Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Lorcan havde ikke just set frem til sin bryllupsdag. Efter at have overstået den formelle mugglervielse uden andre ord end det påkrævede 'ja', stod han stolt og rank i den store overdådige sal på Knockyn, klar til den vielse der ikke blot var proforma for muggleradelens skyld. Salen på det store gods var pyntet op til fest, og dog var antallet af gæster beskedent. Det var et smalt udvalgt af folk der var værdige og havde lyst til at deltage, og dog mærkede troldmanden sig ikke med det. For ham kunne dagen ikke gå hurtigt nok. Han var iklædt en dybblå tunika der stod smukt til hans øjne mens det brune hår var samlet omhyggeligt på nakken. Ligeså var hans hænder, som hans blik var fæstnet mod den dør hans unge brud om lidt skulle træde ind af. Der var ingen spænding eller sug i hans mave, som resten af salen ellers syntes at holde vejret. I stedet knipsede hans fingre utålmodigt, næppe hørligt for at få brylluppet afsluttet og pigebarnet ud af syne.
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 9, 2017 20:44:23 GMT
Willhelmina havde ikke været begejstret for mugglerceremonien og præsten havde set næsten skræmt på hende, fordi hun havde stirret vredt på ham mens han viede dem. Hendes ansigt var en smule mere blødt op da det var tid til det næste cirkus og hun var blevet pyntet mere op, som hun trådte ind i den store festsal. Hun havde så mange lag af stof på sig, at man knapt nok kunne se hendes benede kropsform og hendes hår var sat op i finurlige fletninger, hvorfra et langt slør hang. Ud over hendes diskrete fornærmede mine, gjorde hun dog som hun havde fået besked på og gik sammen med sin fader op til sin kommende mand uden at skænke ham et blik. Herefter blev hun stående og håbede på at troldmanden der udførte ceremonien ikke ville bruge for meget tid på at tale.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 9, 2017 22:05:34 GMT
Lorcans øjne var skeptiske da de gled over hans unge brud. I det mindste havde de gjort sig umage med at få hende til at se køn ud, at hun ikke lignede et afpillet kræ gjorde det lettere at sende hendes fader et højtideligt nik, og derefter lade de kolde øjne glide ned på datteren. Det var ikke med hans gode vilje at han bandt sig. Havde kraget om ægteskab ikke eksisteret for en mand af hans stand, havde han nægtet, og dog havde han altid gjort hvad der blev forventet af ham, for familiens skyld. De lyse øjne stirrede ned på hende, da præsten bad dem præstenere deres hænder. I et kort øjeblik skinnede foragten igennem, før blikket genfandt sin charmerende karakter, som han afventende rakte sin hånd frem.
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 9, 2017 22:21:45 GMT
Willhelmina skævede op mod ham tids nok til at spotte det kortvarige glimt af afsky og hun så hurtigt væk, overrasket over hvor meget han hadede hende. Deres første møde havde ikke været godt nej, men hun havde tænkt på at forsøge at forbedre sig, men når han så på hende på sådan en måde var det måske slet ikke muligt. Hun var dog samtidig en meget stolt pige og løftede derefter sin hage, som om hun ikke tog sig af at han havde set sådan på hende. Som troldmanden udførte vielsen, blottede hun tænderne en anelse og formåede at smile bredt, tilsyneladende glad over at blive gift med Lorcan Lestrange.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 9, 2017 23:45:46 GMT
Han kendte dårligt det lille nips foran ham, og alligevel var han ikke begejstret. Det var måske ligeså meget, hvis ikke mere, ideen om at blive gift end det faktum at det foregik med Wilhelmina Salevyn han foragtede. Han formåede derfor også at opretholde sin formelle maske da han fremdrog det smukke silkebånd der var blevet udvalgt til lejligheden. Han brugte et øjeblik på at vise båndet til forsamlingen, før blikket gled fra hans unge brud og videre til præsten der tog imod det og bandt deres hænder sammen. Det var kendt at båndets kostbarhed afspejlede familiens rigdom, og selvom han var den anden søn, var det ikke fordi at der manglede noget ved det flotte kongeblå bånd. Da præsten spurgte til hans løfte rømmede han sig let, og kiggede igen ud imod forsamlingen, mens hans hånd dog føltes kold og død sammenbundet med Lady Salevyns. "Jeg, Sir Lorcan LeStrange, søn af Lord Theobald LeStrange herre på Knockyn sværger med dette ægteskab at jeg vil stå min hustru bi. I medgang og modgang. Må vores ægteskab bringe os stolte sønner og fagre døtre." Glimtet af foragt var væk, som den charmerende sølvtunge tryllebandt forsamlingen med de flotte ord. Noget af glansen forsvandt dog da han kiggede afventene tilabge på sin brud.
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 10, 2017 0:02:13 GMT
Det smukke bånd fik Willhelmina til at smile en anelse, Lestranges rigdom var det eneste gode hun kunne se frem til, selvom hun ikke var sikker på om de ville lade hende få fingrene i noget af det. Da de vendte sig mod forsamlingen, betragtede hun ham undersøgende og med lettere forundring i sine øjne. Det virkede som om han mente det og det forvirrede den unge heks en smule. Da det blev hendes tur, solede hun sig dog i opmærksomheden og rettede sig op.
"Jeg, Willhelmina Salevyn, binder mig hermed til Lorcan Lestrange og sværger at adlyde ham og være ham tro så længe jeg lever." Sagde hun med et stort smil på sine læber og formåede næsten at se helt nuttet ud, som hun forsøgte at udkonkurrere sin partners charme. Hun mente selvfølgelig ikke et ord af det hun sagde.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 12, 2017 20:24:43 GMT
Lorcan blik hvilede på det unge nips som hun fremsagde sin ed. Han lyttede opmærksomt til ordene, og det lille smil groede sit stødt mere tilfreds som de gled ud af hendes mund. I pigebarnets ører var det måske tomme ord hun sagde for at tilfredsstille forsamlingen, men Lorcan lagde alligevel en hvis vægt på deres betydning, og særligt det faktum at hun svor at adlyde ham. Han nikkede let da ordene var bragt til ende, og lod blikket glide op på præsten der bad de to præsentere deres tryllestave. Et lille imponeret suk gled gennem forsamlingen da de gyldne gnister sprang for tryllestavenes spids, og selvom Lorcan ikke ville indrømme det, kunne han ikke lade være med at bemærke at det lille nips blev en smule kønnere i de mange lag af stof.
Senere på aftnen var banketten vel overstået. Det nygifte par havde siddet ved højbordet, og dog havde Lorcan været langt mere optaget af samtalen med sin bruds fader, end den unge pige selv. Han havde ikke skænket hende mange blikke og kun danset den første dans skikken påkrævede, før han høfligt og galant var gledet rundt imellem gæsterne og ladet sig lykønske. Sidst på aftnen var det dog igen blevet traditionens tur til at diktere at han opsøgte sin nye viv. Vinen han havde indtaget undervejs havde løsnet ham en smule op, og gjort smilet på hans læber nærmest behageligt som han bukkede let for hende. "Lady LeStrange." Han nikkede let, høfligt, som om han stadig tiltalte en fremmed og ikke hans hustru. "Nyder du vores aften?"
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 12, 2017 21:59:42 GMT
Willhelmina havde ikke forventet meget af aftenen, men den blev endnu værre end hun havde regnet med. Det var så tydeligt hvor lidt interesse hendes mand havde i hende og hun følte sig så ydmyget at hun havde brugt det meste af aftenen på at gemme sig ude på gangen for at græde sine øjne ud. Ind i mellem dukkede hun op for at forsøge at leve op til den rolle hun skulle bære, men efter de vigtige ting var ovre, var hun ikke så meget til stede som hun burde.
Da hendes moder på et tidspunkt sent på aftenen, fandt hende og smed hende tilbage til festen, vidste hun at hun ikke ville kunne liste derfra igen. Det var derfor et ulykkeligt menneske der stod og drak lidt af sit bæger med vin, hun havde drukket alt for meget den sidste halve time og var en smule beruset. Det hjalp dog at bruge det til at glemme hvad der var ved at ske. Synet af hendes kommende mand gjorde hende kortvarigt en smule forskrækket. "Selvfølgelig gør jeg det. Hvad med dig?" Spurgte hun og nejede en smule klodset uden at smile til ham. Hun var vred over han havde vovet at ignorere hende så meget hele aftenen.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 13, 2017 23:29:30 GMT
Lorcan bemærkede den lettere røde hævning omkring hendes øjne, og noterede sig at hun havde grædt. Det rørte ham ikke mærkbart at hans hustru havde spildt tårer på deres første nat som ægtefolk, og med en mærkelig knude i maven faldt det ham ind at de sandsynligvis ikke ville blive de sidste. I stedet rettede han let på sin tunika, og drak en tår af det bæger med vin der efterhånden var blevet tømt et par gange i løbet af aftnen. "Glimrende." Smilet der faldt på hans læber var næsten troværdigt, før han trådte tættere på og lod en finger glide forbi hendes rødmende øjenkrog. "Kunne du i det mindste ikke have gemt dine tårer til vi blev alene?" Han løftede anklagende et øjenbryn, og kiggede bebrejdende på sin spinkle hustru.
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 13, 2017 23:39:54 GMT
Willhelmina forstod ikke hvordan han kunne regne ud at hun havde grædt og hun blev vanvittig irriteret over at han havde ramt plet. Da han trådte tættere på, tog hun diskret et lille skridt baglæns og slog blikket ned mens han rørte ved hende. Den eneste grund til hun opførte sig nogenlunde, var fordi hun ikke ville tiltrække opmærksomhed midt i festsalen. "Ikke når man har en mand der gør det så tydeligt, hvor lidt interesseret han er i en. Det er ydmygende." Sagde hun og så op i hans øjne med et vredt blik, mens hun pressede sine læber sammen. "Og hvis det vil gøre dig glad, kære husbond, så vil jeg også græde, når vi er alene." Hendes tone var nedladende, hun mente ikke et ord hun sagde.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 14, 2017 0:03:57 GMT
Lorcan løftede et øjenbryn ved hendes svar, og dog følte han sig ikke såret. Tilsvarende var der heller ingen medlidenhed at spore i hans lyse blik. Hun måtte være selvkritisk nok til at se at hun ikke var den mest tiltrækkende unge kvinde til festen, hun skulle nok få sin opmærksomhed senere, når gardinerne blev trukket for og han skulle udføre sin ægteskabelige pligt. At den også ville blive med tårer fik han blot til at udstøde et lavmeldt fnys, der havde en svag klang af latter. "En kvinde er smuk når hun græder. Det viser hendes sårbarhed. Du er skrøbelig Lady LeStrange, og jeg mindes ikke at jeg svor at beskytte dig." Han tog endnu en tår og kiggede på hende med et lille slet skjult smil i sine mundvige.
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 14, 2017 0:17:02 GMT
Willhelminas ansigt krakelerede en anelse over hans ord. Hun var altid den i selskabet der var bedst til at såre andres følelser og det var uvant for hende at opleve det modsatte. Hun blinkede et par gange med øjnene mens hun forsøgte at opfatte hvad det var han havde sagt, pointen bag hans ord var så hæslig at hun næsten ikke ønskede at forstå det. "Men.. " Sagde hun og måtte presse sine læber sammen for ikke at begynde at græde. Til sidst vendte hun sig dog en anelse med intentionen om at gå sin vej. Hun havde ikke lyst til at være i nærheden af sin mand længere og havde ikke nogen ide om, at det snart var tid.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 14, 2017 0:29:26 GMT
Lorcans øjenbryn skød i vejret igen mens han afventede resten af hendes sætning. Da den ikke kom, krummede hans mundvige sig en smule mere, mens triumfen spillede i hans lyse blik. Da hendes trods og vrede forsvandt syntes hun afklædt, nærmest nøgen, og endelig kunne hans tanker begynde at spinde fantasier om den nat de snart skulle tilbringe. Hun fik derfor heller ikke lov til at forlade ham, da hun vendte sig for at gå. "Du kan ikke forlade mig, Lady LeStrange. Du var svoret at adlyde mig. Traditionen byder at vi danser en sidste dans inden vi fuldbyrder vores ægteskab." Smilet på de smalle læber var på en og samme tid triumferende og stygt, som han fingre gled ned af hendes arm, og fattede hånd.
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 14, 2017 0:38:51 GMT
Willhelmina stoppede op uden at se på ham og vendte sig først langsomt om da han tog fat om hendes hånd. Hun havde det som om hun skulle kaste op over hans berøring, men stillede sig alligevel hen ved siden af ham og gik ud fra han ville føre hende ud på dansegulvet. "Jeg mener ikke altid det jeg siger Lorcan." Sagde hun afdæmpet og vendte ansigtet mod ham med et blik der denne gang var mere indgående end arrigt. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham køre hende rundt i manegen som en eller anden dukke, men hun ville opføre sig pænt resten af aftenen for sine forældres skyld. Hun var trods alt ved at forstå, at det ville være godt at have dem som venner.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 14, 2017 23:53:36 GMT
Hustruens svar rørte ikke bødlen det store. I hans ører var det et svagt modangreb i en kamp hun allerede havde tabt, og med en et veltilfreds smil førte han det lille nips ud på dansegulvet. De andre par trådte til side og overlod dem gulvet, som musikken spillede op til deres sidste dans. Den var hverken for hurtig eller for langsom, som Lorcan med en fast hånd førte sin spinkle brud rundt i trinene, fast besluttet på ikke at gøre dem til grin på gulvet. I stedet kom de igennem den, til gæsternes begejstrede klappen, mens den fælles forståelse for hvad der skulle til at ske, fik stemningen til at nå nye højder. Han skænkede sin brud et enkelt indforstået blik, udmærket klar over hvad der skulle til at ske. Der var intet beroligende eller betryggende i det lyse blik. Han forventede at hun var jomfru, på trods af at den urørte tilstand ikke var noget han selv kunne prale af. Hans erfaring ville hun komme hende til gode. Uden at skænke hende flere blikke, tog han hendes hånd og førte hende ud af salen, op imod det klargjorte kammer, fulgt af de af gæsterne der skulle overvære at det hele foregik ordentligt.