roligt, tydeligvis uden intention om at uddybe det. Han var dog opmærksom på hvordan hun ville tage sådan en bemærkning, Den forgående dag havde han trods alt fået et indblik i hvor intelligent en kvinde hun var, og det havde han brug for, men der var mere han brug for i et forhold. Det var også vigtigt for ham at en kvinde kunne lytte og accepter hvad han sagde, uden at stille for mange spørgsmålstegn ved dem, hvis overhoved nogen.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 23, 2017 20:25:38 GMT
Ved svaret hævede hun det ene bryn, åbenlyst stadig skeptisk over for ham. Hun havde en fornemmelse af, han testede hende, men hun kunne ikke finde ud af hvordan eller hvorfor. ”Valget er skam accepteret; jeg undrer mig bare over Deres fremgangsmåde. Det stemmer ikke overens med mit billede af Dem, og jeg ønsker at forstå Dem,” forklarede hun. Naturligvis kunne hun lytte og tage imod ordrer – hun var trods alt en kvinde og en godt opdraget en af slagsen.
Der var intet selvfølgeligt i kvinders opførsel for ham. Han havde trods alt mødt mange kvinder før, og han havde mødt forskellige typer. Også dem der mente de fulgte normerne og var godt opdraget, men som både havde været på tværs, lagt an på ham, og fornærmet ham på mange måder. Så nej, der var intet selvfølgeligt i det her for ham, trods det indtryk han havde af hende. "Måske er Deres billede af mig forkert.." blev svaret blot.